Search Rejseliv.dk Søg
 

Ski og gastronomi i Zermatt

Matterhorns karakteristiske top kan ses fra de fleste steder i Zermatt. Foto: Camilla Alfthan

Flere billeder


Det er især livsstilen, der trækker folk til den schweiziske alpeby Zermatt. Både hundredvis af kilometer pister og restauranter med rekord i antal kulinariske stjerner.


Rejseinfo

Transport: SAS og Swiss har daglige direkte afgange til Zürich til ca. 2.000 kr. retur. Herfra er der godt tre timer med tog til Zermatt, returpriser fra 700 kr.

Ophold: Overnatning i Zermatt ligger i den dyre ende. En overnatning på det firestjernede hotel Cervo koster fra 2.000 kr.

Bed&Breakfast kan dog gøres billigere. Book via zermatt.ch eller bl.a. FDM Travel, som har rejser til Zermatt.

Skiområdet: Fire områder med i alt knapt 200 kilometer pister. Rothorn Paradis, Gornergrat, Matterhorn Glacier Paradis (3.883 meter over havet) og Cervino på den italienske side. Alle er forbundet i liftsystemet. Længste piste er 20,4 kilometer.

Derudover er der 20 kilometer sommerski, 38 kilometer off-piste, ti nedfarter til heliskiing samt fem begynderområder. 

Info: zermatt.ch, ski-zermatt.com


Af Camilla Alfthan
Søndag den 5. februar 2012



Med Matterhorn som baggrundskulisse er Zermatt for mange et must. 

Læs også: Saalbach – ét stort cirkus i Alperne

Det var også det 4.478 meter høje bjerg, der i sin tid gjorde, at alpebyen blev berømt, da det i 1865 blev besteget for første gang og under dramatiske omstændigheder. Fire af ekspeditionens syv mænd omkom under bedriften, og deres reb kan i dag ses på Matterhornmuséet, der åbnede for nogle år siden. 

At Zermatt er et ganske særligt sted står klart, da vi ankommer med Glacier Expressen fra St. Moritz. For mens benzinslugende biler og privatfly er hverdag i luksusbetonede St. Moritz, har biler altid været bandlyst i Zermatt. Al transport foregår med hestetrukne drosker eller elektriske vogne. Når sneen ligger tykt i byens gader, kommer man frem på ski.

Husene er traditionelle træchaleter, og nogle af de ældste stammer tilbage fra 1700-tallet og ligger i en lille klynge, der går ned til den flod, der løber igennem byen.

I de seneste år har flere af hotellerne dog blevet indrettet mere moderne og ofte med et tema. Blandt andet er hotellet Cervo således inspireret af områdets hjorte med et titals gevirer, der hænger ned fra loftet i stedets populære afterskibar. Selve beliggenheden er unik, da Cervo ligger for foden af Rothornskiområdet og dermed også ét af de liftsystemer, som bringer én til tops.

Matterhorns karakteristiske top er langt fra den eneste, der rager op i horisonten. I alt 37 bjergtoppe ligger i over 4.000 meters højde. Med knap 400 kilometer pister fordelt på fire terræner er mulighederne for mange forskellige slags skiløb derfor utallige.

Foretrækker man Rothorn eller Cornergrats kortere distancer med billedskønne hvil i skiliften og muligheder for off piste i de øverste områder?

Eller er man mere til de lange og brede nedfarter, som går fra Matterhorn Glacier-paradiset og ned til den italienske side?

Sidstnævnte har Zermatts længste piste på 20,4 kilometer, der løber fra Matterhorn og hele vejen ned til Cervinia. Det er også her, man finder de største skiområder og nogle af de sværeste pister.

Førstnævnte lægger land til tre af Zermatts langsomme løjper, som har den fordel, at de er særligt egnede til snowboard.

Pister og deres beskaffenhed er væsentlige elementer på en skirejse. I Zermatt er maden det også. Modsat de fleste skisportsteder, hvor folk står på ski fra tidlig morgen til sen aften, kommer mange skiturister typisk til Zermatt for at stå på ski og samtidig nyde et godt måltid.

Zermatt ligger således inde med et rekordstort antal kulinariske stjerner: i alt 246 fra den franske madbibel, Gault Millau. 

Nogle af de bedste restauranter ligger i Cornergrat, og kan således gøre turen i dét område til et langt svinkeærinde: Findlerhof, Paradise, Enzian og Adler, for blot at nævne nogle. Én af restauranterne, Chez Vrony, som oprindeligt var en gammel farm, har fået hele 13 Gault Millau stjerner.

Stedet ejes stadig af familien Julen, som opdrætter de dyr, der indgår i menuen, og lige som i gamle dage laves osten nede i kælderen. Indretningen er et miks af kitschet alpestil og moderne kunst, og den er skabt af  Heinz Julen, som står bag flere af Zermatts restauranter og hoteller.

Udenfor sidder familiens 94-årige overhoved, som kan fortælle historier om, hvordan Zermatt har udviklet sig fra at være en lille forladt flække til en populær skidestination.

For hundrede år siden kom her kun 150 mennesker om året. I dag har Zermatt mere end 7.000 hotelsenge, der er fordelt på alt fra femstjernede hoteller til bed & breakfasts. Gæsterne spænder fra unge, der overnatter i sovesale, til kendte som eksempelvis det britiske Beckham-par, der indlogerer sig noget mere luksuriøst. Alle, uanset navn og status, ankommer med toget, og det er dét – bredden i klientellet, der for mange er dét, der gør Zermatt til noget særligt. 

Zermatt har været miljøbevidst, længe før den slags kom på mode. Blandt andet var den første bil, der kom til Zermatt i 1947, elektrisk. I dag kommer de grønne værdier blandt andet til udtryk i restauranterne, der sætter en ære i at servere friske råvarer fra regionen.

På Hotel Cervo stammer vildtet fra lokale jægere eller ejeren selv. Kødet kommer fra lokale farmere, det samme gør de fleste af mælkeprodukterne. Fisk skal man til gengæld ikke forvente, for når man befinder sig i bjergene, kan den umuligt være frisk, ræsonnerer hotellets unge ejer, Daniel Lauber, som for nogle år siden åbnede stedet sammen med sin kæreste.

Samme filosofi går igen i restaurant Heimberg, hvis køkken kombinerer de lokale traditioner med en ny modernitet. Æblesuppe med fois gras og en hjort stegt med kaffebønner hører til de retter, som stedets kok, Klaus Schlachter, har komponeret.

På Hotel Post, der ligger et sneboldskast derfra, ligger også nogle af Zermatts populæreste restauranter, ligesom her holdes koncerter med internationale bands – under den årlige musikfestival i april hver eneste dag.

Professionelle skiløbere kommer også til Zermatt, som er det eneste sted i Alperne, hvor de kan træne om sommeren. De canadiske og kroatiske landshold træner således i Matterhorn Glacier-paradiset, der har mere end 20 kilometer med sommerpister.

Det er også her, man starter, hvis man vil udforske den italienske side. Turen hele vejen op tager en god halv time. Udsigten er bogstaveligt talt bjergtagende, med vue på Matterhorns karakteristiske top. Lidt længere nede ligger den syvende piste, der starter i 3.480 meters højde og ender nede på den italienske side i Cervino.

Senere tager vi ned ad den schweiziske side via Gandegghütte (3.030 moh). Den er blandt de mest udfordrende ture ned til Schwartzsee. Det er også her, Zermatts længste piste og sværeste sorte løjpe ligger.

Dagens måltid tager vi i Zum See-restauranten, der ligger for foden af Schwartzsee, midt i en lille klynge med historiske træhuse. Vi spiser lam med asparges og slutter af med stedets berømte æblekage. Da solen begynder at gå ned bag bjergtoppene, er afterski-livet i fuld gang. Således går det til, at vi på et tidspunkt bliver overhalet af et ungt par på ski kun er indhyllet i sovedyner. Kort forinden havde vi set dem uden for en bar, hvor de var ved at smide tøjet.

Jo, Zermatt er for enhver smag.

Læs også: Få mere ud af jeres skiferie

0 kommentarer | 


Mamma Mia for en by

Stockholms nyeste attraktion »ABBA The Museum« er åbnet under stor mediebevågenhed. Rejseliv var med og guider her til ABBA-oplevelser ude i byen og på museet

Her er verdens højeste skyskrabere

Hotel Radisson på Amager udvider med 10 etager og overgår dermed Danmarks nuværende højeste bygning med 16 meter. Det er stadig ingenting i forhold til verdens 10 højeste skyskrabere.

100 dollars for at få kabinekuffert med om bord

Endnu et amerikansk lavprisflyselskab vil indføre gebyr for håndbagage. Passagererne overfylder bagagehylderne.

Se Virgins rumskib lette

Om alt går efter planen kan rumfartøjet lette med de første turister næste år. Foreløbig er der 500 på venteliste til en tur ud i rummet.

Lockout giver billigere rejser

Rejseselskaberne prøver at kickstarte salget af familierejser i sommerferien efter en nedgang i salget under lærerlockouten.

Sådan ser Hotel dAngleterre ud efter milliardombygning

Hotel d'Angleterre genåbner 1. maj efter at have fået en omfattende renovering til omkring en halv milliard kr.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

Følg Rejseliv.dk her:

 

 


 
 

Her er vores bedste guides:

 

 

n/a

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed – og pris

Hotel State Plaza i Washinton byder hverken på naboskab med Barack Obama eller the Clintons, men det ligger centralt og er til at betale. Læs mere

Sådan angriber du Grand Canyon

Grand Canyon er stor og overvældende. Rejseliv guider til, hvordan man ser dette vidunder uden at miste pusten og overblikket. Læs mere

Edgar Allan Poes grumme historie

Poe Cottage er et åndehul i det tæt befolkede Bronx i New York. Men bag træhyttens lyse facade gemmer sig en mørk og grum historie. Læs mere


Tilmeld dig nyhedsbrevet

n/a

Find overnatning i Danmark