Set fra oven er vandet kaffebrunt. Tre af de fem andre kursister har allerede brudt overfladen, vendt plastik-kajakkens røde bund mod den svenske forårshimmel og sænket deres fastspændte overkrop ned i koffeinvandet.

Læs også: 4x høj puls på ferien

Under vandet husker de at bøje hovedet fremover og løsne det skørt, der forener dem med kajakken rundt om livet. Tre mænd dukker op igen ved siden af deres kajak med nedadvendte mundvige og de vidt åbne øjne, der afslører, at de lige er vendt tilbage til en verden, hvor de igen kan trække vejret frit.

Jeg er stadig i gang med at tage mod til mig.
Ikke fordi jeg er bange for at komme forkert ud af kajakken og skrabe mit ansigt på sten i bunden. Jeg er mere bange for overhovedet ikke at komme ud i tide.

Mine knæ er ved at fortælle mit centralnervesystem, at der er alt for lidt plads i den diminutive kajak til mine lange og stive ben, og på en eller anden måde var udfordringen noget rarere at brillere med, da der skulle vendes weekendplaner på jobbet om fredagen, end det nu er iført våddragt, hjelm og neopren-sokker.

Jeg ved endnu ikke, at denne weekend i Sverige – to dages begynderkursus i white water kajak, altså at navigere en kajak ned over bølger og strømmende vand - bliver et selvtillidsboost af den slags, der vil få mig til at glemme alt om, hvor dårlig en svømmer, jeg i virkeligheden er. At jeg om to dage vil have lært at padle, kæntre og begå mig i det vilde hvide element i en sådan grad, at der ikke længere vil være noget spor af den frygt for vand, jeg fik som otte-årig ved Bøjden Strand og Camping, hvor skammen ved at være en dårlig svømmer gjorde, at jeg fortiede over for min bedste ven, at jeg var tæt på at drukne under overfladen.

Instruktøren Jakob Hertz griner smørret, da jeg endelig har taget mod til mig og kastet mig ned i det brune vand for at vende kajakken - og har glemt min næseklemme, så kaffevandet blæser sig vej op i mine bihuler. Da jeg slukøret slæber den vandfyldte kajak op på land, trækker hans smilerynker tydelige spor i den fedtfattige læderhud ved hans øjne, og afslører det, jeg allerede ved: At han er typen, der har forceret bjerge, løbet maraton og padlet ned ad vilde floder, fordi han finder indre overskud i at være overlegen midt i akten. Den irriterende type.

 Men et par timer senere, da han endnu engang har fisket min pagaj op af vandet for mig og sørget for, at jeg kom sikkert i land efter en kæntring, er jeg kun glad for, at jeg er i komplet sikre hænder hos en ekspert med over 20 års erfaring.

Jeg har aldrig prøvet at sidde i en kajak før. Nu sidder jeg i øvelser og i begreb som »eddy-turn«, »sweep« og »peelout« blandet med råb om »kom nu!« og »ro til«. Mörrumselvens vand bliver stadigt mere oprørt og skummende. Store sten viser sig i overfladen og kan mærkes, når de dasker sejrssikkert til min kajak, mens jeg stilforvirret kæmper med balancen og mod endnu en ny dukkert.

Pludselig er det ikke så svært. Heller ikke for mig. Der åbner sig et landkort af muligheder i koordineringen af styretag og sigten efter små oaser af plant vand, hvor man kan tage en pause efter bare 50 meters succes. De små skvulp af boblende vand ind over kajak og hjelm begynder at give energi, når man fortsætter sin kurs forbi en ny sten og ind i en ny mini-tornado af vand. Det er muligvis white water kajak på sværhedshylden med ét-tallet. Men jeg er ved at forstå, hvorfor min instruktør har gjort det i det meste af sit voksenliv.
 
Den dårlige nescafé og makrelmaden redder mig, da det går op for mig, hvor meget energi man forbrænder på at overkomme sin frygt og holde en kajak på rette kurs. Jeg er nået dertil, hvor jeg ikke længere er misundelig på de fluefiskere, der står på den anden bred og ærgrer sig over vores tilstedeværelse. Der er noget over Sveriges vildere natur, som gør det mere inspirererende at bryde sine grænser.

Der er heller ikke noget som fysisk udfoldelse, der kan nedbryde grænserne mellem den gruppe af jyder, fynboer og en enkelt københavner, der er taget til Sverige sammen. Da vi på den første aften sidder hjemme ved grillen og nyder den medbragte øl og en primitiv paella, glider aldersforskel og sønderjysk dialekt i baggrunden. Dagens oplevelser har samlet en gruppe af mennesker, der allerede har udvidet deres grænser i takt med, at man har moret sig over egne udueligheder.
 
På kursets dag to lever Jakob Hertz smørrede smil stadig. Han starter dagen med at introducere os for en række nye tricks, der ser så selvfølgelige ud, når han i kajakken glider ubekymret gennem vandmasser, der bruser så meget, at det skaber en turbine af lyd, man ikke kan råbe sig igennem.

Tricks, man er overbevist om, at man ikke kan gøre selv. At man lyver over for sig selv, når man tror, man ligesom Jakob Hertz lige kan vippe med hoften – og dermed kajakken – og vupti, så er man igennem. Men hvor man overrasker sig selv og gør det. Det er de øjeblikke, der får kroppen til at glemme, at den stadig ikke har lært at sidde i yoga-stilling nede i en kajak, der ikke er meget større end en kælk.

Hele gruppen begynder at lække overskud, smil og mod, der kan måles i rosende ord fra vores stålsikre redningsmand af en instruktør. Og godt halvvejs henne på dagen er jeg så langt, at jeg – frivilligt – kan vende mig med hovedet nedad midt i en strøm og ligge dér i mørket og vente på, at en makker får styret sin kajak hen til min båd, så jeg kan tage fat i spidsen og svinge mig op til overfladen igen. Nu med næseklemme og uden smerte i bihulerne.

Længere forløb af skummende vand og større sten begynder i stigende grad at føles som en ny mulighed for at skabe et rush af velvære. Det kan blive helt rart at aflægge rapport på jobbet om mandagen alligevel. Når jeg at tænke, mens vi bevæger os kilometer for kilometer ned ad floden i bagende solskin, og længere forløb af skummende vand og større sten i stigende grad begynder at føles som en ny mulighed for at skabe et rush af velvære.

Så når vi til en træbro. Jakob Hertz stopper og vi følger med op på broen. Og betragter herfra en rasende fos og et uoverskueligt virvar af hvidt skum omkranse vandhuller og ubehageligt store sten under os. Det føles som en skoleudflugt til et vandkraftværk, hvor den altoverdøvende lyd af naturens kræfter er nok wow-oplevelse i sig selv.

Men nej. Det er vores eksamensprojekt, vi ser dernede. For at bestå skal vi glide ned i plastikhylsteret, spænde hjelmen og padle gennem helvedet.
Min nye evne til at finde en flods stille helle forsvinder øjeblikkeligt. Jeg kan simpelthen ikke se en fremkommelig vej, der ikke vil få mig opslugt af meterbrede vandhuller eller droppe mig ud i et ubehageligt fald fra en sten længere og bredere end min kajak.

Jeg hopper i kajakken. Sætter i gang. En hæsblæsende fornemmelse af fart indsniger sig. Få sekunder giver plads til flere indre refleksioner. ‘Kom nu!’ ‘Du kan sgu godt’. ‘Du skal bare frem med overkroppen og tage de aggressive, rigtige tag med pagajen’.
Et dyk gennem brusende vand, et utilsigtet sidelæns fald ned fra den sten, jeg helt sikkert ikke måtte ramme. Og så er jeg forbi. Jeg klarede den. 45 sekunder i kajak gennem skummende vand bliver til en oplevelse, der gør weekenden mere meningsfyldt end det sidste halve års løbeture i Hareskoven.

Først dér ved man for alvor, at enhver frygt var utilsigtet. Det var »bare« et begynderkursus i white water kajak, og jeg var i sikre hænder hele vejen til succesoplevelsen. Jeg skulle bare tage mod til mig.

Læs også: Øhop i den svenske skærgård

1 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar