Velkommen til Polen, velkommen til Tjekkiet, velkommen til Polen, velkommen til Tjekkiet...
Sms’er tikker, brummer, bipper og larmer i tide og utide.

Læs også: På vandretur i Bjørneland

Som en slags moderne påmindelser om, at selv her, i de urgamle Krkonose-bjerge, er vandringsmænd aldrig længere end en sms væk fra den civilisation, der virker så fjern på toppen af de for de fleste danskere ukendte bjerge på grænsen mellem Tjekkiet og Polen.

Men her står vi, her går vi. Et dusin danske vandringsmænd på tur i et landskab så råt, brutalt og så fjernt fra Danmarks kulturlandskaber og betonjungler, at det næsten virker ubegribeligt, at det kun ligger en dagsrejse, om end en lang af slagsen, fra København og omegn.

Grænseskilte ser vi. Det ene efter det andet. Nogle med Tjekkiets bøhmiske løve og de mæhriske og schlesiske ørne. Andre med Polens hvide ørn med det gyldne næb. Klipper ser vi, store og små. Nogle steder er vi ved at snuble i dem, når de smutter under vandrestøvlerne. Andre steder ligger de som huggede blokke og er som motorveje for vandrefolket og minder – bare et gæt – om dengang for ikke så mange år siden, da der var rigeligt med folk til at lave den slags på de her kanter.

Men Krkonose-bjergene er meget mere end klipper, sten og den ene storslåede udsigt efter den anden med det 1.605 meter høje bjerg Snezka som højdepunktet. De kan også prale af grønne enge og dalstrøg med pittoreske småflækker, nydelige kirker og natur så køn som postkort.

Og så er der billigt. Både at rejse til og opholde sig i Krkonose-bjergene. Turen frem og tilbage i bil koster ikke mange tanke benzin, og i Tjekkiet koster en stor øl, altså en af dem med 60 centiliter i flasken, højst ti kroner. Det skal de have tak for, de tjekker, for øl skal der til, når der vandres.

Tilføjes skal, at der ikke skal lyde utaknemlig og klage over kogekunsten i Krkonose og omegn. Blot konstateres, at kålsalat a la Østeuropa og hvidløgsuppe er klassikere, kun lige spiselige, og at hvidt brød er mere populært end grovbrød.
Så, kære læser, pak den mentale rygsæk, lad dig inspirere til en vandretur – 20-30 kilometer om dagen ad afmærkede ruter – med familien, partneren, vennerne, kollegaerne, ja, solo, og læs på de næste sider en dagbog fra tre dages fodslaw i Krkonose-bjergene.
 

Dagbog

Dag et: Fra Harrachov til Martinova Bouda
Det begynder ikke alt for lovende. Pilsnerne fra baren på Hotel Sklar, et i øvrigt udmærket hotel, i aftes sidder stadig i håret. Og her i byen Harrachov, hvor der om vinteren bliver stået på ski og holdt afdelinger af VM i skihop, foregår turen op til selve Krkonose-bjergene selvfølgelig i skilift.

Trods en smule tømmermænd og højdeskræk går det opad. Fra tæt fyrreskov til klipper og en kølig vind, der minder om, at heroppe i bjergene, hvor træerne står i små klynger og skutter sig, er det køligt og blæsende året rundt. Også denne junidag.
Der er ingen grund til at stå stille. Det er koldt, der er en flaskehals af turister ved lifthuset og det nærliggende hotel. Det handler om at komme væk fra alle de andre. At opleve bjergene i en eller anden form for ensomhed.

Første stop er Elbens kilde. Et hul med vand, en tavle med byvåben fra nogle af Elbens mange byer. Her, hvor vinden hele tiden hvisker koldt i ørerne, begynder den store flod altså sin 1.100 kilometer lange rejse gennem Tjekkiet og Tyskland til Nordsøen.
Men nu er det øltid. I denne del af Krkonose-bjergene er en beværtning ikke alt for langt væk. Et ordentligt brunt skrummel indhyllet i kållugt, men med kolde Urquell-øl.

Efter pausen skifter landskabet karakter. Bliver lidt mildere, mere grønt og kønt. Træer, enge, hvide blomster, varme og sol. Men der mangler noget. Dagens rute er kun omkring 20 kilometer. Det er, for at sige det, som det er, ikke hårdt nok. Guiden, der har lagt den, har åbenbart ikke den store tillid til 11 danske vandringsmænd, hvor de fleste er vel over de 40 år.

Heldigvis er der øl i hanen på hotellet Martina Budova. Og det flyder. Dejligt at sidde i solen hele eftermiddagen, snakke, læske ganen og blive bims. Men knap så dejligt at få hvidløgssuppe og kylling med kålsalat til aftensmad og sove på et værelse, hvor interiøret afslører, at dette land engang var Tjekkoslovakiet, og hvor temperaturen afslører, at Martina Budova er et bjerghotel.

Dag to: Fra Martinova Budova til Mala Upa
Solen smiler fra morgenstunden. Det går gennem fyrreskov med grønne bjerg-enge klædt i hvide sommerblomster frem til den første seriøse stigning. Op og op, meter efter meter, gennem et landskab, hvor der til den side er dybe fald og udsigt til det polske lavland og til den anden side langstrakte, klippeklædte skråninger.

Kursen er klar. Tjekkiets højdepunkt, bjerget Snezka. 1.605 meter højt og med to ruter til toppen. En længere, knap så stejl, og kortere, meget stejl. Det bliver den stejle. Godt 200 meters stigning på en lille kilometer og klaret på 15 minutter. Der bliver trådt til.
Snezka er en turistattraktion. Trafikken er tæt opad, og der er trangt på toppen. Ikke mindst på og omkring den friturehørmende restaurant.

Hurtigt videre efter det obligatoriske holdbillede. Zig-zag gennem det polsk-tjekkiske landskab. Det tager sig godt ud, tæt, lav buskads, mosser og lav og sandet jord. Meget mørkegrønt. Det går tilmed op og ned. Lige sådan, en vandretur skal være.
Dagens vandring ender ved et bord i Mala Upa i aftensolen med dejlige, kolde øl. Urquell, Primator, Gambrinus og ikke mindst den lokale bryg, Krkonose.

Dag tre: Fra Mala Upa til Svoboda
Solen brænder fra den tidlige morgenstund, giver rød næse og nakke, og minder om, at her i de centraleuropæiske højder er dens stråler en kende skarpere end i Danmark.

Det begynder på skråningerne og ender i dalene. Denne dag er et flere timer langt postkort, et stilleben med bjergidyl, blomsterenge, græssende køer og heste hist og pist, pittoreske småbyer, velholdte kirker, bondehuse og bjerge i baggrunden.

Landskabet smiler. Det er venligt, grønt og kønt. Så hvorfor ikke smile igen, nyde livet og tage en lang pause og en lille lur.
Men inden da er der en omgang, ja, der er to, for en af vandringsmændene har fødselsdag. For, som han siger, hvornår slipper han igen med at komme af med 220 kr. for at give to omgang etil 11 mand?

Det sidste stykke er en lang nedstigning, fyrretræer bliver afløst løvtræer, og inden længe er byen Svoboda nået, hvor en minibus venter på at bringe selskabet tilbage til udgangspunktet, Hotel Sklar i Harrachov, hvorfra der er afrejse til Danmark tidligt næste  morgen.

Læs også: Polens perle hedder Poznan

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar