Det er ikke hanens galen, der vækker os, men en kos brølen.
»Muh«, lyder det igen fra koen. Klokken er endnu ikke 6.00, men spændt river vi døren op til altanen for at se omgivelserne, som vi kun kunne se omridset af, da vi ankom efter mørkets frembrud aftenen forinden. Og når der bliver mørkt på disse breddegrader, så er der mørkt, nærmest sort, og mørket kommer ikke snigende, som vi er vant til - i Caribien bliver dag til nat i løbet af ganske få minutter.
Og hvilket eksotisk syn, der møder os. En palme nærmest pisker os i hovedet, da vi stikker snuden udenfor døren, og til den ene side skvulper bølgerne op på stranden i en lille bugt, som vi kan følge, til den runder mod nord, til den anden skråner regnskoven op ad et stort bjerg, hvor farverige huse ligger spredt i små klynger. Nogle malet i selvlysende orange, pink og gule farver, andre er lyserøde og flere med violet tag. Det er noget andet end et dansk parcelhuskvarter.

Se også:
Gåtur i regnskovens top
På hjul på eksotiske Guadeloupe
Cannes i Caribien

Selv om det er tidligt, og solen knap er kravlet op over trætoppene i øst, er det lunt nok til, at man kan sætte sig i det bare ingenting og iagttage det smukke vue, lytte til de eksotiske fuglefløjt, som om aftenen bliver afløst af insisterende cikade-sang, og indsnuse den udefinerbare duft. Duften af at befinde sig under fremmede himmelstrøg langt væk fra det grå og kolde Skandinavien.
Vi befinder os i et lille hjørne af Guadeloupe - ved Pointe du Petit Bas-Vent, som ligger på den nordvestlige del af Basse-Terre, der er den ene af de to hovedøer, der udgør Guadeloupe. I alt består det franske departement af syv små øer med hovedøerne Basse-Terre og Grand-Terre, som adskilles af et lille stræde. De to øer er vidt forskellige - Basse-Terre er frodig, vild og bjergrig, mens Grand-Terre, hvor hovedstaden Pointe-à-Pitre ligger, er mere flad og tættere befolket, men fælles for dem er de mange sandstrande, koralrevet, klipperne og palmerne. Den lille vestindiske perle hører under Frankrig - og er medlem af EU - så sproget, der tales, er fransk, og møntfoden, der betales med, er euro, men så ophører al lighed med Europa også.

At valget faldt på Guadeloupe var lidt af en tilfældighed. Præmissen var at finde et feriemål, der appellerede til tre generationer: To teenagere, deres forældre og mormor. For teenagerne var det vigtigt, at der var noget at foretage sig, for forældrene handlede det først og fremmest om at få mulighed for at koble af fra en travl hverdag og spise god mad og for mormor var varmen og smuk natur afgørende faktorer.
Mange muligheder blev undersøgt, men enten var det for dyrt, for besværligt at komme dertil eller ikke langt nok væk til, at man kan være sikker på høje temperaturer og masser af solskin. Men så var det, vi pludselig faldt over Guadeloupe, og det gik snart op for os, at her måtte vi kunne få opfyldt alle vore ønsker. Smuk natur er der masser af, der er 28 grader næsten året rundt, og Langley har netop åbnet et nyt hotel - Hôtel Fort Royal, som ligger afsides helt ud til Det Caribiske Hav - et resort med masser af aktiviteter: ridning, tennis, yoga, cykling, snorkling, surfing, beachvolley o.s.v. Og næsten bedst af alt, så kan man flyve direkte dertil fra København - efter ti timers flyvning træder man ud på Guadeloupe. Det skyldes, at det er en charterrejse, og dem findes der ikke mange af til Caribien og slet ikke til Guadeloupe. Vi er en rejsevant familie, men det er 16 år siden, vi har været på charter, så vi skal lige vænne os til konceptet med optælling i bussen, velkomstmøde, fællesudflugter (som selvfølgelig ikke er obligatoriske) og at der er andre, der forstår, hvad man siger!
Charter eller ej, så viser det sig hurtigt, at vi har fundet det rette sted på Hôtel Fort Royal, som netop er blevet restaureret for godt 200 millioner kroner. Det er den svenske ejer af rejsebureauet Langley, Pontus Langley, der med støtte fra EU og de lokale turistmyndigheder står bag finansieringen af hotelbyggeriet. Det blev oprindeligt bygget i 1960erne af en privatperson, som ti år senere solgte det til hotelkæden Club Med, der udbyggede det med bungalows og en større restaurant. Langley købte hotellet i 2006 af den daværende ejer, Conceil Regional, efter at det havde stået tomt i flere år, og for et år siden kunne de første skandinaviske turister så tage det nyrenoverede hotel i brug. Da vi besøger stedet, har håndværkerne knap forladt de smagfuldt indrettede bungalows, og den åbne restaurant mangler en tilbygning.
En stor del af turisterne på Guadeloupe er franskmænd, og de fleste af dem holder til på den sydlige del af Grand-Terre, så med sin afsides beliggenhed i det nordvestlige hjørne af Basse-Terre er Hôtel Fort Royal oplagt for afslapning i smukke omgivelser. Her er ingen larmende diskoteker, ingen påtrængende sælgere, ingen masseturisme. Til gengæld kan man hele døgnet høre havet, der slår op mod kysten, men det er ikke et forstyrrende element, det virker snarere meditativt og er med til at få en helt ned i gear.

Hjemmefra har vi læst, at der er yoga på Hôtel Fort Royal, hvilket er helt i tråd med ønsket om at koble af. Desværre viser det sig, at der ikke er nogen yoga-instruktør på stedet lige præcis de 14 dage, vi er der - øv, havde ellers investeret i miljørigtigt og afslappende (og dyrt!) yoga-outfit hos Moshi-Moshi inden afrejse. Som kompensation beslutter vi tre kvinder os for at få massage, og det lugter lidt af yoga.
De to massører Sabrina og Vincent dyrker nemlig også både yoga og tai chi, og vejrtrækningen, som er en væsentlig del af yogaen, har de integreret i deres massage. Effekten er fantastisk - og søvndyssende! Hvis det endnu ikke er lykkedes at komme helt på afstand af den travle hverdag derhjemme, så sker det i hvert fald, mens Sabrina ælter løs, strækker og trykker til duften af æteriske og ayurvediske olier og lyden af meditationsmusik kombineret med havets brusen.
Sabrina lover, at jeg vil være fyldt af energi bagefter - sådan oplever jeg det nu ikke helt, føler mig snarere doven, men dejligt afslappet. Og det er netop, hvad ferien går ud på - at dovne og slappe af. En af dagene går eksempelvis med at skue ud over havet fra morgen til aften. Allerede fra den tidlige morgenstund er det tydeligt, at noget er i gære. Selv om det er tidligt, plejer der at være mennesker på stranden, men den er tom, og bølgerne skummer og står højere end normalt. En storm er på vej fra nord, og midt på formiddagen spærrer politiet stranden af, gæsterne i hytterne tættest på stranden bliver evakueret og personalet binder de forreste palmer fast til dem, der står i sikkerhed længere inde på land. Hele dagen sidder vi ved afspærringens kant med vores svenske krimier og danske biografier og følger det oprørte hav. Afventende. Tager stormen til eller løjer den af? Den første palme har allerede lagt sig ned.
Hen imod aften trækker det op, skyerne hænger sort over regnskoven og bølgerne tager til i styrke. Men inden klokken er 21, er vi krøbet til køjs - dejligt trætte af at lave ingenting en hel dag. Ingen møder, ingen planer, ingen beslutninger. Ingenting.
Ikke engang til middagen skal vi beslutte os for, hvad vi skal spise. Menuen er nemlig fastlagt på forhånd og inkluderet i rejsens pris, så om aftenen sætter vi os bare i den åbne restaurant med udsigt til havet og får serveret en tre-retters menu. Et koncept, vi var lidt skeptiske over for på forhånd, dels fordi vi plejer at sætte pris på at frekventere de lokale restauranter, dels fordi vi frygtede, at der ville gå for meget maskinproduktion i et køkken, der skal servere mad til over 500 mennesker. Men den skepsis bliver hurtigt gjort til skamme.
Allerede 20 minutter efter ankomsten til hotellet sidder vi bænket omkring bordet og indtager marlin-tartar med melon, lime og vanilje til forret, stegt andebryst med mangokompot og yams-gratin til hovedret og som dessert hasselnøddemarengs med fløde og figner udblødt i rom. Det er første store kulinariske oplevelse ud af mange, og hver dag ser vi - børn som voksne - forventningsfuldt frem til, hvad chefkokken Per Palmquist mon har fundet på at servere for os. Han har tidligere arbejdet som kok i Sverige, Rusland og Vietnam, og da han et halvt år inden hotellet åbnede flyttede til Guadeloupe, startede han med at spise sig igennem det kreolske køkken på Guadeloupe, som er stærkt inspireret af både Frankrig og Indien. Palmquist bruger de lokale råvarer, så fisk, frugt og krydderier er selvsagt sikre ingredienser i menuen på Fort Royal.
Og stormen - den er så småt løjet af den efterfølgende morgen, men vandet tager sig stadig så faretruende ud, at vi den dag vælger poolen.

Nu er det ikke sådan, at der ikke er andet at foretage sig end at lave ingenting og at spise. På Fort Royal er der masser af mulighed for aktiviteter - særligt i Det Caribiske Hav.
Stranden er en bugt, som starter ved hotelbygningen og slutter, hvor der ikke ligger flere bungalows, så der er kun adgang for hotellets gæster. Skulle man blive træt af at slikke sol fra liggestolene eller bade i det klare og lækre vand, kan man låne en kajak fra hotellets sejlercenter og ro sig en tur - det er også herfra, man kan tilmelde sig sejlerskole og dykkerkurser. Nord for hotelbygningen er der endnu en strand, men her er havet vildere - til gengæld er der ikke næsten ingen mennesker.
Men der er andet end sand og vand. På tredjedagen melder vi os på stedets tennisskole. Vi har tidligere spillet en smule tennis, men aldrig fået undervisning, så nu har vi muligheden - og tiden - til at lære de grundlæggende slag.
Vores instruktør er Daniel, som kommer fra Göteborg, og som har spillet tennis hele sit liv. Han er meget pædagogisk og vant til at håndtere nybegyndere.
»Var bra, Nina,« lyder det opmuntrende, når det efter to mislykkede forsøg endelig lykkes at placere serven i det rette felt. Vi bliver så bidt af sporten, at vi flere gange tager en match de efterfølgende dage - særligt far og søn tilbringer en del tid på tennisbanen.
Teenagedatteren tager en formiddag sammen med en svensk pige på ridetur, som starter hos en lokal ranch-ejer, Louis, få kilometer fra hotellet. Turen går gennem det bjergrige landskab op til foden af en ikke-aktiv vulkan, og på halvt fransk/engelsk fortæller Louis om, hvad de passerer - f.eks. et tamitbo, ananasplanter og en tidligere kaffeplantage. På vej ned til stranden rider de gennem en lille landsby, hvor det lokale liv udspilles, og som afslutning på en vellykket ridetur får de to piger lov at galoppere i fuld fart hen ad den øde strandbred.
En morgen tager vi bussen til den søvnige kystby, Deshaies, hvor Jean-Paul står klar med sin båd for at sejle os ud til småøerne, Ilets de Pigeón og Reserve Cousteau - en nationalpark under vandet opkaldt efter den legendariske dykker Jacques Cousteau, som betegnede revet her som et af verdens ti bedste steder at dykke. På bunden af havet er der rejst en statue af Cousteau, som man kan dykke ned og hilse på. Jean-Paul er en cirka 50-årig franskmand, der som flere af sine landsmænd er blevet trætte af det larmende liv i Paris og har søgt roen her på Guadeloupe, og som nu lever af at dykke og sejle med turister.
Vi lægger ud fra Deshaies og sejler sydpå langs kysten, mens vi nyder synet af den smukke ø fra havsiden. Den friske luft og rytmen fra bølgerne får ind imellem en til at falde hen - det er den totale afkobling. Og det i endnu højere grad på vejen tilbage, hvor Jean-Paul disker op med rosé- og rødvin, pate, skinke og brød, som er tiltrængt efter et par timers oplevelser blandt farvestrålende fisk og koraller på havets bund.
»Tænk, at opleve sådan en luksus at sidde her på et skib i det caribiske hav som 74-årig,« lyder det veltilfreds fra den ældste generation, som netop har haft sin debut med snorkel.
Og det er luksus. Luksus at have tid til at dovne og slappe af. Luksus bare at nyde. Så skidt med, at yogaen ikke var kommet op at køre, at bungalowen ikke var helt færdig og at det ellers så venlige personale var lidt uerfarent. Vi fandt, hvad vi søgte på Guadeloupe. Alle tre generationer fik hver sine behov opfyldt.

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar