Optoget var langt. Mange kvinder i rækker med kurve på hovedet med kunstnerisk arrangerede offergaver fulgt af et højlydt gamelan-orkester.

Læs også: Her finder du det ægte Bali

»Kom med, jeg finder lige ud af, hvad det er for en ceremoni,« opfordrer Triska, vores balinesiske guide, som taler et forrygende godt dansk.

Vi bener efter hende med kameraerne klar for at forevige det farvestrålende skue og måske også få en bid video, så vi også får den karakteriske gong-musik med hjem.

Kvinderne smiler til os, og et par af mændene, som bærer store offergaver placeret op tykke bambusrør, optræder med dansetrin.
»Kom med,« gør en af mændene i optoget tegn.
»Hvor kommer I fra,« spørger han.
»Danmark,« svarer vi.

Og han slår igen ud med armene for at vise, at vi selvfølgelig skal komme med.
Triska er tilbage: Det er en ceremoni i forbindelse med en kremering, der skal foregå i morgen, og vi er velkomne til at deltage, gentager hun invitationen. Og vi går naturligvis med.

Optoget drejer ned ad en smal sidegade. Folk kommer ud af husene og kikker på. Nogle slutter sig til. For enden af gaden mødes vi af dansende kvinder, som også bærer offergaver: Her er det helstegte pattegrise på bambusrør, festligt pyntet, og flasker med indhold, der svinges rundt med. En mandlig danser slutter sig til, og pludselig går det vildt for sig. Manden og en kvinde danser hurtigt over for hinanden. Kvinden har en levende sort høne i hånden. Med et river hun dens hoved af, så blodet drypper på jorden foran indgangen til huset, hvor den døde kvinde boede.

Endnu et ritual. Optoget stimler ind gennem portalen, og vi med. Her er sat borde og stole op, og vi bliver trakteret med kage og vand. Her i ejendommens åbne ceremonihus ligger den døde oppe på en piedelstal. Vi kan se hendes profil.
»Gå bare ind og se. I må gerne tage billeder,« siger Triska.
Det afstår jeg nu fra. Der går min grænse.

Ida Ayu – som har dette navn, som alle balinesiske kvinder i den øverste kaste – blev 78 år. Hun døde 24. september, og i morgen to uger efter skal hun kremeres og hendes sjæl gives fri.
Det tager tid at få arrangeret sådan en begivenhed, forklarer Triska. Med en indsprøjtning formalin har Ida Ayu klaret ventetiden i den tropiske varme.

Andre døde bliver begravet i jorden mellemtiden, hvis familien har brug for længere tid til at spare penge sammen til arrangementet, eller hvis der skal ventes på en fælles kremering, som holdes med nogle års mellemrum i landsbyerne. Da slår flere familier sig sammen om den bekostelige ceremoni, og de døde graves da op igen, og deres knogler brændes på ligbålet.

En sådan fælles kremering oplever vi et par dage efter i Banyvatis, en lille landsby, hvor det var fem år siden, der sidst havde været ligbrænding. Den morgen havde man gravet 26 afdøde op for at få deres rester brændt.

Lidt makabert efter vores opfattelse, men for balineserne er et livs afslutning starten på et nyt. De tror på reinkarnation. Derfor er kremeringsceremonien en fest. Og familierne sidder da også rundt i grupper og snakker og ler, mens de venter på at det store bål brænder ned, så de sammen med alle de andre kan fiske en knoglerest og lidt aske fra bålet. Rester, som derefter ved den sidste ceremoni skal drysses i floden, inden man igen samles til fælles spisning og fest. Templet er et leben. Røgen bølger, børnene leger og tigger om at få en ballon fra sælgeren, som sammen med ismanden og sodavandssælgeren er en del af mylderet. 

HOS Ida Ayus familie er der også fest. »Det er tilladt at sørge i et par dage eller tre. Derefter må man ikke græde,« siger Trista.
»Jamen,« begynder jeg, men når ikke længere.

»Så skal det i hvert fald kun være helt privat. Sjælen har forladt den dødes legeme. Men den er stadig på jorden. Det er først, når den dødes krop bliver brændt, at sjælen stiger til himmels og derefter kan blive genfødt,« forklarer hun videre.
Vi ser på de mange offergaver, der er stablet op i og omkring Ida Ayu i ceremonihuset. Der er masser af blomster, frugter, pattegrisene og et stort sort bøffelhoved hænger også på væggen. I sandhed en velhavende familie.

Frugt og kød bliver spist af familien og de mange deltagere i de forskellige ceremonier, og resten bliver arrangeret omkring den døde inden kremeringen.
Der dufter herligt af krydret mad. Orkestrets medlemmer flokkes om ris og kødgryderne. Familien byder os til at deltage, men vi har en længere rejseprogram, der venter, og takker nej.

Ude op den lille vej har nogle mænd travlt med at surre bambusrør sammen, som de skal bruge til at bære på. Her står remedierne til Ida Ayus sidste rejse. Et farvestrålende pyntet tårn, hvor hendes jordiske rester placeres på toppen, og bæres i procession gennem byen sammen med kvinderne med offergaverne, gamelan-orkesteret, familiemedlemmerne og også en stor sort tyr. Den står også på gaden. Bygget op i let træ, naturtro i størrelse og udseende helt ned til de virile ædlere dele.

Ida Ayu vil i morgen gå til himmels med tyren, sådan som folk fra første og anden kaste gør det. Tredie kaste bruger en tiger, og fjerde kaste en fisk, når det er deres tur til at forlade dette liv til fordel for næste, hvis de altså har råd til det. Ellers svøbes de bare i et ligklæde.

Tyren kan åbnes ryggen og blive en »kiste«, hvor hun skal placeres sammen med offergaver, hvorefter ligbålet tændes – og Ida Ayus sjæl er fri for endnu et liv.

Læs også: Historie, shopping og varme i Brunei

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar