Man siger, at en nærdødsoplevelse får en til at sætte større pris på livet. Hvis det er rigtigt, så virker det som om, at srilankanerne har fundet et godt trick til at få turister til at forelske sig i deres land.

Læs også: Guide til vaccination inden rejsen

For selv om de tamilske tigre ikke har knurret i snart et par år, og der er fred på øen, så er de tre timers køretur fra hovedstaden Colombo til Bentota på den sydvestlige kyst ikke en søndagstur. Dårlige veje, venstrekørsel og husdyr i alle racer og størrelser, gør vejene til en udfordring for tålmodigheden.

For os faldt valget på Sri Lanka efter lang tids research og mange overvejelser. Vi ville have varme og sol i februar, ikke have alt for lang rejsetid, kunne kombinere med et andet rejsemål og undgå for meget jetlag. Og ikke mindst ville vi finde et sted, hvor en tre-årig kunne holde ud at være.

Det er derfor, vi sidder med hjertet i halsen og alle muskler spændt, midt om natten på bagsædet af en ramponeret Nissan med et (lykkeligvis!) sovende barn i armene, mens angstens sved totalt overtrumfer bilens ellers upåklagelige air condition.
Via et kort stop i Doha, Qatar, landede vi i lufthavnen i Colombo cirka midnat lokal tid og blev punktligt, og som aftalt, hentet af en chauffør fra hotellet Club Villa i den lille kystby Bentota.

120 kilometer skal tilbagelægges. En lille times kørsel ville det svare til på en dansk motorvej. Mindre midt om natten. Da vi stiger ind, stikker chaufføren fire fingre i vejret.
Ja ja, lad os nu se, tænker jeg overbærende.

Og så begynder dødskørslen. Slalom mellem geder, buddhister, tuk-tuk’er, motorcykler, og huller så store som bombekratere. I mørket skimtes Det Indiske Ocean som et mørkeblåt tæppe bag palmerne. Da vi på et tidspunkt beder chaufføren stoppe ved et supermarked for at købe et par flasker vand, slår den fugtige varme os i møde. Dér, i februar, er det som en healende og varm velkomst.

Vi fortsætter langs kystvejen langs med nedslidte bygninger og murbrokker, hvor dyr og tørresnore vidner om, at der trods alt er en slags dagligdag midt i fattigdommen.
Og to en halv time senere drejer vi fra hovedvejen og ind i en anden verden. Levende, men med bevidstheden om, at vi syv dage senere skal samme vej tilbage...

Da vi efter nogle timers søvn bliver vækket af en uforskammet frisk og veludhvilet 3-årig og – efter et par mislykkede forsøg – slår øjnene op under moskitonettet, er det både flyvetur og dødskørsel værd. Et frostkoldt København virker som et fjernt minde.

Club Villa er et fantastisk boutique-hotel, tegnet af den verdensberømte srilankanske arkitekt Geoffrey Bawa, hvis stil er kendetegnet ved, at eksteriør og interiør glider umærkeligt sammen, så pavilloner, halvtage og fremskudte terrasser gør hotellet til et hus, man aldrig bliver træt af at udforske. 

Hjemmefra havde vi læst os frem til, at mange børnefamilier besøger Club Villa, men hotellet virker snarere som et refugium for intellektuelle 60-plus-europæere, som daser i skyggen med (begavede) kriminalromaner og te inden for rækkevidde.

Selv om vi i al beskedenhed ikke hører til den mest larmende kategori af børnefamilier, har man jo indimellem en diskussion eller to med en selvstændig pige på tre år. Men da vi efter den første morgenmad og en inspektion af hotellets faciliteter vender tilbage til værelset, bliver vi mødt af en hændervridende hotel manager, som dybt beklagende må overbringe os nyheden, at den migræneplagede stamgæst, som skriver på en roman i værelset ved siden af vores, allerede nu kan konstatere, at hun ikke kan se en fremtid sammen med sine nye naboer fra Danmark.

Men, forsikrer han, man vil naturligvis flytte os til et tilsvarende værelse i en anden fløj. Og måske er det indflydelsen fra det buddhistiske kloster ved siden af hotellet, men fred være med det, tænker vi, og lader romanforfatter være romanforfatter og lader os frivilligt deportere.

Tværs gennem Club Villas aristokratiske baghave passerer flere gange om dagen et gammelt tog, som er en fantastisk kontrast til den velordnede og sirlige kolonistil, hvor mænd i blå kedeldragter er ansat til at samle nedfaldne blade og frugter op fra den præcist klippede græsplæne. Her indtager vi de fleste måltider og bestemmer selv hvornår, og om man er til det lokale eller mere internationalt orienterede menukort.

Ingen tur til Sri Lanka uden et besøg på et »rugeri« for havskildpadder. Turtle Hatchery få kilometer fra hotellet er et primitivt sted, men hvad der mangler af faciliteter og bekvemmelighed, er der til gengæld i overmål af omsorg for de truede havskildpadder. Her kan man følge en havskildpadde i alle udviklingstrin. I store sandbunker ligger æggene gravet ned, og når de udklækkes, overflyttes ungerne til et af de mange bassiner, som er fyldt med skildpadder i mange størrelser og arter. Man er velkommen til at holde de små babyskildpadder, og – hvis man heldig – se dem komme ud af ægget. I et bassin svømmer en kæmpe albinoskildpadde – som én ud af 100.000 skildpadder er født som.

Farmen er også en del af historien om den frygtelige tsunami, der ramte landet i 2004. Om morgenen den 26. december steg vandet pludselig meget hurtigt, fortæller stedets »forstander«, Hauden Fernando, som viser os rundt og fortæller om skildpadderne med samme entusiasme som en stolt far.

»Pludselig trak vandet sig tilbage, og så vidste vi, hvad der skulle ske,« siger han.
Fernando tog albinoskildpadden og løb, så hurtigt han kunne. Og så kom vandet og smadrede hele farmen og tog flere end 35.000 srilankanere med sig. Men Fernando og flere af de andre fra farmen nåede i sikkerhed i et buddhistisk tempel på en bjergside i junglen.

Men hvorfor var det lige albinoen, han valgte at redde?
»Det er den mest sjældne, og derfor fortjente den at overleve,« forklarer han og løfter på den i dag otte år gamle hun, som kigger nysgerrigt op over kanten på bassinet.

Den hedder Vivienne. Opkaldt efter en af de mange udlændinge, som i årene efter tsunamien hjalp til med donationer for at opbygge centret igen. I et af de andre bassiner ligger en anden albino, som de kalder Michael Jackson.
Besøget koster ingenting, fordi vi er i selskab med vores chauffør, Ashanta. Men det er underforstået, at vi giver en pæn donation og køber lidt souvenirs i gavebutikken.

Fra skildpadderne kører vi en halv time til Geoffrey Bawas hjem, som i dag er et museum. Huset og omgivelserne minder om Kunstmuseet Louisiana og står nøjagtigt, som da arkitekten selv levede. Her er et antal værelser, kunstnere kan bruge som refugium, men vi nøjes med at indtage en overdådig frokost efterfulgt af en rundvisning i det smukke område. 

På vej tilbage fortæller Ashantha, at en gennemsnitlig månedlig indkomst for en mand i Sri Lanka er på ca. 30.000 rupee, ca. 1.600 kr., og at de rigtig fattige, man ser mange af, måske har 7.000 rupee om måneden, men at mange til gengæld får hjælp i de mange buddhistiske klostre rundt omkring.

Srilankanere opfatter ordet turist som »hvid«, altså hvide mennesker, rige mennesker, og prisen på selv offentlige steder som museer stiger med det tidobbelte, når hudfarven på den besøgende skifter. Sådan er det i mange ulande, men her føler man sig trods alt ikke intimideret, for srilankanerne er værdige mennesker.

Ashantha er venlig og kan gøre sig forståelig på engelsk. Men desperationen lurer. Der er ikke mange gæster på Club Villa, og vi lader til at være hans eneste indtægt, så han hægter sig på, så godt han nu kan, og prøver at være vores guide og arrangere vores ture. Og når vi afslår, ser hans skuffelse brutal ud.

Men han er en uundværlig guide. En dag viser han os et sted, hvor vi kan ride på elefanter. Et skur ved hovedvejen, beskidt og usselt. Men den store hanelefant lader nu til at have det fint. Vi, familiens tre-årige og undertegnede, klapper forsigtigt snablen og får til gengæld en tsunami af et snabelnys.

Det er nok til at skræmme i hvert fald den ene af os, så ikke nogen ridetur til denne familie, hvilket gør elefantens ejere temmelig misfornøjede. Indtil en håndfuld rupeesedler som tak for ulejligheden får smilene frem igen.

På vej tilbage bliver jeg sat af hos en frisørsalon, hvor det lange vinterhår må lade livet. Det viser sig dog at være en udfording at få kommunikeret, at længden skal være »military short«, men den grundige og hårdhændede hovedbundsmassage med eucalyptusolie, der brænder i hovedbunden, er det hele værd.

Senere fuldender jeg wellness-temaet med en gang massage i hotellets spa, som sender mig på hovedet i seng.
»Du har aldrig set så sund ud,« siger min kæreste, og det lyder som et kompliment.

Om morgenen bliver vi vækket af chantende munke fra det buddhistiske tempel ved siden af hotellet. Efter spejlæg, frugt og kaffe med udsigt over Club Villas veltrimmede grønne plæner, og længere væk palmer og Det Indiske Ocean, får familiens kvindelige halvdel trang til at udforske Bentotas antikhandlere.

I tuk-tuk med vores chauffør bag rattet – eller styret, som det jo er på disse motorcykel-lignende køretøjer – bruger hun formiddagen på at snuse rundt i butikkerne, der er skatkamre af antikviteter fra kolonitiden. Men det er ikke billigt. De handlende ved godt, at der er et kæmpe marked for sager som disse, og prisen er derefter. Efter lang tids forhandling, ender hun med et meget smukt smykkeskrin i glas, der kan dateres til 1880-1910erne.

Senere krydser vi togsporet og slår os ned på den brede, rødgule sandstrand. Havet lige her er ikke det mest børnevenlige, vinden hvirvler sandet rundt, og bølgerne er store. Men smukt og varmt er det, og på hotellet er der altid poolen, som venter. Efter et par dage dukker der lidt flere børn op og sikrer underholdningen, og ellers går livet sin meditative gang her på Sydøstasiens svar på Svinkløv Badehotel, hvor der serveres afternoon tea hver dag kl. 16.

Det er svært vanedannende, men forude venter visheden om, at vi snart skal samme vej tilbage ad de livsfarlige veje. Men lige nu og her, under palmerne, står tiden stille i Sri Lanka.

Læs også: Hvad kan man få for en dollar?

1 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar