Search Rejseliv.dk Søg
 

Surfernes paradis


En næsten konstant strøm af store bølger får surfere til at valfarte til den sydfranske by Biarritz. Bølgerne er ikke lige store alle steder, så begyndere kan også være med.

Af JESPER MØLLER
Tirsdag den 27. maj 2008



Windsurfing er en udbredt foreteelse langs de danske kyster, hvorimod den klassiske surfing uden sejl kun sjældent ses på vore breddegrader.

Surfing forbindes af de fleste med fjerne, eksotiske strande i Hawaii og Californien, men man behøver dog ikke at rejse nær så langt for at finde optimale forhold for surfing. I og omkring den sydfranske by Biarritz ligger nemlig en stribe strande, hvor en næsten konstant strøm af store bølger giver perfekte rammer for alle surfere.

Biarritz ligger på den franske Atlanterhavskyst, hvor det blæser en hel del mere end ud til Middelhavet, og det er guf for bølgefreaks. Følgelig valfarter surfere fra hele Europa til den baskiske by samt til nabobyen Anglet, hvor forholdene er tilsvarende gode. En lang række strande med en samlet længde på næsten 10 km omgiver de to byer, og en del af strandene er glimrende surferspots.

10 surf-skoler

Bølgerne varierer i størrelse mellem de enkelte strande, så surfere på alle færdighedsniveauer kan få styret lysterne. Derfor er Biarritz og Anglet også det helt rigtige sted for begyndere, og ikke færre end 10 surfskoler tilbyder undervisning til såvel begyndere som letøvede.

Mellem lektionerne kan man passende nyde livet og solen på de kilometerlange hvide sandstrande, hvor surferne omvendt altid giver de solbadende noget spændende at kigge på. Mest liv er der på strandene Grande Plage og Plage de la Côtes des Basques i Biarritz by. En gåtur langs den næsten fem km lange strandpromenade i Anglet er bestemt også værd at bruge tid på.

Europas ældste

Biarritz er ikke blot den bedste surferby i Europa, det er også den ældste. Surfing blev introduceret til de lokale tilbage i 1957, da en række amerikanske filmfolk var i byen for lave optagelser til filmatiseringen af Ernest Hemingways roman »Og solen går sin gang«.

Et par af filmfolkene havde medbragt deres surfbrædder fra Californien, og de gjorde store øjne, da de opdagede bølgerne ud for Biarritz. Ved afrejsen efterlod amerikanerne deres brædder, og de lokale, der nysgerrigt havde betragtet amerikanernes leg på vandet, var ikke sene til at fortsætte legen.

Interessen for den nye sport var stor, og siden gik det slag i slag. I 1960 blev det første franske mesterskab afholdt på bølgerne ud for Biarritz, og året efter var europamesterskabet på programmet.

Siden er utallige store mesterskaber blevet afviklet i Biarritz, og hvert år afholdes flere internationale surfkonkurrencer med deltagelse af store dele af verdenseliten.

Antallet af arrangementer kulminerede sidste år, hvor man i Biarritz fejrede 50-året for surfingens introduktion i byen. Det skete med en lang række konkurrencer, udstillinger og film.

Selv om jubilæet er overstået, vil der også i år være fuld skrue på bølgerne ud for byen, der gennem årene har udviklet sig til Europas ubestridte surfmekka.

0 kommentarer | 


Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

Følg Rejseliv.dk her:

 

 


 
 

Her er vores bedste guides:

 

 

n/a

Rejseliv. dk er flyttet

Rejseliv har hidtil boet online på rejseliv.dk, men er nu flyttet ind hos Berlingske på adressen b.dk/rejseliv. Læs mere

Sydeuropa lokker i efterårsferien

Norwegian har en markant stigning i antallet af passagerer på de sydeuropæiske ruter efterårsferien i forhold til sidste år. Læs mere

Så østrigsk som det kan blive

Zell am See er en østrigsk by i den klassiske stil med smukke gamle palæer og alpehuse med pyntede altaner – og så et tvist af det nyeste design. Læs mere


Tilmeld dig nyhedsbrevet

n/a

Find overnatning i Danmark