- Bon9 skrev en kommentar til artiklen "Cofoco på charterrejsen" 23/05/2013 - 21:18
- Bon9 skrev en kommentar til artiklen "Cofoco på charterrejsen" 23/05/2013 - 21:17
- stineingmann skrev en kommentar til artiklen "Tag med på 110 km Fjällräven Classic" 22/05/2013 - 13:36
- stineingmann tilføjede et nyt tip til Australien 22/05/2013 - 13:33
- Kamilla Sørensen tilføjede et nyt tip til Danmark 21/05/2013 - 20:44
- Se tidligere aktiviteter...
Rejseliv.dk
Udforsk hele verdenHvor meget ferie kan du få for 1.500 kr?

Vores testfamilie slog til, da en afbudsrejse til blot 1.500 kr. for en uge i Dahab i Egypten dukkede op, og de fik en skøn ferie.
Hvad får man egentlig for pengene, når man køber et supertilbud af en afbudsrejse? Vi fandt en sidste-øjebliks-rejse til Egypten for blot 1.500 kr. og pakkede kufferten.
Om rejsen
Stedet: Dahab ligger 90 km nord for lufthavnen ved feriestedet Sharm el Sheik og er lidt mindre og lidt mere afslappet. Er dog ikke specielt børnevenlig, da byen mangler den klassiske store sandstrand. Men kan ungerne selv bruge dykkerbriller og snorkel, er stedet perfekt. Lagunen syd for byen har lavere vand og bedre bademuligheder.
Maden: De fleste restauranter har både egyptisk mad samt traditionelle pastaretter og pizza. Priserne ligger på 40-60 kr. for en hovedret, hvor du ofte også får en lille forret og dessert med i prisen. Mange restauranter har et stort udvalg af fisk og skaldyr, som du selv udpeger i køledisken og får kokken til at grille. Friskpresset juice koster 15-20 kr. og øl 15 kr.
Udflugter: Der er masser af muligheder for at booke udflugter, hvor du som med alle andre ting i Dahab skal forhandle om prisen. Det kan være en kameltur i ørkenen eller en arrangeret snorkeltur til »The Blue Hole«. Eller en to-dages-tur til Cairo for at se pyramiderne.
Dykning: Området ud for Dahab har noget af det flotteste koralrev i verden, og dykkerbutikkerne ligger side om side på promenaden. I modsætning til mange andre dykkersteder foregår de fleste dyk direkte fra kysten, så du blot tager udstyret på og vader ud i vandet blandt restaurantgæster og solbadere. Særlig kendt er det 130 m dybe »The Blue Hole«, hvor flere dykkere desværre har mistet livet, fordi de mistede retningssansen og dykkede for langt ned. Men det er super flot, når du holder dig i overfladen med snorkel.
Windsurfing: Dahab har også fantastiske forhold for windsurfere, fordi vinden er kraftig og bølgerne små. I lagunen kan du leje udstyr for omkring 1500 kr.r for en uge, og de fleste steder har små gummibåde, så du kan blive hentet ind, hvis du får problemer ude på vandet.
- Hey mister, this restaurant is very clean. I give you a good price.
En af de storsmilende sælgere overtaler os til at dreje 90 grader fra strandpromenaden og gå ind og bruge en del af feriekronerne på netop hans restaurant.
Søg billige rejser til Egypten her
Vi ender i en liggestol med humus, kaffe og en vandpipe mellem os, og min søn Asbjørn plopper straks i vandet fra en lille stentrappe iført dykkerbriller, snorkel og svømmevinger.
Dahab i Egypten er et billigt sted at snorkle og solbade, når decemberkulden raser i Danmark. Vi fik mulighed for både solskin i liggestolene og et undervandspanorama af fisk i alle farver for under 1.500 kr.
Slidt hotel med god service
Turen begyndte således med, at vi blot få dage før afrejse fandt flybilletter til Sharm el Sheik til 995 kr.
Derefter bookede vi syv nætter på Dahab Plaza Hotel, som mange rejsende havde rost på tripadvisor.com for deres service og lave priser. Vi bestilte desuden transport fra lufthavnen til hotellet for at undgå en lang forhandling med de ivrige egyptiske taxachauffører. Så da vi kommer ud i ankomsthallen, venter en venlig chauffør pænt med et skilt med mit navn på.
På hotellet står et par af de ansatte klar til at hjælpe os med at få vores tasker op på værelset. Vi forventer ikke det store af et hotel til under 200 kr. pr. nat for tre personer, og værelset er da også godt slidt og indrettet helt enkelt med tre senge, et køleskab og en enkelt lampe i loftet.
Til gengæld er servicen helt i top, og vi kan bestille gratis kildevand, kaffe og te hele døgnet. Morgenmaden er med i prisen og udmærket uden at være noget særligt.
Efter første nat med en del larm fra gaden, finder hotellet et mere roligt værelse til os. Vi får også store badehåndklæder og låner snorkel-udstyr med på stranden gratis.
Aftensmad for 40 kr.
To minutters gang fra hotellet ligger Dahabs strandpromenade med dykkerforretninger, små kiosker og souvenirbutikker på den ene side og hyggelige strandrestauranter på den anden.
December er lavsæson på trods af dagstemperaturer på ca 25 grader, og der er nærmest flere sælgere end turister på den lange promenade.
Det er lidt stressende at sige »No, thank you«, hver gang endnu en sælger forsøger at overtale os til at spise aftensmad på hans restaurant. Til gengæld får vi hurtigt snakket prisen på en lækker forret, hovedret og dessert ned til omkring 40 kr.
De fleste priser er til forhandling i Dahab. En tommelfingerregel er, at du normalt ikke behøver betale mere end 40-60 pct. af udgangsprisen, når du skal køre i taxa eller shoppe. På restauranterne kommer forhandlingen helt af sig selv, når sælgerne forsøger at lokke dig indenfor med procenter på regningen og gratis drinks, forretter og desserter.
Ingen tegn på uroligheder
Bare få meter nord eller syd for den livlige promenade i bugten er byen mere død end levende. Forladte hoteller med falmende reklamer vidner om, at byen mangler turister. Ejeren af vores hotel fortæller, at de sidste års uroligheder i landet får turisterne til at finde andre rejsemål.
Vi oplever dog ingen tegn på uroligheder, ud over at bilen på turen fra lufthavnen skal igennem et par sikkerhedstjek, hvor militærfolk tjekker vores pas.
Vi undlader – på udenrigsministeriets opfordring – at deltage i udflugtsture ind i landet, hvor der enkelte gange er rapporteret om kidnapninger af turister. Turene bliver nu gennemført med politieskorte, når de foregår efter mørkets frembrud.
Farvestrålende fisk
Dahabs helt store attraktion ligger under havets overflade.
Du kan leje dykkerbriller, snorkel og svømmefødder overalt for 10-15 kr. om dagen, og mange af restauranterne har en lille trappe ned til vandet, så du kan blive liggende i timevis og skifte mellem at solbade og snorkle – og så blot knipse efter tjeneren, når du vil bestille endnu en pandekage med nutella eller friskpresset mangojuice.
Koralrevet ligger få meter ude i vandet, og der er masser af forskellige fisk at kigge på – selv helt inde ved strandkanten. En slags hornfisk i mærkelige farver svømmer rundt i overfladen og hopper enkelte gange op, så vi kan se dem inde fra liggestolene. Under overfladen svømmer stimer af småfisk i alle farver, men også større kassefisk, papegøjefisk og de giftige dragefisk, som vi kender fra de store danske akvarier.
Tilbage på restauranten sidder vi i badeshorts og kigger på solnedgangen, der farver de få højtliggende skyer på himlen rød-orange. På mobilen tikker en besked ind om, at der er snestorm hjemme i Danmark, og det slår mig, hvor meget ferie vi egentlig har fået for vores 1.500 kr.
Sådan finder du rejserne
I december er de billigste solrejser De Kanariske Øer, Madeira, Egypten, Tunesien og Marokko. Lad være med at låse dig fast på en bestemt destination. Den ene uge er Gran Canaria billigst, den næste er det Egypten.
Find rejserne på afbudsrejser24.dk. Når du har søgt, kan du klikke på »Pris« for at få vist de billigste rejser først. NB: Hjemmesiden er aldrig helt opdateret, da tilbuddene skal opdateres løbende fra de forskellige rejsebureauer. Tjek derfor altid, om rejsen stadig er til salg, ved at klikke på prisen, så du kommer over på rejsebureauets egen side.
Læg mærke til, om der er mange rejser til salg til på det tidspunkt, du vil rejse. Når der er mange ledige rejser, kan du bedre vente med at slå til uden at frygte, at der pludselig er udsolgt – specielt hvis du også selv er fleksibel med afrejsedato.
Hold op med at tjekke tilbudssiderne, når du først har betalt din rejse – så slipper du for at ærgre dig, hvis din rejse er faldet endnu mere i pris. Og husk, at under rejsen er det god stil ikke at snakke alt for højt om, hvad du har betalt for din afbudsrejse. Ellers kan du risikere at ødelægge feriehumøret noget for de gæster, der har betalt fuld pris.
Tjek hvilke steder, der har solskin, inden du booker din rejse. På www.zoover.dk kan du finde en 14-dages vejrudsigt ved at vælge »Land«, »Rejsemål« og klikke på knappen »Vejrprognose«, som ligger blandt de andre lyseblå knapper midt på siden.
Vil du selv booke hotellet, kan du finde det på for eksempel vor egen rejseliv.dk/find/hotel på hotels.com eller Tripadvisor.com, hvor du både kan se prisen for en bestemt periode og læse anmeldelser fra andre gæster.
Hvis du selv booker hotellet, skal du også selv sørge for transport til og fra lufthavnen. Nogle steder er det billigst med bus eller taxa, og ellers kan hotellet som regel arrangere at hente dig mod betaling – men husk at aftale det i forvejen.
Læs også: Ryk ferien og spar en formue
Mamma Mia for en by
Stockholms nyeste attraktion »ABBA The Museum« er åbnet under stor mediebevågenhed. Rejseliv var med og guider her til ABBA-oplevelser ude i byen og på museet
Her er verdens højeste skyskrabere
Hotel Radisson på Amager udvider med 10 etager og overgår dermed Danmarks nuværende højeste bygning med 16 meter. Det er stadig ingenting i forhold til verdens 10 højeste skyskrabere.
100 dollars for at få kabinekuffert med om bord
Endnu et amerikansk lavprisflyselskab vil indføre gebyr for håndbagage. Passagererne overfylder bagagehylderne.
Se Virgins rumskib lette
Om alt går efter planen kan rumfartøjet lette med de første turister næste år. Foreløbig er der 500 på venteliste til en tur ud i rummet.
Lockout giver billigere rejser
Rejseselskaberne prøver at kickstarte salget af familierejser i sommerferien efter en nedgang i salget under lærerlockouten.
Sådan ser Hotel dAngleterre ud efter milliardombygning
Hotel d'Angleterre genåbner 1. maj efter at have fået en omfattende renovering til omkring en halv milliard kr.Brugerne skriver...
Flere sommerfly til New York














Kommentarer
Skrevet af Frida87, søn, 13/01/2013 - 17:55 - Indberet som upassende
super guide lige hvad jeg havde brug for, familien trænger til SOL :-)), jeg fandt også hjælp til at vælge rejse , hvor der er rejsemål fordelt på måneder.
Tak
Frida