Morgendisen er stadig ved at lette. Luftfugtigheden er langt over svømmehals-niveau, og selv om solen arbejder hårdt på at trænge igennem den tykke tåge, er det ganske køligt på trods af, at vi befinder os få kilometer fra Ækvator.

Se også: Fem eventyr på Borneo

Vi er på morgensafari på Borneos brune Kilibatangan-flod. I håbet om at få et glimt af den menneskelignende abe, der i folkemunde kaldes »man of the forest«, skovmanden. Navnet har den fået, fordi man øjensynligt ganske enkelt troede, at det var et menneske, der havde levet hele sit liv i skoven, da man først stiftede bekendtskab med orangutangen.

Båden trænger stadigt dybere ind i tågen, og alt bliver stille og roligt vådt af den høje luftfugtighed. Håret, som ellers var knastørt, er pludselig gennemblødt, og regnjakken er begyndt at dryppe.

Da vi runder et sving i floden, nærmest råber guiden »There! In the trees on the right.« Og dér sidder »skovmanden« ganske rigtigt. I toppen af et stort figentræ. Magelig og afslappet, ser det ud til. Med rolige bevægelser plukker orangutangen figner af træet med sine lange arme. Da vi en halv times tid senere kommer tilbage ad floden, sidder den der stadig og spiser. En stille og rolig morgenmad.

Vores morgenmad var også stille og rolig. Indtaget på den lækre Sukau Rainforest Lodge, der ligger mellem de enorme træer i en lille rydning på bredden af Kilibatangan-floden. Stedet har en herlig træterasse ud over floden, hvor både morgen-, middags- og aftensmaden bliver serveret af det venlige og hjælpsomme lokale personale. Alle måltider er buffet og oser af overskud – morgenmaden inkluderer eksempelvis en ekstra kok, der tilbereder røræg eller omeletter med de grøntsager og ingredienser, vi ønsker.

Det er dog alt sammen ligegyldigt.  Da vi første aften sidder på terrassen med maven fuld af lækker mad og kigger ud over det dybbrune vand, der flyder forbi, rammer følelsen af naturlig rigdom virkelig. Alt er frodigt, og bunden af regnskoven består af lutter grønne nuancer. Blade og planter er enten meget fugtige eller let fugtige – intet er tørt.
Selv om mørket er ved at falde på, er det tydeligt, at junglen ikke er ved at gå i seng.

I de øjeblikke, hvor den menneskeskabte larm er fraværende, er det tydeligt, at dyrene stadig regerer.
Man kan ikke se dem, men man ved, at krokodillerne hersker i floden, aberne svinger sig i træerne, og billerne og larverne på den lille græsplane uden for værelset maver sig mageligt mod de skiftende skygger i det regnvåde græs. Junglen på Borneo er stadig dyrenes domæne.

Det domæne bliver dog mindre og mindre, kan vi allerede i flyet til Sanda konstatere.
Den ellers vilde jungle er flere steder afløst af snorlige rækker af palmetræer. Og på både bil- og bådturen ud til junglehytterne kører og sejler vi i lang tid langs palmer med de små, sorte frugter, der bruges til palmeolie-produktion. Det er blandt andet en af grundene til, at flere af vores guider i løbet af turen ikke synes om, at folk bruger palmeolie til madlavning.

Borneo Eco Tours, der ejer og driver hytterne samt de guidede ture fra dem, tilbyder både morgen, middags- og natte-sejlture på den brune flod. Med to dage og en overnatning på stedet når vi en tur af hver slags. Middags- og nattetur første dag og morgenturen inden afgang dagen efter. Forlænger man opholdet til to overnatninger, er der mulighed for en kort trekkingtur til fods i junglen – husk iglesokker – eller en sejltur til den nærliggende Oxbow Sø, hvor man, hvis man er heldig, kan se de sjældne pygmæelefanter, der også lever i junglen.

Middagssejladsen er lagt hen på eftermiddagen, hvor aberne er i fuld gang med at finde et sted at sove for natten. Fra de små både kigger vi på dem – og de på os.
De specielt udseende proboscis-aber er den største attraktion. Abe-arten lever kun på Borneo og er let at kende med sin enormt store og flade næse. Jo større næse, desto højere ligger hannerne på den sociale rangstige, og aben med den største næse bestemmer alt i sin flok.

Næseaberne svinger sig let og elegant fra træ til træ, og vi har god udsigt til de tre-fire flokke, vi finder under sejlturen. Hen imod solnedgang begynder aberne nemlig at trække ud mod træerne langs floden, hvor de finder hver sin tynde gren at sove på. Grenene skal række ud over floden, da det er abernes livline. Når det bliver mørkt, begynder slangerne at jage, og de tynde grene gør aben i stand til gennem vibrationer og svingninger at mærke, hvis en slange er på vej mod den. Sker det, hopper aben i vandet og kan derefter redde sig i land og stikke af.

Da natten falder på, og det er bælgravende mørkt, er det tid til nat-cruise på floden.
Dyrene er selvsagt sværere at spotte om natten, men guiden har en kraftig projektør med, og vores øjne vænner sig hurtigt til mørket og følger intenst lyskeglen rundt på søens bredder. Aberne sidder på deres grene og sover. De vågner ikke af, at lyskeglen finder dem.

Det gør de mange små fugle, vi ellers kun ser i hurtige glimt om dagen, heller ikke.
Guiden spotter en isfugl på en gren ude over floden og styrer båden i den rigtige retning. Han gasser helt ned for motoren og lader båden glide stille gennem mørket, mens lyskeglen hviler på den lille fugl. Vi er blot en halv meter fra fuglen, og stadig sover den, mens vi nærstuderer (og fotograferer, naturligvis) dens røde, hvide og blå fjerpragt. Selv ikke, da motoren hakker lidt, da vi gasser op og sejler derfra, vågner den.

På vej tilbage kigger vi op i himlen og lader øjnene vænne sig til det totale mørke. Og stirrer på de mange funklende stjerner, der ligger som et tætvævet tæppe over hele junglen.
Og som man kun kan opleve helt herude, langt fra civilisationen.

Se også: Til abe-fest i Borneos jungle

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar