I sidste uge af januar vendes der op og ned på livet i schweiziske Davos. 

Specialenheder fra politi og militær sætter vejspærringer op om bjergbyen. Kongressalen pyntes op. Restauranter opruster. Davos skal være klar til at tage imod de flere tusinde gæster, som skal deltage i årsmødet i World Economic Forum og i løbet af fem hektiske dage tage temperaturen på klodens tilstand sammen med stats- og regeringschefer og ledere fra klodens største virksomheder. 

Se også: Afterski i de schweiziske alper

Mens mødet står på, kan man se, hvordan deltagerne stirrer drømmende op mod de hvidpudrede bjergtinder. Men alle har de så travlt med møder og seminarer, at de ikke har tid til at komme op på bjerget. 

Kun enkelte er heldige. I sine erindringer »Din egen dag er kort« fortæller Uffe Ellemann-Jensen om en lykkestund i Davos tilbage i januar 1993, ganske få dage efter at Poul Schlüters VK-regering var faldet, og Ellemann meget imod sin vilje havde måttet sige farvel til jobbet som udenrigsminister. 

Trods sin afgang som minister var Ellemann velkommen i Davos, og på en fridag lejede han et par ski, selv om han ikke havde stået på ski i 12 år. Da han med ømme muskler nåede ned i dalen og sad med en kop kaffe og en kirsch, slog det ham, at ingen anede, hvor han var. I mere end 10 år havde hans liv været kalenderført fra morgen til aften, og staben i Udenrigsministeriet skulle konstant kunne få fat på ham. Nu var han fri.

Da han trampede støvlerne i bindingerne og fortsatte skiløbet, sang han højt på vej ned ad bjergsiderne.

Når de fortravlede mødedeltagere forlader Davos, rykker skiløberne ind igen.

Det er der mange grunde til – blandt andet, at Davos er en by. Ikke en storby, men heller ikke en landsby eller en steril skiby i beton. En anden grund er hotellerne, som går fra prunkløse pensionater til femstjernet luksus med suiter, som i bogstaveligste forstand er designet til at huse premierministre og præsidenter, samt det store kulinarisk udbud, som kommer med de mange hoteller og prominente gæster.

Her er også et liv, som man sjældent oplever i en skisportsby, for her bor fast 12.000 mennesker, og i hvilken anden skiby kan man vælge mellem at gå til ishockeykamp og besøge et fremragende museum med verdens største samling af malerier fra den tyske ekspressionist Ernst Ludvig Kirchner? 

Det kan man kun i Davos.

Davos var i 1860 til 1930 et populært sundheds- og rekreationscenter, bl.a. for tuberkuløse patienter, som kom hertil for at nyde godt af solen og den tørre bjergluft.

Fra 1930erne udviklede Davos sig for alvor som skisportsby, og i 1894 begav Sherlock Holmes skaber, Sir Arthur Conan Doyle, sig ud på en lang skitur fra Davos til Arosa og gjorde dermed uvurderlig PR for skisporten og Davos. Herefter begyndte bjergbanerne at køre forventningsfulde skiløbere op på bjerget, og i 1924 blev den første af en af de mest prestigiøse styrtløbskonkurrencer i den alpine verden, »Parsenn Derby«, kørt i Davos. 

I dag byder Davos på et stort og afvekslende alpint skiløb med 320 kilometers pister og op mod 150 kilometer præparerede spor til langrendsløbere.

Én ting skal man dog gøre sig klart, når man rejser hertil som alpin skiløber: Man kommer ikke til ét stort sammenhængende område. Hvis man vil prøve det hele, må man tage tog og bus til hjælp, for reelt er der tale om seks områder, hvert med sine kvaliteter.

Jakobshorn er især stedet for snowboardere og free ride skiløbere. Her er en halfpipe og en fun park, og i årets løb lægger bjerget ryg til en lang række konkurrencer og events. Bl.a. lægger verdens bedste snowboardere vejen forbi Davos, og på bjerget kan man se dem udføre spektakulære tricks og spring. Skimæssigt byder Jakobshorn på pister i alle tre farver, fra overkommelige blå over mere krævende røde til udfordrende sorte.

Parsenn har pister i alle sværhedsgrader. Man kan komme hertil fra både Davos og Klosters, som i årtier har været kendt som en eksklusiv by –Prins Charles har således haft en forkærlighed for Klosters. Parsenn byder på flere gode pister, samt en af de længste, 12 kilometer fra Weissfluhgipfel til Küblis.

Pischa, Madrisa og Rinerhorn rubriceres ofte som gode familieområder. Hvilket er rigtigt. Men Pischa åbner også for et forrygende free ride terræn. Tre pister er markerede og sikret mod laviner, men er upræparerede. Efter snefald venter et sandt paradis her. 

Det er dog ikke kun pisterne, som har sat Davos på det alpine landkort. 

Byen rummer det kendte Institut für Schnee- und Lawinenforschung, som konstant arbejder på at få større viden om laviner, ligesom Davos er hjemsted for et sportscenter, som tilrettelægger træning i højderne for atleter og har status som officielt træningscenter for de schweiziske OL-deltagere.

Nogle vil finde det spredte område besværligt og vil foretrække arenaer, hvor lifte binder alting sammen. For andre vil Davos rumme en særlig charme. 

Og når guiden har fundet det perfekte snehang, og man følger hans spor ned over den uberørte sne, viser Davos sig fra sin bedste side. Nede i dalen sparker man skiene af få meter fra en lille station, som ligger idyllisk midt i snedriverne. Snart kommer det røde tog, som man også kom hertil med, til syne mellem grantræerne. Og lidt efter, når man sidder på sit sæde i toget, kan man, stadig varm efter skiløbet, suge synet af bjergene til sig. 
 

3 til de museums-interesserede

Skimuseum 
Midt i Davos ligger et lille fint skimuseum, hvor man kan lære om skisportens udvikling og samtidig se det udstyr, som datidens vovehalse brugte i bjergene. 
intersportmuseum.ch

Kirschner Museum
Som en af få skibyer i verden findes der i Davos et kunstmuseum af høj klasse. Her kan man nyde den tyske kunstners E.L. Kirchners ekspressive malerier samt opleve selve bygningen, der er kendt for sin særegne arkitektur. 
kirchnermuseum.ch

Legetøjsmuseum
Det to-etages museum rummer bunker af legetøj og dukker (stadig iført det originale tøj) fra det 18. til det 20. århundrede. I museet finder man også en model af sanatoriet, der optræder i Thomas Manns berømte roman Trolddomsbjerget.
spielzeugmuseum-davos.ch

Opfindelsen af T-liften

I 1920erne viste et studie fra Davos, at elever på byens skiskole kun brugte seks minutter af hver time på at stå på ski. Resten af tiden brugte de på at klatre op og gøre sig klar til at komme i gang. 

Ingeniør Ernst Gustav Constam gik i gang med at udvikle et sindrigt system, som skulle gøre det muligt at trække skiløberne op af bjergsiden, og 24. december 1934 kom liften i funktion – 270 meter lang og med et vertikalt løft på 60 meter. 

I starten kørte skiløberne kun en og en, indtil en ung skiinstruktør fostrede den idé at udforme holderen som et T, så to skiløbere ad gangen kunne trækkes op. Dermed var T-liften en realitet.

Læs også: 5 oplevelser i Schweiz uden ski

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar