Skærgården for dig selv

Rågö er ubeboet, men om sommeren er der plads til en lille heldig skare, der kan forvente tysnad. Absolut tysnad... 

Det er den varmeste dag i Danmark i ni år, lyder det i en sms hjemmefra. Her cirka fem timers kørsel fra København er der også jävla hedt, men ombord på en af Skärgårdstrafikens små både lufter det behageligt; lidt skumsprøjt køler tilmed ens ansigt nu og da. Langt oppe på den blå himmel kredser to fiskeørne som et forvarsel om de store naturoplevelser, der venter os.

Læs også: 4 x skånsk bistronomi

Vi har netop parkeret bilen på campingpladsen Lysingsbadet og slæbt vores tasker og proviant ombord på den lille båd til Hasselö, hvorfra vi skal sejle videre til Rågö – alt i alt et par timers behagelig rejse. Bådene har ikke plads til biler, så det gælder om kun at pakke det mest nødvendige – og det betyder altså også den uundværlige køletaske med mad til et par dage, for der er ingen butikker på Rågö. Kun en lille, rødmalet café kaldet Rågöbyns Servering, som familien Hultberg fra en af naboøerne sejler til hver dag for at åbne om morgenen og lukke igen til aften, når lidt sejlere har været forbi til frokost.

I skyggen fra det smukke asketræ fra 1700-tallet serverer Anita Hultberg hjemmelavede delikatesser, blandt andet skærgårdsfisk som aborre, gedde og sik, som familien selv fanger og ryger.
»Jeg vil ikke servere halvfabrikata – det skal være ægte,« forklarer Anita Hultberg, der flyttede fra Stockholm til skærgården ved Västervik for 20 år siden.

Hun købte en pram med sin mand, som de fragter brænde, grus, byggematerialer og andet gods på mellem skærgårdens mange småøer. Og sommeren bliver så suppleret med forpagtningen på Rågö.
»I sin tid ville jeg bare se, om det var noget for mig, men så blev vi hængende. Mine forældre er fra Finland, og jeg er opvokset i den finske skærgård, så livet ved vandet er ikke fremmed for mig.«   

Ved ankomsten henter teenagesønnen Sebastian os i en »firhjuling« med lad, som vi hopper op på og bliver kørt den halve kilometer op til af øens tre stugar. Falu-rød Lønneberg-idyl i to etager på en stor naturgrund, hvor det anbefales at lukke lågen – ellers står en eller flere af øens 20 køer pludselig i haven. Hvis da ikke tyren. På en varm sommerdag som denne er køerne dog et helt andet sted – de er gået ud at bade og glor på én udefra vandet, som var det det naturligste i verden. Et ret syret, Gary Larsonsk syn for en bybo som undertegnede.

Øens historie er beskrevet i en museumlignende lade, og der dyrkes gamle bådtraditioner på øen. Men ellers er roen og uforstyrretheden Rågös store attraktion. Øen er naturreservat, og det er ikke uden grund, at svensk tv har filmet udgaver af »Robinson Ekspeditionen«” her. Mens vi er på Rågö, bor der fire andre mennesker i den anden ende af øen, og ellers render vi kun ind i en lystsejler eller to, der er gået i land for at gå en lille tur.

Dyre- og plantelivet er til gengæld mangfoldigt. Pastelgrønt tykt mos gør visse steder skovbunden blød som en madras. På de våde enge hopper hundredevis af små frøer omkring. I luften ses fiskeørne, hejrer, ravne, terner, svaler og mursejlere. Elgespor får os på en spændende aftenvandring forbi øens indsø, dog uden at se det store dyr. Og så er der masser sommerfugle, der er en god indikator for uspoleret natur. Flere arter af blåsommerfugle og perlemorssommerfugle flyver på øen, men den hyppigste er faktisk den store hvide Apollo, der ellers er en sjældenhed.
Info: rago.nu

Ideelle Idö

Med max 400-500 daglige gæster er der fred og ro på Idö, men også plads til saxofon i aftensolen.

Der er helt stille på Rågö, men på Idö kan man på en lun sommeraften høre den tynde, spidse lyd af en sopransax. På skråningerne af klippen, hvor øens 360 graders udsigtsrestaurant ligger på toppen, går en saxofonist rundt og spiller alt fra Evert Taube til »The Power Of Love«.

Restauranten har et godt renommé, så på gode sommeraftener slutter mange lystsejlere sig til de turister, der bor på øen.
Heléne og Lars Nilsson driver restauranten, passer havnen, lejer huse ud og tilbyder konferencefaciliteter på Idö  – i år er deres syvende sæson. Parret driver desuden en indretningsbutik i Västervik, og Lars Nilssons familie har tidligere haft agenturerne på flere internationale sportsbrands.

»Min far havde mange udenlandske forretningsforbindelser på besøg, og han tog dem altid ud at sejle i skærgården og holdt picnic på klipperne. Vi vil gerne give de besøgende her på Idö den samme maritime oplevelse – skærgården er jo fuldkommen fantastisk om sommeren,« siger Lars Nilsson, der arbejder fra tidlig morgen til sen aften i højsæsonen.

Mens der typisk ligger cirka 20 sejlbåde i havnen, tog vi et par nætter i et af de små røde bådhuse, der ligger helt ned til vandet. Husene er ganske små og består af et hovedrum, der fungerer som både køkken, kitchenette, med lille spisekrog, en sovesofa og hems. Hertil kommer et lille værelse med køjeseng og et diminutivt badeværelse.

Om en familie kan bo der en uge i regnvejr uden at rive hovederne af hinanden er tvivlsomt, men vi var der i fantastisk vejr og spiste morgenmad på terrassen. Om aftenen spiste vi på et tæppe på den lille badebro, hvor det bløde solskin spejlede sig i vandet, og ungerne spejdede efter småfisk.
En dag gik vi tværs over øen til det lille fiskerleje, hvor der i dag kun er én fastboende tilbage – en kvinde i halvfjerdserne. Resten af husene fungerer som sommerhuse, fortrinsvis for børn og børnebørn af de gamle fiskere. Rigtig hyggeligt, og turen tager ikke over en halv time hver vej.

Og ellers gik vi ned til Idö Bad, som øens lille klippestrand hedder. På vejen dertil passerer man et lille røde skur, der fungerer som bibliotek, og en håndfuld svale jordhytter, hvor øens familier i gamle dage opbevarede kartofler og andre grøntsager. Der er små krogede egetræer, enebærbuske sætter den skønneste duft i landskabet, og i horisonten vugger et af de store prægtige sejlskibe, som man kan gå ombord på i Västervik og tage et par nætter på.

På stranden soler man sig på klipperne og hopper i vandet, når det bliver for hedt. Børnene kan soppe, men under konstant opsyn, for der bliver hurtigt dybt. Både voksne og børn kan med fordel tage badesko med, da det kan være lidt hårdt at bade blandt sten og klipper. Der er kort fortalt en anden måde at gå på stranden på.

Tilbage på havnen lægger skærgårdstrafikken til i ny og næ. Man kan låne fiskestænger og leje havkajak eller en lille båd med påhængsmotor. Der er en lille handelsbod med smør til 35 kroner pakken og andre ting, man ærgrer sig over at have glemt…
Og det hele kan overskues fra det gamle fyrtårn, der står, som da det blev nedlagt i 1986.

Info: idoskargardsliv.com

Camping for alle

Nordeuropa største campingplads, Lysingsbadet, er andet end dåsemad og ægtepar i ens joggingsæt.

»Danskerne brændte Västervik ned fire gange, så da jeg blev ansat, tog de tændstikkerne fra mig,« griner Christoffer, der er halvt dansk og heltidsansat på turistbureauet i Västervik.

Han sidder over en lækker salat med lokal gedeost på en af de bedre restauranter på Lysingsbadet, Nordeuropas største campingplads. Campingpladsen har plads til 6.000 gæster, men på en varm julidag er der alligevel en lang kø af endnu flere gæster, der håber på at få plads.

»Mange har en forudindtaget mening om camping – det er noget med at rende rundt i joggingbukser og selv lave mad i et fælleskøkken. Det er det også – men det er også så meget andet, som du kan se her,« supplerer turistchef Stina Porsgaard.
På Lysingsbadet er der gang i den, hvad enten man er barn eller voksen. Her er restauranter, og det er ikke pølser og fritter det hele. Her er butikker, minigolf, hoppeland og et kæmpe udendørs badeland, som ligger helt ned til skærgåden, hvor man selvfølgelig også kan soppe og bade og sejle ud med vandcykel eller havkajak. Og så er der den såkaldte Arena, en stor moderne hal med plads til 500 og aktiviteter, der spænder fra dans til skøjtebane. Overnatningsmulighederne spænder fra telt og campingvogn til hytter og små barakker, der nærmest udgør et lille sommerhus.

Lysingsbadet ligger lige syd for Västervik, som trods danskernes hang til pyromani stadig har en gammel bykerne fra 1700-tallet. Den hyggelige havneby er hvert år i juli vært for en traditionsrig visefestival i byens slotsruiner og på mange andre scener rundt om i byen – ikke ulig den tidligere Skagens Visefestival. I gamle dage var Cornelis Vreeswijk og Fred Åkerström hovednavne, i dag er det deres børn, der optræder. Västervik har flere restauranter anbefalet i svenskernes michelin-agtige White Guide og er samtidigt et knudepunkt for Skärgårdstrafiken, hvorfra man kan sejle ud til nogle af de mange øer.

Info: vastervik.com og skargardstrafik.se

Læs også: Gratis telttur i 145 statsskove

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar