Havana ser ud, præcis som man forestiller sig. Slidte amerikanerbiler fra 1950erne med prangende kølerfigurer og brede lædersæder.

Læs også: Guide til 5 klassikere i Havana

Gamle kvinder i farvestrålende klæder og med en gigantisk cigar i mundvigen. Salsarytmer fra baggårdene og på de åbne pladser. Revolutionære slagord og graffiti på mure og vægge. Kulissen af smukke bygninger fra kolonitiden, om end de i dag er temmelig forfaldne.

En rejse til Cuba er stadig som en rejse til en anden tid.
Selv om det er næsten tyve år siden, El Comandante – præsident Fidel Castro – åbnede grænserne for turister for at skaffe vestlig valuta til landet, der efter Sovjetunionens kollaps blev kastet ud i en stor økonomisk krise, har turismestrømmen endnu ikke forvandlet Cubas historiske patos til ukendelighed.

Cuba er stadig præget af at være benhårdt statsstyret, hvilket blandt andet betyder, at alle butikker og restauranter er ejet af staten. Og at man godt kan glemme alt om Coca-Cola og Big Mac. Siden USA begyndte sin handelsboycot mod Cuba for mere end 50 år siden, har den caribiske ø ikke været leveringsdygtig i andet amerikansk end de biler fra 1950erne, der sammen med sovjetiske ladaer udgør størstedelen af øens bilpark.

Relolutionens vingesus
Det er i hovedstaden Havana, historiens revolutionære vingesus blafrer kraftigst.
Gå en tur i den gamle bydel, Habana Vieja – en labyrint af små, smalle gader med forfaldne huse, hvoraf mange dog takket være støtte fra Unesco er ved at blive renoveret. Her blafrer vasketøj ud af vinduerne, indbyggerne står i lange køer for at betale deres regninger, børn i bordeaux skoleuniformer leger på charmerende pladser, bøger sælges på interimistiske markeder, og barerne ligger tæt.

Her langes mojitos over disken, altid ledsaget af den allestedsnærværende salsa-musik. Besøg for eksempel et af forfatteren Ernest Hemingways vandhuller – Bodeguita del Medio, hvor mojitoen efter sigende blev opfundet.

Et ophold i Havana bør også inkludere et besøg på Plaza de la Revolución, hvorfra Fidel Castro holdt sine taler til folket, samt et kig ind på cigarfabrikken Partagas, hvor man kan opleve, hvordan de verdensberømte havanesere rulles, og en slentretur ad havnepromenaden Malecon, hvor de lokale unge hænger ud ved både dag- og aftentide.

Skudhuller
Vil man for alvor vide, hvad Fidel Castro og Che Guevara gjorde for landet, da de styrtede Batista i 1959, skal man forbi Revolutionsmuseet.
Skudhullerne i indgangspartiet til bygningen, som tidligere husede diktatoren Batista, skaber en vis forventning til museet, og har man tålmodighed til at snuse rundt i de tusindvis af papirer og udstillede genstande, der blandt andet tæller Che Guevaras baret og det amerikanske fly, cubanerne skød ned i 1962, belønnes den her.

Fidel Castro lever som bekendt stadig, mens Che Guevara blev dræbt i Bolivia i 1967. Udenfor Havana, nærmere bestemt i byen Santa Clara, finder man mausoleet for den argentinske frihedshelt. I forlængelse af mausoleet kan man gå på opdagelse i et lille museum, der – på spansk – kommer godt omkring »Che«, som han hedder på disse kanter.

Litteratur og strande
Er man mere til litteratur end frihedskamp, er der kun tyve kilometer fra Havana til huset Fince Vigia, hvor Hemingway boede fra 1939 til 1960.
Huset står i dag, som han forlod det, komplet med møbler, tøj og den famøse skrivemaskine, han brugte til at skrive blandt andre »Den gamle mand og havet«, som gav ham Nobels Litteraturpris i 1954.

Man må ikke gå ind i huset, men døre og vinduer er som regel åbne, så man kan se ind.
Når man er proppet med historiske og kulturelle indtryk, er man som turist i Cuba begavet med ganske kort vej til smukke strande, som man kan slappe af på. To timer fra Havana finder man turistområdet Varadero, hvor det ene resort efter det andet flankerer den smukke palmebesatte kyst.

Der er ikke ret meget autentisk Cuba over den 11 kilometer lange tange, Varadero, til gengæld er her turkisblåt hav og hvidt sand. Man kan dykke, snorkle, tage på bådtur, opleve delfinshow, eller besøge gangsterkongen Al Capones hus, som i dag er en restaurant.
Eller man kan bare nyde, at man er i Caribien, smække benene op på solvognen på sit all-inclusive resort, drikke en mojito og bruge aftenerne på at danse salsa med de øvrige gæster eller de lokale cubanere. Der – trods de barske økonomiske kår, de fleste cubanere har levet og stadig lever under – er et folkefærd, hvis livsglæde og ranke ryg, man husker ligeså meget som Cubas historie, når man sætter sig i flyet tilbage til Danmark.

Læs også: 10 rejser til fortiden

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar