Puerto Rico viste sig at have en masse uventet at byde på. Foto: Peter Hauerbach

Flere billeder

Rejseliv.dk’s skribent og fotograf var først irriterede over at strande på øen, da de måtte vente her to dage på et fly. Men Puerto Rico, der er en fristat under USA, var en positiv overraskelse.

Af Ulla Lund
Lørdag den 10. oktober 2009

Puerto Rico kom som en uvelkommen overraskelse – der udviklede sig til en positiv oplevelse.

Læs også: 10 ugers charterferie til 312 kr. pr. nat

Det er sjældent i disse velplanlagte tider helt tilfældigt at havne et sted, som man absolut intet ved om. Og som man ikke selv har valgt.

Men nu står vi altså i Puerto Rico. På vej til Guadeloupe, ankommet forsinket fra Nicaragua. Vi kan se flyet til Guadeloupe holde lige dér, og der er 15 minutter til afgang. Men personalet er ikke til at rokke.

Flere græder og trygler, men må bøje sig, selv om det er hinsides fornuft og sund økonomi at nægte os adgang. Det forsinkede flyselskab skal betale opholdet, men det er et andet flyselskab, der nægter os adgang. Og desuden er der to dage til næste afgang.

Med et hotelværelse i lufthavnen på et udmærket Best Western (oven over en af de talrige kasinoer) bliver første tur i nyt, ukendt land direkte til turistinformationen.

Verdensarv og amerikansk regnskov
Det viser sig, at vi er havnet i en fristat under USA, med den ældste europæiske by på amerikansk jord, ældgamle forter og huse, fredet under UNESCO som verdensarv, foruden den eneste regnskov på det amerikanske kontinent.

Old San Juan blev grundlagt helt tilbage i 1521. Og få meter hen ad de gamle gader viser bydelen allerede sin charme: Gamle huse i spansk kolonistil med istandsatte flotte facader og stejle, brostensbelagte sidegader.

Dyre mærkevarebutikker mikset med lokale, men alle med deres egen specielle og velholdte stil. Flere har smukke trædøre med messinghåndtag, som omhyggeligt bliver pudset, så de skinner om kap med tropesolen.

Franky´s særlige facade og eventyrlige skatkammer af et velsignet rod lokker. Indenfor i den fyldte butik tilbydes lysekroner, bøger, vaser, kjoler, malerier.

Fra en skyggefuld plads øverst i byen med fantasifulde kattestole af jern er der udsigt over vandet, blandt andet til de mange krydstogtskibe, der ligger for svaj. Samt udsigt til den høje bymur, der lige her er under reparation, og ud ad den kystvej, der fører ud til byens højeste punkt.

Krudt og kugler
Vi følger muren, først forbi den gamle kirkegård, hvor gravstederne er hele små kapeller, der står nærmest grafisk i sorte og hvide sten. Helt ude for enden knejser byens ældste og enorme fort, El Morro, der blev opbygget fra 1508.

Det ligger for den ene ende af den høje bymur ude på spidsen af byen, mens det lidt nyere fort, San Christobal, befinder sig i den anden ende – helt inde ved den gamle bydel.

Fortet består af fem etager under jorden og over jorden; med plads til garnisoner, våbenlagre, kanoner og kugler. På et tidspunkt holdt fortet her stand i månedsvis mod en kæmpe britisk armada af skibe med 10.000 mand, der til sidst måtte opgive.

I dag er det turisterne, der flokkes på det gamle fort og pladsen foran med de moderne jernskulpturer.

Gratis bybusser
Pladsen er også endestation for de gratis farverige bybusser, som såvel turister som lokale flittigt bruger. Vi hopper på og af igen foran det gamle rådhus i den gamle bydel. Her er den lokale fuglemand i øjeblikket ved at fodre pladsens mange duer.

Byen egner sig ikke til biler, men det gør resten af øen. Så hen til en billig biludlejning for at være rustet til heldagsudflugt næste dag. Og derefter slå over i caribisk tempo resten af døgnet.

På restauranten falder vi for avocado-mos, spinatpandekager med kylling og billige multifarvede drinks med procenter. Mad findes billigt i de mange friquitirs – små flytbare gadekøkkener. Men i dag trænger vi til afslapning, et bord med udsigt til det livlige liv på torvet.

Lystyachter i millionklassen
Næste morgen fanger vi nemt motorvejen efter morgenmylderet og betaler hellere end gerne et par dollars for at suse af sted på ekspresvejen langs kysten mod Fajardo, med god tid tid til oplevelsesstop undervejs.

Det første bliver en fristende offentlig strand, Balneario La Monserrate, med små, hyggelige serveringssteder, ordentlige toiletter og frem for alt en skøn strand, hvor palmetræer vifter i den bløde lune vind ud over et turkisblåt hav. Her får sjæl og krop lov at hvile og sanse de caribiske rytmer med bløde salsatoner fra restauranterne bagved.

Efter et par dovne timer går det videre, og vi forvilder os ad underlige veje ind i lystbådehavnen i Fajardo, og den er i sig selv en oplevelse. Lystyachter i millionklassen står parkeret i tre etager på landjorden. Og når ejerne vil ud at sejle, er det bare et enkelt greb med den store kran.

Surf og mangrove
På hjemvejen passerer vi en masse gode lokale surfstrande. Det er virkelig folkesporten her. Enten stående eller liggende på maven – i små og meterhøje bølger.

Vi nøjes med at nyde synet og finder lige i baglandet her få kilometer øst for byen en træbro gennem mangroveskoven.

Her går vi tørskoede hævet en meter over den næringsrige sump, og kan opleve træer og livet her. Massevis af insekter, fuglefløjt og lokale joggere; med en blød blodrød solnedgang over bystranden, udvælger vi ret tilfældigt en lokal mini-restaurant, der har den krydrede nationalsuppe med kylling og ris i dejlig spicy udgave.

Skyllet ned til gode caribiske rytmer og rom til 20 kroner for et pænt stort glas, og aftenen er hjemme – for den der ikke er chauffør.

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar