Indiana Jones Gifts Shop og Indiana Jones Snack Shop står der over boderne, der er dekoreret med billeder fra den mere end 20 år gamle film. Ikke noget, der synes at harmonere med et af verdens vidundere, skulle man mene. 

Se også: På eventyr i Jordan

Men eventyrfilmen »Indiana Jones og det sidste korstog« har givet Petra så meget PR, at Dr. Jones, alias Harrison Ford, under stor festivitas blev modtaget af Jordans Kong Abdullah og fik tak for sin indsats for landet, fortæller guiden, som viser os ind i den hemmelige by.

Det var den nemlig i mange år. Hemmelig. Dengang for 2000 år siden, da det arabiske folk nabatæerne slog sig ned inde i kløfterne, var det formentlig for at gemme sig og herfra overfalde handelskaravanerne. Senere blev samme karavaner byens indtægtskilde, når de i stedet betalte for at tage ophold her. 

Men egentlig ved man ikke meget om folket og tiden dengang. Kun at de huggede imponerende gravmæler i klipperne, og at det var deres evne til at sikre en stabil vandforsyning, der gjorde, at de kunne skabe en rig by midt i ørkenen.

De lokale beduinstammer holdte stedet hemmeligt
Hvordan og hvorfor Petras indbyggere forsvandt, ved man ikke. I mange år holdt de lokale beduinstammer stedet hemmeligt. De boede i gravkamrene, betragtede området som helligt og tillod ikke  fremmede at komme ind.

Men i 1812 lykkedes det en ung schweizisk opdager, Johan Ludwig Burckhardt, at nå Petra, og siden har fortællingen om den lyserøde by bredt sig, ikke mindst hjulpet af udnævnelsen til verdensarv i 1984 og Indiana Jones-filmen fem år senere. Og da man fandt på at vælge »New 7 Wonders of the World« slog den jordanske turistorganisation næsten knuder på sig selv for at råbe alverden op om nabatæernes bys fortræffeligheder. Det lykkedes, Petra blev i 2007 valgt som et af de syv nye vidundere.

Den ér også vidunderlig. Turen gennem den to kilometer lange, smalle kløft – Siq’en – som leder ind til byen, er som at vandre gennem en skulptur, der med sine striber og skiftende former hele tiden forandrer sig. De lodrette klippesider er op til 200 meter høje.

Facaden den nok mest berømte af dem alle
Med ét skimter vi i sprækken foran os en 40 meter høj facade – det er Petra, og facaden den nok mest berømte af dem alle. Al-Khazneh, skatkammeret, kaldes den, men man har senere fundet ud af, at det nok også er et tempel og gravmonument. 

Her stimler de besøgende sammen; dette er fotoet, for her er kløften stadig snæver og beskyttende, så udskæringerne har bevaret deres skarphed.

Men der kommer flere gravmonumenter, som kløften åbner sig til det større område, hvor selve byen engang lå. Den har jordskælv og tidens tand ødelagt, Her er ruiner efter forskellige templer og et teater i romersk stil med plads til 3.000 tilskuere, men ellers intet – ud over telte med handelsboder. 

Men oppe i klippesiderne omkring ligger de omkring 500 gravmonumenter – nogle kunstfærdige, andre enkle. Det er forunderligt.

800 trin hugget ud i klippesiden fører op over Petra til Ad-Deir klostret 1.100 meter over havet, bygget i første halvdel af første århundrede. Med den enorme størrelse må det have været vigtigt tempel for nabatæerne. Facaden er i to etager, 50 meter høj og 50 meter bred. Man regner med, at templet blev ændret til et kloster i den byzantinske periode. Der er spor af kors hugget ud i klippevæggen inde i det ene store rum, der er i grundplan bag facaden. 

Petra alene står for godt 80 pct. af Jordans turisme, og for et par år siden, da der i snit dagligt vandrede 5.000-6.000 turister gemmen Siq’en, besluttede man at hæve entré-prisen for at dæmme op for tilstrømningen. 

Om det har haft den tilsigtede virkning, skal jeg ikke kunne sige. Jeg besøgte Petra først i december 2012 i absolut turist-lavsæson. 

Oplev Petra i andægtig stilhed
Forud havde jeg læst kritiske beretninger om, at stedet var blevet ét stort kommercielt marked, hvor man ikke kunne se Petra for bare turister, hustlere og handlere. Så jeg havde frygtet det værste, men blev glædelig overrasket.

Jeg havde på ingen måde ventet at opleve Petra i andægtig stilhed, og da vi ankom, var der også liv og leben. Men hverken heste- eller kameldrivere eller de handlende var pågående, og at de fattige beduiner forsøger at få en indkomst af turismen, kan man vel ikke fortænke dem i.

Om den fredelige stemning skyldtes, at det var lavsæson med god plads til både de lokale handlende og de få turister, hvor der modsat forårsmånederne virkelig er trængsel, er muligt. Men derudover var vi så heldige at få oplevelsen i ekstra ro og fred. For midt på eftermiddagen tog turistgrupperne videre til frokost, de handlende pakkede sammen, kameldriverne tog hjem, rytterne med heste og vogne rullede ud af Petra . 

Vi slentrede gennem byen og kløften stort set alene og kunne kun høre vinden og fuglene – og ekkoet fra en storslået fortid.

Se også: Tabas tusind muligheder

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar