- santander skrev en kommentar til artiklen "Danske hoteller blandt de dyreste i Europa" 18/05/2012 - 17:13
- santander skrev en kommentar til artiklen "Danske hoteller blandt de dyreste i Europa" 18/05/2012 - 17:12
- tilføjede et nyt tip til Kvitfjell 17/05/2012 - 17:51
- heinelarsen skrev en kommentar til artiklen "Gadgets til globetrotteren" 16/05/2012 - 11:50
- heinelarsen skrev en kommentar til artiklen "Guide: 8 gadgets til rejsen" 16/05/2012 - 11:47
- Se tidligere aktiviteter...
Rejseliv.dk
Udforsk hele verden
Hitlers gigantiske strandhotel
Her skulle tyskerne sendes på ferie
Guide: Toulouse i farver

Toulouses ikoniske Pont Neuf -bro over Garonne-floden illumineres med byens farver. Pont Neuf –der betyder »den nye bro« – stod færdig i 1659. Foto: Flickr.com
Lyserød, pastelblå og violet. De tre farver har domineret den sydfranske by Toulouse siden middelalderen. I dag er Toulouses’ egen trikolore stadig ikke til at komme udenom – hverken i gadebilledet, på facaderne eller i byens logo
Rejseinfo
Transport: Air France har flere daglige fly til Toulouse via Paris. Priser fra 1.500 kr. for en returbillet. Fra Toulouses lufthavn, som ligger otte km vest for centrum, går der busser til centrum hvert 20. minut. En billet koster ca. 35 kr. Toulouse har udover bybusser og to effektive metrolinjer også en gratis elektrisk bus, som kører i en fem km lang cirkelformet rute. De pink gratis-busser stopper alle steder på ruten, hvis du signalerer til chaufføren.
Ophold: Toulouse er en provinsby med mange handelsrejsende, så der er et varieret udbud af hoteller i alle prisklasser. Byens mest fancy hotel er Hotel Le Grand Balcon på rådhuspladsen, som i 1920’erne var base for Antoine de Saint-Exupéry, pilot og forfatter til den verdensberømte børnebog »Den lille prins« (priser fra 1.200 kr, grandbalconhotel.com). Et billigere alternativ i centrum finder man hos Les loges de Saint-Sernin, hvor værtinden Sylvaine hver morgen laver morgenmad til gæsterne i pensionens blot fire værelser. (priser fra 800 kr., dormiratoulouse.net)
toulouse-tourisme.com
Læs om anvendelse af pastelplanten og se de »blå« skønhedsprodukter, grainedepastel.com
Toulouses »blå butik«, La Fleurée de Pastel, med farver, tekstiler, brugskunst, Rue de la Bourse 20, bleu-de-lectoure.com
Toulouses berømte violer – blomster, dufte og på chokolader – fås i Violettes & Pastels, Rue Saint Panthaléon 10
Det moderne det gamle Toulouse
Toulouse er i dag en driftig regional metropol med ca. 430.000 indbyggere, hvoraf knap en fjerdedel er studerende. Byen er centrum for luftfartindustri og rumraketteknologi og er hovedsæde for den store produktion af franske Airbus-fly. Byen udmærker sig desuden ved sit rige kulturliv, afslappede stemning og mange gode spisesteder – fra uformelle bistroer til stjernebesatte Michelin-restauranter.
Det gamle bycenter omkring rådhuspladsen, Le Capitole, er et oplagt sted at studere Toulouse markante farveprofil nærmere. Gå på opdagelse i for eksempel Rue de Taur og Rue du Sénéchal – og husk at kigge op!
Vil du opleve kontrasten til de rosafarvede facader, så gå en tur op ad Rue de Metz, som på begge sider har gulstensbyggeri i klassisk pariserstil. Også smukt, men med et helt andet udtryk end de varme jordfarver i det klassiske Toulouse-byggeri.
Brugernes seneste tip
Tre farver har indtaget hovedrollerne i Toulouses historie: Lyserød, pastelblå og violet.
Læs også: 5 alternative storbyferier
De tre farver repræsenterer på hver sin måde en del af historien bag Frankrigs fjerdestørste by, som ligger lunt mellem Middelhavet og Atlanterhavet i den allersydligste del af landet.
Den lyserøde farve fortæller historien om byen bygget med billig rosafarvet ler, den pastelblå vidner om et driftigt handelseventyr med rødder i middelalderen, og den violette farve er en romantisk historie om krig og kærlighed.
Lyserød: La ville rose
Toulouse bærer tilnavnet »den lyserøde by« – la ville rose – som stammer fra de særligt varme lyserøde og rosa farver, der præger mange af byens bygningsværker. Farverne changerer i sydens lys og ændrer sig i takt med årstider og døgnets rytme: Lyserød ved solopgang, rødlig, når solen står højest, og lysviolet ved solnedgang.
De smukke farvenuancer stammer fra regionens ler, som i vid udstrækning blev brugt som byggemateriale. Toulouse er geografisk placeret i dalen ved floden Garonne, som sørger for frodige jorde og nem adgang til havet. Til gengæld har sten og marmor historisk set været sjældne byggematerialer og i århundreder en luksus forbeholdt de rigeste i byen. I dag ses kampesten kun i Toulouses mest noble bygninger som for eksempel palæet Hôtel d’Assézat eller den store romanske basilika, Saint-Sernin.
Ler derimod findes i rigelige mængder overalt omkring Toulouse, hvilket gjorde de rosa mursten til et billigt og praktisk byggemateriale.
Efter en voldsom brand i 1463, som ødelagde det meste af byen, blev de tidligere træhuse genopført i mursten af brændt ler. Leret blev formet til byggesten, som gennem iltning og brænding fik en unik palette af varme nuancer. Når man i dag snuser rundt i Toulouses historiske centrum, varierer farverne fra lys orange over rosa til mørkebrune eller rødlige toner.
Både ler og mørtel er forholdsvist skrøbelige materialer, der mærkes af tidens tand, fugt og lys, men alligevel fremstår påfaldende velholdte i dag. Det, der startede som nød – mangel på sten – er blevet byens mest hotte varemærke.
Blå: Det store pastel-eventyr
Overalt i Toulouse komplimenteres den rosa bundfarve af pastelblå elementer – skodder, døre, gitre, balkoner, vinduesrammer, relieffer og gadelamper. Den smukke blå farve stammer fra pastel-planten, som bærer en del af æren for, at Toulouse oplevede fremgang og velstand over en lang periode fra midten af 1400-tallet.
Pastel-planten gror i en trekant mellem de sydfranske byer Toulouse, Albi og Carcassonne og pryder regionens marker med fine, gule blomster. Man kan også være heldig at finde planten i Danmark, især på Sjællands østlige kyst og på Amager – botanisk interesserede kender den under navnet Vajd.
Det første år danner planten en ca. 20 cm høj sammenvikling af grønne blade, og det er netop bladene, der er interessante. De høstes, tørres, knuses og formes som en slags poser, som ligner salathoveder, på fransk »cocagne«. Disse poser afgiver en mørk, grynet masse, hvorfra det blå farvestof frigives. Jo flere gange »cocagnen« vædes og tørres, des mere intens bliver den blå pastelfarve.
Driftige handelsmænd udviklede farveteknikken og brystede sig af at klæde hele Europa i blå tekstiler. I løbet af kort tid gjorde pastelplanten Toulouse til et veritabelt knudepunkt for pastelfarvehandel, og guldpengene strømmede til byen.
Resultatet ses tydeligt i dag, ikke kun på byens mange blåmalede vinduespartier og døre, men også på de smukke byhuse og palæer opført under og efter renæssancen. I øvrigt er ordet »cocagne« stadig en del af det aktive ordforråd i Toulouse og omegn: Ordet betegner en person, der tjener mange penge.
Alle gode ting får en ende, og således også det sydfranske pastel-eventyr. Indigo, farven fra det koloniserede Indien, udkonkurrerede på kort tid pastellen, og teknikken med at udvinde farve af de gule blomster blev skrinlagt. I dag er farven fra både pastelplanten og indigo stort set erstattet af de billigere og langt hurtigere analinfarver.
I omegnen af Toulouse findes dog stadig fire-fem passionerede pastel-dyrkere, der gør sig umage med den gammeldags og langsommelige farveproces. Blade og farve leveres blandt andet til en række blå skønhedsprodukter med navnet »Graine de Pastel«, der udnytter bladenes velgørende effekt på huden og giver cremer og sæber en helt unik farve.
Violet: Krig, kærlighed og likør
Flere steder i Toulouses gadebillede støder man på violen, den delikate vinterplante med de skrøbelige, lilla blomster. Myten siger, at en fransk soldat bragte den med hjem til sin forlovede fra Italien, hvor han havde kæmpet på Napoleons side.
Toulouse tog blomsten og den romantiske historie til sig, og violen har således siden det 19. århundrede været en del af Toulouses logo.
Den lille violette blomst beskæftiger ikke kun blomsterhandlerne – også parfumeindustrien har indkapslet den delikate duft, ligesom byens mange chokoladeforretninger pynter himmelske mundfulde med den kandiserede viol. Og så benyttes violens smag naturligvis også i likører, som den tilføjer en vidunderlig lilla kulør.
I starten af 1970erne uddøde violindustrien næsten helt som følge af en aggressiv plantesygdom, men i 1985 lykkedes det forskere at genoplive blomsten. I landområderne nord for Toulouse dyrkes blomsten i store drivhuse og sendes til blandt andre Paris og så langt væk som til Canada.
Hvert år hædrer Toulouse den fine blomst med en »viol-festival«, som afholdes i slutningen af februar.
5 andre ting du skal opleve i Toulouse
Fodtur langs floden
Garonne-floden er Toulouses livsnerve og skærer sig gennem byen, inden den fortsætter til Atlanterhavet ved Bordeaux. Langs Garonne findes en række parker og grønne områder, som indbyder til en afslappet picnic eller et bare en pause til fødderne. Tag også turen over Pont Neuf-broen, som giver et smukt vue over den lyserøde by med de røde tegltage. På en klar dag kan man se så langt som til Pyrenæerne.
Rumfart til at føle på
Toulouse er Europas hovedstad, når det glæder luftfart og rumteknologi. I adventureparken »Cité de l’Espace« kan store og små teknikfreaks få en førstehåndsoplevelse med 1:1-modeller af rumstationen MIR, Ariane 5-raketten og Sputnik-satellitter. Gå på månen i næsten vægtløs tilstand, »træk G« i tyngdekraft-simulatoren eller se 3D-film om månelandinger.
cite-espace.com
Gryderet med bønner
Alle franskmænd ved, at Toulouse er BYEN, hvis man vil spise cassoulet – den berømte fyldige gryderet bestående af lam, and eller svinekød stegt i andefedt kogt ind med krydret pølse, hvide bønner og masser af løg og krydderurter. Egnsretten serveres traditionelt i en støbejernskasserolle med baguette, men i byens Michellin-restauranter nyfortolkes cassouleten og serveres for eksempel i et cocktailglas med flødeskum og sprøde kiks til.
Kunstkig på rådhuset
Udefra er Toulouses rådhus med sin enorme størrelse i sig selv en imponerende bygning. Men tag også et kig indenfor og nyd palæets svungne pragttrapper, elegante sildebensparket og overdådige stuk. På væggene ses enorme malerier i pastelfarvet pointillisme-stil, og lofterne er dekoreret med fresker med romantiske motiver. Gratis adgang alle dage.
Fotos i vandtårnet
Toulouses tidligere vandtårn huser i dag et fotogalleri af international standard. I snart 40 år har det stemningsfulde udstillingsrum vist det bedste fra franske og udenlandske fotokunstnere – både som skiftende udstillinger og i form af godbidder fra samlingen på næsten 5.000 værker. Tjek også galleriets fine plakatsamling.
galeriechateaudeau.org
Læs også: Verdens bedste byer
Legendarisk luksustog til Danmark
Stig om bord Orient-Expressen fra København til Venedig, når toget april 2013 triller ind på de danske togskinner.
Her er de 20 billigste solrejser
Selv om mange rejser i skolernes sommerferie for længst er revet væk, er der stadig rejser at få for børnefamilierne.
Her er det sikkert at bade i Danmark
Danmark har netop fået tildelt 293 blå flag, det er 13 flere sikre steder at bade end sidste år.
Hitlers gigantiske strandhotel
Langs en af Rügens smukkeste strande kan man indlogere sig i et vandrehjem, der ligger i en fløj af det enorme nazi-kompleks Prora.
12 nye vanvittige rutsjebaner i 2012
USA har masser af nye uhyrlige rutsjebaner klar i 2012, Los Angeles Times har plukket 12 af de sjoveste.
Guide: Indien for børn og nybegyndere
Indien med børn og rygsæk behøver ikke være besværligt eller primitivt, Goa er genvejen til Indien for børnefamilier.Brugerne skriver...


















