Search Rejseliv.dk Søg
 

Palmas nye hjørne


I det tidligere bortgemte og glemte område ved kanalen og fiskerihavnen ligger det lave Palma de Mallorca hvor de unge, de trendy og de kunstneriske har taget over.

Af SUSSER FEIT
Lørdag den 3. maj 2008



Smukke gamle byhuse renoveres, gallerier gror som karse og friske hoteller, barer og butikker med kunsten som fællesnævner, indrettes i de idylliske gyder. Her er inspiration til en god dag - og lidt af natten - i Palmas nye gamle kvartér.

Lige ved havnefronten, med den salte vind fra Middelhavet til at friske op i de små stræder, ligger en bid af byen Palma, som man bør finde, hvis man gerne vil undvige turismens nedtrampede fårefolde og se, hvor de lokale skaber byens nye trends mellem gamle mure.

Den mest kendte del af Palma de Mallorca, hvor katedralen, Ramblaen, de airconditionerede turistbusser og dyre cafeer kappes om pladsen, kaldes det høje Palma og er da både fint og flot. Og fyldt. Mens der ikke rigtig er nogen, der har interesseret sig for det lave Palma, siden man flittigt lossede fiskerbåde og sejlbårne fragtskibe og handelen summede for flere hundrede år siden. Da søhandelen skiftede karakter lå dette tætbyggede område af byen sølle og snavset hen.

Men så gik det som det ofte går: Nogen hittede ud af, at priserne var lave dernede. Tog en flok kunstner-venner med og indrettede et par spændende lejligheder. Flere kom til, man åbnede en vinbar, et galleri og et par cafeer tillige. Rotterne fortrak, både de to- og de firbenede. Og snart var området blevet trendy for bohemer, bedste venner af galleriejerne og arbejdsløse musikere, der gav liv og sjov i gaden.

Smukke gamle byhuse renoveredes smagfuldt, musikerne fik jobs og penge og det hele endte som et livligt kvartér, hvor kunst, kærlighed og caféer nu blomstrede om kap. For en snes år siden gik regeringen endda ind og støttede byudviklingen, og til sidst kom investorerne, de velhavende tilflyttere, der har næse for den slags, og nu krydres hele herligheden med designhoteller og museer, der arrangerer spændende jazzkoncerter og klassiske aftner i hobetal.

Alt sammen, uden at give køb på den mallorcinske stil og sjæl. Og således er resultatet her i det lave Palma blevet ganske lykkeligt.

Tegn den lidt grove firkant ind på dit bykort: Start ved kanalen og følg havnefronten Passeig de Sagrera og drej om hjørnet ved Placa de Llotja, inden de brede boulevarder Avinguda D'Antoni Maura og fortsættelsen Passeig Des Born. Bag turistinformationen sik-sakker man sig gennem gaden Sant Can Cifre og tilbage til kanalen. Sigt efter Placa Porta de Santa Catalina. Det sidste ben følger kanalen ned til starten af firkanten.

Sådan. Arealet er afstukket, og netop her på hjørnet kan man passende starte sin oplevelse ved ti-tiden om formiddagen på det nye og flot designede museum for moderne kunst, »Es Baluard Museo d'Art Moderne i Contemporani de Palma«. Med sin stramme arkitektur og moderne udtryk troner museet midt mellem marinaen og fiskerihavnen som Mallorcas svar på Louisiana og forener oplevelsen af et besøg ved vandet med muligheden for at nyde kunst fra det 20. og op til i dag. Det er byens blå stempel på det gamle søfartskvartér og med sit smukt designede ydre, den luftige forhal og flotte permanente - samt mange skiftende udstillinger, er det entreen værd for kunstinteresserede.

Men det er også muligt blot at sætte sig på terrassen med kunsten i ryggen og nyde sin stærke spanske formiddags espresso med udsigt til selveste katedralen deroppe på bakken til venstre side og hele havnen bredt ud lige foran næsen. Vil man spise lidt finere, er der restaurant bag museets glasvægge. Og check underholdningsprogrammet. Det er fantastisk at komme tilbage om aftenen og nyde de udendørs koncerter.

Tre kreative søstre giver et langt mindre, men interessant bud på kunsten i deres galleri på den anden side af torvet bag kunstmuseet på Porta de Santa Catalina. Med »ABA art Contemporani de Arte«. Her satses på frisk ny inspiration fra kunstnere, der er på vej op indenfor maleri, grafik, fotokunst og skulpturer.

- Vi er altid på udkik efter talenter og udveksler navne med andre gallerier, internationalt.  Præsenterer nye navne over hele verden og nyder at fremme kunst, der tegner tiden, fortæller pigerne.

Gå tilbage gennem smågaderne mod vandet til C. de Sant Pere - han var fiskernes helgen - og find det hyggelige torv Pl. Drassana.


På Placa Llotja, der dukker op som næste torv mod øst, er der pakket med cafeer. Det er et super sted for tapas, men det er nu ikke et torv, man er alene om at have opdaget. Vi nærmer os nu yderkanten af det lave Palma, så hertil er der også andre turister, der har fundet vej. Godt det samme - stemningen er sydende ud på aftenen, når sæsonen topper.

Kikker man efter shoppingen, så forsvinder gyderne fra havnefronten ind i kvarteret gennem gaden Sant Joan og videre til C. Montenegro. Et skønt lille stræde, hvor Thomas De Diego har indrettet sin juvelérworkshop i nr. 3 som en ganske lille butik med en kæmpe stor prismekrone, nogle få glas montrer og et arbejdende værksted på reposen. Blikket fanges af en stilren kæde af lutter firkantede akvamariner, helt tæt sat. Halsbåndet er en moderne gudinde værdig og koster også noget i den retning, men det er alle tiders sted at finde smykket til en ganske speciel lejlighed: Franciska Miró, barnebarn af surrealisten Joan Miró, har skabt en kollektion af signetringe, der bærer Europas historie i sig: Det er halvædelstene med indgraverede symboler, købt på aktioner i Grækenland, hvor de er fremstillet som personlige segl til hæderspersoner omkring 200 efter Kristi.

- Signetringe som disse er det helt store lige nu, og priserne går stadig op, for der er ganske få af dem, fortæller Thomas og støver montrerne af med en festlig dusk strudsefjer.

Fortsæt op ad gaden og hen ad tværgaden C. Sant Feliu til nr. 13a. Her åbnede for et par år siden »13%« som klassisk spansk vinbar, forklædt som ny-kosmopolitisk tapasbar. Eller er det omvendt?

Man har bibeholdt de gamle trætønder og vinreoler, og der ligger vist endda en klase plast-druer i vinduet. Men indenfor er der udiskret frugtfarvede vægge, pudset på den nye trendy måde, og småborde med retlinede designerstole og stramme taburetter i sort og tyrefægter-rødt. Der er cool glasplader på de tønder, hvor man nyder sin vin og husets tapas: Der er hapser fra 3-4 euro og en »Dagens tapasmenu«, med tre retter som f.eks. røget struds med gedeost, »Toast Caprese« med gratineret mozzarella eller pasta med rød pesto af soltørrede tomater. Barens mest populære ret, når en flok venner skal have vin og tapas, inden de skal videre i byen, er en »Vuelta a Espana«: En stor tallerken med originale oste, pølser og tørret kød, der står i 16 euro. En fin start på aftenen og nattelivet, der har mange ansigter i kvarteret.


Omkring La Llotja - det lille torv, der var så fredeligt tidligere på dagen - er der nu gang i musikbarerne. Med DJ's, levende musik og sågar lokale talenter, der på sydlandsk vis føler sig kaldet til at underholde.

Det mest excentriske tip til en cocktail, er natklubben »Abaco« på hjørnet af C. Sant Joan og C. dels Apuntadors. Indretningen er overdådig med dyngevis af blomster kombineret med kunstneriske og dramatiske lyseffekter. Udefra ligner den smukke gamle bygning et konsulat, upgraderet til operakulisse med sine altaner i facaden, fra hvilke der hænger middelalderlige draperier i borgstil og teateragtige forhæng i sækkelærred. Løjerligt og særdeles kreativt. Ud på aftenen er der uventede indslag som pludselige skyer af faldende rosenblade, akkompagneret af Halleluja-koret fra Händels Messias. Så er man da kommet i byen ...

Ovenpå slige udskejelser, kan selv den sejeste festabe trænge til at børste rosenbladene af skuldrene og få en fredelig nat. Og bedst som man vandrer i sommernatten og nyder de smukke stenhuse i de gamle gyder med hundredvis af år på bagen, dukker et sæt kølige glas-dobbeltdøre op og afslører et moderne boutique hotel. Hotel Punto kalder sig selv »Urban Oasis« og har faktisk en ren og meget rolig stemning. Baren, der er lang, s/h og retlinet, ser ud til at være et velegnet sted at få fod på den nyeste mode blandt de lokale. De kommer i hobetal, specielt torsdag, fredag og lørdag aften, hvor der er skiftende DJ's fra kl. 22.00 og lidt ud på natten. Og så er det vel så som så med roen, trods alt.

Skønt det hele ser vældig designet ud, er stemningen sydlandsk imødekommende og ikke cool på den afvisende måde. Spændende sted, uanset, om man flytter ind, får lækker middelhavs-asiatisk middag i restauranten, eller blot snupper en drink. Man går fra gaden direkte ind til den marokkansk inspirerede reception med store puder og mørkt træskærerarbejde på væggen. Træskæreriet går igen på værelserne, der er fancy med effekter som lampeskærme i den slags hvide teddybear, der ellers mest bruges som barnevogns-indtræk … Og sine steder er der halvt nedsænket badekar i sort skifer!

Næste morgen vågner byen ikke alt for tidligt, hernede i det lave Palma. Men en slentretur i smågaderne kan måske ende med en snak med lokale morgenmennesker over et glas kaffe med varm mælk på en lille café. Og deraf følger i reglen flere nye ideer til steder, der ubetinget må afprøves i denne charmerende del af byen.

0 kommentarer | 


Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

Følg Rejseliv.dk her:

 

 


 
 

Her er vores bedste guides:

 

 

n/a

Rejseliv. dk er flyttet

Rejseliv har hidtil boet online på rejseliv.dk, men er nu flyttet ind hos Berlingske på adressen b.dk/rejseliv. Læs mere

Sydeuropa lokker i efterårsferien

Norwegian har en markant stigning i antallet af passagerer på de sydeuropæiske ruter efterårsferien i forhold til sidste år. Læs mere

Så østrigsk som det kan blive

Zell am See er en østrigsk by i den klassiske stil med smukke gamle palæer og alpehuse med pyntede altaner – og så et tvist af det nyeste design. Læs mere


Tilmeld dig nyhedsbrevet

n/a

Find overnatning i Danmark