Eiger Nordvæggen har liv på sin samvittighed. Mange liv. Den er en af Europas dragende udfordringer for bjergklatrere, med sin stejlhed, stenskred og lavinefare.

Læs også: Masser af sne i Alperne

Engang uovervindelig, nu om dage skrap træningsrute for de hærdede. Et vindue af tykt panserglas til denne ugæstfrie, men åbenbart dybt fascinerende bjergvæg er indbygget på perronen, hvor toget til »Toppen af Europa« gør holdt i sin tunnel gennem bjerget på sin møjsommelige klatring mod den tynde luft i gletsjerpasset Jungfraujoch.

Jeg stirrer ud på det grå bjerg, omgivet af en lille flok småfrysende forundrede franskmænd og to schweiziske fyre samt en bjergfører med dyre solbriller og muskler af stål.

De har tænkt sig at tage turen fra Jungfraujoch ned over gletsjeren på bagsiden til Valais på deres højteknologiske »Touring skies«. Det har jeg ikke. Mit udstyr står trygt og godt på mellemstationen i 2.320 meters højde, hvor jeg skiftede til fornuftige vinterstøvler.  

Det er fuldkommen virkelighedsfjernt at stå her, i så tynd luft, at togkonduktøren spørger til vores velbefindende. Højdesyge har jeg ikke, er blot lidt søvnig. Jeg har nemlig været tidligt oppe, nede i bjergbyen Grindelwald, for turen herop er overnaturlig betagende, inden alle syvsoverne myldrer larmende frem på arenaen.

»Hold øje med vejrudsigten og tag morgentoget fra Grindelwald« rådede de lokale mig til. Og dem skal man lytte til. Så da avisen skrev »skyfri himmel og vindstille« for den følgende dag, stod aftenen på at pakke rygsæk til udflugten og tørne tidligt ind. Toget 07.17 er optimalt, men 07.47 kan også gøre det.

Der er endnu mørkt i restauranten, da jeg lister gennem receptionen og traver ned ad hovedgaden, forbi den varmt oplyste kirke, med sneen knirkende under støvlerne. Gaden ender i stationen, hvorfra toget fragter dyngevis af skigæster op i terrænet hver eneste dag.

Men pisterne er endnu ikke åbne, så der er roligt på perronen og jeg henter kaffe og skinkebrød på en morgenduelig café i nærheden.

Således balancerende med skiudstyr og morgenmad, bakser jer mig selv og mine store forventninger ind i toget, der trækker sig op på sin tandhjulsbane gennem det storartede skiterræn over byen Grindelwald. Vi holder på et par stationer undervejs, hvor morgenfriske vandrere og personale til restauranterne i skiterrænet stiger af.

Denne morgen er smuk som et billede, mens solen maver sig op over bjergkammen og tænder et varmt lys, først på de rå tinder, hvor sten og is kæmper om at dominere, og siden på granskovene længere nede.

Af og til kører vi dog ind i en tunnel, der blev bygget, efter at en lavine rev et tog med sig i dybet, for en god snes år siden. Taknemmelig for dette initiativ, nyder jeg trygt turen op til den store station, Eigergletsjer i et par kilometers højde.

Her bliver en fest uden lige, senere på formiddagen, med supersize udsigt, skibar og cafeer, liv og glade dage og en pensioneret Sct. Bernhardshund, der luffer omkring og giver den som fotomodel med stor venlighed og rutine.

Her kan man såmænd tilbringe timer i det summende inferno af skiløbere, ankommende og afgående tog og den besnærende duft af grillet »Wurst« og sydende steaks, der nydes ved træbordene i solen på de brede perroner.

Stationen markerer toppen af skiterrænet Männlischen og Kl. Sceidegg og det sprutter nærmest ud med lækre pister heroppefra.
Men endnu er her fredeligt. En enkelt café er åben og kaffen dufter i den kølige luft, mens jeg låser mine ski fast i et stativ til opmagasinering og finder sidste bid tog til »Top of Europe«.

Bjergverdenen ligger stille, fin og nypudset, og sine steder føles det som om toget hænger fast i bjergsiden med det yderste af neglene, for her er lidt stejlere, end man sådan lige tror, at et tog kan blive hængende på.

Jeg sætter viljefast min lid til de schweiziske ingeniøruddannelser anno 1899, hvor tandhjulsbanen blev bygget, og koncentrerer mig om den paradisiske panoramaudsigt, der dog – med ét – forvandles til 30 centimeter sigtbarhed, der ender i en grov klippevæg.

Vi er nu inde i bjergmassivet, og man må væbne sig med tålmodighed, de sidste 50 minutter, til vi er oppe. Undervejs råder konduktøren os til at drikke vand og spise lidt for at forebygge højdesyge.

Halvvejs gennem tunnelen hviner bremserne. Og det er her, vi gør holdt for at beskue ishavet under os og Geiger Nordwand gennem det hul, hvor man kastede bortsprængte klippestykker ud, da tunnelen blev bygget. De er for længst væk i afgrunden under metertyk sne og hullet lukket af med panserglas, så vi trygt kan gyse ved synet af den stejle nordvæg, hvor hærdede bjergbestigere har fejret triumfer. Mens andre aldrig kom tilbage…

»Vi fortsætter« gjalder konduktøren, der nu er rigeligt digital-fotograferet sammen med franskmændene, og man haster ind på plads. Endelig, mens dagen endnu er ung, træder vi ud på Europas højest beliggende togstation. Også den er bygget inden i bjerget og er udstyret med postkontor, cafeterier og en velforsynet souvenirshop, som de franske damer rutineret kaster sig over.

Jeg tager elevatoren fra perronen til den absolutte top: Den lille observationsplatform kaldet »Sfinksen«, der balancerer øverst på en klippe 3.571 meter over havets overflade. Sol og kulde slår gnister om mig og der er alper hele vejen rundt.

Derude ligger Vogeserne i Frankrig. Og dér kan jeg ane Schwarzwaldhøjderne i Tyskland! Tæt på os strider de tre bjerggiganter Eiger, Mönch og Jungfrau sig mod himlen i en evig tavs konkurrence om at være stoltest.

Jungfrau fører med sine 4.158 meter og under hende spreder Aletsch-gletsjeren sig ud. Den største i Alperne. Det er her, de virkelig seje vandrer op med skind under skiene, for siden at løbe ned over dette hav af frossen skønhed.

Heroppe i den tynde klare luft kaldes store følelser og filosofier frem. Men først og fremmest kommer en kriblende lykkefølelse snigende. At dette dog findes. At man dog får lov at indtage denne skønhed.

»Jeg vil ikke engang tage billeder. Blot opleve,« siger en ung engelsk fyr i grå tophue uopfordret til mig, da vi hviler mod rækværket til verden derude. Vi er de eneste på platformen og ensomheden styrker oplevelsen af den store stilhed.

Det er om vinteren, man skal tage herop, for i »sommervarmen« hjemsøges stedet af japanere, der aflægger kvik-besøg i hordevis for at fotografere om kap, inden de drøner indenfor igen, gennes forbi butikken med schweizer ure og tilbage i toget. Jeg vil suge dagen og skønheden ind, badet i et turkisblåt skær fra gletsjeren dernede.

Lige til frosten lammer min næse og jeg modstræbende må forlade platformen. »Kom og se Guds store kunstværk« står der skrevet, et citat fra en salme, på en platte, lige indenfor døren. Tak, fordi jeg måtte.

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar