I 1938, da Franklin D. Roosevelt var præsident i USA, besluttede guvernørerne i ti stater at gøre noget for at bevare interessen for deres områder, der ellers var godt på vej til at blive glemt.

Læs også: Stor guide til fastfood i USA

Det initiativ blev til The Great River Road. 3.765 kilometer rute ad mange små snoede veje langs Mississippi River fra Minnesota i nord til Louisiana i syd.

Er man til turkisblåt hav, betagende bjerge og rene omgivelser, skal man holde sig fra Great River Road.

Områderne langs floden er beskidte, ensomme og ubarmhjertige med en overflod af forladte bygninger, tung industri og fedtede restauranter. Det er ikke smukt. Men det er fascinerende, fordi det er så langt fra det polerede USA. 

Man behøver ikke trille ad samtlige 3.765 km for at få noget ud af turen, og man kan starte sin tur adskillige steder. 

Vi starter i staten Tennessee – efter et besøg hos countrymusikken i Nashville og Elvis Presley i Memphis, drejer vi ind på Great River Road med kurs sydpå. 

Barbecue og borgerkrig
Første stop på turen er den lille by Helena i staten Arkansas. Under borgerkrigen i 1860erne fandt der et stort slag sted her, som betød, at den østlige del af Arkansas kom under Unionens kontrol. 

I dag er der ikke meget krig og kamp over Helena, små søvnige skurvogne tilbyder barbecue og en kold øl, og med det indtaget kører vi ned til 141 Cherry Street, hvor  the Delta Cultural Center ligger.

Det er et fint udgangspunkt for resten af rejsen, for her får vi den grundlæggende historie om livet langs Mississippi River, som det har udformet sig for mere end 100 år siden, og – især – dens betydning under krigen. Som var stor, den, der havde kontrollen med floden, havde adgang til at få soldater frem til vigtige slag. 

Da vi kører videre, indstiller vi radioen til 1360 am, så vi fanger the »King Biscuit Flour Hour«, et live blues show, som sendes hver eftermiddag. Og kører med musik som baggrund videre mod Clarksdale, byen, hvor bluesmusikken stammer fra.

Få den blå følelse 
Det var i Clarksdale, at store navne som Ike Turner, Muddy Waters og Robert Johnson boede og spillede deres sange, og byen råber stadig blues. Bogstaveligt talt – efter en kort tur rundt i gaderne falder den første invitation om en nat med blues fra en lokal mand. Som godt nok er pænt beruset, men indbydelsen står han ved, og vi takker ja – man skylder jo sig selv en våd aften i Clarksdale i Blues-musikkens navn. 

Vi besøger en af de mange Juke Joints, en betegnelse for en lille primitiv bar, hvor blues er omdrejningspunktet. Selv på en stille hverdagsaften er det muligt at finde et sted at besøge, og i Delta Street går vi ikke forgæves.

 Vi har på forhånd aftalt, hvem af os der kan nyde en ekstra drink, for da aften bliver til nat, er det ud i bilen for at køre mod nattens overnatningssted – »Shack Up Inn« udenfor Clarksdale.  

Stedets navn skal tages ganske bogstaveligt, for her bor man i skure. Vi har valget mellem the Office Shack, the Claremont shack og the Electric Blue shack. Vi vælger det midterste, og får en nat i et værelse udstyret med rustne traktorer og efterladte biler. 

Big Muddy
Næste dags første stop ligger i Rosedale. Vi drejer vi ned ad Road 1 midt i byen og ind i The Great River Road State park.

Naturen i parken er (næsten) uberørt, og det kræver et skarpt øje på vejen, for store træer og huller gør det til en udfordrende køretur.

Til sidst stopper vi bilen og går det sidste stykke hen til en højt beliggende udkigspost, hvorfra vi kan se ned på Mississippi River, som bugter sig gennem landskabet og kæmper med sump og træer om pladsen. 

Ude på Road 1 igen kan vi mellem skove og søer se bomuldsfarm efter bomuldsfarm, nogle totalt forladte.

Det virker som om, man på den ene side har opgivet at følge med modernitetens komme og derfor bare lader stå til, på den anden side er staten i fuld gang med at bygge nye broer, der gør det muligt at krydse Big Muddy, som den gennemgående flod blandt andet kaldes, og som gør infrastrukturen og dermed arbejdet på gårdene nemmere. 

Mindesmærker ved Mississippi 
Hvor Helena og Clarksdale var brutale og golde i deres udtryk, er Vicksburg fyldt med hygge, specielt i Washington Street, som er der, man finder de små hyggelige beværtninger.

Byen ligger på en bakke over Mississippi River og er en af den slags byer, hvor man – meget ulig de fleste steder i USA – lader bilen stå og bevæger sig rundt til fods. Byen er så lille, at det ville være fjollet at køre. 

Vicksburg har en fortid som et knudepunkt i Den Amerikanske Borgerkrig. Det var her i byen, man kontrollerede Mississippi River – »Vicksburg is the key. The war can never be brought to a close until that key is in our pocket,« som præsident  Abraham Lincoln udtalte, og de afgørende slag mellem sydstatssoldaterne og Unionens tropper blev udkæmpet. Og hvor sydstatssoldaterne på Uafhængighedsdagen, 4. juli 1863, efter 47 dages belejring endelig overgav sig. 

Man kan blive meget klogere på historien i Vicksburg National Military Park. Her kan man se resterne af slagmarkerne og kanonerne, mindesmærkerne, som er rejst til ære for de faldne, kirkegården, og krigsskibet USS Cairo, som i 1862 sank på en biflod til Mississippi River, men nu er udstillet i Vicksburg National Military Park. Man kan køre rundt i parken på en 26 km lang tur, eller tage en gåtur tilbage i borgerkrigen på en 20 km rute.  

Om natten sover vi i Anchuca, en af Vicksburg bygninger, som er registreret på USAs liste over natur- og kulturhistoriske vigtige steder, og som mirakuløst slap uskadt gennem belejringen af byen trods sin udsatte placering tæt ved slagmarken.

Lige efter borgerkrigen fungerede Anchuca som hospital, derefter boede Jefferson Davis’ bror, Joseph Jefferson, i huset, i dag er Anchuca et prominent og populært bed & breakfast. 

Vi får det værelse, fra hvis balkon Jefferson Davis i 1869 hilste på Vicksburgs borgere i forbindelse med et besøg hos sin bror Joseph. 

Det krogede palæ-land
Fra Vicksburg kører vi mod sidste stop inden New Orleans, Port Gibson, som fik lov til at stå uberørt under borgerkrigen, fordi General Grant mente, at byen var for smuk til at brænde ned. Naturen her er også speciel, klimaet og de små floder gør, at træerne former sig særligt kroget og beplantningen sniger sig op ad stammerne, så det ligner skulpturer fra en svunden tid. 

Også stilen på bygninger ændrer sig. Længere nordpå så vi masser af farmere og deres marker, her ser vi ikke ret mange mennesker, men flere fine palæer, mange af dem i Greek Revival-stilen med søjler i facadernes front. 

Vi når New Orleans efter fire dage ad Great River Road. Vi kunne have taget highway 55 og brugt seks timer på turen. I stedet har vi taget den lange omvej, og fået et unikt indblik i et stykke amerikansk historie. 

Læs også: USA er en rejsemagnet 

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar