Kan man kombinere skiferie med finkulturelle oplevelser?
I Andalusien er det oplagt.

Læs også: Drømme-skiløb med forkælelse

Maurerne forskansede sig for 1.000 år siden i bjergene ved det nuværende Granada. Her byggede det muslimske folk bl.a. det imponerende fæstningsværk Alhambra, der i dag er en af Spaniens største turistattraktioner.
Og højt over Alhambra og de pompøse katedraler, som de kristne opførte efter generobringen af regionen i 1492, ligger Sierra Nevada.

Et berømt skiområde, der tager udgangspunkt i skisportsbyen Pradollano.
Destinationen ligger tæt ved den spanske solkyst, og vi har besluttet at flyve til Málaga. Lige inden den store Airbus-maskine lander tungt i Sydspanien, ser vi Afrikas kyst glimte mod syd, mens Penibético-bjergkæden tårner sig op mod nord. Málaga er en sitrende millionby, der tiltrækker tusindvis af solhungrende nordeuropæere, og strandenes magnetiske kraft har gjort vejen mod Gibraltar til et af de tættest befolkede kystområder i Europa.

Men vi springer ind i en lejet bil og kører stik nord. Ad vejen, som slanger sig op i bjergene, som bare bliver højere, hver gang man når en ny top. Vi passerer plantager med oliventræer, vinmarker, små faldefærdige hytter og landsbyer, der ligger langs klipperne.

Det er nemt at forstå, hvorfor muslimerne forskansede sig i disse bjerge, dengang de kristne pressede dem mod syd. Her forsvarede de i århundreder den sidste rest af den iberiske halvø mod de fremstormende kristne hære, mens forsyninger jævnligt løb ind med skib fra de muslimske brødre på den anden side af Middelhavet.

Turen mod Granada tager et par timer. Byen ligger på et stort plateau i 800 meters højde omgivet af bjerge. Her gør vi holdt. Det er påske, og en række historisk religiøse optog er planlagt samme aften i de smalle, hyggelige middelaldergader.
Byen er pyntet op til fest, og man mærker den stærke religiøse arv. Muslimerne erobrede den iberiske halvø i år 722, men det varede ikke længe, inde de kristne langsomt, men sikkert begyndte at skubbe muslimerne tilbage mod Nordafrika. Men først i 1492 kapitulerede den sidste muslimske fyrste altså. Det skete i Granada, da Alhambra faldt til de kristne.

Alhambra står der endnu. Borgen er velholdt, delvis genopbygget, og man kan besøge fæstningens paladser, hvis man vel at mærke bestiller billetter i god tid. Alhambra er desuden strategisk placeret på en højderyg midt i dalen, hvorfra man kan overskue indgangen til området. Det giver en fantastisk udsigt fra de gamle mure. Og man kan næsten mærke suset, som de lokale må have følt, når de pludselig så en fremmed hær i det fjerne.

Næste morgen sætter vi kurs mod højderne. Man kan stå på ski helt til maj i Sierra Nevada, og selv om påsken altså er sent på sæsonen her i 2011, er der stadig rigeligt med sne på pisterne.
Pradollano er en satellitby i 2.100 meters højde, og vi skal dermed stadig forcere 1.300 højdemeter, inden vi er fremme. Pradollano er blandt Europas højeste beliggende byer – og Spaniens absolut højeste.
Vi forcerer det ene hårnålesving efter det andet. Det tager godt en time at køre de 1.300 højdemeter, mens bevoksningen langs vejen bliver mere og mere sparsom.

Sattelitbyen er ikke charmerende. Den ligner en månebase, som den ligger dér midt på den stejle skråning, og hvis man elsker de ældgamle alpebyer, vil man blive slemt skuffet i Pradollano. Til gengæld ligger en række gode hoteller, der tilbyder moderne komfort og spa, mens udsigten mod dalen er i verdensklasse.

Vi smider bilen ind i den centrale parkeringskælder. Afrikanske immigranter sværmer rundt i kælderen og prøver at sælge alle mulige småting, og spanske sælgere forsøger at lokke turisterne til at leje ski i lige netop deres forretning. Det er ikke for alvor ubehageligt, og sælgerne går pænt videre, når man siger fra, men den aggressive sælgerstil er alligevel en væsentlig anderledes oplevelse i forhold til fjeldene og Alperne.

Forretningerne med ski på den centrale plads har godt udstyr. De er meget moderne, og bortset fra gadesælgerne minder stedet på mange måder om Alperne. Liften op ad bjerget er en moderne gondollift, der hurtigt bringer os op i den tynde luft.
For enden af gondolen, der er det trafikale knudepunkt med ski under fødderne, rammer vi et plateau. Her ligger en række frokostrestauranter, og selv i begyndelsen af april vrimler det med skiløbere. Fra plateauet er det muligt at tage en række forskellige stolelifter videre op, og snart sidder vi i en ældre en af slagsen. Desværre er næsten alle lifter på den øverste del af bjerget gamle og langsomme, men de fungerer i det mindste uden for mange afbrydelser.

Efter en lang tur ryger vi over på en slæbelift, der skal fragte os det sidste stykke mod toppen. Her er koldt. Vinden rusker, og skyerne bevæger sig langsomt ind over området. Det er næsten som at se ned på himlen, når skyerne pludselig åbner sig et øjeblik og blotter den blå himmel skråt under os. Mens skyerne stadig hænger tunge og kridhvide lige over os.
Hen ad dagen åbner skyerne sig lidt mere, og da vi står på toppen for tredje gang, ser vi det pludselig. Afrikas kyst glimter svagt i det fjerne på den anden side af Middelhavet.

Synet giver en fantastisk følelse af luft under vingerne. Det er specielt at have kørt forbi en af Europas største muslimske middelalderborge, og nu stå med fødderne i sne – og se på Afrikas kyst.

Læs også: Vinterferie uden ski

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar