Se rigtigt godt på billedet hvor jeg står ved siden af grænsepælen. Og nyd det. For det var dyrt.
Fotoet er taget på en ellers god skitur i de allernordligste norske grænseegne. Og det kostede 3.000 kroner. Alternativet var 6 dage i fængsel, for vi var uden at vide det kommet til at krydse den usynlige sneoverdækkede grænse til Rusland.

Læs også: Vinterferie uden ski

Det var om eftermiddagen, at snestormen om hytten ved Solia Gæstegård pludselig lagde sig. Solia ligger cirka ni kilometer fra Kirkenes lige ved den norsk-russiske grænseovergang Storskog.

På med langrendsskiene og pakket ind til bevægelse i minus 13 grader ud i naturen. Vi ser det spor ude på søen, der fungerer som løjpe i mangel af opkørte udgaver. Ved bredden snor den brede snescooterløjpe sig videre i skovterræn .

På modsat side våger russiske soldater
På Solia har vi spurgt om grænsereglerne og fået en brochure med besked om at »have den i lommen, og sig I har læst den, hvis I møder grænsesoldater – og husk at holde jer på den rigtige side af grænsestolperne«.
Men en ting er en besked, noget andet er at have nærlæst folderen, inden vi kørte ud.

I terrænet løfter bakker og træer sig gradvist. Mod venstre på en top knejser en grøn russisk og en gul norsk grænsestolpe side om side. Måske som tegn på, at denne lange norsk-russiske grænse er en af de få i verden, hvor der aldrig er grænsestridigheder.
Snescootersporet slutter også ved et par grænsestolper. Bag dem går det stejlt ned til elven, og på modsat side våger russiske soldater fra et højt rødt udkigstårn.

»Gå lige et par meter frem, så vi får den russiske ørn med; men pas på at holde dig på den rigtige side af stolperne.«
Jeg lystrer og med fotoet i hus går det hjemad. Vi drejer af fra sporet ved restaurant Gapahauken ved søen, og når op til hytten lige før mørket. Skiene parkeres og vi sidder foran pejsen, hvor ilden buldrer fredeligt, da det banker på døren.

Et par hærdebrede, bevæbnede norske grænsesoldater står og fotograferer vores ski udenfor, og kommer efterfølgende ind og spørger, om vi har været på skitur.
Jo, det har vi da.

Ved grænsen, måske overskredet den?
Nej. Indignerede forklarer vi, hvordan vi omhyggeligt har holdt os på den rigtige side, og vi viser med glæde billedet frem. Så falder »hammeren«.

»Grænsen går ikke på hver sin side af stolperne – men imellem. Det kan I ikke se for sneen, men i brochuren står det meget klart«.
Vi har uforvarende overskredet den norsk-russiske grænse et par meter og dermed også selveste Schengen-grænse.
Senere kommer politiet også på besøg, og jeg fotograferes til forbryderalbummet. Næste dag ved afhøringen på politistationen er det bare at betale – eller forsøge en håbløs sag.

Og således havner vi også som note i lokalavisen, ligesom omkring 30 andre turister, der hvert år ender som »spioner« der uforvarende kommer »ind fra kulden«.

Blød eftermiddagssol
Selv om det er svært, skal den specielle oplevelse ikke spolere resten af opholdet.
Næste dag starter vi skituren fra »Hotel Rica« øverst i Kirkenes. Stille og smukke opkørte løjper går snart langs vandet og snart ind i det lave højland.

Efter godt fem kilometer dukker løjpeskilte op med afmærkninger: To ruter på hver seks kilometer til Virgas og en rute på 2,5 kilometer til minen ved Bjørnvatn.

Vi cirkler lidt rundt og prøver stykker af begge; nyder det gode glid og en blød eftermiddagssol. På hjemvejen går en sideløjpe på 1,4 kilometer op til Prestefjeldet, hvorfra der er en formidabel udsigt over by og fjordindsejlingen fra Barentshavet.
Nedturen er ligeså susende skøn som opturen var krævende.

Krabberne kan veje op til syv kilo
Næste dag tager vi på »arktisk eventyr«. Efter at være udstyret med gode forede dragter er der afgang i Artic Adventures motoriserede gummibåd. Ude i det isfrie Barentshav er fjeldene højere, og havfugleflokke har lavet forårsreder på klipperne.
Men det gælder kongekrabberne, der har deres egen omdiskuterede historie: Hvorvidt de nu efter cirka 30 års bopæl på disse kanter hører til her, eller om de stadig er en fremmed invaderende art, der skal udryddes.

Ifølge Lars Petter Øie fra Arctic Adventure har både de og økosystemet tilpasset sig.
Der er god tid til at beundre sceneriet, mens vores medbragte dykker, Gretar, går ned til 20 meter – og kommer op med tre mellemstore sammenfiltrede krabber.

På skift holder vi de enorme krabater i sikker afstand fra de forreste klør, der kan knuse en finger. Krabberne kan veje op til syv kilo.
I land ryger de 15 minutter i kogende havvand, mens vi liner op ved bordene i restauranten, hvor Lars Petter serverer et par fakta om krabberne.

»Kun få procent lever til voksenstørrelse. Selv de større spises af havkat og spækhugger«, fortæller han.
Sammen med lækkert brød, hvidløgsmayonnaise – og en solid tang som hjælpemiddel – kommer de dampende dyr på bordet. Alle kaster sig over fadene og snupper et ben hver. Vi mæsker os i friskt saftigt kød og en stor krabbe rækker fint til otte sultne turister.
Bagefter udvider vi den arktiske oplevelse med en svømmetur mellem isflager i Barentshavet.

Naturmeditation mellem fjelde og hav
Med lidt hjælp får vi skruet os ned i tynde, orange overlevelsesdragter. Hætten snøres tæt, og vi er klar til at blive smidt i baljen.
»Hold jer på ryggen, ellers kan der komme vand ind ved halsen«, lyder det til afgang. Vi ligner oppustede spærreballoner, men dragten fungerer. Den holder vandet ude.

Det er lidt akavet at ligge på ryggen som en strandet søløve og vifte med lufferne for at manøvrere i udadgående strøm. Der er dog ingen risiko. Gretar er med os i vandet. Og oplevelsen at bade »sikkert lunt« i iskoldt vinterhav er fantastisk. I skvulpende vandniveau falder roen på med naturmeditation mellem fjelde og hav.

Anderledes hurtigt går det, da vi suser af sted fra hundekennelen ved Solia Gæstegård, sammen med Rune Nordhus, sønnen på familiebedriften.

Vi er i hundeslæder, og Bambi og Leika, de to førerhunde, drøner opad mod højfjeldet med overskudsenergi i mederne
Jeg tumler af i første sving, men lærer at holde bedre fast, mens Mikkel styrer slæden. Birkeskoven er lav og spredt, og hundene ivrige. Ned over søen kommer et par tricky områder, hvor is og vand er presset sammen og laver et vandigt mellemlag, der giver våde poter.
Oppe på solid sne stopper Mikkel, mens vi skifter fører, og jeg lærer et par kommandoer: »Haan« er venstre, »Gjee« højre og »Hush-Hush« er ændring af ordre – og kan betyde frem eller stop.

Jeg står solidt på mederne, mens Mikkel frigør ankeret, og han må kaste sig i slæden, da spandet med de ti hunde sætter fart på. Af sted går det i dyb sne såvel som over hårde overflader.
Følelsen er skøn: At styre dette stærke velopdragne spand, mærke vinden og drøne over sletter i skarp arktisk sol.
Efter en time går det stejlt nedad, og Mikkel overtager igen »rattet«. Hjemme hjælper vi med at »afmontere« hundene fra seletøjet og føre disse kraftfulde skabninger til hver deres hus, hvor de ruller af glæde i sneen, inden de snupper en »morfar« ovenpå den store energiudladning.

3 x god langrend i Norge
Hafjell: Bare ti minutter nord for Lillehammer ligger Hafjell med masser af hytter og hoteller strøet opad i terrænet – og med ski in ski out både for langrendere og slalomfolket. Området byder både på flot højfjeld og lune skovløjper til dårligt vejr – og skilifte til at blive løftet helt til toppen. I denne sæson er der kommet en ny lysløjpe på 3,2 kilometer fra Mosetoppen, hvor den nye gondol slutter.

Turen går mod Mosetra mod nord, forbi fjeldlandsbyen og tilbage til Mosetoppen. Løjperne er en del af det store Per Gynts Rige med 630 kilometer løjper. Flere passerer også forbi Sjussøen (et andet stort rejsemål) og Nordseter. Fra Nordseter går en formidabel løjpe nedad og slutter i Lillehammer, hvor man efter lidt shopping kan time det med en rutebus opad og hjem.
For slalomløbere dur deres liftkort her også i Kvittfjell 25 kilometer mod nordvest.

Gålå/Wadahl: De to områder i Guldbrandsdalen er vokset sammen og er et enormt flot stort og varieret skiområde – specielt for folk, som er til langrend. Alpinmulighederne er fine, men de to anlæg dog ikke så store, men har dog alle farver op til og med en sort. Langrendsnettet er lokalt på 230 kilometer – og i alt på 630 som en del af Peer Gynts Rige. Mulighederne kan føre en helt til Dalseter mod nord og til Skeikampen mod syd. Løjperne går op og henover smukke højfjeldsplateauer, mellem hvide toppe og lange skovløjper på begge sider af skiararenaen. Man kan også tage en stolelift op og få en fin tur over til hyggelige Fefor til et kakaostop. 

Høvringen: Ligger i 1.000 meters højde op til Rondane National Park – 320 km fra Oslo. Her satses der udelukkende på langrend, og nærmeste lift er 30 kilometer væk i Dombås. Ved Høvringen findes 100 kilometer opkørte løjper og 150 der blot er mærket – inde i nationalparken køres nemlig ikke løjper op. Der lever flokke af vildrener.

Her findes smuk natur og udsigt til 10 toppe over 2.000 meters højde. I godt vejr fører en stikket løjpe op bag fjeldstuen Smuksjøseter, der gradvist bringer en flere hundrede meter op – og giver en seks kilometer lang susende nedtur, når udsigten er nydt. En »musttur« går forbi Smuksjø opover et meget karakteristisk »krater« af et fjeld og ned til varm toddy på Rondvasbu. Der findes også skovløjper syd for Høvringen, som i øvrigt har hytter og hoteller i alle kategorier. Man kan også gå på ski fra hotel til hotel og få den store bagage transporteret frem hver dag. Eller bruge DNT-hytter og binde an med troldløjpen på 170 km, der slutter i Lillehammer.

5 på den anden side af grænsen

Grænsen mellem Norge og Rusland blev først etableret formelt i 1826. Indtil da vandrede samerne frit med deres rensdyrflokke i området. Og først for et år siden enedes de to lande om en »grænse« gennem Barentshavet, der ligger mellem Norskehavet mod vest, Svalbard mod nordvest og øerne Franz Josef Land og Novaya Zemlya mod nordøst og øst. Havet deles i to stort set lige store dele. »Denne løsning er meget mere end en grænse under havet. Den er udvikling af et godt naboskab. Den vil forene meget mere, end den vil skille, og den bliver en bro til samarbejde«, sagde den norske statsminster Jens Stoltenberg.

Russiske soldater krydsede grænsen til Norge i oktober 1944, da Den Røde Hær trængte ind i landet og befriede Kirkenes fra de tyske besættelsesstyrker. Kirkenes var et af de områder, der blev hårdt ramt under krigen. Byen blev udsat for 320 bombeangreb, og der var luftalarm over 1.000 gange. Efter sigende var byen det næst mest bombede sted – efter Malta – under anden verdenskrig.

Minebyerne Nikel og Zapoljarnyj ligger tæt ved den norske grænse og besøges af en-dagsturister, som vil opleve kontrasten mellem det smukke landskab langs grænsefloden Pasvik og naturødelæggelserne omkring og forureningen i de russiske minebyer. Der kræves visum samt en invitation fra et russisk firma eller privatperson for at rejse ind i landet. Den del klarer de norske rejsebureauer i Kirkenes, Radius Kirkenes og Pasvikturist. Med sidstnævnte koster en dagsudflugt kl. 9-18 inkl. transport, guide, frokost og visum 2.185 kr., når gruppen er mellem to og ni, og ca. 1.710 kr. hvis gruppen er større.
Info: radius-kirkenes.com  og pasvikturist.no

Murmansk ligger på Kolahalvøen omkring 700 km fra grænsen til Norge og er med sine over 350.000 indbyggere områdets største by. Den blev grundlagt i 1916 og kaldtes Romanov-na-Murman – Murman er det gamle navn for Barentshavet. Året efter blev den omdømt til Murmansk. Den isfri havn er hjemsted for en stor fiskeflåde og turistindustrien tilbyder aktiviteter som laksefiskeri, skisport, ture med isbrydere til Nordpolen og fisketure.

Kursk-katastrofen udsprang fra den lukkede by, Severomorsk, omkring 25 km nordøst for Murmansk. Byen er hjemhavn for den russiske nordflåde, og det var herfra ubåden, Kursk, i 2000 sejlede på øvelse i Barentshavet. Her gik det helt galt, og ubåden sank. Kursk var kontrueret til at være neddykket i 120 dage på 500 meters dybde, men den russiske hær og myndighederne var lang tid om at erkende, at landet ikke havde udstyr til at redde besætningen. Da britiske og norske dybhavsdykkede endelig kom til og nåede ned til ubåden, var det for sent. De 118 besætningsmedlemmer var døde af iltmangel og ubåden var fyldt med vand.

Læs også: Husk pas til norske Svalbard

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar