Vi lægger mærke til dem allerede efter frakørslen af E6 ved Lillehammer. Aktive folk. I løb, stavgang og på rulleski. Opad, ud ad FV255 ved foden af Peer Gynt-riget mellem Gudbrandsdalen og Espedalen. Af mange kendt fra vinterferien, men af flere og flere også besøgt i sommerhalvåret.

Læs også: På grænsen mellem Norge og Rusland

I den store ferieverden er Skeikampen målet for vores tur, en lille plet på kortet, men på grund af stedets alsidighed er det stort nok til at gøre sig gældende. Og så var det faktisk her, at trenden med højfjeldshoteller begyndte ...

Sæsonen for sommer på fjeldet er kort, af naturlige årsager. Sneen smelter i maj, de første fnug kommer sommetider igen allerede først i oktober, som er nordmændenes efterårsferie. Men inden nogen havde tænkt på at udnytte den hvide verdens muligheder til andet end lokal transport, blev Norges første højfjeldshotel i 1876 åbnet i Gausdal, 785 meter over havet på plateauet ved det næsten 400 meter højere Skei-fjeld. Det er plateauet, som har givet stedet sit navn, for det var på denne plads, at vikingerne dystede mod hinanden i kampe, heraf Skeikampen.

Inspireret af resultater fra sanatorierne i Alperne skulle det være et sommer-kursted, »en anstalt, hvor syge og slidte individer af begge køn og alle aldre kan finde hvile, ro og styrke,« som dr. Mathias Greve, den daværende ansvarlige læge, udtrykte det i sine journaler.

Og det blev en succes. Folk fra alle samfundslag valfartede de godt 200 km fra Oslo og omegn til det nye, store hotel, som den første sæson havde 190 faste gæster og 144 gennemrejsende. 

Og de kom ikke sovende til et bedre helbred. De fik at vide, at det bedste middel mod al sygdom, også træthed, nerver og mentale lidelser, var motion. Dengang kaldte man det »terræn-kure«, som blev kombineret med vekslende bade, massage, og masser af lokalt kildevand. Nu om dage kalder vi det aktiv ferie mod stress og jag med spa og kildevand på flaske.

Her om sommeren er fjeldet grønt, klimatisk lige på kanten mellem trægrænsen og den mere grove, barske højlands-natur.

Den første dag starter vi moderat ud – og med guide. Hege Martens, som arbejder på vores hotel, viser os, hvordan vi bruger de naturlige stier til at klatre de første meter op på fjeldet.

I stedet for en brat stigning vælger hun vejen, som går rundt om bjerget, men som stadig giver en forrygende udsigt ud over dalene – og op mod den imponerende tinde knapt 400 meter over os. Og, jo, selvfølgelig kan man komme til toppen. Det tager cirka halvanden time hver vej.

De foregående år har man forsøgt sig med at bruge skilifterne, som alligevel står der, til at føre både vandrere og cyklister til tops, og derpå lade dem gå eller cykle ned. Derudover har de lokale turistmyndigheder gjort et stort nummer ud af rigtig god skiltning og masser af tur-forslag med kort, så man selv kan finde rundt.

De fleste ture kan man også klare på egen hånd, men vover man sig ud på den helt store, Peer Gynt-vejen, anbefales det at have en guide med. Da vi senere tager den i bil, ikke for at snyde, men fordi vi skal hele vejen til Gålå (mere herom andetsteds), forstår vi hvorfor.

Når man forlader Skeikampen og begiver sig nordpå ad den støvede grusvej som parallel til den effektive E6, åbenbarer der sig et eventyrligt ingenmandsland med næsten uendelige vidder af lavt krat, træer og spejlblanke søer med Jotunheimen og Rondane i det fjerne.

Peer Gynt-vejen blev grundlagt af de første diligencer og fodturister i begyndelsen af 1900-tallet, og siden er den blevet en populær cykel- og vandrerute på 15-60 kilometer – alt efter hvor langt man orker – fordi naturen er så rå og betagende. Det er en stor udfordring, og så er her helt helt stille!

Man kan selvfølgelig også nøjes med en tur i Paradis, en lille idyllisk plet ved en rislende elv, en kilometer inde i skoven på den anden side af vej 254 i Skei.

Efter al den vandring er det skønt at hvile benene hos Ingrid i den lille græsbevoksede Skei Seterstue, som har almue-udsmykning og blondegardiner for alle pengene.

Vejret er nu så godt, at vi sætter os udenfor i de 20 graders varme solskin og får serveret et robust mellemmåltid, som de sikkert også har fået i højfjelds-turismens barndom: fladbrød med skiver af fårekød og pølser, varm rømmegrøt med kanelsukker og rød saftevand og til sidst hjerte-vafler og kaffe. Grøden er kogt på et syrligt creme fraiche-lignende mælkeprodukt og smager som en blanding af fløjls- og risengrød.

Manden vil spille golf. Så han er kommet til det rigtige sted. Der findes endnu spor efter den første højfjeldsbane på fem huller, som gæsterne spillede på i 1935-1938, indtil en konflikt med de græssende husdyr satte en stopper for det.

Vi advares om, at fårene stadig ikke har forstået, at de fine græsplæner er til for spillernes skyld.

Vi hører hele tiden den karakteristiske lyd af deres klokker om halsen, men de holder sig som regel på stierne uden for de to fairways, som udgør den 18-huller store bane, fordi de er behørigt afspærret med låger og naturhegn.

Fjeld-golfen lå stille indtil begyndelsen af 1990erne,fordi ingen troede på, at det skulle være muligt at finde græssorter til greens og fairway, som kunne klare sig i knap 800 meters højde. Men efter mange forsøg på at finde frem til de rigtige frøblandinger, kunne Skei Golfklub åbne i 1995 som Nordeuropas eneste højfjelds-bane.

Den er ikke uden udfordringer, ikke mindst på grund af det kuperede terræn og lidt af en vandretur mellem de første par huller, men den har en helt fantastisk udsigt.

Det går rigtig godt for manden, så jeg efterlader ham ved 9. hul og slår et smut ned på Hotel Gausdal, stedet som grundlagde sommerturismen for over 130 år siden.

Det er blevet moderniseret mange gange siden 1876, men nogle få møbler og pyntegenstande er bevaret. I en af salonerne hænger en række sort-hvide fotografier fra 1954 af tre glade piger på ski med ens norske gensere.

Det er de danske prinsesser Margrethe, Benedikte og Anne-Marie. Særligt Margrethes øjne stråler, og man forstår hvorfor, når man læser hendes takketale i Skeikampens jubilæumsbog, da hun blev æresborger i Gausdal i 1994:

»Jeg husker, da jeg første gang kom omkring hjørnet, løjpen lå lidt anderledes dengang, den lå lidt længere oppe i lien, der hvor man kommer op over kanten og ser ind i fjeldarkaden. Der var fjeld bag fjeld, det var hvidt og det var storslået,« skriver hun. 

Og som vi ved, vender dronning Margrethe tilbage hertil hvert år midt på vinteren. Ikke længere på hotellet, men i en privat lejet hytte tæt på, hvor hun løber langrend med bl.a. dronning Sonja. Dengang boede den danske kongefamilie på Solstua, et lille anneks ved siden af hotellet og liften, som stadig findes. De fik morgenmaden bragt, men aftensmaden spiste de sammen med hotellets øvrige gæster.

En lille vandretur på ti minutter derfra ligger Skei Fjellkirke. Jeg møder Lise Smith-Erichsen, som to dage om ugen passer den lille besøgskirke med plads til 80 mennesker. Hun er pensioneret, tidligere ejer af Hotel Gausdal, og det var hendes mands bedstemor, som var vært for kongelige og kendte i efterkrigstidens vinterferier.

Kirken er kun ti år gammel og opført af en privat stiftelse med velsignelse og byggetilladelse af Norges første kvindelige biskop, Rosemarie Køhn, efter at man havde fået nej i 15 år af den forrige.

»Det skal være en kirke, hvor man kan søge hen og finde ro,« siger Lise Smith-Erichsen om det fine, rene rum, som genlyder af sagte cd-musik og hvis eneste pynt er to tændte stager – og så den farverige altertavle. Da kirken stod færdig, forærede den lokale ejendomsbesidder Valentin Sibbern familiens bibel fra 1700-tallet til kirken og spurgte samtidig sin gode veninde – Dronning Margrethe – om hun havde lyst til at male en altertavle »mod at få sin løn i himlen«? 

Som sagt, så gjort, og nu hænger det store oliemaleri i kraftige blå farver af Skeikampen med et lysende gul-orange kors midt i. Dronningen var med til kirkens indvielse, og hun kommer af og til forbi og hilser på Lise, som sælger en kort-serie på fire med monarkens malerier til støtte for kirkens drift.

Vi synes, det er på tide at prøve noget moderne terræn-kur. Vi spænder hjelmene og begiver os af sted på Hotel Skeikampens mountainbikes, udstyret med kort og turforslag. Der er noget for enhver smag og styrke.

Hele området synes at være ét stort sti-system, et rent eldorado. Man kan cykle på store og små sæter-stier, på grus- og asfalteret vej.

Vi er habile hverdags-cyklister, men nybegyndere i terræn, så det er ikke svært at vælge de to lette forslag på 4-5 kilometer og med stigninger på hhv. 95 og 185 meter, men for dem, som vil have noget mere udfordring, er der distancer på 12-23 kilometer og stigninger på op til 600 meter.

Vi knokler, skifter gear, og knokler lidt videre, opad, nedad, alt imens vi hele tiden har den imponerende Skei-tinde i baggrunden. Vi puster noget, men glæder os hver gang over den friske, krystalklare luft, vi hiver ned i lungerne. Det er til at blive helt høj af.

Vi er så heldige at have hytte-lejlighed med en lille privat sauna, som er en gave at kunne slutte en strabadserende dag af med inden sengetid. Vi synes, musklerne har fortjent lidt mere denne dag, og går ned i hotellets spa, som har både tør og fugtig sauna og tre jacuzzis, der kan blødgøre og massere, hvis man ikke vælger af komme i hænderne på Mari og få en velgørende behandling. Helt i gamle dr. Greves ånd.

»Jeg tabte mit hjerte med et plask, og jeg er nødt til at komme til Norge omtrent hvert eneste år for at finde det igen« skrev Dronning Margrethe i sin hyldest til Skeikampen.

Vi må give majestæten ret. Fjeldene drager. Også om sommeren. Vi må af sted igen. 

Rejseliv var inviteret af Norges Turistråd.

Læs også: Her er Dronningens ni yndlingsrejsemål

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar