Selverkendelse er vejen til visdom, sagde den kinesiske filosof Konfutse.
Men han hang garanteret heller ikke som jeg og stirrede hjælpeløs ind i en nærmest lodret spansk klippevæg, da han ytrede de berømte visdomsord. Det eneste, jeg frustreret kunne fremkvække, var et: »Jeg vil ned nu!«
En temmelig uelegant og hudafskrabningsfremkaldende nedstigning senere stod jeg og kiggede op på mine mere adrætte rejsefæller, der langsomt, men sikkert, arbejdede sig til tops.

Det var lige dér, på en smuk, solrig forårsdag for to uger siden på den spanske ferieø Ibiza, at selverkendelsen ramte mig lige i fjæset: Du er blevet for magelig, gamle jas. (Det vil sige, i virkeligheden tænkte jeg: Du er blevet gammel og tyk – men det ser så hårdt ud på skrift...)
Jeg var på Ibiza sammen med to danske og en finsk kollega under temaet »sportsferie«, og hidtil var det gået rigtig godt. Dagen før havde vi været ude på en vandretur sammen med værten på det lille familiehotel, hvor vi boede, og tidligere på denne dag, havde vi været ude på en flere timer lang tur på mountainbike i det flotte landskab.

Missionen var lykkedes: Turistfolkene fik vist os, at Ibiza har meget andet at byde på end fester og farvede drinks.
Humøret var derfor i top, da vi iførte os hjelm og sikkerhedsudstyr. Der lød da også adskellige kække bemærkninger fra min side, da vi ad en smal sti bevægede os ned gennem et krat til der, hvor klatringen skulle foregå.

De første meter gik det nogenlunde med at få kæmpet mig op ad den ru klippe. Under mig stod de andre, bag mig bruste havet og øverst oppe var målet. Men da jeg var nået mindre end halvvejs op, stod jeg pludselig bare dér og gloede afmægtig ind i klippevæggen. 
»Til højre – der er en god rute på højre side!« råbte klatreguiden, der stod længere nede med et fast greb om min sikkerhedsline.
Men jeg skulle ingen steder. Hverken til højre eller venstre. Der, hvor jeg stod, var der lige akkurat plads til mine fødder, hvis jeg stod med underkroppen med siden til, og jeg var ikke smidig nok til at kunne vride benene ud i de positioner, der skulle til for at komme videre.

Med fingerspidserne afsøgte jeg febrilsk sprækker i klippen, hvor jeg kunne få fat, så jeg kunne hive mig op, men jeg måtte se i øjnene, at jeg ikke havde kræfter nok til at løfte min krop.
»Jeg vil ned!«
»Hvad?«
»Jeg vil ned!«
»Ned?!«
»Ja, ned.«
Da jeg atter stod med fast grund under fødderne og betragtede min venstre hånds blodige knoer, indså jeg, at jeg må benytte det kommende forår til enten at tabe mig og komme i form – eller lære at  spille boule...

2 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar