Search Rejseliv.dk Søg
 

Oplev storbyernes farverige slum

Flere billeder


Verdens metropoler er hjemsted for slumområder, hvor millioner af mennesker lever i ekstrem fattigdom. Rejseliv.dk tog ud i Asiens største slum, Dharavi, der er kendt fra filmen "Slumdog Millionaire".


Rejseinfo

Transport: Du kan flyve til Mumbai fra 3.500 kr. Swiss, Austrian Airlines og KLM er nogle af de selskaber, der med et enkelt stop undervejs flyver på ruten. Fra Mumbai kommer du let videre til Goas strandparadis, den indiske del af Himalayabjergene eller til kulturperler som Taj Mahal og Varanasi.

Ophold: I tilfældet Mumbai er der virkelig noget om snakken, når man siger, at der findes overnatningssteder i alle katagorier. Lige fra meget billige og meget primitive til ekstremt luksuriøse. Uden at gå til yderligheder rent økonomisk er det en god idé at booke et rigtig godt hotel. Mumbai er både mentalt og fysisk en udfordrende by at besøge, så man har behov for et fredeligt »helle«, hvor man kan slappe af i rolige, rene og velfungerende omgivelser. Søg eksempelvis på hotels.com, expedia.dk eller rejseliv.dk/find/hotel

Oplevelser: Mumbai selv byder på en del attraktioner: Kolonitidens stemningsfulde bygninger, de hellige templer på Elephanta Island eller gigantiske shoppingcentre, som skyder op overalt i disse år.

Bedste tidspunkt at rejse: Mumbai besøges bedst i vinterhalvåret - så undgår du både monsun og hedebølger.


 



Sådan besøger du slummen

 


Mumbai

I Mumbai kan du tage med Reality Tours & Travel på tur til slummen. Prisen er ca. 100 kr. for en halvdagstur med en gruppe. En del af indtægterne går til et uddannelsescenter, som er blevet åbnet midt i området. realitytoursandtravel.com


Rio de Janeiro

Oplev de berygtede favelaer i den store brasilianske by. De er mest kendt for voldelige optøjer og bander, men er også gæstfrie, spraglede og fascinerende steder. favelatour.com


Cape Town

Sydafrika er kendt for sine townships, hvor millioner af sorte stadig lever i fattigdom. Undervejs vil du smage både lokale specialiteter og opleve den specielle kultur, som findes her. daytrippers.co.za


Los Angeles 

South Central i Los Angeles er et af de mest brutale og fattige steder i USA. Besøg det på en såkaldt »LA Gang Tour«, hvor du kommer helt tæt på både bandemedlemmer og andre indbyggere i bydelen. lagangtours.com


 


Af Christoffer Muusmann
Lørdag den 19. november 2011



Slumområdet er et besøg værd - for nok er livsvilkårene barske, men ukuelighed og optimisme præger også hverdagen.

Saida Manu sidder på gulvet bagerst i det lille rum. Hun er ved at lave mad på et blus. Det er drønvarmt, og det hjælper ikke ligefrem, at luften står helt stille på de få kvadratmeter. Måske er der omrking 40 grader i rummet. 

Læs også: Oscar-film som rejsemagneter 

Det virker dog ikke til, at hendes fire børn, som tumler rundt på gulvet foran hende, ænser heden. De leger og driller hinanden, og indimellem forsøger den ene at finde lidt ro til at læse lektier.

Her først på formiddagen har de lidt bedre plads, end når hele Saida Manus børneflok er samlet. Så er de syv i alt. Og både børn og forældre bor i dette ene, lille rum på godt 15 kvadratmeter.

Vi er i den tætpakkede Dharavi-slum midt i Indiens største by, Mumbai. Her bor omtrent en million mennesker på et område, der ikke er meget større end Sprogø.

Langt de fleste familier har kun et enkelt eller to små rum, og man lever uden hverken køkken eller toilet. Fattigdommen og det enorme antal mennesker på den trange plads overvælder alle ens sanser, når man træder ind i slummens dunkle gyder. Med det samme bliver man ramt af lugten fra åbne latriner og lydene fra tusindvis af hårdtarbejdende fattige. Og børnehænder rækker hele tiden ud efter dig. Ikke for at tigge, men fordi de små indbyggere gerne vil spørge om dit navn eller vise dig et billede af deres favorit cricket-stjerne.

 

Man skulle ikke tro, at Dharavi-slummen er noget for turister, men faktisk er det blevet et stort hit at besøge området. For nok er her fattigt, men du får som besøgende set en hel anden side af storbyen. En tankevækkende oplevelse, som både er noget for børn og voksne. Og efter kort tid vil du opdage, hvor meget farverig livsglæde og foretagsomhed, der også er midt i den materielle armod. 

Dharavi og lignende slumområder i den indiske storby huser flere end halvdelen af indbyggerne i Mumbai. Det er dog en del af byen, du som turist sjældent har mulighed for at opleve på egen hånd. Et nyt turistforetagende i Mumbai har derfor gjort det til deres niche at tage folk med på en udflugt til den indiske storby-virkelighed. 

Vores guide er selv tidligere beboer i Dharavi og hilser og vinker til adskillelige af de mange mennesker, vi støder på i løbet af vores halve dag i slummen.

Saida Manu og resten af den store familie har hverken plads eller penge. Det meste af hendes dag går med at lave mad, rydde op, gøre rent og sørge for de små. Og når mørket sænker sig over Mumbai, finder familien deres tæpper frem og lægger sig til at sove på gulvet. 

Med vores guide som tolk spørger vi til, hvilke ønsker hun har til fremtiden.

»Min drøm er, at mine børn får en god uddannelse. At de måske bliver forretningsmænd eller laver noget med computere.«

Hun tager tilløb og nævner så det største håb.

»Jeg håber, at en af dem bliver læge.«

Saida Manus mand er taxachauffør og tjener ikke mange rupees. Han bliver nødt til at arbejde mange timer hver eneste dag. For Saida Manu er det hårdt at være alene med de mange børn i familien. Bare det at få tid til at komme på toilettet er et stort problem – det nærmeste fællestoilet er et stykke væk.

»Heldigvis er der mange gode naboer, som kommer og hjælper. Vi har et stærkt sammenhold i Dharavi.«

Ligesom Saida Manu og hendes mand får familierne her i slummen mange børn. Noget, der er tydeligt for enhver besøgende med de mange små mennesker, man ser overalt. Børnene snor sig ind og ud af de små lejligheder, leger i de trange gyder eller hjælper til i områdets mange værksteder og sweat shops.

De mange børn er en konsekvens af, at Indiens befolkning de seneste ti år er vokset med flere end 180 millioner mennesker. Et enormt antal nye indbyggere, der svarer til den samlede befolkning i Brasilien. Den store tilvækst er hovedsageligt sket i byerne, og det har gjort kampen om pladsen endnu mere intens. Om aftenen sover de allerfattigste familier på et stykke pap på gaden, i vakkelvorne skure langs de store indfaldsveje, eller hvor de nu ellers kan finde plads i den store by. 

På den baggrund fremstår Dharavi og byens andre slumområder næsten som pæne og velorganiserede beboelseskvarterer. Her er strøm og vand et par timer om dagen, og børnene har mulighed for at gå i skole. Men man skal ikke lade sig forblænde. Kun få tør tro på, at de, der vokser op her, vil kunne bryde den sociale arv, der vejer tungt i et Indien præget af århundreders kastekultur.

 

Vi går videre på vores slumfærd. Overalt er der et væld af små værksteder, hvor både børn og voksne arbejder hårdt. Her smeltes metal, genanvendes plastic og laves tæpper og tøj. Sveden hagler af de mange mennesker, vi ser. Middagsheden er voldsom, men der knokles utrætteligt.

I en ramponeret bygning arbejder 27-årige Amid Khan koncentreret med at påføre et hvidt blomsterprint på et mørkerødt klæde. Det sker i et lille værksted sammen med tre andre. Han er ny på stedet og er godt tilfreds med det nyerhvervede arbejde. Før var han et sted, hvor forholdene var ganske anderledes:

»Det var et meget hårdt sted. Jeg skulle arbejde mange timer hver dag, og jeg var altid træt.«

Amid Khan fortæller, at han for nogle år siden flyttede væk fra den landsby, hvor han voksede op. Han og hans brødre havde ingen muligheder for at skabe sig et ordentligt liv ude på landet, og derfor har han taget chancen og er rykket ind til den gigantstore by. For selv om livet er hårdt her, så er han ikke i tvivl om, at mulighederne for at klare sig er bedre end derhjemme. 

Amid Khan er et godt eksempel på de hundredtusinder af fattige indere, der hvert år kommer til ude fra landet for at prøve at skabe sig en tålelig tilværelse i Mumbai eller en anden af de hastigt voksende indiske megabyer. Langt størstedelen ender i slummen eller på gaden. Amid Khan virker dog optimistisk og håber på, at han snart finder sig en kone. Hans plan er klar:

»Jeg elsker børn, jeg vil have en stor flok,« fortæller han smilende.   

 

Hollywood-storfilmen »Slumdog Millionaire« handler om en fattig indisk drengs opvækst i Dharavi. Og gennem vores tur rundt i området får vi udpeget steder, hvor et par af filmens scener er optaget. Men som vores guide forklarer, så er filmen bestemt ikke er noget, man er stolt af.

»Der er mange scener i filmen, som ikke passer med virkeligheden. Der er meget fattigt herude, men børn bliver altså behandlet så godt, det nu kan lade sig gøre.«

Filmen er i det hele taget ugleset i det meste af Indien. Man er ikke stolt af, at udlændinges billede af det store asiatiske land er tegnet af en film om fattigdom og børnemishandling. Alligevel har langt de fleste indere set filmen – om end det ofte sker i smug, som guiden forklarer.

Efter en dag i slummen må man give guiden ret - det er ikke nemt at genkende den aggressivitet og desperation, som kendetegner »Slumdog Millionaire« i virkelighedens Dharavi. Fattigdommen er voldsom, og fremtiden vil blive barsk for langt de fleste her, men slummen er efterhånden blevet et sted, hvor indbyggerne tør drømme og tro på et bedre liv. 

Læs også: Indien slår dig omkuld

1 kommentarer | 

Kommentarer


Skrevet af viktor, søn, 27/11/2011 - 13:58 - Indberet som upassende

Jeg ville ellers ansé det for umuligt at besøge Indien, (og visse andre lande med, for den sags skyld), og ikke opleve den værste slum på jorden. Det burde ikke være nødvendigt, at tage på en sightseeing tur på værste 'charter-vis', med det formål, eller at skrive en halv-romantisk artikel som den citerede. Den virker noget 'provinsiel'. I Indien har jeg bl.a. oplevet den værste slum, klods op af fem stjernede luxushoteller. Det er Indien, og det kan man ganske enkelt ikke undgå at opleve, når man besøger landet.


Sådan ser Hotel d'Angleterre ud efter milliardombygning

Hotel d'Angleterre genåbner 1. maj efter at have fået en omfattende renovering til omkring en halv milliard kr.

Top25: De billigste flybilletter i helligdagene

To helligdage forvandler to weekender i maj til oplagte tidspunkter for en miniferie. Rejseliv.dk tjekker priserne på flybilletter til 25 storbyer i Europa.

De græske øer hitter igen

17 mio udenlandske feriegæster vil rejse til Grækenland her i 2013, forudser de græske turistmyndigheder. De vil skabe en indtægt på cirka 80 milliarder kroner

Sidste chance for at stemme og vinde!

Vær med til at kåre Danmarks bedste strand, forlystelsespark, campingplads og havn og deltag i lodtrækningen om tre miniferier på Tivoli Hotel med indgang og turpas i Tivoli for en familie på fire. Sidste chance nu.

Guide: 5 sushi-steder i London

Den engelske hovedstad har gennem årtier været mødested for alverdens køkkener. Vi har besøgt fem gode sushi-restauranter med hver sin tilgang til den klassiske japanske spise.

Ud at rejse med de kendte

Der er efterspørgsel på rejser med guider, der er eksperter inden for deres felt og samtidig kendte fra medie- eller kulturverdenen. Her er syv rejser med kendte guider.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

Følg Rejseliv.dk her:

 

 


 
 

Her er vores bedste guides:

 

 

n/a

Guide: 24 timer i Firenze

To timers flyvetur fra København og man er klar til et væld af kunst- og kulturoplevelser. Det geniale ved byen er, at det meste er samlet i den gamle bydel inden for gåafstand. Læs mere

Guide: 5 israelske køkkener

Den gamle bydel i Jerusalem har fire områder: Det jødiske, det muslimske, det armenske og det kristne. Vi har besøgt et køkken i hvert af dem – og et internationalt. Læs mere

Her er den perfekte musik mod flyskræk

Svøb dig i beroligende toner og hold samtidig flyskrækken i ave. Psykolog har undersøgt hvilke sange og musik, der virker bedst. Læs mere


Tilmeld dig nyhedsbrevet

n/a

Find overnatning i Danmark