Slumområdet er et besøg værd - for nok er livsvilkårene barske, men ukuelighed og optimisme præger også hverdagen.

Saida Manu sidder på gulvet bagerst i det lille rum. Hun er ved at lave mad på et blus. Det er drønvarmt, og det hjælper ikke ligefrem, at luften står helt stille på de få kvadratmeter. Måske er der omrking 40 grader i rummet. 

Læs også: Oscar-film som rejsemagneter 

Det virker dog ikke til, at hendes fire børn, som tumler rundt på gulvet foran hende, ænser heden. De leger og driller hinanden, og indimellem forsøger den ene at finde lidt ro til at læse lektier.

Her først på formiddagen har de lidt bedre plads, end når hele Saida Manus børneflok er samlet. Så er de syv i alt. Og både børn og forældre bor i dette ene, lille rum på godt 15 kvadratmeter.

Vi er i den tætpakkede Dharavi-slum midt i Indiens største by, Mumbai. Her bor omtrent en million mennesker på et område, der ikke er meget større end Sprogø.

Langt de fleste familier har kun et enkelt eller to små rum, og man lever uden hverken køkken eller toilet. Fattigdommen og det enorme antal mennesker på den trange plads overvælder alle ens sanser, når man træder ind i slummens dunkle gyder. Med det samme bliver man ramt af lugten fra åbne latriner og lydene fra tusindvis af hårdtarbejdende fattige. Og børnehænder rækker hele tiden ud efter dig. Ikke for at tigge, men fordi de små indbyggere gerne vil spørge om dit navn eller vise dig et billede af deres favorit cricket-stjerne.

Man skulle ikke tro, at Dharavi-slummen er noget for turister, men faktisk er det blevet et stort hit at besøge området. For nok er her fattigt, men du får som besøgende set en hel anden side af storbyen. En tankevækkende oplevelse, som både er noget for børn og voksne. Og efter kort tid vil du opdage, hvor meget farverig livsglæde og foretagsomhed, der også er midt i den materielle armod. 

Dharavi og lignende slumområder i den indiske storby huser flere end halvdelen af indbyggerne i Mumbai. Det er dog en del af byen, du som turist sjældent har mulighed for at opleve på egen hånd. Et nyt turistforetagende i Mumbai har derfor gjort det til deres niche at tage folk med på en udflugt til den indiske storby-virkelighed. 

Vores guide er selv tidligere beboer i Dharavi og hilser og vinker til adskillelige af de mange mennesker, vi støder på i løbet af vores halve dag i slummen.

Saida Manu og resten af den store familie har hverken plads eller penge. Det meste af hendes dag går med at lave mad, rydde op, gøre rent og sørge for de små. Og når mørket sænker sig over Mumbai, finder familien deres tæpper frem og lægger sig til at sove på gulvet. 

Med vores guide som tolk spørger vi til, hvilke ønsker hun har til fremtiden.

»Min drøm er, at mine børn får en god uddannelse. At de måske bliver forretningsmænd eller laver noget med computere.«

Hun tager tilløb og nævner så det største håb.

»Jeg håber, at en af dem bliver læge.«

Saida Manus mand er taxachauffør og tjener ikke mange rupees. Han bliver nødt til at arbejde mange timer hver eneste dag. For Saida Manu er det hårdt at være alene med de mange børn i familien. Bare det at få tid til at komme på toilettet er et stort problem – det nærmeste fællestoilet er et stykke væk.

»Heldigvis er der mange gode naboer, som kommer og hjælper. Vi har et stærkt sammenhold i Dharavi.«

Ligesom Saida Manu og hendes mand får familierne her i slummen mange børn. Noget, der er tydeligt for enhver besøgende med de mange små mennesker, man ser overalt. Børnene snor sig ind og ud af de små lejligheder, leger i de trange gyder eller hjælper til i områdets mange værksteder og sweat shops.

De mange børn er en konsekvens af, at Indiens befolkning de seneste ti år er vokset med flere end 180 millioner mennesker. Et enormt antal nye indbyggere, der svarer til den samlede befolkning i Brasilien. Den store tilvækst er hovedsageligt sket i byerne, og det har gjort kampen om pladsen endnu mere intens. Om aftenen sover de allerfattigste familier på et stykke pap på gaden, i vakkelvorne skure langs de store indfaldsveje, eller hvor de nu ellers kan finde plads i den store by. 

På den baggrund fremstår Dharavi og byens andre slumområder næsten som pæne og velorganiserede beboelseskvarterer. Her er strøm og vand et par timer om dagen, og børnene har mulighed for at gå i skole. Men man skal ikke lade sig forblænde. Kun få tør tro på, at de, der vokser op her, vil kunne bryde den sociale arv, der vejer tungt i et Indien præget af århundreders kastekultur.

Vi går videre på vores slumfærd. Overalt er der et væld af små værksteder, hvor både børn og voksne arbejder hårdt. Her smeltes metal, genanvendes plastic og laves tæpper og tøj. Sveden hagler af de mange mennesker, vi ser. Middagsheden er voldsom, men der knokles utrætteligt.

I en ramponeret bygning arbejder 27-årige Amid Khan koncentreret med at påføre et hvidt blomsterprint på et mørkerødt klæde. Det sker i et lille værksted sammen med tre andre. Han er ny på stedet og er godt tilfreds med det nyerhvervede arbejde. Før var han et sted, hvor forholdene var ganske anderledes:

»Det var et meget hårdt sted. Jeg skulle arbejde mange timer hver dag, og jeg var altid træt.«

Amid Khan fortæller, at han for nogle år siden flyttede væk fra den landsby, hvor han voksede op. Han og hans brødre havde ingen muligheder for at skabe sig et ordentligt liv ude på landet, og derfor har han taget chancen og er rykket ind til den gigantstore by. For selv om livet er hårdt her, så er han ikke i tvivl om, at mulighederne for at klare sig er bedre end derhjemme. 

Amid Khan er et godt eksempel på de hundredtusinder af fattige indere, der hvert år kommer til ude fra landet for at prøve at skabe sig en tålelig tilværelse i Mumbai eller en anden af de hastigt voksende indiske megabyer. Langt størstedelen ender i slummen eller på gaden. Amid Khan virker dog optimistisk og håber på, at han snart finder sig en kone. Hans plan er klar:

»Jeg elsker børn, jeg vil have en stor flok,« fortæller han smilende.   

Hollywood-storfilmen »Slumdog Millionaire« handler om en fattig indisk drengs opvækst i Dharavi. Og gennem vores tur rundt i området får vi udpeget steder, hvor et par af filmens scener er optaget. Men som vores guide forklarer, så er filmen bestemt ikke er noget, man er stolt af.

»Der er mange scener i filmen, som ikke passer med virkeligheden. Der er meget fattigt herude, men børn bliver altså behandlet så godt, det nu kan lade sig gøre.«

Filmen er i det hele taget ugleset i det meste af Indien. Man er ikke stolt af, at udlændinges billede af det store asiatiske land er tegnet af en film om fattigdom og børnemishandling. Alligevel har langt de fleste indere set filmen – om end det ofte sker i smug, som guiden forklarer.

Efter en dag i slummen må man give guiden ret - det er ikke nemt at genkende den aggressivitet og desperation, som kendetegner »Slumdog Millionaire« i virkelighedens Dharavi. Fattigdommen er voldsom, og fremtiden vil blive barsk for langt de fleste her, men slummen er efterhånden blevet et sted, hvor indbyggerne tør drømme og tro på et bedre liv. 

Læs også: Indien slår dig omkuld

1 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar