Det værste var, at man ikke kunne lade være med at stå ud af sengen.

Det er ellers svært dagen efter nytårsaften. Dynerne var den morgen ekstra rare og lune. Og de få timers søvn i øjnene lå som en tung dyne over hele kroppen.

For kroppen var slet ikke parat til at stå på ski. Alle led og ømme muskler skreg på mere søvn og hvile. Samtidig pressede en ubehagelig kvalme på, som vidnede om, at jeg nok ikke skulle have drukket den sidste »Long Island«. Men modstræbende fik jeg slæbt det usamarbejdsvillige korpus hen til vinduet. Himlen var letmælkskarton-blå. Perfekt vejr til ski. Og pisterne synes at råbe: »Så kom dog, din dovne rad.«

Ud det måtte jeg. Uanset hvad kroppen ville.

Og en lille time efter susede jeg afsted på lækker sne under mælkekarton-himmelen. Den trætte krop glemte, at den var træt, og kvalmen var forsvundet lige så hurtigt som colaen på den første restaurant på pisten. Kun få timer inden havde jeg sammen med cirka 30 andre danskere - som jeg ikke kendte - festet i baren på Danski's dansker-hotel, Le Refuge.

Nytåret i Alpe D'Huez i Frankrig blev fejret på behørig dansk manér. Hotelpersonalet er dansk, maden er - næsten altid - dansk, gæsterne er danske og atmosfæren er dansk.

Efter en god lang dag på ski faldt den velanrettede og yderst velsmagende nytårs-fem-retters-menu på et meget tørt sted. Iklædt festtøj og nogle med skøre hatte satte vi os til bords. Allerede på det tidspunkt steg stemningen til festniveau. Og bagefter fortsatte vi i baren, hvor musik til alle aldersgrupper blev spillet.

Publikum var blandet. Unge, børnefamilier og voksne familier festede, dansede og snakkede med hinanden. Barfolkene arbejde på højtryk, og bordoprydderne forsøgte uden held at sno sig uden om en dansende flok, der fyldte hele gulvet. Og kl. 12 blev der traditionen tro skudt fyrværkeri af fra danskerhotellet.

Franskmændene selv skyder nemlig ikke fyrværkeri af kl. 12. De gør det tidligere på aftenen, hvilket gjorde at vi fik fornøjelsen af fyrværkeri to gange. Et stort fakkeloptog ned ad pisterne med 100 franske guider var også arrangeret af byen i dagens anledning. Så der var nok at se på, selvom stedet var Alpe D'Huez i Frankrig nytårsaften.

Efter at have skudt nytåret ind kl. 12 forsatte festen og dansen i baren. Nogle drog videre til byens diskoteker, hvor der bestemt heller ikke blev sparet på musikken og de våde varer. Diskotekerne var fyldt til bristepunktet med dansende turister og franskmænd i alle mulige og umulige kostumer. Først meget sent eller tidligt blev vi overmandet af Ole Lukøje og måtte krybe til køjs. Skiløb dagen efter var i hvert fald på det tidspunkt udelukket. Jeg skulle ikke op at stå på ski på rystende ben og usikker mave.

Typisk fransk standard

Men solen og sneen fik mig alligevel lokket ud af dynerne dagen efter. Og desværre havde den lokket andre end mig ud på pisterne. Der var stort set lige så mange skiløbere som alle andre dage. Og specielt i nytåret, hvor franskmændene også holder ferie, ligner pisterne myretuer og køerne ved lifterne snor sig i lange slanger. Men heldigvis forløb dagen uden skader. Og ved aftentid gjorde det godt med et varmt bad på hotellet og derefter på hovedet i seng.

Danski's hotel Le Refuge er bestemt ikke et luksusophold. Værelserne er små og typisk fransk standard, uden den store komfort. Men den hyggelige og uhøjtidelige stemning opvejer klart manglen på luksus. Træborde og stole, små lys på bordet og Tøsen (hotelchefens gravhund, red.) der trisser rundt mellem gæsterne, gør afterski-delen næsten østrigsk. Det vil sige gennemført feststemning og slå-sig-løs-humør, som er kendetegnet for østrigsk afterski. Men vel og mærke uden den platte del med østrigske schlagere og trampen på bordene i skistøvler.

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar