« Forrige | 1 | Side 2

Laks og elge

Kenai-floden, der gennemskærer Kenai-halvøen, er en 132 kilometer lang berømt flod. Berømt, fordi det er et af de steder i verden, man fanger de største eksemplarer af den største af de fem arter stillehavslaks, kongelaksen. Plus gigantiske regnbueørreder og ditto malma­ørreder.

Kenai-floden er dog også en oplevelse for ikke-fiskere. Den snor sig fra Kenai Lake i Kenai-bjergene gennem det beskyttede vildmarksområde Kenai National Wildlife Refuge og den store Skilak Lake til dens udmunding i Stillehavet. Flyder mellem træklædte bjerge og nøgne bjerge med evig sne på toppen, dens vand er lysende blåt fra smeltevand fra gletsjere, og i luften over floden flyver kongeørnene, langs bredderne bor elge og bjørne.

River rafting hedder sejlturen ned ad floden, ikke at forveksle med white water rafting, hvor man skræmt eller spændt, afhængig af temperament, venter på at blive kastet i den skummende flod. Dette er en rolig version af en flodtur i gummibåd.
Fordelen ved en sådan form for tur er fraværet af en larmende motor. Man flyder bare med strømmen. Langsomt til at starte med, ved Cooper Landing, hvor vi står på, og hvor Kenai Lake bliver til flod, er der ikke så meget strøm, så vi har god tid til at finde den bedste position at sidde i, iført som vi er i tykt regntøj, store støvler og redningsvest, der får os til at ligne og føle os som orange og gule Michelinmænd. Og som er nødvendigt, hvis vi mod forventning, men med typisk amerikansk rygdækning, skulle dratte i floden.

Ulempen ved turen er selvsamme strøm. For der, hvor den er stærk, flyder vi hurtigt, og man kan ikke bare bremse, hvis man ser noget spændende langs bredden. Som den elg med kalv, der pludselig dukker op. Alt for pludseligt. Vi sejler i to både, og mens passagerne i den ene båd har spottet elgen og dens unge, er vi andre optaget af at tage det perfekte billede af kongeørnen i trætoppen over os, og ser derfor først dyrene, da vi nærmest er drevet forbi.
Det er møgærgeligt, så vi pakker kameraet sammen og koncentrerer os om bare at se.
Også da vi glider forbi det skue, som fluefiskernes del af floden er.

Skulder ved skulder står de i mange hundrede meter langs den ene bred. I waders og varme jakker. Bag nogle af dem på bredden står små klapstole og transportable grille, andre har kun sig selv og sin fiskestang. Og de værdiger os ikke et blik.
Efter et frokoststop flyder vi ned ad den sidste del af floden inden Skilak Lake. Floden snævrer ind, da vi når Kenai-kløften, og er over godt tre kilometer blot et smalt bånd mellem stejle klippevægge og med vildere vand, hvor guiden må bruge åren heftigt og rigtigt for at sørge for, at vi ikke får brug for redningsvesten.

Ved Skilak Lake slutter flodturen. Og vi vandrer herfra til, hvor vi skal samles op og køres tilbage til Cooper Landing. Guiden går forrest, bevæbnet med riffel, skulle vi møde en aggressiv bjørn. Det gør vi ikke, vi møder kun en smuk udsigt over den nærmest uvirkeligt blå Skilak Lake.

Pris: 60 dollar
alaskarivertrips.com
 

Ørne og havoddere

For 200 år siden troede ingen, at der en dag ville komme turister til denne afsidesliggende stat bare for at opleve naturen.
I dag vælter over en million turister ind i staten hvert år. Det er mange i Alaska-sammenhæng og har en stor indflydelse på netop den helt unikke natur og dyreliv. Derfor er der i Alaska ualmindeligt mange turoperatører, som udbyder oplevelser og ture, der er benhårdt fokuseret på at passe på naturen.

Det er man også hos Center for Alaskan Coastal Studies. Centret har sin egen hytte, som ligger midt i Alaskas allerførste statspark, den 1.600 kvadratkilometer store Kachemak Bay State Park Park syd for Kenai-halvøen. Centret er egentlig et arbejdsværksted for bl.a. biologer, men man kan også checke ind som økoturist . Med overnatning i yurks – specielle telte – og uden aircon, træk-og-slip, og nogen, der laver mad til én, til gengæld midt i naturen.
Vi sejler fra Homer Spit over Kachemak Bay til Peterson Bay Field Station, som hytten hedder. Det er den eneste måde at komme hertil.

Og når man sejler ind i bugten, opdager man, at den eneste måde at komme i land på er via en tømmerflåde, som trækkes ind fra en flydende mole 100 meter ude i bugten.
Dét sindrige arrangement skyldes tidevandet. Kachemak Bay har bortset fra ét sted i Canada rekorden som det sted i verden med den mest ekstreme forskel på ebbe og flod.

Når det er højvande, står vandet op til 10 meter højere, end når det er lavvande.
At tidevandet er så voldsomt betyder ikke kun, at man skal trække sig selv i land og kravle op ad trapperne til træhytten øverst på den godt 20 meter høje klippe – i betryggende afstand fra højvandet – men også, at havet her er et himmerige af biologisk aktivitet.

Umiddelbart måske ikke det mest sexede udtryk, men faktisk viser det sig, da vi næste morgen går en tur på stranden ved lavvande, og vores guide, biologen Howard, graver i havbunden, at biologisk aktivitet er, om ikke sexet, så i hvert fald dybt fascinerende.

For mens bunden ligner mudder for en lægmand som undertegnede, finder Howard i det brune søle søstjerner i flere former og farver, end jeg anede fandtes. Frem dukker bl.a. verdens største søstjerne, »sunflower« på 1 meter i diameter og med op til 24 arme. Vildt.

Dagen efter vandrer vi en tur gennem den tykke underskov og langs de dramatisk stejle klipper til udsigtspunkter så smukke, at det ikke kan gengives på billeder.
Howard fortæller om træer, om planter, om kongeørnene, der svæver over os, om det oprindelige folk, Dena’inaerne, der boede her, længe før den hvide mand kom til Alaska.

Om aftenen, i midnatssolen, står jeg og ser udover det højvande, som nu dækker havbunden, vi gik på tidligere. I havet lige under mig svømmer der en havodder. Den ligger på ryggen, ligner en, der tager en doven flydetur, vender sig rundt og dykker elegant ned i vandet, kommer op igen og lægger sig igen til rette på ryggen.

Der er stille omkring mig. De andres tale ved bålet oppe ved hytten høres kun som en mumlen, fuglene i træerne er tavse, de ellers evigt sværmende myg er fraværende. Der høres kun en svag plasken fra havodderen, når den basker en luffe ned i vandet. Bag den er havet, længere tilbage træklædte skråninger, og helt ude i horisonten sneklædte bjerge.
Jeg kan godt forstå Eliza Ruhamah Scidmores fascination af Alaskas storhed.

Pris: 35 dollar per dag. Hertil kommer 100 dollar for leje af et telt (plads til 6), og bådtransport mellem Kachemak Bay State Park og Homer Spit til 50 dollar per person.
akcoastalstudies.org

Rejseliv var inviteret til Alaska af Myplanet

« Forrige | 1 | Side 2

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar