« Forrige | 1 | Side 2 | 3 | 4 | Næste »

De islamiske paradishaver

Marrakech er et af de eneste steder i verden, hvor den traditionelle islamiske havekunst har overlevet – og det i mere end tusind år.

Næste side: Hvad gemmer sig i de mange souker

»De er meget sanselige. Først og fremmest med lyden af rislende vand, men også duftene og frodigheden.«

Steen Estvad Petersen har tænkt sig lidt om, inden han fastslår, hvad det er ved disse haver, der har holdt hans fascination fanget så længe.

I 15 år rejste han den islamiske verden rundt for at se på haver, før han skrev bogen: »Drømmen om Paradis«. Den udkom første gang i 1971, og nu, i kølvandet på det arabiske forår, udkommer den i fjerde redigerede udgave.

Han holder foredrag om haverne, og han rejser ud og viser frem, som nu i Marrakech.

For netop i Marrakech kan man finde de eneste islamiske haver, der stadig er anlagt, som de blev for tusind år siden – som drømmen om paradis.

Der er ikke tale om prydhaver med et hav af blomster, som vi kender dem på vores breddegrader. Det er nyttehaver, som er anlagt, så de afspejler koranens budskab om paradiset med de fire floder, der strømmer med vin, vand, mælk og honning, og med livets kilde i midten. 

»Paradisets have dufter af kamfer og ingefær, og træerne tynges til jorden af frugter«. Et virkelig paradissyn i de barske og ørkenrige islamiske lande, hvor i øvrigt også kristen- og jødedommen udsprang med samme frodige paradisdrøm,« fortæller Estvad Petersen.

Derfor har en traditionel islamisk have fire gange, som også kan være fire vandingskanaler. En for hver »flod«,som mødes i havens centrum, livets kilde, der kan være et vandreservoir, -bassin eller et lille springvand alt efter havens størrelse.

De fire gange deler haven i fire bede, og alle bede er forsænkede i forhold til gangene, så man »automatisk« kan vande haven, ligesom man på den måde også holder længst muligt på det livgivende vand. Af samme årsag er bedene beplantet med dadelpalmer, som skygger for orangetræer, som igen skygger for grøntsager, krydderier og måske også lidt blomster. Det dyrebare vand skal udnyttes til sidste dråbe.

Vandet kommer via underjordiske kanaler fra Atlasbjergene et halvt hundrede kilometer længere mod syd. Imponerende konstruktioner, som desværre i dag er i en elendig stand. Nu er det mest overfladevand, der ender i »livets kilde« – det store vandreservoir midt i kongens haver, La Menara og Jardin Agdal, der ligger lige uden for Medinaen.

Og vandet er i dag ikke klart og smaragdgrønt, det er mudderbrunt, og man har sat karper ud i et forsøg på et holde det rent.

Men ellers holdes dyrknings- og vandingsmetoderne i hævd. I La Menara er der oliventræer, i den større Jardin Agdal hovedsagelig orangetræer.

Sådan var det i alle haverne, og kombinationen af palmer, træer og urter kan stadig findes i de mindre paradishaver inde i de private riad’er, de traditionelle huse med indre gårdhaver.

Næste side: Hvad gemmer sig i de mange souker

« Forrige | 1 | Side 2 | 3 | 4 | Næste »

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar