Jeg har intet andet sted været i en storby, der i den grad har modstået globalisering og modernisering, på bekostning af egen kultur. I 60-erne var Kathmandu overrendt af europæiske hippier og rygsæk turister. Sidenhen har den været nærmest glemt, bortset fra turister på vej til Himalaya for bjergbestigning eller hiking. Intet af dette forekommer at have berørt Nepal og nepaleserne det mindste. Og tak for det.

Kathmandu med sattelit byerne Patan, Bahktapur og Kitipur er i bymidterne veritable 'muséer' af gammel nepalesisk arkitektur, bortset fra, at bygningerne og templerne stadig fungerer i det daglige liv. Det er en fantastisk oplevelse, at slentre rundt i disse gader og på deres pladser, og iagttage folkelivet. Der er materielt fattigt, men fattigdommen virker ikke så massiv og påtrængende som i Indien.

Uden for Kathmandu er der i eksempelvis Dhulikhel og Nagarkot fri udsigt til Himalayas høje sneklædte bjerge, men desværre er udsigten for det meste spærret af den disede fugtige luft. Den bedste udsigt har man normalt i oktober, november og december, lige efter monsunen, men nogen garanti har man jo aldrig med vejret. Da der er sol og tørt vejr, og ikke så hedt, er det nogle gode måneder at besøge i.

Læg dertil at nepaleserne er et venligt, høfligt og imødekommende folkefærd, som gør det svært at tro, at de stiller nogle af verdens modigste og skrappeste soldater i form af gurkhaerne.

Der er turistmæssigt absolut intet Thailand eller Kanarie Øerne over Nepal, så hvis man vil opleve noget helt andet end det og unikt, er Nepal lige stedet.