Mødet med Heron Island er af den slags, der efterlader et lille aftryk på sjælen. 

Læs også: Tropiske dyk døgnet rundt 

En af den slags oplevelser, der rykker en lille smule ved noget indeni én med sin smukke natur og sit imponerende dyreliv. 

Alene turen ud til den lille ø, som er en af de sydligste på The Great Barrier Reef, det mægtige rev, der strækker sig mere end 2.000 kilometer langs Australiens østlige kyst, er en oplevelse for sig.

Fra havnebyen Gladstone sejler man 72 kilometer stik øst ud på det åbne hav indtil alt, hvad man kan se, er blåt: Der er kun himlen foroven og havet forneden. 

Efter to timers sejlads sker der dog noget med det blå billede. Et næsten overnaturligt lys svæver op over havoverfladen og skiller de to blå verdener fra hinanden.

Efterhånden som man sejler tættere på, kan man se, at de særlige farver opstår, når sollyset møder de lave sandbanker og det krystalklare vand. 

Og så ligger den der pludselig foran os. Som en lille forladt tegneserieø dukker Heron Island frem. Som en lille plet i havet med sine 300 x 800 meter. Mest af alt ligner det en sandbanke med en gruppe træer. Indrømmet, den ser dejlig ud, men kan man virkelig bo der i fem dage, og hvad hvis der kommer en bølge?

Betænkelighederne forsvinder, da vi kommer i land. Til begge sider kan vi se de hvide sandstrande og det klare blå vand, hvorfra en snorkel hist og her stikker op. Her er bestemt ikke forladt. 

I trætoppene omkring os er i hundredvis af fugle i sving med at bygge reder.

Hvert forår kommer op mod 100.000 sorte såkaldte noddyer til Heron Island for at yngle. Og som turist på øen forstår man hurtigt, at det ikke er naturen, der er her på menneskenes præmisser, men nærmere os, der får lov til at være her på naturens betingelser. 

De sorte fugle med det intense blik er da heller ikke spor underdanige. Ofte må man træde til side, når de ligger og slapper af i sandet på stierne.

De er ikke bange for os, selv om man kommer ganske tæt på. Fra terrassen på vores bungalow kan vi kigge direkte ud i rederne, hvor de ligger på æg.

En særlig detalje på Heron Island er, at øen er nøglefri. Altså ingen nøgler til værelset. For som de siger: Hvem skulle rende med dine ting? Og hvor skulle de rende hen? 

Og det kan der være noget om. Heron Island Resort er det eneste hotel på øen, og ingen dagsgæster har adgang. Alligevel er det en lidt speciel fornemmelse at efterlade pas og kreditkort bag en ulåst dør.

De manglende nøgler understreger tydeligt det faktum, at vi er isoleret på en lille ø langt væk fra civilisationen. Det samme gør de tavse streger på mobiltelefonen, der indikerer, at der ikke er dækning, og de vanvittige rater, man må betale, hvis man vil være i online forbindelse med resten af verden under sit besøg.

På den ene side er det en lidt skræmmende oplevelse for en familie, der er vant til at altid at have mindst to computere tændt, omvendt er det herligt befriende. Så behøver man ikke tænke på det, men kan koncentrere sig om at nyde at være her.

Øen rundt er der hvide sandstrande, og på grund af øens og hotellets størrelse risikerer man aldrig, at her bliver overfyldt. Det betyder også, at man altid kan finde en lille privat plet. Og man kan sagtens nøjes med med at fordrive dagene her eller ved saltvandspoolen med en god bog og en lille morfar i ny og næ. 

Men det ville næsten være synd, og heldigvis lader de fleste sig da også friste af de oplevelser, naturen så rundhåndet har sørget for. 

Formiddagens højvande inviterer til en dresscode, der ganske enkelt hedder badetøj, svømmefødder, maske og snorkel. Andet behøver man ikke. Fra stranden kan man vade direkte ud i eventyret. 

Som især for Oliver på seks er netop eventyrligt første gang, han stikker hovedet under vand. Der går under et minut, før han igen dukker op over overfladen. 

»Der ligger tre kæmpefisk derude og kigger på mig,« udbryder han med store øjne.

Det gør der. Fire meter fra strandkanten ligger tre rokker og vugger. Det viser sig hurtigt, at rokkerne ikke er noget særsyn. I løbet af de fem dage, vi er på øen, ser vi i hundredvis af dem. Men også forskellige hajer kommer vi helt tæt på, og selv om de ifølge personalet i dykkercentret er ganske ufarlige, er det alligevel en speciel oplevelse pludselig at svømme ansigt til ansigt med én. 

Anderledes afslappende tager vi mødet med de mange småfisk i alle regnbuens farver, der svømmer rundt i den underjordiske skov af koraller, som i sig selv er et fantastisk syn. 

Har man mod på de lidt større dyk, er der god mulighed for at tage en turbåd ud på det ydre rev, hvor blandt andet de kæmpestore djævlerokker boltrer sig. I det hele taget er området omkring Heron Island et paradis for dykkere.

Det er ikke for ingenting, at den verdensberømte dykker og økolog, Jacques Cousteau, har stedet på sin favorit top-ti. 

Lavvandet melder sin ankomst over middag, og midt på eftermiddagen, når vandet er på sit laveste, kan man gå på opdagelse på havbunden. 

Vandrende i vand til knæene kan man komme helt tæt på de mindre organismer, der også er en vigtig del af koralrevets fascinerende liv.

Her er små farvestrålende fisk, der suser ud og ind mellem sten og koraller, søstjerner, krabber, små blæksprutter, søanemoner og kæmpeøsters. Og man kan se det hele helt tæt på gennem det fuldstændigt krystalklare vand. 

Og så er der korallerne, som med deres mange former, størrelser og farver er et kapitel for sig. Naturguiden har fortalt os, at en koralstamme gror cirka en centimeter om året. 

Lidt hurtig hovedregning fortæller os, at nogle af klyngerne har ligger her i over hundrede år. 

Det er fristende at samle et par af de smukke muslinger op fra havbunden og tage dem med hjem som souvenirs. Men det gør man bare ikke.

Vi har fået strenge ordrer på, at alt skal blive liggende, hvor det er. Og umiddelbart forstår selv børnene, at sådan må det være. Hvis denne fantastiske natur skal bevares, så skal vi lade den være i fred. 

Vil man alligevel gerne røre, kan det varmt anbefales at tage med på en guidet tur.

Guiderne er fantastiske fortællere, og uanset hvad de samler op fra bunden, kan de en lille historie, der hver især er med til at få os til at forstå, hvor fantastisk et økosystem, dette kæmpestore koralrev er.  

Og naturoplevelserne fortsætter, for vi er heldige at besøge Heron Island i november, som er det tidspunkt på året, hvor store grønne havskildpadder møjsommeligt kæmper sig op over stranden for at lægge deres æg.

Vi sidder, i fuldmåne og timevis, og venter på, at de store dyr finder et sted, hvor de kan grave sine dybe huller. Bemærker stort set ikke, at tiden går, for det er så fascinerede at betragte padderne. Især da skildpaddehunnerne lægger æggene. For da lader de sig ikke længere forstyrre, og man kan komme helt tæt på. 

Det er også i november, korallerne begynder at gyde. Det skulle være en fantastisk oplevelse, når samtlige koraller på én gang popper sine små lyserøde champagnebobler til vejrs under havoverfladen. Men det når vi ikke at se.

Og sådan vil det altid være på Heron Island. Her kan man ikke bestille sine oplevelser på forhånd – man må vente og se, hvad naturen har til én. 

Én ting er dog sikkert. Den skuffer ikke. 

Læs også: Ti oplevelser i tropiske Australien

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar