I de mørke vintermåneder elsker jeg at sove længe søndag morgen, spise morgenmad og læse aviser i timevis, måske løbe en tur eller skure plankegulvet, hvis ånden kommer over mig. Men at nippe til at glas perlende sprød Mumm Napa klokken 11.20 med udsigt til snorlige vinmarker, bløde bjerge og blå himmel – dét er bestemt ikke hverdagskost.

Læs også: Den danske koloni i Californien

Jeg er lige steget ombord i Napa Valley Wine Train i Napa by og næppe installeret ved mit bord i den særlige Pullmann udsigtsvogn fra 1952, før Barbara, min tjener for i dag, byder velkommen.

Først med en varm, fugtig orangeblomstduftende frottéklud til at tørre hænder i, siden med tilbuddet om mousserende vin fra en Californiens førende producenter. 

Jo tak. Toget ruller snart ud fra stationen, så hvorfor ikke?

Da det rullede ind et kvarter tidligere, fik jeg lyn-flash back til min barndoms MY-lokomotiver, som jeg tilbage i slutningen af 1950erne var dybt fascineret af. 

Dét, der kommer ind her på McKinstry Street Station i Napa, viser sig at være fra omtrent samme årgang.

De ni togvogne er også absolut vintage fra 1920erne frem til 1950erne. Hver med sin specielle indretning der matcher navne som »Silverado«, »Merlot«, »Cabernet« og »Vista Dome Car« med de buede udsigtsvinduer. 

Dét er her, jeg har booket bord på turen, som skal føre mig på en tre timers gastronomisk rejse gennem den famøse Napa Valley. Fra hovedbyen Napa nordpå gennem Yountville, Oakville, Rutherford til St. Helena og tilbage igen. Ikke længere end 58 km, men toget kører i adstadigt tempo, så der er god tid til at nyde udsigten.

Mens jeg sætter mig til rette ved bordet dækket med knitrende hvid damask og nyder den stråfarvede Mumm med de delikate bobler, bevæger toget sig langsomt gennem Napas velordnede villakvarter.

Og pludselig er vi i midt vinlandet, og jeg falder omgående i staver over synet af kornblomstblå himmel og grønne, pertentligt holdte marker med Cabernet, Chardonnay, Pinot Noir og Zinfandel, der er så typiske for dalen her i det nordlige Californien.

Faktisk vågner jeg kun af min betagelse, fordi Barbara kommer for at modtage bestilling. Her tøver jeg ikke, for jeg har allerede tjekket menukortet og valgt fire frokostretter, der tilberedes i vognens eget køkken af friske, lokalproducerede råvarer:  

Grillet kammusling og reje på puré af søde bønner med orange-beurre blanc, Endiviesalat med røde og grønne æbler, gorgonzola, hasselnødder og sennepsvinaigrette, Grillet sværdfisk med citronhollandaise og Creme brulée med blåbær. 

Vinmarkerne spreder sig på begge sider af toget, som snegler sig af sted midt i den brede Napa-dal. Vingårdene, the vinery’s, ligger tæt.

Nogle af de mindre er opført i romantisk amerikansk bondegårdsstil med malede træhuse og rummelige lader, andre – som f.eks. The Robert Modavi Winery og Francis Ford Coppolas Inglenook – i (pseudo)italiensk eller -fransk vinslot-stil. Mens endnu andre er en opvisning i ypperlig avantgarde-arkitektur. 

Det gælder f.eks. det spanskejede Artesa Winery, tegnet af en kendt Barcelona-arkitekt, og det kridhvide græskinspirerede Sterling Vineyards, der ligger på toppen af en bakke og har adgang med egen kabinebane. 

Er der ikke vinmarker, er der golfbaner. Vi er i et område for de velhavende og de virkeligt velhavende. Men vi andre har lov at kigge på, smage en saftig kammusling og nyde en perfekt tempereret Sauvignon Blanc til.

Det er ikke meget mere end fire timer siden, jeg stod ved et stoppested i et tågeramt San Francisco og ventede på bussen, som skulle køre mig til Vallejo på den nordlige side af San Francisco- og San Pablo-bugterne.

Jeg er på sidste dag af en 15 dages rundrejse i det vestlige USA og har glædet mig til turen til Napa Valley. 

Som går overraskende let. Reservationen til vintogets frokostafgang omfatter også transport fra San Francisco – i bus eller med færge alt efter ugedagen. 

Ved ankomsten til Vallejo venter shuttlebussen fra California WineTours, en truck foran og limousine bagtil. Så er stilen ligesom lagt.

Og nu sidder jeg som det naturligste i verden i togets airkonditionerede glaspuppe, mens solen banker ned udenfor. Det føles næsten surrealistisk. Men på den anden side: Jeg er i staten, hvor alt tilsyneladende kan ske. 

Med den forvisning i baghovedet sætter jeg fiskekniven i den perfekt grillede sværdfisk.

Samtidig annoncerer tjeneren i højtaleren, at vi er nået til Yountville, dalens kulinariske centrum. Her ligger bl.a. Thomas Keller’s legendariske French Laundry, hvis tre stjerner i Guide Michelin har smittet af på de andre – fortrinsvis fransk inspirerede – restauranter. 

Efter hovedretten er der ophold i serveringen. Vi er nu i St. Helena, hvor toget vender. Mens der rangeres, så lokomotivet kommer ned i togets anden ende, går jeg på ekspedition.

Først gennem den franskinspirerede spisevogn »Petite«, så køkkenvognen med kig ind til et travlt restaurantkøkken èn miniature, videre gennem flere rullende restauranter og en vogn i western-stil, til jeg når mit mål: »Lounge Car Zinfandel«.

Her holder vintjeneren Claudia hof og vin­smagning bag disken af en lang bar. For 10 dollars kan man smage fire forskellige vine. Den hopper jeg på. For selvfølgelig må jeg smage en Cabernet, kongen af Napa. 

Jeg holder mig til hvidvin for resten – Sauvignon Blanc, Gewürtztraminer og en dessert­vin, Moscato d’Oro fra Robert Mondavi. 

Stemningen omkring baren er høj. Der bliver drukket og diskuteret og kommenteret. Ikke underligt, for Claudia skænker godt op i glassene.

Velvidende at jeg absolut ikke kan klare fire fulde glas oven i de to, jeg allerede har drukket, nøjes jeg med at nippe og tager dessertvinen med tilbage til spisevognen.

Først smutter jeg dog ud på udsigtsplatformen allerbagerst. Folk står tæt – for at ryge og fotografere og få en mundfuld frisk luft. Jeg falder i snak med et amerikansk par, som har kørt samme tur dagen i forvejen – i bil på landevejen, der løber parallelt med banen. På mit spørgsmål om, hvad der er bedst, lyder svaret: 

»Hvis du vil besøge de enkelte vingårde og spise på de lokale restauranter, skal du selvfølgelig køre selv. Men vil du opleve Napa Valley, nyde landskabet og drikke den vin, du har lyst til, skal du så afgjort tage toget.«

Tilbage i Napa er der en god times tid, til shuttle-limo’en afgår mod Vallejo. Lige akkurat nok til at få et indtryk af byen, der ligger langs Napa-floden.

Engang et intetsigende handelscentrum med victorianske huse og lagerbygninger ud mod floden, nu en by, der i høj grad er orienteret mod vin-turismen og det marked af velfunderede livsnydere, der har slået sig ned i dalen. 

Altså er her masser af gallerier, vinbutikker med tilbud om vinsmagning, og fødevarebutikker af en helt anden kvalitet end dem, jeg har mødt i provinsbyer af tilsvarende størrelse på den amerikanske vestkyst. 

Få minutters gang fra stationen finder jeg mig selv i Oxbow Public Market, Napas svar på Københavns nye torvehaller: Et kulinarisk mekka for bevidste, kritiske forbrugere: Kødet hos slagteren er fra lokale, økologiske dyr.

Kyllingerne har gået ude, fisken er fanget bæredygtigt, isen økologisk, chokoladen håndlavet. Den åbne, glasdækkede markedshal oser af overskud og det gode liv. Det er ikke her, den amerikanske recession er sat ind.

Videre over First Street Bridge kommer jeg til det nye Napa Riverfront Project, et storstilet nybyggeri holdt i varme terracotta-farver. Måske har arkitekten tænkt italiensk middelalderby? 

På papiret et dynamisk center med butikker, restauranter og en ny Napa River-promenade. På en søvnig søndag eftermiddag en halvdød kulisse med butikker til leje og en enkel åben restaurant. Velkommen tilbage til virkeligheden. 

Rejseliv var inviteret til Californien af Albatros Travel.

Læs også: Dansk gourmet-vinbonde i Californien

1 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar