Med en højde på 203 centimeter kender jeg det rigtig godt. Selv på korte flyvninger og i helt ædru tilstand har jeg været tæt på at lave en Ole Thestrup, altså få tvangslandet et fly, fordi jeg var millimeter fra at brøle af mine lungers fulde kraft.

Læs også: Fri os for børn på business-class

Over krampe i lægmusklerne, over pludselig jag i lårene eller bare over en almindelig gang kvælende klaustrofobi, hvor jeg i bedste Woody Allen-stil må gøre mit yderste for at visualisere, at jeg er en fritløbende hingst på en grøn bakke galopperende mod uendelige vidder.

Hidtil uopdagede yogastillinger
Jeg kunne skrive en bog om de hidtil uopdagede yogastillinger, jeg har fundet frem til, når jeg har foldet benene sammen i et forsøg på at få mine 70 centimeter lange lårbensknogler til være på de generøse 40 centimeter, et givent luftfartsselskab har stillet til rådighed. Den ville blive en bestseller. Jeg kunne skrive en toer om at udholde smerte under umenneskelige forhold, der ville få bjergbestigere og sydpolsfarere til at fremstå som flæbende fisseletter. Jeg er slet ikke tvivl.

Med de erfaringer i livets tunge håndbagage stod en godt ni timer lang flyvetur fra London Heathrow til Miami ikke øverst på ønskesedlen. Jeg ville egentlig bare gerne blive siddende et par dage i det labre loungemiljø, som British Airways har skabt over flere etager i den ny Terminal 5 i Heathrow.

Men da vi boarder vores Boeing 747-400, går det op for mig, at vi ikke alene skal flyve Business Class, men tilmed afprøve kategoriens ny Club World-sæder.
Jeg sætter mig mageligt til rette på min gangplads i et koksgråt sæde-arrangement, der på lang afstand udstråler, at det kan en hel masse. Det skuffer mig ikke.

Til gengæld er det et skår i glæden, at jeg skal døje med noget så væmmeligt som en medpassager – som en anden Jeppe i baronens seng har jeg allerede fået fine fornemmelser og naivt forestillet mig, at der ikke kommer nogen på nabosædet.
Men vinduespladsen bliver altså besat en mand, der starter med at smide skoene og stønne »Ahhh«. Han har strømper med Anders And på.

Det kan jeg tydeligt se, for man sidder ikke skulder ved skulder i flyene, men vender hver sin vej, således at man kan sidde og forholde sig til hinanden i ni timer.
Det bryder Jeppe sig heller ikke om.

Godt ti tommer store touch screen
Så er det, at sædet træder i karakter første gang.
»Touch button for privacy screen«, hedder knappen, der får en skærm til at glide for, så man kan kapsle sig inde og være helt fri for at se på strømper med en and i matrostøj. Dejligt.

Eller »lovely«, som stewardessen ville sige. Min nye veninde. Som indtrængende mener, at jeg skal have et glas champagne inden maden. Okay så. Som lidt senere hjælper mig med at sætte et par krydser i den valgfri tre-retters menu og efterfølgende roser mig for mine valg, også af vin.

Nu er det mig, der siger »Ahhh«.
Jeg hæver fodstøtten lidt på mit wonder-sæde og slår det rummelige bord op, så jeg har god plads til at skære mit møre stykke oksekød i mundrette bidder og skylle ned med Rhone.

Hjemme er jeg den principfaste familiefar, der forbyder alle i familien at se tv, mens vi spiser. Jeg synes selv, det definerer mig som en mand med værdierne i orden. Men her i 10.000 fods højde er der jo ingen, der kigger, så jeg fedter lidt med den godt ti tommer store touch screen og får mig trykket frem til den seneste film af Coen-brødrene. Og bestiller lidt mere vin inden desserten.
Om bord på andre fly bruger jeg som regel vin som smertestillende medicin, men her er det ren nydelse.

Min veninde mener, jeg skal have en pude i ryggen. Godt ord igen. Efter maden er båret ud, går der ikke længe, før hun bringer mig en dejlig vamset plaid. Og lidt inde i dvd nummer to hjælper hun mig med at lægge sædet ned og svøbe det uldne tæppe nænsomt om mine alt andet end små pusselanker. For nu er det »Nighty night«.

Hun mangler bare at give mig et moderligt kys i panden. En alvorlig mangel, jeg er så storsindet at forbigå i efterkritikken næste morgen, mens vi nærmer os Miami.
Jeg vil hellere nyde kaffen, de lune boller og morgensolen over de hvide skyer. Ikke en gang sidemandens strømper kan slå mig ud.

Tre andre business class fra Rejselivs journalister

Iberia med massage i ryggen - Judith Betak
Uhmmm. Den monotome motorstøj bliver som en kats spinden, mens jeg nyder de rullende bevægelser på hver side ned langs min flytrætte rygsøjle.

For ganske vist har jeg sovet i adskillige timer i flysædet, der på Iberias nye business class kan køres helt ned i vandret position. Men sidde gør man også – i mange timer – på vej fra Madrid over Atlanten til Sydamerika. Og da er det en luksus at have et sæde, der både har mulighed for individuel indstilling af ryggen og samtidig har en effektiv massagefunktion.

Iberia er i fuld gang med at opgradere sin business class på de oversøiske ruter, og man regner med at have indført de nye sæder, hvor man ydermere har fjernet en sæderække, så der bliver 30 cm mere plads til sædet foran, nu i alt 1,83 cm, og dermed et personligt »råderum« på i alt 2,20 meter, i løbet af 2012.

Sæderne er endvidere udstyret med satellit-telefon, labtop-forbindelse og en 10 tommers skærm, hvor passagererne kan sende og modtage sms-beskeder.

Underholdningsdelen er udbygget med video »on demand« og spil ligesom serveringen om bord er opgraderet blandt andet med vinmenu, som også gennemføres i de 69 VIP-lounger i lufthavnene, der er til rådighed for selskabets business class passagerer rundt om i verden.

Qatars prisvindende business class - Jan Hedegaard
»Hvordan kan jeg – efter dette – nogensinde vende tilbage til den slum, der kaldes economy,« tænker jeg lettere fortvivlet, da jeg indretter mig i Qatar Airways’ business class, der her kaldes Oryx Class. Det betyder mindre, om champagnen er det ene eller det andet mærke; her er den eneste virkelige efterstræbelsesværdige luksus på fly: plads. Alt andet er staffage, selv om det også tælller med, at tv-skærmen er pænt stor (10”), forfriskningerne ad libitum og betjeningen opmærksom.

På et tidspunkt fremdrager jeg diskret mit målebånd: sædet er 52 eksklusive centimeter bredt, og der er hele 55 centimeter fra forreste sædekant hen til ryggen på sædet foran.

Et batteri af internationale magasiner og aviser er til disposition, og underholdningen på tv-skærmen kunne individuelt vælges mellem 100 helt nye og klassiske film foruden en mængde nyhedsudsendelser, naturprogrammer, sit-coms etc. – blandt andet live satellit-tv.
Kabinepersonalet af indiske og filippinske stewardesser serverer en velsmagende middag – skaldyrsalat, orientalsk tilberedt kylling, is og jordbær – på en opdækning af damask, klirrende bestik, porcelæn og med vin i glas. Sædet er indstilleligt i en uendelig variation af anatomiske muligheder. Det er ikke uden grund, at de hos Qatar Airways er stolte af deres Oryx Class, der tilmed har indhøstet en del priser.

I den syvende himmel - Gitte Holtze
Plads er kodeordet på 1. salen i Virgin Atlantics fly. I stedet for ti sæder fra væg til væg er der her på Premium Economy bare fire. Og så rummelige, at selv en størrelse XXL kan sidde behageligt. Armlænene er så brede, at man skal have ualmindeligt store underarme for at have behov for at kæmpe om dem. Og arealet mellem sæderne så bredt, at knæ i ryggen er en fysisk umulighed.

Servicen her forrest i flyet er også af uovertruffen karakter. Man har dårligt spændt sikkerhedsbæltet og slået den skammel, der er installeret foran sædet for ekstra komfort, op, før stewardessen står der med champagne. I et glas, som man modsat nede på de billige rækker har utallige muligheder for at stille fra sig uden at være nervøs for at vælte det ved at trække vejret lidt for kraftigt. I den brede vindueskarm eller på det store klapbord – som i komfortens ånd kan foldes ned ved siden af sædet, når det ikke er i brug.

Sædet kan ikke slås 180 grader ned til vandret position, som tilfældet er på Virgin Atlantics ypperste luksusklasse, men langt nok ned til, at det er muligt ubesværet at finde vej til drømmeland på vejen over Atlanten.

Læs også: Sådan scorer du en hotel upgrade

2 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar