Oplev Andesbjergenes kæmpelandskaber med vilde heste og rå vulkaner fra en mountainbike. Det er vildt, sjovt og utrolig smukt – og så går det altid nedad.

Af Søren Hebsgaard
Søndag den 21. februar 2010

Side 1 | 2 | 3 | Næste »

Luften er kold oppe i 4.600 meters højde. Den river lidt i næsen, mens vi trækker vejret dybt for at vænne os til højden her i de equadorianske Andesbjerge.

Næste: Indianere og vilde heste

Over os lyser iskappen toppen kridhvidt med sarte blågrønne nuancer, der hvor gletcherens is ligger rigtig tykt på den perfekt kegleformede vulkan Cotopaxi. Mod isen og de hvide skyer, som klæber til vulkanens top, virker himlen virker næsten unaturligt dybblå.
Vi er en times kørsel syd for Equadors hovedstad Quito, og om lidt tager vi hul på to dages mountainbike-safari. Første dag angriber vi Cotopaxi-vulkanen, en af verdens højeste aktive vulkaner, og på dag to går turen fra det legendariske Quilotoa-krater og så ellers bare ad de snørklede jordveje ud gennem dalene.

Og det bedste af det hele er strategien: Det hele foregår oppefra og ned.
Der er jo ikke nogen grund til at pukle lungerne ud af luftrøret i kampen for at komme op, når nu man har det ordentlige lokum af en firehjulstrukken Toyota Landcruiser til at transportere sig. Så her kan alle virkelig være med.

Ud over chaufføren og vores guide Etiel Solorzano er vi fire gutter.
Min makker Christoffer og jeg selv har oplevet lidt af hvert på cykel, blandt andet cykelstien på Nørrebrogade i København kl. fem-minutter-i-forelæsning. Det gælder ikke de andre.

»Uh, jeg er sgu lidt spændt,« siger Victor, den ene af de canadiske fyre, som er med.
»Det er 20 år siden jeg sidst har cyklet, så jeg håber ikke at det går helt galt,« siger han og smiler lidt beklemt.
Men da vi efter sikkerhedsbriefingen (hold øjnene på vejen og lad være med at køre for stærkt.) først lader tyngdekraften gøre sit arbejde, går det helt fint – både for Victor og for os andre. For udsigten er intet mindre end fantastisk, og Nørrebrogade synes pludselig meget langt væk.

Den mørke grusvej siksakker ned ad vulkanens side. 270 graders-udsigten foran os er holdt i grønne, grå og brune farver, og på den anden side af det flade terræn står den savtakkede vulkan Rumiñahui og river i undersiden af skyerne.
»Se dernede! Der er meget længere, end man skulle tro, hva’,« siger den anden canadier, Rahim, og peger ned på sletten: En enlig rygsækvandrer i rød jakke lyser op som en lille prik i det lysegrønne hav af hårdfør bjergbevoksning, og pludselig kan vi bedømme den enorme afstand, der er over til den anden side.

Han eller hun har gået mange kilometer for at nå herind i nationalparken. Vi, til gengæld, med vores stramme tidsplan og et fly mod Danmark om to dage, kan med cyklerne og Landcruiseren nå at få bjergenes skønhed, stilhed og dyreliv med.

Næste: Indianere og vilde heste

Side 1 | 2 | 3 | Næste »

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar