Jeg har fået alt for meget tøj på.
Min svedende krop bevæger sig gennem et tørt landskab med hårdføre sukkulenter, der forsigtigt drister sig til at sætte de første grønne skud som tegn på, at de rent faktisk lever. I de tørre måneder smider planterne blade og grene, ja, alt, for at holde på den smule fugt, de har i sig. Nu er foråret på vej, og om få uger vil stierne være et blomstrende flor af mandeltræer, der tegner hvide kruseduller på de grå bjergsider.  

Læs også: Stier, du skal holde dig fra

Vi befinder os på Camino de Santiago på Gran Canaria. Caminoen er en mini-udgave af den legendariske pilgrimsrute i Nordspanien, som især de seneste ti år er blevet populær, hvilket betyder, at man risikerer at gå i kø efter andre rygsække hele vejen og skulle slås om sovepladser hver aften.

Sådan er det ikke her. Den kanariske rute er ligesom sin »storebror« anlagt til apostlen Sankt Jakobs eller på spansk Santiagos ære. Den var oprindelig et alternativ for de pilgrimme, der ikke kunne overskue at lade deres kanariske tomatmarker ligge brak i ugevis, og som helst ville vandre på egen ø. I dag er ruten et åndehul for vandrere, der trænger til Gran Canarias sol, men som ikke orker Playa Del Ingles’ dunkende diskomusik, sangria og toldfri parfume.

»Vi« er to veninder, der godt kan lide at vandre, og en spansk guide, Juan Carlos Santiago, der kender området som sin egen bukselomme, omend han ikke er opkaldt efter apostlen, der har lagt navn til ruten. Juan Carlos har gået adskillige pilgrimsvandringer tidligere og fortæller villigt anekdoter om de mystiske oplevelser, han har haft på sin pilgrimsfærd. Sidst han gik her, hvor vi går lige nu, fik han selskab af en herreløs hund, der fulgte ham hele vejen, ligegyldig hvor meget han prøvede at slippe af med den. Han endte med at adoptere den og give den navnet Peregrino, det spanske ord for pilgrim.

Man behøver ikke gå ruten af spirituelle årsager. Naturen er rigelig grund i sig selv, den vulkanske ø har en varieret natur, og Camino de Santiago går på tværs af det hele, så man både oplever det varme syd, det Grand Canyon-agtige højland midt på øen og den stille vestside af øen. Ruten er tilpas »hemmelig« til, at man rent faktisk kan vandre i stilhed og nyde naturen uden at skulle forholde sig til pilgrimstrafik og overnatningsproblemer undervejs. Man kan stort set altid finde en god seng til en rimelig pris.

Og så er der den anden og for mange væsentlige fordel ved denne rute – hvad enten man er pilgrim eller naturelsker eller begge dele – at den er kort.
Ruten strækker sig over knap 73 kilometer fordelt på tre dagsrejser. Den udgår fra Playa del Inglés i syd ind i landet til St. Bartolomé, hvor man overnatter. Næste morgen går man videre gennem bjergene til Cruz de Tejeda midt på øen, som er andet overnatningsmål. Sidste dag går til endestationen Gáldar på øens nordvestlige del.

»Lyn-caminoen«, som vi døber den, er et shortcut til frelse sammenlignet med den »rigtige« Caminos 800 kilometer, men absolut ikke på en dårlig måde. Man kan komme rigtig langt ned i gear på tre dages vandring, hvor man kun skal koncentrere sig om at sætte det ene ben foran det andet og hvor der ikke er signal på mobilen. Vi forestiller os, at det nogenlunde er sådan, at de første pilgrimme har oplevet det, at gå alene i timevis i et stille, åndeløst smukt naturlandskab.

Pilgrimsrutens midterste del fra St. Bartolomé mod Cruz de Tejeda er kendt som den hårdeste. Den går i første omgang ubørnhørligt opad mod øens højeste punkt Roque Nublo og derefter stejlt nedad mod Cruz de Tejeda.

Men etapen har også status som den smukkeste. For Gran Canaria er muligvis ikke imponerende i diameter, til gengæld byder øen på mange forskelligartede naturoplevelser på lidt plads. På denne tre dages vandring flytter vi os fra strand og 25 graders varme op, hvor klimaet er mere fugtigt, og vejret kan skifte på ti minutter. Skyerne blæses rundt langt oppe på himlen, og vinden får mig til for tiende gang i løbet af tre timer at række ud efter den ekstra trøje, Juan Carlos insisterede på, at vi tog på. Han fortæller, at vejret to dage tidligere har været helt håbløst heroppe. Tågen gjorde det umuligt at se en hånd for sig – og dermed i sagens natur at nyde udsigten.
»Vejret kan være lidt af en drillepind og superirriterende for vandrere, men det er livgivende for naturen,« siger Juan Carlos og tilføjer, at træer og planter på bjergplateauet har lært »at malke« fugten i sig, ligesom fyrretræerne her er de eneste på hele kloden, der kan overleve ekstremt høje temperaturer. Mange af fyrrestammerne er tydeligt forkullede efter en voldsom skovbrand, der ramte øen i 2007, men under den sorte bark har de det glimrende.

Langs ruten deler mandeltræerne gavmildt ud af aflange brune skaller, der lige skal have et ordentlig slag med én sten for, at man kan komme ind til frugten. Søde, sprøde og grøntsmagende mandler, der gør det svært at hælde en pose kedelige industrimandler fra Netto ned i kurven i fremtiden. Duften af timian, salvie og andre vilde krydderurter følger os hele dagen.

Frokosten spiser vi på hver vores hårde sten ved Roque Nublo, 1.950 meter over havet. Efter seks timers vandring opad smager madpakken rigtig, rigtig godt. Vi er snydeheldige med vejret og kan se flere hundrede kilometer over til naboøen Tenerife og det højeste punkt Pico de Teide (3700 m), som i det særlige skydække ser ud som om bjergtinden stikker ud af himlen.

I det hele taget kalder kløfternes mange klippeformationer på fantasien. Efter mange timers vandring ligner de alt muligt. Nogle har fået navne som »Munken« og »Frøen«. Juan Carlos udpeger andre falloslignende lavaformationer for os; de har tjent som gravpladser og hellige offersteder for det folk, som boede på øerne før spanierne.

Alt, hvad øjet kan se, er blevet til for 12-14 millioner år siden. Kanarie-øerne er vulkanske øer, og et imponerende resultat af sten og magma, en forhistorisk blanding af ild og basalt. Efter sigende er der en ny ø på vej op nedefra, den befinder sig nord for naboøen El Hierro, kun 70 meter under havoverfladen og giver sig dagligt til kende med svovldampe og spektakel i vandet.
Efter frokosten pakker vi os ind og begynder turen nedad mod Cruz de Tejeda – hvilket i vandreterminologi ikke nødvendigvis betyder, at det bliver mindre hårdt. Faktisk tværtimod, fordi man skal bruge underbenene til at stemme imod med. Juan Carlos går i forvejen, indimellem forsvinder han for os, men det gule symbol, kam-muslingeskallen (St. Jaques), er markeret som små gule symboler hele vejen, som vi kan følge. Af og til ses det også på kakler på de få hvide landsbyhusfacader, vi passerer på vejen.

Ud på eftermiddagen glider stien direkte ind i Cruz de Tejeda. Byen ligger midt på øen, og stien går bogstavelig talt ind mellem bordene på en hyggelig restaurant, hvor folk nyder frokost og en øl i solen. På torvet står det kors, pilgrimme kysser, før de begynder at lede efter noget så praktisk og ugudeligt som logi for natten. Under et platantræ venter en gammel mand med sit æsel på en pilgrimsturist eller to, som måske kan spytte lidt i kassen.
Benene er ømme og korset til St. Jakobs ære er nået. Her kan man slå sig ned for natten på Hotel Parador de Cruz de Tejeda, som må være en af de smukkest beliggende paradores i Spanien. De heldige pilgrimme ligger allerede i den smukke udendørs glasspa og kigger gennem fyrreskoven udover hele Gran Canaria. De uheldige, der ikke har bestilt på forhånd, som ellers er en god idé, når logiet er populært, må vandre videre.

Vi går derfor de sidste tre-fire kilometer fra Cruz de Tejeda ned til landsbyen Tejeda, der ikke er en del af pilgrimsruten, og som derfor rent psykologisk føles som en omvej, fordi man ved, at man skal op igen næste morgen. Men pyt, selv om stien er det sværeste, vi har gået på – en blanding af løst sand og lavastykker, så man ofte snubler – er alt glemt, da vi ser byen i kurven af et sving.
Efter 15 kilometers vandring lander vi i Tejeda, samtidig med at solen sniger sig ned ad himlen og sætter eftermiddagsblænde på den smukke hvide spanske bjergby. Vi stiler direkte mod Hotel Fonda de la Tea, som vi har fået anbefalet. Stedet drives af Fina, en tidligere journalist fra Las Palmas, og er det perfekte sted at hvile de trætte ben og få en god nat søvn. Inden sidste etape dagen efter.

Læs også: Slut med at vandre nøgen rundt i Alperne

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar