Vi vover liv og lemmer og satser på Knut, som med sin enorme maskine præparerer både de mange løjper og pister i Beitostølen.
Han kender varsler og vejrlig - inden vejret selv udtrykker det.

Læs også: Amerikansk skiby tillader hash

Når Knut siger, at det i dag vil klare op til skønt vejr, selv om den lokale officielle vejrudsigt kun lover måske opklaring, så pakker vi udstyret til lang højfjeldstur. Og vi tror også på, at når vi kommer ud i terrænet, er løjperne som lovet nyopkørte.

Rygsækken stoppes med termo med lun toddy, ekstra tøj, friske appelsiner og lidt chokolade og mandler. Trøjen kommer i brug på opturen. For vi "snyder"  og snupper Ola-ekspres stoleliften.

Efter blot fem minutter står vi oppe i cirka 1.000 meters højde under et tyndt hvidligt skydække, hvor himmel og højt landskab nærmest går i et. Efter lidt krydsen rundt i dyb sne og en slags intethed, vælger vi en blå 1'er - mest fordi løjpen fører godt væk fra Beitostølen og ud i det mere øde fjeldlandskab. Men det er lidt slidsomt at lave spor selv.

Efter et stykke tid, hvor skylaget er blevet stadig tyndere, ser vi i det fjerne en enorm maskine arbejde sig vej. Og der viser skiltet - blå 5'er - at her kan vi glide let af sted, og senere fortsætte i blå to og fire, for at slutte med grøn 1'er - cirka 25 optimistiske kilometer.

Og som forudbestilt dukker de første småstykker af blå himmel op, mens vi vinker til Knut i maskinen, og kører ud af de nu friske, nyopkørte løjper på 5'eren.

En meditativ oplevelse
Føret er perfekt, og skiene smurt korrekt efter cirka minus fem grader og et par grader yderligere, eftersom vi skal op i højderne.
Løjpen bølger blidt og fører os fra åbent terræn over i småbirkeskov. Nu har den blå himmel bredt sig, og fjeldene begynder at dukke frem i horisonten. Det sker lige, som vi i blødt glid får en "gratis" kilometer nedad til løjpeskiltet, der viser opad i det lidt fjernere fjeldmassiv.

Efterhånden lader vi de små spredte hytter bag os og kommer op i det hvide hvide sammen med ganske få "medløbere". Så få, at man ikke får forstyrret sin meditative oplevelse her hvor sølvsneen glimter og solstrålerne spiller. Varmen føles dejlig på vinterhvid hud tørstende efter gode sol D-vitaminer. 

Skiene er så fint smurte - lidt ros til os selv - at vi faktisk kan "klampe" opad en hel lille kilometer uden at skulle ud i anstrengende V-sildeben. Opad bliver udsigten bedre og bedre, tæt langs Beitostølens kendemærke 'Bitihorn' på 1.608 meter.
Men det er først i april, at turen helt ind til 'Bitihorn' og til fjeldpensionen Bygdin åbner. Fjeldmassivet får endnu en måned i fred med vejrets hærgen. Vi sætter kurs udenom og mod vest, siger kompasset.
 
Endelig går det godt nedad. Vi  skifter side og får udsigt ned over kløften, der adskiller Beitostølen fra Raudalen med dets alpine skisystem, som man kan køre til med shuttlebus, der er gratis for folk med liftkort.

Frokost i månelandskabet
Ved Raudalen kan man dog godt klare turen opad på langrendsski. Fra toppen fører en løjpe - kun kørt op i rigtigt godt vejr - en lang og fantastisk tur rundt i et umådeligt smukt hvidt kuplet "månelandskab" hele vejen tilbage til Beitostølen. Den prøvede vi for et par siden, men må i denne omgang springe den over, da vi er på de smalle "hurtigløber-ski" og ikke vores bredere fjeldski med stålkanter.

Efter yderligere et par kilometer når vi til et punkt, hvor en lille sideløjpe fører ud til områdets bedste udsigt. Et par flade sten er skrabet fri af andre frokostspisere, og med udsigt ned over Raudalen og naboskiområdet nyder vi vores niste: Gode tykke dobbeltdækker med masser af pålæg og leverpostej som bund, så humplerne ikke bliver for tørre.

Herfra suser vi nedad i højfjeld og spredt skov. Det hele nydt i forbifarten, for gliddet er bare s lækkert, at det blot hedder koncentration, bred glideplov og ren nydelse... Næsten så hurtigt, at de smalle "brædder" nærmest flaprer i spidserne - hvad de gør, når det går rigtig dejligt hurtigt.

Nu trækker skyerne sammen igen, som Knut også forudsagde i morges. Men vi rammer vores hotel lige før mørket falder på og sneen igen falder.

Afterskeeing og lune lavasten
Radisson Blu i Beitostølen har den største swimmingpool på et norsk højfjeldshotel. Vi taler olympiske mål! Og der er et lille fitnesscenter ved siden af, hvis formen ikke har fået nok ude på pister og løjper.

Efter nogle baner i poolen venter et par behagelige timer inde i spa-afdelingen med blød musik, duftende olier og en hvid badekåbe og tøfler - sammen med te og frisk frugt til at komme i afslappet mood.

Desjan Ragosh beder mig indtage briksen og starter med en ganske almindelig massage, der gør både ååhh og aahh i skiømme muskler. Derefter følger lidt ekstra sundhedsspørgsmål, som jeg døsigt svarer på, før vi kan gå over til massage med vulkanske sten - slebet til af naturen.

De første lægges på en linje ned af rygsøjlen og i hånden. De føles kortvarig meget varme, men derefter hurtigt behagelige. Nu er jeg så afslappet, at Ragosh kan tage flere af de varme desinficerede sten, forsyne dem med velduftende olie og begynde at bearbejde hele min krop.

Efter tre kvarter med varm æltning er jeg helt færdig i positiv forstand og ligger som afslutning ti minutter alene og svømmer totalt væk i en sjælden afslappet tilstand. Derefter vralter jeg forventningsfuld ind til en god middag, op til frisk linned og falder i søvn med udsigt til dalende snefnug.

1 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar