Et besøg i Ruslands vestligste provins ved Østersøen er en rejse, hvor man konstant hopper frem og tilbage i historien. I byen Kaliningrads gader møder man det moderne Rusland, side om side med det tidligere Sovjetunionen og ikke mindst det gamle, tyske Preussen.

Læs også: Rejser til Østeuropa hitter

Det første indtryk af den lille, russiske eksklave er måske ikke imponerende, som når man ankommer til Paris eller Prag. Krig og kommunisme er ikke cocktail, der giver smuk arkitektur, men byen Kaliningrad skal ikke bedømmes på sin triste sky-line. I stedet kan man lege opdagelses-rejsende, og så bliver man ikke skuffet, for den gamle fæstningsby rummer mange overraskelser.

Kaliningrad er først og fremmest en usædvanlig grøn by. Her er store og små parker midt i byen, masser af søer og ikke mindst floden Pregel, hvor man overalt møder lokale med fiskestænger.

De vil gerne i kontakt, men det sætter grænser for samtalens dybde, når man må nøjes med fagter og tegn. En ældre fisker får dog formuleret at han har været i »Fürstenwalde« i tre år, formentligt som sovjetisk soldat.
Den ældre fisker prøver lykken ved den såkaldte »Honning-bro«, som er fyldt med hængelåse. Store, små, nye, rustne, med graveringer og enkelte med helt specielt hjerte-design. Et bizart syn, men det er en skik, når man bliver gift i Kaliningrad, at anbringe en lås på en bro.

Det kyriliske alfabet
Den største udfordring i den russiske ekslave er nok det kyriliske alfabet. Den første dag i Kaliningrad fatter man absolut intet. Og det er et lotteri at bestille et måltid mad i mange restauranter, for menukort er ikke oversat til engelsk, og tjenerne fatter ikke mange ord på andet end russisk. Så medmindre man elsker overraskelser, bør man spørge efter en engelsk menu, inden man sætter sig.
Kaliningrads armada af busser yder ikke samme sproglige service. Kun lokale kan gennemskue, hvor busserne kører hen, så der er kun ét at gøre. Hop om bord, i den retning du skal, og bed til Gud om, at vejen er det rigtige. Hvis ikke, får du en oplevelse og kan bare hoppe på en bus den modsatte vej.

Men busturen er i sig selv interessant. Udover chaufføren bemandes bussen altid af en billet-sælger, som holder skarpt øje med alle, der stiger på. Prisen er 10 rubler, ca. to kroner, og udover transporten får man i hver bus adgang til at beundre chaufførens ofte omfattende udstilling af bamser, russiske flag, religiøse bedekæder og kors samt udsøgte billeder af maskuline lastbiler.
I centrum af Kaliningrad ligger den enorme kuppel-kirke og det nyåbnede Radisson hotel samt en stribe funklende indkøbs-centre med Europa-centeret som det mest prangende. Med smarte cafeer og et hav af mode-butikker ligner de indkøbs-mekkaer overalt på kloden, bortset fra af russerne insisterer på at servere cafe latte med sugerør. Men selvom unge russere myldrer ind og ud af glasdørene, så lægger de lokale indbyggere de fleste af rublerne i helt andre hænder.

For de store menneskemasser finder man på Baraholka-markedet tæt på centrum. En kæmpestor og eksotisk bazar, der bugner af fødevarer fra hele Centralasien. Og ligesom i resten af Kaliningrad føles her trygt at gå rundt. Man kan købe egnsretter fra Georgien, Moldavien, Azerbadjan eller bær og svampe fra de lokale skove. Baraholka bugner af kaviar, friske fisk, grøntsager, men der er også tøj og sko og andet i de hundredevis af boder.
Det eneste, man ikke finder på Baraholka, er rav-smykker, men de kan til gengæld købes billigt i de mange boder, som står rundt i byen.

Preussisk i 700 år
Den tyske arv er den mindst synlige del af Kaliningrad, til trods for at byen i knap 700 år var preussisk under navnet Königsberg.
Det navn forsvandt med slutningen af Anden Verdenkrig. Ligesom byens gamle slot, kirker og huse stort set blev jævnet med jorden af  britiske bombefly og sovjetiske kanoner. Der er dog stadig rester af fæstnings-byen Königsberg. De gamle skanser og en stribe byporte er restaurerede, men den lokale udgave af Brandenburg Tor i Kaliningrad er langt fra så imponerende som sin navnefætter i Berlin.

Den gamle og delvist restaurerede gotiske katedral på Kant-øen afslører langt bedre den preussiske storhedstid. Selve øen, som i dag er en stor park, er opkaldt efter byens mest berømte barn, filosoffen Immanuel Kant, som ligger begravet ved katedralen, der også indeholder et mindre Kant-museum.
De sidste dage med tyskere i Kaliningrad kan også opleves. For eksempel i bunker-museet, der overraskende har indgang i en boligbloks baggård midt i centrum. Her kan man gå rundt i den tyske hærs kommando-bunker og genopleve de sidste forbitrede dage i 1945.

På museumsfronten er Kaliningrads helt store attraktion dog Verdenshavenes Museum, kåret som Ruslands bedste museum.
Og »verdenshavene« dækker over alt fra gigantiske akvarier, rav-samlinger, hvalskeletter, ekspeditionsfartøjer og en sovjetisk ubåd, så der er noget for alle aldre.

På nogle områder er Kaliningrad som et levende museum for Sovjet-tiden.
I Rusland har man fra officiel side ikke vendt den kommunistiske fortid ryggen som i for eksempel Østeuropa. Og derfor kan man stadig slentre ned af Lenins Boulevard eller Sovjet-alleen i Kaliningrad.
Byen er iøvrigt navngivet efter Sovjetunionens første formelle statsoverhoved, Mikhail Kalinin, som skuler ud over byen i form af en statue med hammer og segl foran Sydbanegården. Ikke langt derfra står der en statue af Lenin. Dertil kommer et hav af bombastiske mindesmærker for de faldne sovjet-tropper under krigen.

At Kaliningrad stadig er en vigtig flådebase, ser man på gaderne, når marine-officerer med skræmmende store kasketter spadserer hjem fra arbejde.

Men hverken flådebasen eller den røde fortid er i dag centrale for de mange russiske tilflyttere, der kom til byen efter 1991. De er her for at få et liv, der måske er bedre end i resten af Rusland.

Det livlige centrum af Kaliningrad
At dømme efter de mange cafeer og restauranter i det livlige centrum af Kaliningrad, så er der en del, der har fået drømmene til at gå i opfyldelse. For det er ikke turister, der fylder spisestederne. Det er de unge – både dem med masser af penge og dem med knap så mange.

Et besøg på restaurant Khelm, et nyt og fremragende russisk spisested, giver et fint billede af det moderne Kaliningrad. Det er ikke skumle-mafia-typer eller groteske nyrige, der optager bordenepå Khelm. Det er unge par og grupper af almindelige russere, som i dag har fået råd til at tage en aften i byen.
Indefra restauranten kan man se ud over den store Pobedy Plads. Her er der plads til storcentrenes glasfacader ved siden af den ortodokse kuppelkirke for Kristus Frelseren, en af Ruslands største af slagsens, og illuminerede springvand ved et højt mindesmærket for de faldne sovjet-soldater.
I Kaliningrad er der aldrig langt fra nutid til fortid.

Læs også: På togtur: Berlin-Minsk

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar