Vi har lige været oppe og vende på Lassithi-sletten og se ud over det helt specielle stykke natur på Kreta, som er en del af øens spisekammer med de flade marker og hvide vindmøller.

Læs også: Kong Hans-kok på chartermad

Beliggenheden er på niveau med den i Nordeuropa, så fastlandsklimaet her i højderne gør det muligt at dyrke typiske afgrøder kendt fra vores breddegrader som salat og kartofler.

Så er det, at sulten melder sig, efter al den snak om mad. På nedturen passerer vi restaurant Niki i svinget ved landsbyen Kera. Med udendørs ovn og skorsten, hvorfra en gammel mutter hiver det ene fad efter det andet ud med langtidssimret lam, gris og kalv, der falder fra benene i bløde lunser, briam, fyldte peberfrugter og så de store kartofler, vi lige har talt om. Sådan kan græsk mad også være.

Vi er taget på kulinarisk sightseeing. Grækenlands største ø har både tre forskellige klimaer og højdeforskellene til at være selvforsynende med stort set alt. Fra tomater i syd til bananer i nord og de grove grøntsager i midten, men først og fremmest olivenolien, som fremstilles overalt. Der skønnes at være 32 millioner oliventræer på Kreta, og stort set alle på øen ejer en lund, større eller mindre, et eller flere steder på øen, selv om de fleste kretensere efterhånden bor i de større byer. Det er faktisk helt utænkeligt, at en kretenser skulle købe olivenolie til brug i hjemmet. De fleste producerer nok til eget forbrug, og de fleste har endda en lille smule til overs, som de sælger, f.eks. til turister.

Den økologiske bonde Yiannis Stilianou fremstiller 2.000 liter olivenolie om året, og vi får da også en smagsprøve af de koldpressede gyldne dråber, da vi uanmeldt kommer forbi hans lille privatejede vingård i Archanes-området syd for Heraklion og Knossos.

På disse frugtbare skråninger blev der dyrket vin helt tilbage til år 1600 f.Kr. af den minoiske civilisation, men det er kun de sidste 200 år, at hans egen familie har levet af druerne. Faktisk arbejdede han i mange år som ingeniør, inden han tog springet i 2004, uddannede sig til ønolog og overtog den lille familie-virksomhed. Han peger stolt ud over markerne her i Kounavi, hvor han har 30 stremmas, det græske mål for 3 hektar, som giver et høstudbytte nok til 20.000 flasker vin om året.

»Det var vigtigt for mig, at det skulle være økologisk, så jeg lagde produktionen om, da jeg overtog den efter min far. Jeg ville have, at det skulle være så autentisk som muligt, ligesom dengang minoerne grundlagde den kretensiske vinkultur. Derfor dyrker jeg også kun lokale sorter, kotsifali og mantilari, og det er kun mine druer, der er i flaskerne. Jeg køber ikke druer fra andre bønder og blander i min produktion. Jeg skal kunne stå inde for, at det er rent biologisk,« siger han og skænker sine to røde op til prøvesmagning, efter at vi også har nippet til den tørre hvide på en blanding af vilana og therapsathiri.

Han tager ikke noget for vinsmagningen, og der er ikke noget pres for at købe, men vi gør det alligevel til 12 euro flasken, for hans begrænsede produktion bliver primært solgt til restauranter og få specialbutikker i Chania og Heraklion.

Kreta har produceret vin i tusindvis af år, men på grund af øens tumultagtige historie med skiftende fremmed herredømme, har dyrkningen og fremstillingen ikke været lige stabil. Da øen efter få årtiers selvstændighed oven på tyrkernes 200-årige dominans blev indlemmet i den græske stat i 1913, nærede de lokale vinproducenter fornyet håb efter positiv modtagelse på fagmesser i begyndelsen af det 20.århundrede. Men så kom to verdenskrige, som gik hårdt ud over Kreta med bombninger og besættelse, og havde det ikke været for det legendariske familiesammenhold, havde vinproduktionen nok ikke overlevet.

I dag står Kreta for 20 pct. af landets samlede vinproduktion, og selv om mange hæger om at bevare særpræget med de lokale druesorter, prøver flere, store som små, at lytte til forbrugernes behov, og lader nye smagsvarianter og aromaer blande sig med de traditionelle.

Ligesom hos Yannis Stilianou har familien Lyrarakis i Peza få kilometer længere sydpå i øens mest betydningsfulde vindistrikt indrettet sig på en moderne fremtid, hvor smagsdommerne bl.a. er de mange turister, som siden 1970erne har vendt op og ned på øens udvikling og beskæftigelse.

Familien bekender sig til den nye generation af vine, som ikke er lavet eksklusivt på lokale druer, men bliver blandet med kendte klassiske sorter som syrah, merlot og cabernet sauvignon.

Vi er kørt fra i landsbyen Alagni og følger skiltene mod Lyrarakis-jordene, som er 14 hektar vinmarker og et elegant, moderne vineri med besøgskælder. Her kommer ikke noget familieoverhoved ud og tager imod, det er et anderledes større og mere strømlinet foretagende med professionelle ansatte til at skænke smagsprøver og fortælle om produktionen.

»Familien Lyrarakis har dyrket vin her siden 1966, men druerne blev solgt videre til konsum-produktion. Da vingårdene i området blev ramt af sygdom for 40 år siden, måtte familien begynde forfra og importerede bl.a. vinstokke fra USA, men det var også under arbejdet med at kultivere jorden til den nye fremtid, at den gjorde et sensationelt fund. Den fandt en vildtvoksende dafni, en sort, som alle troede var uddød for tusinder af år siden, plejede den i et årti, så den er bevaret for eftertiden, og producerer nu en tør hvidvin udelukkende på dafni-druen«, fortæller de unge kvinder bag baren og skænker et glas af den friske, strågule vin med citrussmag og et snert af urter.

Det var først i 1991, at Lyrarakis fik egen etiket på flaskerne, men det tog ikke mange år for familie-firmaet at blive anerkendt som et af Kretas førende kvalitets-producenter.

Som hælder rød, hvid og rosé på 200.000 flasker om året, og det har regnet med medaljer ned over flere af rødvinene, bl.a. Last Supper, der er lavet på kotsifali, mandilari og syrah, men selv er familien meget stolte af deres Symbolo Grand Cuvée fra 2005, der har sin jordede smag af 70 pct. cabernet sauvignon i selskab med syrah og et stænk kotsifali.

Denne dag var vi bare to personer, som droppede ind til vinsmagning. Havde vi været et større selskab, kunne vi have bestilt ostetallerken eller varm mad til, men vi skal da ikke køre sultne tilbage til hotellet – vi bliver anbefalet at køre tilbage mod Peza og finde Taverna Onissimos i Dimokratias-gaden, hvor man netop serverer den robuste græske mad, som vinene er beregnet til.

Rejseliv var inviteret af Apollo.

Læs også: Kretas største seværdighed

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar