Search Rejseliv.dk Søg
 

Juleshopping i London og Paris

Flere billeder


Køb julegaverne i både London og Paris. Det er forbløffende nemt og billigt. Og sjovt at opleve de to byer med få timers mellemrum.


Rejseinfo:

Transport: Det er både nemt og billigt at flyve til London, f.eks. med SAS, British Airways eller Easyjet.

Sidstnævnte har på hverdage en praktisk formiddagsflyvning, der giver tid til at vågne i København og til frokost i London. Easyjet flyver også til Paris, ligesom SAS og Air France ofte har gode tilbud hertil. Vær opmærksom på lufthavne. Stanstead og Orly i henholdsvis London og Paris giver irriterende mere transporttid.


Info: visitlondon.com, parisinfo.com


London 


Man kan ofte finde gode tilbud på lastminute.com, hvor hoteller sætter ledige værelser til salg til ca. halv pris, få dage før de er ledige. Man får oplysninger om hotellet og placering, men ikke hotellets navn. For en enkelt nat kan det være en ganske sjov gætteleg.



Hvis man ikke ønsker at spille hotelroulette, er her tre bud, der alle opfylder det vigtigste krav: At ligge i umiddelbar nærhed af en undergrundsstation, så det er nemt at komme til St. Pancreas, hvorfra toget til Paris afgår. 


Nær Tower: Tower Bridge Hotel ligger nær Tower og Themsen. Det er et klassisk stort hotel med lange gange og mange værelser. Barerne i området giver et antropologisk interessant indblik i den britiske finansverdens (druk)kultur. Dog ikke så mange shoppingmuligheder. Forsøg at få værelse med udsigt over Tower. Novotel London Tower, novotel.com, værelser fra 220 pund.


Covent Garden: The Strand ligger tæt ved Trafalgar Square og Covent Garden. Det er enormt, men velfungerende og hyggeligt på en lidt altmodisch facon. Forsøg at få et af de værelser, der ikke er renoveret, for ved renoveringen forsvandt badekarrene, og en af de mest fascinerende ting ved The Strand er vandhanerne, der må være forklædte brandhaner, for de kan vitterligt fylde et badekar – stort af slagsen, man kan ligge udstrakt i – på få minutter. 

Strand Palace hotel, strandpalacehotel.co.uk, værelser fra 140 pund.


La Suite hotel: Pulsen falder allerede det sekund, man træder ind lobbyen på La Suite Hotel, der som navnet antyder har en anelse større værelser, alle med både sove og siddeområde. Her er alt cremefarvet eller hvidt, gulvtæpperne er tykke og værelserne udstyret med enten dampbad eller jacuzzi. Hotellet ligger i en stille gade, men tæt på både Baker Street og Oxford Street. La Suite hotel, lasuitehotel37.com, værelser fra ca. 160 pund.


 


Paris


Træk vejret og accepter, at hotelværelser i Paris er ganske små. Både området St-Germain-des-Prés og Marais er fremragende til korte besøg, fordi de er så maleriske og parisiske, at selv en kræsen amerikaner ville overgive sig.


Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed: Hotel Hotel Place de Vosges ligger, som navnet antyder, lige ved en af Paris’ smukkeste pladser i et gammelt bevaringsværdigt hus. Det betyder to stjerner, små værelser og kringlede trapper og en elevator, der kun kører fra 1. til 4. etage. Til gengæld er værelserne nyrenoverede og stadig med en hundredeårig charme.Hotel Place de Vosges, hotelplacedesvosges.com, værelser fra 120 euro.


Næsten luksus: Fire skridt og man er midt i det allermest maleriske Marais, hvor folk faktisk går rundt med baguettes under armen. Hotellet er lille, men velholdt, og værelserne øverst opppe har – hvis man strækker sig lidt – udsigt til både Eiffeltårnet og Sacre Ceur.  Et sted, hvor man også godt gider bruge en eftermiddag i sengen med magasiner, champagne og BBC på tv’et. Hostellerie du Marais, hostelleriedumarais.com, værelser fra ca. 120 euro.


Lotte Freddies favorit: Hotel Madison ligger så yndigt, som nogen kunne drømme sig om i Saint Germain, ganske tæt på kirken af samme navn og tæt på caféen Flores. Hotellet er Berlingske Tidendes tidligere moderedaktør Lotte Freddies favorit i Paris. Eneste ulempe et, at man bruger den sidste morgen på at overveje, hvordan i alverden man kan blive boende i Paris, som herfra virker så uendelig charmerende. Hotel Madison, hotel-madison. com, værelser fra ca. 250 euro.


 

 


Af Sarah Skarum, skr@berlingske.dk
Tirsdag den 4. december 2012



 Jeg ved ikke, om De kender fornemmelsen. Af at have opdaget noget, som er ret fantastisk, men også så indlysende, at man samtidig græmmer sig en anelse over, at man ikke havde tænkt på det lidt før.

Sådan har jeg det med tunnellen under den britiske kanal. Jeg vidste da godt, at den lå der, bygget i 1994. Og jeg synes godt, jeg kan huske, at den blev åbnet, og Dronningen tog toget, og af og til læste jeg om nogen, der tog toget gennem den. Men jeg troede, det var dyrt. Og besværligt og mest noget for forretningsmænd.

Indtil jeg fik turen til London og Paris på samme weekend i fødselsdagsgave sidste år, og vi tog af sted. 

Og det er hverken dyrt, besværligt eller andet tungt. Det er bare sjovt og en fantastisk mulighed for at opleve to storbyer tæt på hinanden, så byernes særpræg virkelig træder frem. 

Tag af sted tæt på jul og oplev byerne pyntet op til højtiden, køb julegaverne til ham i London og til hende i Paris og tag en julekugle formet som Eiffeltårnet eller Big Ben med hjem. 

London

Man bestemmer jo selv, hvor man starter, vi tog til London først. Et hotel i Marylebone i et stille og meget nydeligt kvarter, hvor ambassaderne ligger tæt, er en god base til knap et døgn i den engelske hovedstad. 

Er man til juleshopping, trækker man vejret dybt og tager en tur op og ned af Oxford Street (og SÅ en pint.) Her ligger butikkerne tæt, og her er alt, fra fine stormagasiner som Selfridges, der tilbyder de dyreste mærkevarer, man kan drømme om (og i bedre udvalg end i København, selv for de mærker, der også kan købes her) til kædebutikker som Primark (gå ind på eget ansvar.

Undertegnede bliver skingrende sindssyg bare af at se på menneskestrømmen på vej ind, men for teenagere er det slaraffeland, fordi priserne starter ved 1 pund.) og Uniqlo, en japansk kæde, der især er kendt for sine uldvarer til meget rimelige priser (og kvaliteter, der imponerer til prisen). 

Find også Mujii, endnu en japansk kæde med meget pæne – og billige – ting til hjemmet. Perfekt til gaver til dem, der bare skal have »en lille ting«. 

Britiske boghandlere er altid fantastiske at ose rundt i, selv om også de bliver færre og færre, men medmindre du styrketræner, så nøjes med at kigge og køb ind på Amazon.co.uk, der matcher prismæssigt og leverer til døren i Danmark.

Når Oxford Street er overstået, er stormagasiner et godt stoppested. 

London Liberty er verdens smukkeste (indvendinger modtages ikke) stormagasin, der i en fin lille bygning har et usædvanligt udvalg. Køb deres silketørklæder, der kommer i nye mønstre hver sæson. Gå gennem julepyntsafdelingen og køb en enkelt dims til juletræet, og tag så en taxa til Harvey Nichols og tag elevatoren op til 5. sal, hvor madafdelingen holder til. 

Her ligger Yo! Sushi, som er sushi på rullebånd. Det er ikke en ny idé, men det er stadig ekstremt hyggeligt at sidde og holde øje med de gode stykker, konstatere, at den russiske kok stadig står og hundser med sine kolleger, og at kunne kigge på de andre kunder, der tæller alt fra børnefamilier til meget rige og meget restaurerede damer med Hèrmes tasker i 200.000 kroners klassen. Efter to glas vin er det pludseligt meget lettere at købe en gave eller to. 

Proviantér også i madafdelingen, der får Mad&Vin til at ligne Lidl.

Middag, en pint eller to – vi er jo i London – og så hjem på hotellet og sove. Morgenmad på sengen, før kufferten pakkes og transporteres til St. Pancreas, stationen, hvorfra toget til Paris afgår. 

Det er så nemt, at man næsten bliver forbløffet. Kom en halv time før. Scan din billet. Gå gennem sikkerhedskontrollen, der tjekker de samme ting som i lufthavne, men tillader væsker. Vis dit pas til enten den franske eller britiske toldbetjent, der sidder klar. Sådan. Ombord på toget og afsted. Turen tager to timer, og så er man midt i Paris.

Det er nærmest som at være med i en storbyudgave af Narnia. Man blinker med øjnene, smækker skabslågen i, og vupti, midt i byernes by.

Pludselig står forskellene mellem de to byer så klart. 

Paris 

Londons store massive bygninger mod Paris’ mindre og elegante. Kvindernes påklædning. Englændernes stramme jakker. Pariserindernes elegante hår (hvordan GØR de?). De mange mænd i Paris med babyer i bæreseler. De mange hundelorte i samme by. De smilende engelske servitricer, de noget mere tvære i Paris. Blomsterbutikkerne i Paris, der findes på hvert gadehjørne. Øl i pintglas. Øl i små glas med bryggerinavne trykt på. De uendeligt nuttede franske børn. De lidt mere kødfulde britiske. 

I Paris er Marais, der er både homo- og jødisk kvarter pyntet til jul. Her er lys over gaderne og grantræer til salg i alle blomsterbutikker. Spis en omgang meze hos Chez Marianne i Rue de Rosiers, mens der lægges slagplan.

Skulle man tage i La Fayette, der ikke bare er et stormagasin, men har selvstændige bygninger til både herretøj og boligting, og en uendelig smuk parfumeafdeling? 

Skulle man tage i Sephora på Champs-Élysées og købe makeup og parfumer i farver og dufte, der ikke kan fåes i Danmark? Eller i Guerlains smukke hus på samme avenue og købe en af husets hundrede år gamle dufte? 

Eller finde gaver i de små butikker i Marais, hvor man kan købe ting, der ikke kan findes andre steder? Et par briller i originalt Corbusier stel. En kjole fra Zadig og Voltaire eller en kelim i en af kvarterets mange smykkebutikker? 

Eller tage til St. Germain og gå i Deyrolle, en butik, der både sælger udstoppede babyelefanter til 150.000 (plus fragt) og gamle smukke plancher med både kroppens skelet, svampes opbygning og Frankrigs frugtdistrikter? 

Et fast punkt bør være et apotek i Paris, hvilket i øvrigt er et helt misvisende navn, for apotekerne har langt flere skønheds- og hudplejeprodukter på hylderne end medicin. Biodermas rensevand (klar rund flaske, pink låg) og en Embrylliose creme (den blå) er gamle modelklassikere, fordi den første er mild og effektiv til at rense selv mascara af og den næste giver meget fugt til huden. Men også Kloranes tørshampoo (gives dog med omtanke, kunne godt signalere ’glædelig jul, du har fedtet hår) og Avénes cremer er gode gavebud.

Bagefter fortjener man en kop kaffe på en café, gerne på en stol under en varmelampe, så man kan se på de fortravlede parisere og more sig med at gætte (de andre) turisters nationalitet.

Lad gerne aftenen slutte på La Petit Marché, hvis stegte tatar i sig selv er en rejse værd. Det er næsten umuligt ikke at synke tilfreds ned i stolen og sige: »Tænk, i går var vi i London.« 

Jeg har allerede booket hotel til næste års tur.

Læs også: Kom billigt på juleshopping i Europa

0 kommentarer | 


Mamma Mia for en by

Stockholms nyeste attraktion »ABBA The Museum« er åbnet under stor mediebevågenhed. Rejseliv var med og guider her til ABBA-oplevelser ude i byen og på museet

Her er verdens højeste skyskrabere

Hotel Radisson på Amager udvider med 10 etager og overgår dermed Danmarks nuværende højeste bygning med 16 meter. Det er stadig ingenting i forhold til verdens 10 højeste skyskrabere.

100 dollars for at få kabinekuffert med om bord

Endnu et amerikansk lavprisflyselskab vil indføre gebyr for håndbagage. Passagererne overfylder bagagehylderne.

Se Virgins rumskib lette

Om alt går efter planen kan rumfartøjet lette med de første turister næste år. Foreløbig er der 500 på venteliste til en tur ud i rummet.

Lockout giver billigere rejser

Rejseselskaberne prøver at kickstarte salget af familierejser i sommerferien efter en nedgang i salget under lærerlockouten.

Sådan ser Hotel dAngleterre ud efter milliardombygning

Hotel d'Angleterre genåbner 1. maj efter at have fået en omfattende renovering til omkring en halv milliard kr.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

Følg Rejseliv.dk her:

 

 


 
 

Her er vores bedste guides:

 

 

n/a

Sherry til dine tapas, of course

Briterne elsker sherry til jul, men nu har en kælderbar i Bristol fået dem til at drikke den lokale sherry-variant hele året ved at parre den med de spanske tapas. Læs mere

Must see-arkitektur i Hamburg

Den tyske millionby lige syd for grænsen er mest kendt for sit fantatiske havnemiljø og den livlige bydel Skt. Pauli. Men her er 10 spændende bygninger, du bør se Læs mere

Michelin-kokke: Mit hjemlands køkken

Tre Michelin-kokke tipper og giver opskrifter til hver sit hjemlands køkken. Sådan laver du ægte thai, italiensk og fransk mad så mundvandet løber. Læs mere


Tilmeld dig nyhedsbrevet

n/a

Find overnatning i Danmark