Mindst 50 byer verden over bærer navnet Guadalupe, der betyder »Ulvefloden« på halvt arabisk, halvt latin.

Læs også: Guide: 10 markeder, der vil henrykke dig

Den oprindelige Guadalupe er en lille, undseelig by i Extremadura-provinsen i det vestlige Spanien, og årsagen til at dens navn har spredt sig til så forskellige steder som Peru, USA og Filippinerne, skal findes i en bitte mørkebrun dame af træ: den hellige jomfru af Guadalupe – en af den katolske kirkes vigtigste klenodier.

Jomfruen dukkede op i en mark udenfor byen for omkring 700 år siden – præcis hvornår er uklart; nogle siger 1312, samme år den spanske kong Alfonso XI påkaldte sig hendes hjælp i et slag mod maurerne, andre siger 1320 eller 1325, andre igen 1326. Finderen kender man til gengæld. Det var den enfoldige og godhjertede – siger legenden – bonde Gil Cordero, »fårehyrden«. som bragte hende frem i sollyset fra det sted, hvor hun var gravet ned 600 år tidligere for at beskytte hende mod maurerne, der var i færd med at erobre Spanien. 

Og allerede dengang var hun en meget gammel dame. Legenden fortæller, at figuren er skåret af selveste evangelisten Lukas og først har stået i Konstantinopel, derpå i Rom og siden i Sevilla, hvorfra den blev fjernet, så den ikke faldt i muslimernes hænder. 

Jomfruen er ikke alene skytshelgeninde for Guadalupe og Extremadura, men også for hele Mexico og flere andre steder. Og selv om man ikke skulle være religiøs, så er det at besøge klostret, hvor figuren bor, og opleve dyrkelsen af hende, både overvældende og smukt. Desuden udstilles i en af salene nogle af alle de mange skatte og kostbarheder, der er tilegnet hende. 

Flere pilgrimsruter går forbi her i det nordlige Extremadura – der findes jo masser af andre ruter i Spanien end »caminoen« – og da Rejseliv.dk besøgte Guadalupe en ganske almindelig søndag i oktober, kom der alt fra nydelige ældre mennesker i middelalder-dragter, over rockende teenagepiger til Guardia Civil-betjente på motorcykel.

Der er mange andre tilgange til Extremadura end lige den kirkelige. For eksempel byder naturreservatet Montfragüe på store oplevelser for de vandre- og naturglade – især de fugleinteresserede.

Montfragüe ligger knap to timer i bil fra Guadalupe. Først kører man ret langt gennem dehesa – provinsens særlige kendetegn – der er et savanneagtigt landskab med egetræer, figner, kastanjer og vildfarne oliven på en endeløs grøn græseng. Her er også masser af både vildt og tæmmet liv som grise, geder, får, okser, traner, vildsvin og kronhjorte. Så følger reservatet. 

Montfragüe virker endeløs, og der går allemandsret i én ved synet, men her sætter spanierne grænsen: Ingen bål (det er tørkeområde), ingen spontan lejrslagning og ikke noget fiskeri. 

Der er mange gode vandreruter, og her er så vældigt, at man hele tiden kan nyde ensomheden. Bare et par timers vandring her – men brug gerne en hel dag – er nok til både at se gribbene, ørnene, få et glimt af odderne, se spor af los, og næsten få solstik på vandringen op til en borgruin eller ned til en hellig eneboers klippehule. 

Og finde den lille stribe huse af en landsby, hvor man kan læske sig og spise vildt og godt...

Følger man landevejen EX-118 mod Navalmoral de la Mata, møder man en søvnig lilleby, Castaña de Ibor, som dog ligger i spændende omgivelser. Herfra er der vandreture gennem et mose- og klippelandskab fuld af floder og bække til en kastanjelund, hvor man kan omfavne 700 år gamle kastanjetræer. Gør det om foråret og stå i grønt græs og orkideer til anklerne. 

I selve Castaña de Ibor kan man besøge et museum, som blev bygget, da en nyfundet lokal hule viste sig ikke at kunne tage mod flere gæster uden at miste sine egen helt enestående geologiske særkender. Afvis de lokale tilbud om et illegalt besøg, og se i stedet filmen om vidunderet på museet.

Er det historie, man søger, så er Extremadura også leveringsdygtig. Der er altid en gammel borg på et bjerg i det fjerne. 

Et koncentrat af alting finder man i Merida, provinsens hovedstad. De gamle iberere, romerne, visigoterne og maurerne har sat deres aftryk her med hele det katolske Spanien ovenpå. Romerne vinder prisen med deres meget lange bro over floden Guadiana. Det må være Europas næstbedste bro (efter Karlsbroen i Prag) at promenere på. Man føler, man kan ses fra månen, udsigten er vidunderlig, og i vandet guffer karper løs af de flydende grønne øer.  

Der findes jo også »ganens pilgrimme«, og for dem er Extremadura et fortrinligt bekendtskab. I dette »udkantsspanien« – provinsen er næsten lige så stor som Danmark, men med kun en femtedel så mange indbyggere – produceres nationens bud på verdensmesterskabet i lækkerier: saltet, lufttørret, langtidsmodnet skinke af den særlige iberiske gris. Skinken spises med hånden i pengeseddeltynde skiver, men gemmer sig også som små tern i morcilla – varm blodpølse (jo, prøv den!) – og i adskillige sammenkogte retter og bouilloner. 

Vinen er generelt også fortrinlig, og noget helt særligt er licor de bellota, der er en likør lavet af den samme slags agern, som gør grisene så velsmagende. Den kunne man mageligt tage til Zafra, helt nede i den sydlige del af Extremadura, og prøve. For her holdes hvert år i oktober verdens måske ældste dyrskue, hvor grisene spiller en hovedrolle. 

Men ellers er forslaget: Besøg klostret i Guadalupe, og sæt jer bagefter på plazaen, mens mørket falder på, og halvmånen brænder igennem. Spis eventuelt en portion snegle til forret og bagefter en lammestuvning eller gedekid-koteletter. Det er himmelsk.

Læs også: 3 spanske oplevelser i Barcelona

1 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar