Skyerne hvirvler omkring mig som regnvåde vattotter i kamp mod tyngdekraften. Fugten trænger gennem mit tøj, mens vinden forsøger at køle min krop ned under frysepunktet.

Læs også: Træningsferie med en turbo-triatlet

Men i dag mellem sønderblæste buske og skarpe klipper vinder naturen ikke over mennesket. Ikke med toppen af Pico de Jandía inden for rækkevide.

Min kæreste og jeg vil tæt på naturen, så derfor kæmper vi os denne tirsdag op ad Fuerteventuras højeste punkt, Pico de Jandía, der hæver sig 807 meter over havets overflade.  

Fuerteventura er den østligste af De Kanariske Øer, men trods slægtskabet med de andre øer skiller den sig ud. Landskabet er barskt og præget af vind og vejr, men indbyder alligevel til vandreture af varierende sværhedsgrader.

Øen opstod i et vulkanudbrud for 20 millioner år siden. Terrænet et kuperet – sagt med jysk underdrivelse – og på mange af bjergskråningerne kan vi se, hvordan lavaen er størknet. Nogle steder på øen ligner landskabet ligefrem en stor blød, græsgrøn dyne.  
Det tager ifølge turistbureauet to en halv time at vandre fra badebyen Morro Jable på det sydlige Fuerteventura til Pico de Jandía, og allerede efter et par hundrede meters gåtur op ad en spansk version af den allestedsnærværende Djævlebakke ligger vejen til toppen foran os. Bogstavelig talt. Den slynger og slanger sig henover nogle mindre knolde for til sidst at ende for foden af vores mål, hvor den forsvinder ind i skydækket.

Månelandskabet
Nu har jeg endnu ikke været rumturist, men jeg forestiller mig, at udsigten foran mig minder om et månelandskab. Her er ingen træer, kun en masse løse sten og forrevne buske, der krampagtigt holder fast på jorden. De mange får og geder, der kigger nysgerrigt på os, inden de stikker deres små haler mellem benene, bryder forestillingen om, at vi er i rummet. Brudte illusioner til trods, så er gederne faktisk en af grundene til, at landskabet er bart. 

Da spanierne indtog Fuerteventura, skulle de bruge tømmer.  Og hvad gør man så? Man fælder alle træer på øen.
Hver gang et træ efterfølgende forsøgte at spire frem, smovsede hr. og fru Ged i de friske skud og forhindrede nye træer i at spire frem. I dag bidrager gederne positivt til Fuerteventuras økonomi gennem yderst velsmagende gedeost. 

Barskt landskab
Højre, venstre, højre, venstre, højre… vinden er så hård, at den ofte skubber mig ud af kurs. Men med et par smarte (læs: aparte) dansetrin formår jeg at holde mig på grusvejen, der bare fortsætter, fortsætter, fortsætter…

Jeg glæder mig over mine solide støvler med vibramsålen. Hvis jeg havde haft et par almindelige sko på, ville jeg flere gange have presset mine ankler til det yderste. I mine støvler har jeg ingen problemer. De er som to kampvogne, der bare maser der ud af.  Heldigvis, for som guiden på turistinformationen oplyste os om inden afgang:

»Der er ingen kiosker på ruten. Hvis I kommer til skade, skal I gå tilbage, og det kan være en lang tur.«
Fuerteventura er et sandt vandremekka, da her er ture i alle sværhedsgrader. Det tiltaler mig, at der, fra jeg åbner min dør, til jeg er ude i forholdsvis vild natur, maksimalt går fem minutter.

Hvis jeg lejer en bil, jamen, så er alle muligheder åbne. Jeg kan køre nordpå til ørkenområdet Dunas de Corralejo, hvor sandet kommer flyvende fra Sahara, eller tage pilgrimsturen fra Antigua til Betancuria for at opleve den frodige del af Fuerteventura.
Bogen »Fuerteventura – car tours and walks« af Noel Rochford guider til 17 forskellige ture. Forfatteren kalder turen til Pico de Jandía for en hård tur, som alle bør prøve. Jeg kan kun erklære mig enig.

Endelig på toppen
Efter godt to timers vandring når vi endelig målet: Toppen af Pico de Jandía. Michael Bundesen synger »Nu har jeg nået toppen, mor« på Shu-bi-dua-klassikeren »Står på en alpetop« fra 1974. Udsigten er, som den hjælpsomme århusianske turistguide sagde, svær at få øje på, dertil er skydækket for tæt.

Men da min kæreste og jeg kigger ud i skyerne, hvor vi svagt kan ane Fuerteventuras vestkyst 807 meter lodret under os, dukker en hurtig omskrivning af Shu-bi-duas perle op i mit hoved: »Står på Fuerte-top, jeg har ømme tæer. Nu er jeg endelig kommet helt herop… og det var alt besværet værd«.

Læs også: Familieferie på toppen af Alperne

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar