Search Rejseliv.dk Søg
 

Livigno

4
Gennemsnit: 4 (1 vote)
Din bedømmelse: Ingen

Tips til Livigno

Der er ingen tips til Livigno endnu, så du kan være den første til at skrive et tip.

Du skal være logget ind for at tilføje tips. Log ind eller opret en profil

Der er ingen tips til Livigno, derfor viser vi tips til Italien.

Capri & Maiori

Skrevet af Cecilie2100 den 16/03/13
Vi boede i den lille kystby Maiori. Her fra kan man se Amalfi, Sorrento og øen Capri. Capri er fantastisk smuk, og øen er opdelt i en oprindelig som ser ud som den gjorde, før "jetsettere" opdagede øen. For den anden del af øen er luksusboliger, luksus restauranter og butikker som Chanel og Louis Vuitton side om side. Prøv den lækre citrus drik på øen, nyd udsigten og den velholdte natur.

Fantastiske kager i Rom

Skrevet af Cecilie2100 den 16/03/13
Prøv den hyggelige cafe og restaurant (opdelt) Angelinas i Rom. Personalet var venligt, priserne var fair og kvaliteten i top.

http://www.ristoranteangelina.com/

Lago d'Iseo - Afslapning ved søen

Skrevet af MortenFOe den 28/02/13
Mens mennesker strømmer til Garda søen bliver den knap så kendte Iseo sø stort set forbigået af de store mængder turister. Det er ikke helt fair, men åbner til gengæld for nye muligheder.

Lago d'Iseo er en lille perle af en sø. Man kan bo helt ned til søen, på byen Iseos to campingpladser, hvilket klart kan anbefales. De er børnevenlige og har i højsæsonen flere familiearrangementer.

Selve søen er imponerende smuk og det er et afstressende syn at stå op til udsigten hver morgen.

Byen Iseo er en lille hyggelig by med små butikker og flere skønne cafeer ud til søen.

Jeg vil til en hver tid anbefale Iseo til folk, der vil lidt væk fra de helt store turistfælder.

På rejse gennem antikkens Rom

Skrevet af bellaroma den 05/02/13
Da den sibiriske kulde blæste gennem de københavnske gader begyndte jeg at planlægge min sommerferie i den evige stad. For mig er wellness ikke forbundet med spa-bade eller massage, men wellness er for mig et besøg i Rom, hvor der er en rig kultur, fabelagtig madkultur og lunt klima, og jeg vil til enhver tid anbefale andre at droppe spa-bade og massage for i stedet at rejse til Rom, hvor alle sanserne vil blive stimuleret.
På trods af, at jeg efterhånden har besøgt Rom mange gange bliver jeg aldrig træt af den evige stad - der er altid en ny udgravning jeg gerne vil se, en stærk espresso, der skal drikkes i solen eller en kirsebær-is, der skal spises mens jeg sidder på den spanske trappe og ser det fornøjede folkeliv passere forbi.

Efter måneders venten blev det endelig tid til at tage afsted, og rejsen til Rom kunne begynde.

Ankomst til Rom
Ved 21-tiden om aftenen lander et fly i Fiumicino-lufthavnen udenfor Rom. Jeg er lidt træt, men glad fordi jeg igen er landet i den evige stad, hvor jeg den næste uge skal nyde arkitekturen, madkulturen og det lune vejr i den by, jeg efterhånden kender lige så godt som min egen bukselomme.

Udenfor prajer jeg en taxa, der i hæsblæsende fart kører mig til Hotel Tritone, der ligger midt i byen - i gåafstand fra mange af de store seværdigheder i Rom. De 30 kilometer fra lufthavnen til hotellet bliver tilbagelagt på små 25 minutter, hvilket får mig til at smile fordi jeg bliver mindet om, at fartgrænserne i Rom er vejledende.

På hotellet får jeg et pænt værelse på 2. sal, og efter at have pakket ud går jeg en tur ned til Trevi-fontænen, der ligger 50 meter fra hotellet.

I en af de små butikker ved fontænen køber jeg en flaske vand og en sandwich og sætter mit på et trappetrin foran Roms vel nok mest berømte springvand.

Himlen er mørkeblå, det er varmt selvom det er sen aften, den lille plads foran fontænen er fyldt med mennesker fra hele verden, og lyset i Trevifontænen oplyser den lille plads. Hele stemningen ved springvandet er eventyrlig, og jeg fyldes med en dyb glæde over, at være landet i den evige stad.

Pantheon - templet for alle guder
Midt i Roms historiske centrum ligger den idylliske plads Piazza della Rotonda, og pladsen domineres af Pantheon, der er et af de ældste og bedst bevarede bygningsværker i Rom.

Pantheon er et antikt tempel, der blev bygget af kejser Hadrian i år 120 e.kr; og det arkitektoniske mesterværk er et tempel for alle guder.

Udover at være et tempel for alle guder er bygningen også en gravkirke, hvor den berømte maler Rafael er begravet.

Pantheons eneste lyskilde er et hul i den enorme kuppel, der dominerer hele bygningsværket.


Pantheon-kuplen
Kuplen har en diameter på 43 meter og er stadig verdens største kuppel. Mangen en arkitekt er gennem tiderne blevet inspireret af Pantheon, og kigger man efter kan man selv på vores nordlige breddegrader finde bygningsværker, hvor arkitekten er blevet inspireret af arkitekturen i Pantheon.

Et eksempel herpå er herregården Skärfva, der ligger uden for Karlskrona i Sverige. Når man kommer indenfor på Skärfva kan man tydeligt se, at arkitekten bag Skärfva har fundet sin inspiration til loftet efter at have besøgt Pantheon.

Pantheon er ikke mindre end imponerende, og den arkitektur- og historieinteresserede rejsende vil få meget ud af et besøg i Pantheon.

Det er gratis at besøge Pantheon, og der er derfor ingen undskyldninger for ikke at besøge bygningen når man er i Rom.

Roms bedste espresso
Mange caféer i Rom påstår, at netop de brygger byens bedste espresso, men sandheden er snarere, at mange af byens espressoer minder om hinanden.

To minutters gang fra Pantheon findes der dog en mindre café, der med rette kan siges, at have byens bedste kaffe.

Caféen hedder Tazza d´Oro og ligger på gaden Via degli Orfani, der er en af de smalle gader, der fører til Piazza della Rotonda.

Efter at have besøgt Pantheon bør man ikke snyde sig selv for, at drikke en espresso eller caffe latte på denne café. Kaffen bør naturligvis være ledsaget af den obligatoriske cornetti, der er en croissant med enten cremefyld eller marmelade.

Kaffen på Tazza d´Oro er den bedste, stærkeste og mest velsmagende kaffe jeg nogensinde har fået i Rom - og det siger ikke så lidt.

Efter en kop kulsort espresso er man parat til at tage ud på nye eventyr i den evige stad.

Colosseum
Midt på gaden Via dei Fori Imperiali finder man Colosseum, der er Roms største vartegn.

Det enorme amfi-teater kunne huse op til 50.000 tilskuere, og Colosseum blev bl.a. brugt til gladiatorkampe.

I dag er kun den nordlige halvdel intakt, men på trods af dette er det en stor oplevelse at besøge amfi-teatret, og man må ikke snyde sig selv for, at betale de 12 euro det koster at se Colosseum indefra.

Man bør afsætte en hel dag til at besøge Colosseum, dels fordi der altid er lang kø ved indgangen, men også fordi man får et uovertruffent indblik i, hvordan livet blev levet i oldtidens Rom.

Gladiator-kampe i Colosseum
Gulvet i Colosseum findes ikke mere, men man har til gengæld frit udsyn til de underjordiske gange, hvor man i tidernes morgen førte tigre og andre vilde dyr op til arenaen. En arena, hvor utallige mennesker mistede livet mens den hujende menneskemængde i amfi-teatret overværede det socialpolitiske teater.

Konstantins Bue
Når man besøger Colosseum og kigger ud mod gaden vil blikket uundgåeligt falde på Konstantins Bue.

Konstantins Bue blev opført i år 315 e.kr. og er - som navnet antyder - en triumfbue til ære for kejser Konstantin og dennes sejr over kejser Maxentius.

Konstantins Bue er et smukt arkitektonisk værk, som man bør bruge tid på at studere - både på afstand, men man bør også studere buens udsmykning tæt på.

Trajans Forum
Den bedste dag, at besøge Colosseum på er om søndagen, for denne dag er gaden Via dei Fori Imperiali, der fører til Colosseum, spærret for al trafik. Man kan derfor slentre i ro og mag ned ad gaden mens man tager sig tid til at se på Forum Romanums ruiner, der ligger på den ene side af vejen og Trajans Forum og Trajansøjlen, der ligger på den anden side af gaden.

Intet andet sted i Rom finder man så meget historie samlet på så lille et område, og man bør derfor ikke snyde sig selv for en gåtur ned af Via dei Fori Imperiali mens man kigger på oldtidens ruiner og samtidig dufter til de enorme blomsterbuske, der er plantet i store krukker i vejsiden.

Trajansøjlen
Ved den ene ende af gaden Via dei Fori Imperiali finder man Trajansøjlen, der er en ca. 40 meter høj søjle, der består af ca. 40 runde marmorblokke.

Søjlen blev opført af det romerske senat, der ønskede at hædre kejser Trajan efter sejrene i de dakiske krige. Det er intet mindre end imponerende at studere udsmykningen på Trajansøjlen, og det kan betale sig, at bruge lidt tid på, at studere det arbejde, der er lagt i at udsmykke søjlen.

Fædrelandets Alter - Altare della Patria
Ved siden af Trajansøjlen ligger Fædrelandets Alter, der er et enormt monument af marmor, som ligger på pladsen Piazza Venezia. Jeg har altid syntes, at monumentet er lidt uhyggeligt – dels fordi bygningsværket er så stort, men også fordi jeg altid forbinder Piazza Venezia med det sted, for Mussolini holdt sine taler.

På trods af bygningsværkets voldsomme størrelse bør man ikke snyde sig selv for, at gå op af de mange trapper, for der er en fantastisk udsigt fra toppen af bygningen – man kan bl.a. se Peterskirkens kuppel fra toppen samt få et smukt udsyn over Forum Romanums ruiner, og alene på grund af udsigten fra toppen bør man besøge Fædrelandets alter.

Piazza del Popolo
Hvis man fra Fædrelandets Alter går ned af vejen Via del Corso vil man efter 1½ kilometer have nået enden af vejen, der ender på pladsen Piazza del Popolo, der frem til 1826 blev brugt til noget så makabert som henrettelser. På mange måder er pladsen et arkitektonisk mesterværk, som man kan bruge lang tid på at studere.

Til gengæld er det ikke på denne plads man bør nyde sin mad og drikke, for priserne på pladsens restauranter og caféer hører absolut til i de højere luftlag, og man er derfor bedre tjent med at spise sin frokost eller aftensmad i nogle af sidegaderne, hvor der er et bedre forhold mellem pris og kvalitet.

På Piazza del Popolo bør man til gengæld bruge tiden på at studere arkitekturen. Pladsen domineres nemlig af de to tvillingekirker Santa Maria in Montesanto og Santa Maria dei Miracoli, der begge besidder store arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter.

På trods af, at kirkerne ser identiske ud er der alligevel forskelle, Santa Maria in Montesanto har f.eks. en grundplan som en ellipse, og det har Santa Maria dei Miracoli ikke. Udover de to tvillingekirker domineres Piazza del Popolo også af en 24 meter høj og 235 tons tung obelisk, der midt på den store plads knejser mod himlen.

Den Spanske Trappe
Man må naturligvis ikke forlade Rom uden at have besøgt den spanske trappe.

Den gigantiske trappekonstruktion midt i Roms historiske centrum er et must for enhver rejsende.

Den spanske trappe blev færdigbygget i 1725, og ingen havde forestillet sig, at trappen flere hundrede år efter opførslen ville blive brugt af solhungrende mennesker hele sommeren igennem.

Noget af det skønneste man kan bruge tiden på er, at sidde en solrig formiddag på den spanske trappe mens man spiser en is med kokos og kirsebær. Her kan man se svedende turister, der nyder det gode vejr, velklædte kvinder, der er på vej mod Via Condotti for at købe ind i de dyre mærkevarebutikker, og man ikke mindst bruge tiden på at tænke over, hvor man skal nyde aftenens pasta og rødvin.

Vil man derimod bruge tiden aktivt kan man gå de 138 trin til toppen af den spanske trappe, hvor man kan besøge kirken Trinitá dei Monti, der knejser majestætisk over pladsen. Kirken er lille og smuk, og fra toppen af den spanske trappe er der en forrygende udsigt over store dele af Rom.


Trevifontænen
En anden klassisk seværdighed i Rom er Trevifontænen. Her skal man ganske enkelt have været.

Trevifontænen er måske ikke det helt store arkitektoniske vidunder, men til gengæld er der en helt speciel stemning på den lille plads, hvor fontænen ligger.

På hver side af Trevifontænen ligger der små butikker, hvor man kan købe pizza, sandwich, is, kage og kaffe, og man bør bestemt tage sig tiden til at købe lidt at spise og derefter sætte sig med sin medbragte mad ved Trevifontænen mens man nyder synet af vandet, fontænen og de mange mennesker, der på alle tider af døgnet sidder på trappetrinene ved springvandet.

Inden man forlader Trevifontænen skal man naturligvis huske at kaste en mønt i fontænen, for man skulle efter sigende være sikret et gensyn med Rom ved at kaste en mønt i vandet.

Det er de færreste turister, der tør lade være - og jeg har selv kastet en mønt i fontænen ved hvert af mine besøg i Rom.

Piazza Navona
Før eller siden ender den rejsende på Piazza Navona, der er en enorm, aflang plads i Roms historiske centrum – ikke langt fra Pantheon. Pladsens øst-side domineres af barokke paladser og en meget smuk kirke, og resten af pladsen domineres af grønne, frodige tagterrasser og smukke beboelsesejendomme.

På selve pladsen kan man studere 3 smukke fontæner, hvoraf især ”Flodernes fontæne” er smuk, men også fontænen i pladsens modsatte ende, Fontana del Moro, er smuk med sit vandbasin og kunstfærdige figurer.

Selvom prisniveauet er højt på Piazza Navona bør man sætte sig på restaurant Tre Scalini og nyde en af de isanretninger, som stedet er så berømt for. Mens man spiser sin is kan man nyde solen og folkelivet, der passerer forbi. På vejen videre ud i byen bør man gå en tur rundt på pladsen, hvor kunstmalere udstiller og sælger deres værker.

Ingen må snyde sig selv for et besøg på Piazza Navona.

Peterskirken
Peterskirken er et af de steder, der kan imponere selv den mest garvede rejsende. Selv ateister kan ikke undgå, at blive imponeret af denne kirke, der er en af de smukkeste kirker jeg har besøgt på mine mange rejser.

Peterskirken, der blev opført i perioden 1506-1626, er verdens største kirke og centrum for den romersk-katolske kirke. Kirken er berømt for sine mange uvurderlige kunstskatte, bl.a. Michelangelos statue Pietá, som man ikke små snyde sig selv for at se. Udover turister er der mange nonner, der besøger kirken for at bede foran de utallige gravsteder for paver, der findes inde i kirken.

Hvis man er i god form kan man, når man har besøgt kirken, gå de 330 trin op af en lang, smal trappe for at komme op i Peterskirkens kuppel. Herfra er der en fantastisk udsigt over Peterspladsen og det meste af Rom.

Peterskirken er et af de steder jeg altid besøger når jeg er i Rom – og det på trods af, at jeg er ateist. Kirken er utroligt smuk, og selvom jeg efterhånden har besøgt Peterskirken mange gange bliver jeg stadig imponeret af arkitekturen og de utallige kunstskatte. Jeg vil ikke tøve med, at anbefale andre rejsende, at besøge Peterskirken hvis man er i Rom.

Vatikanmuseet
Efter at have beundret Peterskirken er det oplagt, at besøge Vatikanmuseet, der er et enormt museum, der ligger ved siden af Peterskirken.

Det koster 15 euro at besøge Vatikanmuseet, og det er utroligt billigt når man tænker på hvor mange kunstskatte man får adgang til at beundre i museets lange haller. Hvis man besøger Vatikanmuseet for første gang bør man naturligvis besøge Det Sixtinske Kapel, der er pavens huskapel i Vatikanet. Det Sixtinske Kapel er et tøndehvælet rum, der blev opført i perioden 1473-1481, og rummet er udsmykket med smukke freskoer, hvor man især bør hæfte sig ved Michelangelos loftsfresko, der viser skabelsen og de første menneskers liv.

Det kan være svært at vælge hvilke kunstskatte man ellers skal se når man besøger Vatikanmuseet, men jeg vil bestemt anbefale, at man udover Det Sixtinske Kapel besøger biblioteket, der har en overvældende samling af uerstattelige bøger. Derudover ville det være ærgerligt hvis man forlader museet uden at have gået gennem museets lange hal med malede kort over verden.

Når man besøger Vatikanmuseet må man ikke snyde sig selv for at beundre den smukke vindeltrappe, der er ved indgangen. Vindeltrappen er udført med en flot udsmykning, som jeg brugte lang tid på at nærstudere.

Når man går rundt i Vatikanmuseets lange gange bør man heller ikke snyde sig selv for at kigge ud gennem vinduerne for at se på Vatikanets have, ligesom man kan få nogle ganske flotte udsyn til Peterskirkens kuppel når man kigger ud af vinduerne.

Et besøg i Vatikanmuseet kan absolut anbefales på det varmeste, og museet er også et sted, der sagtens kan tåle at blive besøgt adskillige gange.


Engelsborg
For enden af Via della Conciliazione, der fører til Vatikanet finder man en anden af Roms helt store seværdigheder, nemlig Engelsborg, der er et mausoleum, som ligger ud til Tiber-floden. I mausoleet ligger så forskellige kejsere som Hadrian og Caracalla begravet, og Engelsborg har været brugt både som mausoleum og fængsel.

I dag er Engelsborg indrettet til museum, og der er bl.a. en våbensamling, som man kan beundre. Det er en imponerende oplevelse at besøge Engelsborg, men man bør afsætte en hel dag til at besøge stedet fordi stedet er voldsomt stort. Jeg vil ikke sige, at det er et must at besøge Engelsborg, men det vil dog være spændende for enhver at besøge stedet.

Slentretur i bydelen Trastevere
Når man er i Rom kan man godt have brug for at koble af fra seværdighederne og al den historie man finder i den evige stad. Har man brug for at koble af er det en god ide at bruge en dag på at besøge bydelen Trastevere, der ligger på Tiber-flodens vestbred.

Trastevere er en bydel, der huser mange kunstnere og intellektuelle, og det er også en bydel, der især er kendt for sine små og snævre gader med krakelerede husfacader samt usædvanligt gode spisesteder, der endnu ikke er for overrendt af turister.

Kirken Santa Maria in Trastevere
Når man besøger Trastevere for første gang vil jeg anbefale, at man besøger kirken Santa Maria in Trastevere, der ligger på den lille, harmoniske plads Piazza Santa Maria in Trastevere. Santa Maria in Trastevere er en af Roms ældste og mest populære kirker, og kirken er usædvanligt smuk og velbevaret – og af den grund bør man besøge kirken.

Når man besøger Santa Maria in Trastevere vil øjnene automatisk fæstne sig ved facadens mosaikker, der er fra 1200-tallet, men når man kommer ind i kirken er det især det smukke kassetteloft og det velbevarede mosaikgulv man lægger mærke til.

Frokost på Piazza di Santa Maria in Trastevere
På pladsen ved Santa Maria in Trastevere ligger der mange små og indbydende restauranter, hvor man til særdeles rimelige priser får serveret utrolig lækker mad. Når man besøger Trastevere fornemmer man, at beboerne i denne bydel er ualmindeligt stolte af madkulturen, og man bør ikke være overrasket hvis tjeneren, der serverer maden, bruger tid på at fortælle hvordan maden er tilberedt og hvor grøntsagerne på tallerkenen er dyrket.

Trastevere er en bydel, hvor jeg sagtens kunne forestille mig selv bo – forudsat at jeg en dag skulle flytte til Rom permanent.

Den venlige atmosfære, den gode mad og det, at bydelen ikke er overrendt af turister er noget jeg sætter pris på, og jeg vil anbefale andre, at besøge Trastevere når man er i Rom.

Sommerdage ved Tiber-floden
En anden måde at koble af fra hverdagen i Rom er ved, at gå en tur langs Tiber-floden, der snor sig som en slange gennem den evige stad. Man ser byen fra en anden vinkel når man går langs Tiber-floden, og da der blæser en lun vind langs Tiber-floden kan det være dejligt at gå en tur langs floden om sommeren, hvor der kan være meget varmt i byen.

Langs Tiber-flodens bredder ligger der små udendørs caféer, hvor man kan sætte sig og få en kop kaffe eller lidt koldt at drikke – og det er rigtig dejligt, at der er mulighed for, at få en lille pause hos en af de lokale kaffe-pushere. Når man har holdt en pause ved en af de små caféer ved Tiber-floden er man parat til at tage ud på nye eventyr i Rom.

Uden mad og drikke duer helten ikke....
Selvom Rom er en fabelagtig spændende by skal man jo også have noget at spise, og når man besøger den evige stad er man heldig, fordi det er en fuldstændig uovertruffen oplevelse at stifte bekendtskab med den romerske og italienske madkultur.

Ingen andre steder i verden kokkereres der så lækker mad som i Italien, og det er mere en almindeligt svært at finde et sted, hvor man spiser dårligt.

Mens jeg var i Rom spiste jeg så forskellige ting som hjemmelavet pasta, salat, is, solidt brød bagt i stenovn, ost, fisk, saltimbocca, frisk frugt og grøntsagssuppe. Alt maden var lavet fra bunden og lavet af friske råvarer – ingen halvfabrikata – kun det bedste er godt nok.

Når man kommer hjem fra en rejse i Rom føler man, at der ikke er noget ordentlig mad i Danmark, og man kan kun sidde tilbage under vores hjemlige himmelstrøg og længes efter de råvarer man laver mad af i Rom.

Mange rejser til Rom for at se de store seværdigheder, men det er lige så vigtigt at stifte bekendtskab med madkulturen i det land man besøger. Jeg har fundet megen inspiration i det italienske køkken, og hjemme i køkkenet i Danmark kan man altid forsøge at genskabe nogle af de retter, som man fik serveret i Rom. Det italienske køkken er – som nævnt – uovertruffent, og man snyder sig selv hvis man er kræsen og kun vil leve af rugbrød mens man er på ferie.

Largo di Torre Argentina
Hvorend man bevæger sig i Rom støder man på udgravninger og gamle ruiner.

En af disse udgravninger er Largo di Torre Argentina, der ligger midt i byen. Largo di Torre Argentina domineres af flere tårne, og første gang man ser Largo di Torre Argentina forundres man over, hvad der har været på denne udgravningsplads i oldtidens Rom.

Så vidt jeg kunne læse mig frem til har der ligget en række templer på pladsen, og det er disse templer, der er restaureret og udgravet på det temmelig store område ved Largo Argentina.

Largo di Torre Argentina er også et udgravningsområde, der af en eller anden grund er tilholdssted for vilde katte, så når man går rundt ved udgravningerne skal man ikke være overrasket over at se katte, der sover på græsset eller slikker sol på de ældgamle sten, der er gravet frem.

Da der er begrænset adgang til Largo di Torre Argentina var det ikke et sted jeg opholdt mig særlig længe, men det var ikke desto mindre interessant at se på de udgravninger, der er foretaget på stedet.


Campo di Fiori
Midt i det historiske centrum ligger det vel nok smukkeste frugt- og grønt-marked i Rom, nemlig Campo di Fiori.

For den mad-glade rejsende er det næsten et must at have besøgt markedet, for her kan man få alt hvad hjertet og smagsløgene måtte ønske sig: frisk frugt, pasta, olivenolie, pesto, frisk fisk og andre gode sager, der får mundvandet til at løbe.

På trods af, at jeg kun købte nogle meget flotte kirsebær da jeg besøgte Campo di Fiori var det en god oplevelse at se romerne i deres rette element på markedet.

Romerske husmødre, der fyldte deres indkøbsnet med gode varer mens de forhandlede med sælgerne om prisen og svedende turister der besøgte markedet for at sondere terrænet - jeg kan kun sige, at det var en positiv oplevelse af besøge Campo di Fiori, og det vil være en oplevelse for alle at besøge markedet, hvor man kan opleve det ægte romerske hverdagsliv uden alt for mange dikkedarer.

Hjemrejse
Efter halvanden uge i Rom var det desværre tid til at rejse hjem til København, der også denne sommer var præget af regn og køligt vejr.

Dog var jeg fyldt op med gode oplevelser og ny energi, så det føltes ikke som noget stort tab, at vende tilbage til arbejde igen.

Rom var en fantastisk by at besøge p.g.a. det lune vejr, den spændende arkitektur, de gode museer, den rige madkultur og den hjælpsomme lokalbefolkning.

Det er bestemt ikke sidste gang jeg har besøgt den evige stad, og jeg kan kun anbefale andre at booke en rejse til Rom – byen er dejlig på alle tider af året, og jeg er sikker på, at I vil nyde byen lige så meget som jeg har gjort på mine utallige besøg.

Ingen spa-bade og wellness-ture i vandland – en ægte wellness-tur er en tur til Rom!

God tur til den evige stad!


Italiens Marche-region er for dem, der vil opleve uspoleret italiensk kultur m.m.

Skrevet af Jørn den 13/11/12
Engang var området det rigeste fyrstedømme i Italien. I dag er det – (meget uretfærdigt?) – en overset, men spændende egn med vild natur, bjerge, strande og renæssancebyer i verdensklasse.
Jeg har et sted læst, at regionen kaldes ”Toscanas ukendte lillebror”.

Området strækker sig fra Toscana og republikken San Marino mod nord, Umbria mod vest, Abruzzo mod syd og Adriaterhavet mod øst. Regionens hovedstad er Ancona.

Området er præget af utallige idylliske middelalderbyer

Regionens landskab er frodigt og bølgende og står ikke tilbage for Toscana. Og bevæger man sig ind i landet, så vil man blive begejstret over hvor smukke, uberørte og barske Appeninerbjergene er. Her kan man møde vildsvin, gamle borge, klostre og ikke mindst utallige middelalderbyer – næsten alle med høje bymure omkring.

Endnu har ikke mange turister fundet hertil og det medvirker sikkert til, at der kan være rimelig langt mellem restauranterne – i modsætning til f.eks. Toscana. Til gengæld, så er det italienerne, der spiser her, og det betyder høje krav til maden og et rimeligt prisniveau. Marche-områdets køkken er kendt for kanin, pølser, kastanjer, trøfler og gode pastaretter. I den lille middelalderby Frontino er trøffeljagt med hund gennem skovene en populær og indbringende folkesport.

Ikke blot madkulturen er vigtig i regionen – også vinkulturen er meget veludviklet i regionen. Personligt har jeg smagt og nydt pragtfulde vine fra Morro d´Alba og fra Cónero områderne. Fra begge områder fås nogle særdeles gode og kraftige vine.

Udover at nyde en tur gennem Appeninerbjergene og betragte den vilde natur eller glæde sig over middelalderstemningen i de mange middelalderbyer, så har jeg lyst til at nævne nogle få konkrete
”turistmål”, som er interessante.:

• Frasassi grotterne – ligger tæt på Fabriano.Drypstenshulerne blev først opdaget i 1971. D.v.s. de kun har været udsat for få års slid og lys-
påvirkning er nogle af europas mest spetakulære
huler.(Den største af hulerne er så stor, at den kan
rumme Milano´s domkirke!)

• Loreto – fra byen, som ligger i ca. 130m´s højde
er der en fantastisk udsigt over Appenninerne og Adriaterhavet. Byen rummer en af de flotteste
Basilica, som jeg personligt har set. I forbindelse med
Basilicaen er der en meget smuk plads.

• Byen Urbino – havde sin storhedstid i 1.400 tallet.
Byen ligger på en bakketop i knap 500m´s højde.
Byen rummer et flot palads – og byens gamle centrum
Er særdeles velbevaret. (Urbino er optaget på UNESCO´s
verdensarvsliste.
Førnævnte eksempler på ”turistmål” er sikkert fornuftige at have med. MEN – det er ligeså vigtigt, som turist i området – blot at ”slendre rundt – og selv gå på opdagelse”!

Der er rigeligt at tage sig til, som turist i Marche-regionen. Men samtidig så er der ikke uoverskueligt langt til hverken Rom, Venedig, Toscana eller badebyerne ved Adriaterhavet.

I juli – august gennemføres en stor og meget populær operafestival i arenaen i byen Macerata.
Her isenesættes bl.a. Aida, Tosca og Cosi Fan Tutte.

Marche-regionen er et pragtfuldt og spændende område at gå på opdagelse i og/eller slappe af i!!

Wikipedia om Livigno

Livigno er den eneste italienske kommune som ligger nord for Alpernes hovedvandskel. Kommunen ligger i provinsen Sondrio som er en del af Lombardiet, som ligger mod sydøst, men er på de resterende sider omgivet af den schweiziske kanton Graubünden. Den eneste direkte forbindelse til Italien (i retning Bormio) sker over Foscagnopasset, som var vinterlukket frem til 1950'erne. Andre forbindelser til omverdenen er Livignopasset (som også er vinterlukket) til Valposchiavo og Munt La Schera-tunnelen til Engadin. Læs mere på Wikipedia

Videoer fra Livigno

Har du en video du vil dele?

Tilføj video


Der er endnu ikke tilføjet nogen videoer

Info om Livigno:

Indbyggertal

5.000
indbyggere

Valuta

100 EUR = 745 kr.

C,F,L
230 V

08:27
GMT +1

Forvalg
+39

301.000 km²
(landet)


Spørgsmål om Livigno

Stil et spørgsmål om Livigno til andre brugere på rejseliv.dk

Stil et spørgsmål



Der er endnu ikke oprettet nogen spørgsmål til dette rejsemål.


Annonce

 

Følg Rejseliv.dk her:

 

 

 
 

Sydtysklands Gardasøen

Bodensee byder på store luftskibe, snørklede middelalderbyer og kulturel forskellighed. Og bare rolig – pizza, hvidvin og gebrokkent engelsk, skal man heller ikke til Italien for at få. Læs mere

Harry Potter for en dag

De hemmelige studier i London har åbnet dørene for alle verdens Potter-fans. Det er en sjov, men dyr fornøjelse. Læs mere

Hvilke nationaliteter er mest sexede?

Sydamerika står stærkt, når det handler om sexede kvinder. Men hvor man ifølge de amerikanske kvinder finder mændene, kan nok overraske en dansk kvinde. Læs mere


 

 

n/a
n/a

Rejseliv.dk forsiden har mere at byde på...