Hvad får fornuftige voksne mennesker til at mase sig ned i en våddragt, for dernæst at lade sig fire flere meter ned i strømmende vandfald mellem skarpe klipper? 

Læs også: Det må du ikke i Italien

Canyoning hedder det og er en opfindelse for folk, der føler sig mere levende af nærdødsoplevelser.

Nede i et sort vandhul i klippen står vores guide med tov og karabinhager i brusende vandmasser til knæene og genner deltagerne på plads.

Den lille senede italiener fra det plateau skal hejse hver eneste af os fire-fem meter ned til næste flade klippestykke, og derfra videre frem på samme facon.

Man skal bare »relax and enjoy« og ikke tænke på, at man frit svævende i selen mellem de to plateauer kan dingle ind i klippevæggen. 

Vi er i nationalparken Dolomiti Friulani lige uden for landsbyen Claut i det nordøstlige hjørne af Italien. Her er lysebrune bjergvægge til alle sider, lyden af flodens brusen, højt til himlen. Og mennesketomt. 

Nationalparken ligger i regionen Friuli Venezia Giulia, som for italienerne er en slags Lolland.

De fleste kender ikke regionen, og den ellers så stolte nationalfølelse rækker for mange italienere ikke helt herud i den billige, udtrådte ende af støvleskaftet, der grænser op til Slovenien.

Det står klart, når man møder folk fra mere privilegerede og berømte egne, som f.eks. businessmanden, der blærer sig med sine rødder i Toscanas præmieby Montepulciano. 

Langt væk fra Milanos darioer 
Set med italienske øjne måske en tur på bøhlandet – men det er lige præcis det, der er charmen ved at sætte sig i bilen og køre den modsatte vej af alle de andre. Ikke mindst hele bjergområdet nord for Pordenone og Udine er så langt væk fra Milanos smartness og darioer med cashmere-sweateren bundet skødesløst om hoften, som man kan komme.

På disse kanter har rigtige mænd læderhud i ansigtet, mandsmod og vandrestøvler på. Milanobarernes kværnen af stemmer og cappucinomaskiner er erstattet af flodernes brusen og den fjerne klang af kobjælder. 

Landsbyen Barcis ligger ved foden af nationalparken Dolomiti Friulani og er et glimrende udgangspunkt for ture i området.

Hotel Celis balancerer postkort-smukt på kanten af den glinsende Barcis-sø, værelserne er mere enkle end billedskønne, restauranten har pedal-toilet.

Man får dog, hvad man har brug for: Når mørket falder på, sætter hotelmutter de tunge egnsretter på bordet, og et kig ud på landsbyens sorte mennesketomme gader afliver enhver ansats til forlystelsessyge.  

Bjerge til de legelystne 
Mindre end en halv times kørsel fra Barcis rejser Dolomitternes karakteristiske hvide toppe sig mod himlen omkring landsbyerne Erto og Casso. Et helt gratis tilbud til dem, der vil prøve kræfter med naturen og sig selv. 

Bjergvæggene er hist og her plettet med klatrere, for området er kendt for god klatring for såvel øvede som begyndere.

Enkelte lodrette stigninger går i bjergbestigerkredse for at høre til Europas vanskeligste, men omvendt er Erto også kendt for begyndervenlige klipper, som f.eks. den 25 meter næsten lodrette strækning, vi får lov at forsøge os på.

På med selen og af sted. Ikke kigge ned. Og glemme alt om, at hele hejsesystemet bygger på det reb, guiden har gjort fast allerøverst oppe. Har man nerver til mere end det, er næste oplagte næste skridt at kaste sig ud i canyoning.

Klatring og vandrutsjebaner i ekstrem forening 
Og sådan kan det gå til, at man pludselig står i et vandbassin i en kløft i udkanten af landsbyen Claut i våddragt og ikke rigtig fatter, hvad det hele går ud på.

Forklaringen kommer her: Canyoning eller canyoneering, som denne relativt nye udfoldelse kaldes på amerikansk er en slags ekstremsport, som går ud på at bevæge sig igennem kløfter med vandbassiner og snirklede »vandrutsjebaner« ved hjælp af teknikker, lånt fra andre friluftsgrene som rappelling, klatring, svømning og hiking. 

Guidede canyoning-ture kan variere meget i fokus og sværhedsgrad: Mens nogle arrangører lægger vægt på rappellingen og naturens egne stejle rutsjebaner – jo flere meters fald jo bedre – prioriterer andre eventyret i at udforske nye territorier.

Selv vovehalse opfordrer til forsigtighed – strømforhold, overmod og fejl på udstyret har kostet alvorlige skader og menneskeliv – så man bør ikke kaste sig ud i canyoning på egen hånd. 

Udfordringens sus 
Vores guide ligner en mand, der ved, hvad han gør – og forsikrer os om, at selv børn kan klare denne slags ekstreme leg i klipperne.

Ikke alle mine medrejsende ser lige overbeviste ud, da guiden beder os om at tage det første skridt ud i den strømmende flod. Men bagefter er de fleste ikke bare plaskvåde, men også lidt høje over at have udfordret sig selv:

»Det er sjovt at prøve noget, man aldrig har prøvet før,« jubler italienske Francesca, da hun atter har fast grund under fødderne, og bekymringsrynken er skyllet væk i vandmasserne. Til gengæld har gruppens to meter høje entusiastiske englænder fået skrammet både sin frygtløshed og knæet: Han har skåret sit knæ på en klippe i et hop fra et plateau til et andet og må ned hos den lokale læge og sys. 

Da bjerget væltede 
Landsbyen Casso er et uhyggeligt eksempel på, at man ikke selv behøver opsøge gyset: Naturen har så rigeligt med indbyggede luner.

Den lille bjerglandsby har i dag kun få fastboende som følge af en katastrofe, der ramte for knap 50 år siden. 

En dæmning over Vajont-dalen neden for Casso var blevet opført i årene forinden, og vandet i den kunstige sø bag dæmningen havde gjort bjerget ustabilt.

9. oktober 1963 om aftenen skred den ene side af bjerget ned i den kunstige sø. Jord, klippe, træ og den flodbølge, det skabte, ødelagde fem landsbyer og dræbte op mod 2.000 mennesker – men Casso og nabolandsbyen Erto slap nådigt med kun få skader. 

Begge byer ligger i det vestligste hjørne af Dolomiti Friulanis ca. 370 naturskønne kvadratkilometer.

Områdets spektakulære dolomitmassiver kom i 2009 på UNESCOs naturarvsliste, og flere af parkens bjergtagende og uspolerede landskaber kan kun nås til fods: Vidtstrakte dale og himmelstræbende klipper, hvor man helt gratis kan få så meget mindfulness, at man ikke behøver gå på kostbare kurser i indre ro, når man kommer hjem.

Sæt mountainbiken på prøve 
Skulle man få begyndende natur-kuller eller have teenagebørn, der skriger på aktiviteter, ligger løsningen lige om hjørnet.

Piancavallo lidt syd for Barcis er et af regionens fem skisportssteder, der om sommeren åbner sine løjper for mountainbikere.

Når sneen forsvinder, forvandler Piancavallo sig til en såkaldt Bike Funk Park. Et sted for folk, der synes, det er mere end almindelig sjovt at køre på cykel – eller at kigge på, for trods ruter af varierende sværhedsgrader er det cykling, der kræver mere end almindelig kontrol over jernhesten: med bump, bakker og andre forhindringer. 

Men der er god plads til at tumle rundt på cyklen. Hvor den eksklusive skisportsby Cortina d’Ampezzo er toppen af poppen i Norditalien, er Piancavallo et lille halbal, frem for alt autentisk og uden store armbevægelser.

Omtumlede bejlere 
James Bond har slået sine folder i Cortina, der er Ferrarier på vejene, men i bjergene i Friuli Venezia Giulia står den bare på tung bondemad.

Man spiser lidt tidligere end sydpå, ja, selv mentaliteten er anderledes indadvendt her – hvilket tilskrives områdets omtumlede historie.

Man stoler ikke på hvem som helst, når man har været invaderet af fremmede magter.

Sauerkraut, pølse, strudel, polenta og oste – menukortets slaviske og østrigske undertoner afspejler områdets brogede historie: Engang var det en del af det østrig-ungarske rige og efter Anden Verdenskrig gjorde Jugoslavien krav på området.

I dag vil Friuli Venezia Giulia gerne erobres. Af turisterne. Både dem, der er til gys og fart, og dem, der bare gerne vil betages af naturen. 

Læs også: Gardasøens ukendte lillesøster 

Rejsen er betalt af det regionale turistkontor i Friuli Venezia.

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar