Search Rejseliv.dk Søg
 

Ind på Cafe Snesko


Ingen skiløb uden afterski. For mange danskere er skiferien til alperne lig med kolde øl og dans på bordene, når dagens skiløb skal rundes af. Rejseliv tog til et af Frankrigs bedste steder i disciplinen afterski, nærmere betegnet »Cafe Snesko« i Val Thorens.

Af Christian Nørr
, Foto: Stine Larsen

Lørdag den 1. februar 2003



 

VAL THORENS

Ingen lægger mærke til den lille franske dame, der sniger sig ind og stiller sig bagerst i lokalet. Men hun lægger for alvor mærke til dem. Med øjne så store som tekopper står hun måbende og lader blikket glide rundt i den tætpakkede dansker-bar.

På tomandsorkesteret, der synger sange på et mærkeligt sprog. På de rødmossede ansigter og blanke øjne. På pigerne, der danser på bordene. På stormløbet mod barens fadølshaner. På de mange munde, der drikker, råber skål og drikker igen.

Sammen med 100 andre danskere og en enkelt franskmand er vi til afterski på »Cafe Snesko« i Val Thorens, vinterens svar på Ibiza. Og det er for fuld musik og høj ølføring. Sådan som rigtig afterski bør være med masser af pralerier fra dagens skiløb, støvletramp på bordene og øl i stride strømme.

»Cafe Snesko« er som skabt til det. Den lille undseelige afterski-bar syner ikke af meget udefra og fylder endnu mindre, når man træder indenfor. Baren er på størrelse med en toværelseslejlighed, men den trange plads giver en helt speciel fortættet atmosfære, når op mod 100 festglade mennesker står skulder ved skulder og skråler med på husorkesterets kendingsmelodi:

»Det er en kold tid, som vi lever i

Alle går rundt og fryser

Men vi har det, da nogenlunde her

Her på Cafe Snesko....Skål!«

Og skålet bliver der til den store guldmedalje. På »Cafe Snesko« er det nemlig så som så med det cafeagtige. Her er ingen caffe latte eller dekorative clubsandwichs, men derimod øl i rigelige mængder og vellavede drinks skænket med gavmild hånd og uden brug af målebægre.


Lige efter tørstige danskeres hoveder. Og gæsterne kvitterer for gæstfriheden med en nærmest uslukkelig tørst. Ingen sidder og nipper til en danskvand med citrus. Ikke fordi man ikke må, det gør man bare ikke på »Cafe Snesko«, hvor bordene er bygget til at danse på, flisegulvet er til at spilde på, og ikke mindre end 13 højtalere sørger for, at musikken er til at høre på.

»Det er en kold tid, som vi lever i...« Knap har de to musikere sunget den første strofe af kendingsmelodien, før det store kor tager over. Og gæsterne har tilsyneladende forstået budskabet.

En mand med ølvom og fugtige øjne løfter sit glas og råber til de nærmeste: »Selvfølgelig drikker vi store fadøl, de små får man bare ondt i maven af.« Ingen siger ham i mod.

Flemming og Magnus er de to musikere, der med trommer, guitar og kendte danske slagere får baren til at koge. Her er ingen døve ører for forslag fra gulvet. Folket får, hvad de vil have, og de elsker det. Shubidua, Kim Larsen, Thomas Helmig og sågar Søren Krag Jacobsen- klassikeren: »Mona, Mona« bliver sunget med så stor kraft, at det når hele vejen ud på gaden og trækker nysgerrige lokale til, der fra første parket får en opvisning i ægte dansk vikingefest med masser af humle og ungmøer med røde kinder.

Og scenen er åben for gæstesolister af enhver slags og med ethvert talent. Efter adskillige øl og pres fra vennerne er en lyshåret nordjyde første mand i rampelyset. Med spag stemme annoncerer han, at han kan synge Troels Trier og Rebecca Brüel sangen »Bøf med løg« og børnesangen »Postmand Per« - bagfra.

De snøvlende ord går rent ind hos det begejstrede publikum, der skønt klokken kun lige har passeret seks allerede er lakket godt til. Næste levende billede på scenen er barens bestyrer Lotte. Med cigaret i flaben, knaldrødt hår og den rigtige street-attitude rapper hun sig igennem MC Einars »Arh Dér!«, mens det faste klientel af danske skibumser giver den som kor på omkvædet.

Over baren hænger et stort dannebrogsflag som det synlige bevis på, at »Cafe Snesko« er danskernes foretrukne afterski-sted i Val Thorens. Og med udsigten til flaget og Shubiduas velkendte tekster i ørerne er der dømt nationalfølelse for fuld udblæsning.

»Storken er en dejlig flyver

den der siger andet lyver

Danmark er et dejligt

sted at være

der er nem'li atmosfære

Danmark er et yndigt land.«

Men trods det iøjnefaldende danske islæt er baren ejet af en franskmand, der så fidusen i at gå målrettet efter de tørstige nordboere. Med enkle midler omdannede han baren til et afterski-sted med et dansk navn, dansk musik og dansk som førstesprog både bag baren og på scenen. »Det er en kold tid, som vi lever i...« kendingsmelodien startes spontant af et par gæster med hang til endnu en fællesskål. Og alle falder i med det samme. De mange mennesker, det lille rum og det fugtige skitøj får kondensen til at drive ned ad væggene og vinduerne.

Ølglassene tømmes og fyldes nok engang. Bandet gør klar til det sidste ekstranummer. Det samme gør »Postmand Per«, der efter højlydte krav fra publikum atter skal rundt med pakker og modtages af 100 ellevilde gæster, der for længst har rejst sig og står parat på bordene til at modtage dagens post og skråle med og trampe med på den kendte børnesang.

Den franske dame ryster på hovedet. Synet af granvoksne mænd, der røde i hovederne og med øl i hånden står på bordene og tramper, er på en gang komisk og forfærdende. Lige så ubemærket som hun kom ind, lister hun ud igen. Bag hende fortsætter afterski-festen med endnu flere øl, danske hits og kendingsmelodier.

 

0 kommentarer | 


Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

Følg Rejseliv.dk her:

 

 


 
 

Her er vores bedste guides:

 

 

n/a

Rejseliv. dk er flyttet

Rejseliv har hidtil boet online på rejseliv.dk, men er nu flyttet ind hos Berlingske på adressen b.dk/rejseliv. Læs mere

Sydeuropa lokker i efterårsferien

Norwegian har en markant stigning i antallet af passagerer på de sydeuropæiske ruter efterårsferien i forhold til sidste år. Læs mere

Så østrigsk som det kan blive

Zell am See er en østrigsk by i den klassiske stil med smukke gamle palæer og alpehuse med pyntede altaner – og så et tvist af det nyeste design. Læs mere


Tilmeld dig nyhedsbrevet

n/a

Find overnatning i Danmark