Mange skidestinationer ligner i virkeligheden hinanden. Det er ikke tilfældet med den schweiziske alpeby, St. Moritz. Her er gamle, smukke hotelpaladser i selve byen, her startede vinterturismen tilbage i 1864, og her har der i to omgange været afholdt olympiske vinterlege.

Læs også: 70 sekunders adrenalin i St. Moritz

Det betyder, at ikke kun pisterne, men også selve byen er legeplads for sportsfolket.
Blandt andet hvert år i februar under navnet White Turf.

White Turf er et hestevæddeløb - med de største pengepræmier i landet, hvorfor heste fragtes fra hele Europa op igennem bjergpassene for at dyste på dét, der også er den højeste beliggende væddeløbsbane på 1.846 meter over havets overflade.

Helt præcist er banen en frossen sø, hvor isen er omtrent en meter tyk. Og bortset fra, at jockeyerne ligner alle andre jockeyer i deres farvestrålende silkegevandter, er der ikke noget ved White Turf, der ligner en helt almindelig dag på væddeløbsbanen.

Det ene øjeblik er der galop på søen og det næste er det travheste, der trækker kuskene afsted i specialdesignede slæder, mens sneen hvisler om ørene på dem.

Som det eneste sted i verden kappes der desuden i skikjöring – en sport, hvor skiløbere trækkes af galoperende heste.
Mellem løbene kan man studere de ædle dyr, før man placerer sine væddemål. 

Mange af hestene har aldrig før løbet på sne, og derfor er der frit slag, når det gælder om at finde en vinder. Andre forsvarer deres titler fra tidligere år.

107 år siden
Det er i år 107 år siden, det første løb fandt sted. Og som startede ved en tilfældighed, da 13 lokale vovehalse væddede om hvem, der hurtigst kunne tage turen fra St. Moritz Postplatz ned til Champfèr og tilbage igen.

Turen skulle tilbagelægges på ski, der var trukket af iltre fuldblodsheste uden ryttere. Dén, som kom hurtigst i mål efter den 10 km halsbrækkende tur, blev kåret som Kongen af Engadin.

Vinderen blev præsidenten af den alpine skiklub og hans irske vallak, Blitz.
Og allerede året efter fandt skikjöring-løbet sted på den frosne sø, der i den specielle anledning blev anlagt som en klassisk væddeløbsbane.

I karambolage med hestenes ben
I 2013 er bare dét at deltage i White Turf en ære, som trods den ikke ufarlige dyst får de lokale til at spænde skiene på fødderne for at dyste på den 2.700 meter lange distance.

Da det er svært at styre hestene og samtidig holde rede på de flere meter lange tøjler, uden at de kommer i karambolage med hestenes ben, kræver det en vis styrke at være med. Og selv om skiene er i stærke farver, så dyrene undgår at trampe på dem, sker det ofte alligevel - med risiko for styrt. Et enkelt år var der således ikke én eneste løber, som fuldførte racet.

Franco Moro er indehaver af en skiskole i St. Moritz og den, som har vundet løbet flest gange. Og for Moro er der intet, der slår skikjöring; ikke engang den mest krævende sorte piste.

En del af spændingen ligger i, at man ikke kan øve med hestene, da de først fragtes til St. Moritz lige før løbsdagene. Ofte debuterer de på isen, og derfor er den første udfordring at finde ud af, om de overhovedet accepterer situationen og at have en skiløber på slæb.

Det er ikke kun spændingen for jockeyerne, der gør White Turf så attraktivt. En anden sport, der dyrkes sideløbende er det gode liv.

Op mod 25.000 mennesker mødes for at mingle blandt de flere meter høje palmetræer, der sammen med isskulpturer og stande med kunst udgør dekorationen. Der er levende musik og restauranter, der serverer schweiziske specialiteter som raclette og gullasch.

Og så er der ikke mindre end fem champagnebarer.
Deraf kælenavnet for St. Moritz’ specielle friske luft: champagneklimaet. 

Læs også: 25-året for snepolo i St. Moritz 

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar