Search Rejseliv.dk Søg
 

Hilsen fra Harzen


Harzen bliver forbundet med pensionistrejser, kitsch og schnitzler. Men Harzen er også mørke skove, dybe søer og høje bjerge.

Af JENS EJSING
Mandag den 23. juni 2008



Rejseliv tog på vandretur i Harzen for at bestige Brocken og komme i nærkontakt med naturen på det nordtyske, skov-klædte bjergmassiv.

På mandag får heksen brændt bagen og bliver sammen med hekseveninderne rundt omkring på alle de andre sankthansbål i det danske sommerland sendt med en enkeltbillet til Bloksbjerg i Tyskland.

Efter et par timers ridt gennem midsommernatten ankommer de til det 1.140 meter høje bjerg i Harzen, parkerer deres kosteskaft, hænger ud med deres europæiske heksekollegaer, gør unævnelige ting med Fanden selv og holder et gevaldigt gilde.

Sådan siger sagnene om Bloksbjerg, mens rygterne siger, at Harzen er besat af pensionister på busrejser. Men hvorfor ikke få syn for sagn og selv finde ud af, om der er hekse på toppen af Brocken, som Bloksbjerg hedder på tysk, eller om Harzen er blevet erobret af seniorer?

Svaret er ligeså klart som udsigten fra højdepunktet på det nordtyske bjergmassiv en solrig sommerdag. Nej, der er ikke rigtige hekse på toppen af Brocken, og nej, Harzen er ikke blevet tromlet ned af turistbusser og rollatorer og besat af en hær med bløde hatte og lilla hår.

Brocken og resten af Harzen med de mørke skove, dybe søer, rislende bække, bløde engstrøg, dramatiske slugter og snoede stier er derimod en stor naturoplevelse med en idyllisk landsby hist og pist, hvor der altid er kold fadøl i hanerne.

Det kan Rejseliv konstatere efter tre dages vandretur i Harzen. Dog ikke i selskab med hekse eller pensionster, men derimod i selskab med gode venner. Rejseliv kan derfor varmt anbefale alle andre at snøre støvlerne og tage med familie, venner, veninder, kollegaer eller andre til Harzen for at strække benene.

Vandreturen foregik lidt uden for sæsonen, i pinsen, og der var derfor langt mellem andre vandrere, cyklister og andre turister. Men Rejseliv er villig til at vædde en halv liter velskænket Hasseröder på, at det selv i højsæsonen kan lade sig gøre at vandre i fred og ro i Harzen.

Med et areal på størrelse med Lolland, Falster og Møn til sammen er der nemlig så meget plads i Harzen, at det er muligt at komme i nærkontakt med den mangfoldige natur, der byder på alt lige fra alpin flora på Brocken og sorte egern i skovene til røde glenter på himlen og foreller i floderne.

Måske, men kun måske, stikker den sjældne og sky los sit hoved med de pjuskede stritører frem fra sit skjul allerdybest inde i skovene. Lossen blev for få år siden genudsat i Nationalpark Harz, der udgør omkring en tiendedel af Harzens samlede areal. I nationalparken lever også andre sjældne dyr såsom vildkat og urfugl.

Der er andre store plusser i Harzen. Ruterne er godt afmærket, og det nærmeste gæstgiveri er ikke længere væk, end benene kan bære. Dertil kommer, at sparegrisen ikke bliver sendt på ufrivillig slankekur. En almindelig øl koster f.eks. kun omkring 15 kroner på et spisested.

Men selv om der er god plads i Harzen, er der steder, der er mere populære end andre. Derfor kan der være trængsel på den ti kilometer lange vandresti gennem Bodedalen langs floden Bode, der er et meget populært udflugtsmål. Stien er stærkt trafikeret med tyskere, der dog bevarer deres gode manerer fra motorvejen og trækker ind til siden og hilser, hvis de bliver passeret af vandringmænd på ilmarch gennem menneskemylderet.

Der, hvor vandrestien langs floden begynder, eller slutter, går der hat og briller i Harzen. Her ligger byen Thale med højrøstede prøjsere, tovbaner, værtshuse, forlystelser og kitsch, der er stuvet sammen for foden af de mægtige, skovklædte klipper, der fra Thale udgør porten til Bodedalen.

På toppen af den ene af klipperne ligger Hexentanplatz, Harzens Himmelbjerg, hvor der også er boder, bodegaer og forlystelser. Men der er også en fantastisk udsigt med Bodedalen og det vilde Harzen til den ene siden og det opdyrkede og flade Sachsen-Anhalt til den anden side.

Altså er der to mindre minusser for vandringsmænd, der vil opleve og nyde naturen i fred og ro. Der er trafikproppen i Bodental, og der er Harzens Himmelbjerg tæt på byen Thale. Men derfor er der ingen grund til at undgå synet af Bodes vilde vand, derfor er der ingen grund til at undgå udsigten fra Hexentanzplatz, og derfor er der ingen grund til at blive væk fra Harzen.

0 kommentarer | 


Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

Følg Rejseliv.dk her:

 

 


 
 

Her er vores bedste guides:

 

 

n/a

Rejseliv. dk er flyttet

Rejseliv har hidtil boet online på rejseliv.dk, men er nu flyttet ind hos Berlingske på adressen b.dk/rejseliv. Læs mere

Sydeuropa lokker i efterårsferien

Norwegian har en markant stigning i antallet af passagerer på de sydeuropæiske ruter efterårsferien i forhold til sidste år. Læs mere

Så østrigsk som det kan blive

Zell am See er en østrigsk by i den klassiske stil med smukke gamle palæer og alpehuse med pyntede altaner – og så et tvist af det nyeste design. Læs mere


Tilmeld dig nyhedsbrevet

n/a

Find overnatning i Danmark