Search Rejseliv.dk Søg
 

Guide til Jerusalem


Vil du besøge Jerusalem, må du forberede dig på forbavsende kontraster. Her er Jens Nauntoftes guide til storbyen.

Af Jens Nauntofte
Søndag den 7. september 2008



Intet sted er man så tæt på Gud som i Jerusalem. Nogle besøgende bliver chokeret. Andre får deres livs største religiøse oplevelse. Det er et trip, man kan blive høj af.

Vil du besøge Jerusalem, må du forberede dig på forbavsende kontraster. Side om side med de religiøse helligsteder står købmænd og handlende i kø for at prakke dig alverdens turistgøgl på. Hvad med Jesu Krybbe i udskåret oliventræ, et muslimsk bedetæppe, gamle antikviteter fra Romertiden, som man gør klogt i ikke at skrabe på med en kniv? Intet i Jerusalem er helt, hvad det giver sig ud for at være.
En morgen for nylig besluttede jeg at se det hele ovenfra i morgensolens klare lys. Jeg tog en taxa over til toppen af Oliebjerget - Mount of Olives - og så gik jeg ad den stejle sti ned gennem Getsemane Have, forbi den jødiske kirkegård. Foran mig lå Jerusalems gamle by bag korsriddertidens massive mure. Overstrålet af Klippemoskeens gyldne kuppel med solen glimtende i guldbelægningen.
Det er herfra, Jerusalem skal ses, i morgenlys eller ved solnedgang. Man må gerne være alene. Her er tale helt unødvendig, for en kort stund får du direkte tilgang til det hellige lys over Jerusalem, som i generationer har fascineret rejsende. Pludselig fik jeg den indskydelse for neden af Oliebjerget at gå på besøg i den nærliggende russisk-ortodokse kirke ved bjergets fod. Kirkerummet er småt, intimt, med skæve hjørner, fyldt med hemmeligheder, røgelsesduften er intens. Der er morgenbøn. Jeg er den eneste besøgende. Fem nonner i sort står i en rundkreds til højre for alteret og synger.

Med mellemrum falder præstens dybe basrøst ind og begynder en ny taksigelse til Gud. Nonnerne broderer med klare sopranstemmer et tæppe af skønhed i kirkerummet. Hvis man ikke i forvejen er troende, spørger man sig selv, om der er noget i livet, man har forsømt.

Jerusalem er ikke en by for sarte sjæle. For lige meget hvor meget man fokuserer på de gyldne indtryk af Den hellige Stad, så trænger byens politiske virkelighed sig på. En misforståelse kan dog straks ryddes af vejen: Det er ikke farligt at besøge Jerusalem og Israel. Der er meget politi og militærpatruljer i gaderne, men de er der for at beskytte borgerne og turisterne selvmordsbombere og terrorister. Stort set lykkes det dem.
Men det er voldsomme følelser, der springer frem hos både palæstinenserne og jøderne, når det af og til lykkes en araber forklædt som ortodoks jøder med en bombe under tøjet at snige sig ind på Vestjerusalems hovedgader og sprænge sig i luften. Det sker kun et par gange om året, fordi civile israelere er på vagt og afslører terroristerne, længe inden de når deres mål. Derfor: rejs rolig til Jerusalem og nyd at være i det, der i Middelalderen blev betragtet som verdens navle.
Her møder man virkelig hellige mænd og kvinder, rigtig mange. De ortodokse jøder præger bybilledet, fordi de for hvert år bliver fl ere. Karakteristisk klædt i sorte bukser og sorte sko, sort skødefrakke, bredskygget sort hat og udstyret med ørelokker, der dingler ved hvert øre.
De ligner lyslevende jøder hentet direkte ud af ghettoerne i Østeuropa for 100 år siden. Sådan skal de være klædt. Det er påbudt. Læg i øvrigt mærke til hvor mange af dem, der bærer briller. De ortodokse studerer hele livet, fra skolen til seminaret og videre til de hellige tekster fra biblen. De slipper for militærtjeneste, de er på overførselsindkomster et helt liv. Derfor skal de se lærde ud, og derfor bærer mændene briller helt fra femårsalderen.

Ved Grædemuren i den jødiske del af korsfarerbyen møder jeg rabbiner Schmuele Rabinovitz på vej til sit daglige besøg ved den store mur af kvadersten, der er vestmuren til det jødiske tempel, som blev ødelagt af romerne for 2000 år siden. Jeg får lov at følge rabbineren med tv-kamera helt frem til muren. Her står han og vugger sammen med hundrede af andre, mens de mumler deres bønner, og han slutter sin bøn med at kysse stenen foran sig. »Det er Guds vilje, at vi jøder igen skal bo her,« bemærker rabbineren på vej væk fra Grædemuren, kikker så direkte ind i kameraets linse og siger:
»I hundredvis af år levede vi i landfl ygtighed, hvert år til påske gentog vi forfædrenes bøn: »Næste år i Jerusalem«. Nu er det sket, det er et mirakel. Vi venter her roligt på Messias, han kommer snart og så skal hele verden være forenet i fred og kærlighed.« Med den bemærkning i ørerne går jeg over til al-Aqsa Moskeen, der kun ligger få hundrede meter fra Grædemuren, adskilt med mur og politikontrol. Her smutter ingen uset igennem. Med mit pressekort får jeg lov at passere. Det er fredag, og hele pladsen mellem al-Aqsa og Klippemoskeen er fyldt med bedende muslimer. Der er omkring 700-800 forsamlet til fredagsbøn. Tidligere kom der mange fl ere. Men politiet tillader ikke muslimer fra den besatte Vestbred at rejse frit ind i det arabiske Østjerusalem af frygt for terrorisme.

Jeg falder i snak med 26-årige Shadi Zughayer. Han er palæstinenser og oprørt over, at israelerne har afspærret hele den arabiske øst-del af byen og tilmed har bygget sattelitbyer uden for Østjerusalem, så palæstinenserne er låst inde: »En af mine bønner her hver fredag er, at vi må slippe af med israelernes undertrykkelse, at Jerusalem bliver arabisk, og at vi kan bestemme over vort eget liv.
Min bror er blevet dræbt i sammenstød med hæren. Nu er det mig, der skal sørge for mine søskende og forældre. Jeg håber virkelig, at det må lykkes os at sprænge den israelske besættelse, så vi kan trække vejret frit.« Jeg bor selv på et af Mellemøstens bedste hoteller, the American Colony, udenfor Jerusalems bymur.
Det er et gammelt pashapalads med haver og buegange, der er blevet forvandlet til et fremragende opholdssted for besøgende. Her kan man modtage sine bekendte i gårdhaven, hvor man under oliventræerne bliver betjent fra det arabiskeuropæiske fusionskøkken. Prøv det - bo dér. Men der skal bestilles plads god tid i forvejen. Med et værelse der, er man sikret rammen for et mindeværdigt besøg i Den hellige Stad.

God restaurant
»Chakra«, 18 Shlomzion, Vestjerusalem (tlf: +972-26252733) Det er en yderst trendy café-bar hvor der altid er fyldt om aftenen. Derfor bestil bord. Og få en grillet shishkebab med lamme eller oksekød. Her er fuld gang i bylivet og Chakra ligger i et kvarter, hvor man kan lave »barhopping« fra vandingshul til vandingshul.

Godt hotel
Selvfølgelig »the American Colony«. (tlf: +972-26279777) Jeg har boet der siden 1960erne. Her bor politikere, forfattere og pilgrimme mellem hinanden og nyder hotellets fortræffelige service. Ex-premierminister Tony Blair bor her permanent som Mellemøst-fredsmægler.

God natcafé
Når man er færdig med barhopping i Vestjerusalem, så slut af med en night cap hos Ibrahim, den berømte bartender i American Colony's bar. Godt mødested for israelske og palæstinensiske intellektuelle, her kan man sniffe til lokal atmosfære.

God handelsgade
Gå til de to handelsgader, der slynger sig i den gamle by fra henholdsvis Jaffa Gate og Damaskus Gate. Her kan man købe smykker, palæstinensiske kjoler, souvenirs i alle størrelser og blive snydt så vandet driver. Så her gælder det om prutte om prisen, til du skammer dig.

God udflugt
Trænger du til at nyde sol og en svømmetur, så tag en taxa til Jericho og besøg Hotel Intercontinental. Hvis du vil se noget mere eksotisk, så lej en bil og kør ned til Massada-bjerget ved sydenden af Det døde Hav. Stor opstigning, flot udsigt over hele det bibelske land. Her er man tæt på Skaberen.

0 kommentarer | 


Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

Følg Rejseliv.dk her:

 

 


 
 

Her er vores bedste guides:

 

 

n/a

Rejseliv. dk er flyttet

Rejseliv har hidtil boet online på rejseliv.dk, men er nu flyttet ind hos Berlingske på adressen b.dk/rejseliv. Læs mere

Sydeuropa lokker i efterårsferien

Norwegian har en markant stigning i antallet af passagerer på de sydeuropæiske ruter efterårsferien i forhold til sidste år. Læs mere

Så østrigsk som det kan blive

Zell am See er en østrigsk by i den klassiske stil med smukke gamle palæer og alpehuse med pyntede altaner – og så et tvist af det nyeste design. Læs mere


Tilmeld dig nyhedsbrevet

n/a

Find overnatning i Danmark