Der er hval til styrbord,« oplyste min rejsefælle, da vi stod ved frokostbuffeten. Jeg var netop ved at sætte gaflen i en fiskefrikadelle, men nåede at dreje hovedet præcist så meget til højre, at jeg fik et glimt af den sorte ryg, da den forsvandt igen i Davisstrædets grå dyb.

Se flere billeder fra krydstogtet i galleriet til højre

Efter dette opløftende syn harpunerede jeg veloplagt fiskefrikadellen.

Vi var på krydstogt langs Grønlands vestkyst med det norske rederi Hurtigrutens adventure-fartøj »MS Fram«, opkaldt efter den norske polarforsker Fridjof Nansens gamle fartøj. Vi var ankommet til Søndre Strømfjord et par dage tidligere. Navnet dækker over både en lufthavn og en 170 kilometer lang fjord. På grønlandsk hedder den Kangerlussuaq. Man skal lige vænne sig til dem, de grønlandske navne og ord. De bruger mange bogstaver og plejer usømmelig omgang med q’er.

Lufthavnen blev oprindelig anlagt af den amerikanske hær under Anden Verdenskrig som »Bluie West Eight«. Dengang kunne krigsfly ikke flyve over Atlanten i ét stræk. I stedet fløj de hertil og efter en optankning videre til Skotland og ned til baserne i sydengland. Hvorefter nazitysklands dage var talte.

Amerikanerne beholdt basen og blev mange år efter krigen. Engang arbejdede her 8.000 mand, nu bor her 400. 

Fra Søndre Strømfjord er der 25 kilometer til indlandsisen, og i området er der masser af moskus, fordi man i begyndelsen af 1960erne satte 27 moskusokser ud. I dag kan de tælles i tusinder af dyr, selv om de to, jeg så, ikke synede af mere end små prikker i det fjerne.

Vi, der kom hertil, kom på grund af fjorden og kørte de få kilometer ned til fjordens afslutning i en lille kaj, hvor vandet stod så lavt, at »Fram«, lå opankret et godt stykke ude. Vi var blevet forsinket på grund af blæst, så det var blevet mørkt, før vi i små både kunne sejle ud og tjekke ind på skibet.

Det var dejligt at komme om bord og finde en lun kahyt med en bred, opredt seng, komfortable møbler i skandinavisk design og varme i gulvet på det lille badeværelse.
  
Tidligt på morgenen nåede vi ud i Davisstrædet, hvor bølgerne var højere, så der var ikke trængsel i skibets restaurant til morgenmaden. En ellers sund og varieret buffet, der efter norsk tradition også indeholdt et udvalg af fisk for dem, der sætter det til livs fra morgenstunden.

Det var her, mens skibet rullede, at Hurtigrutens krydstogt skilte sig ud fra andre krydstogter. Man mærkede i nogle timer, at dette var den ægte vare, en rigtig sørejse.

Her er hverken skønhedssaloner, teater eller kasino. For passagererne er der to store fællesrum at opholde sig i, restauranten og panoramasalonen på dæk syv. Derudover er der fitness-rummet og de øvre dæk. Og som nævnt hval til styrbord ved frokostbuffeten. Og foredrag med grundlæggende viden og en historisk orientering om de steder og de forhold, vi skal besøge.

Den egentlige aktivitet finder sted, når vi sejles i land i små både til vandreture og udforskning af bygder og natur. Man er deltager og udvider sin horisont undervejs. Og man oplever den mægtige grønlandske natur, som man ikke fatter kan være så betagende, før man står i den og overvældes af den. Natur og kultur smelter sammen på et grundfjeld af kvalitet på sådan en rejse. Det er dyrt at være med, javel, men varen er også i orden, og man kommer hjem som et sundere og rigere menneske.

Man sætter selv tempoet. Nogle dage på ekspeditioner i land, men jeg tilbragte også det meste af en dag med at sidde i udsigtssalonen og læse og fortabe mig i at se på isbjerge, holde øje med en gråsæl på en isflage, der til sidst valgte at smutte ned i havet igen, mens sollyset inde på land faldt på den smukkeste takkede bjergkæde af mægtige fjelde. Nogle af bjergene i Grønland er halvanden milliard år gamle, og det er gammelt selv i forhold til Jordens alder.

På den måde nåede vi det gamle Holsteinsborg, Sisimiut, og passerede dermed polarcirklen. I Grønland hedder den også »hundeækvatoren«, for det er kun tilladt at holde slædehunde nord for polarcirklen og alle andre type hund syd for. Om sommeren bliver her ikke varmere end 18 grader, om vinteren ned til minus 35 grader.

Den store ø, Disko, har sin egen havn, Godhavn. På grønlandsk: Qeqertarsuaq. Bygden med nogle få hundrede indbyggere i bitte små huse ligger med en baggrund af mægtige isbjerge på størrelse med skyskraberne på Manhattan, der driver forbi den lige bag næsset.

Når man kommer i land fra landgangsbroen, træder man fra plankerne og ind på øen gennem en portal dannet af en hvals kæbe. En finere og mere storslået ankomst kan man ikke forlange.

Vi var ventet, for kun nogle få meter fra porten stod en grønlandsk mand og solgte hjemmelavede souvenirs ved et bord. Souvenirs er – ligesom alt andet i Grønland – lammende dyre. (I butikken, der er som regel kun én, kan man til gengæld opleve, at æskerne med patroner står lige ved siden af pakkerne med cornflakes.)

Jeg købte to tupilakker og fik lidt rabat, efter vi havde snakket venligt frem og tilbage. Tupilakker er små, dæmoniske figurer med et eller flere uhyggelige ansigter skåret ud af rensdyrgevir. Tidligere var materialet hvaltand.

Oprindelig var tupilakker gengivelser af et ulykkesvæsen, der var knyttet til den grønlandske overtro. I dag er de trofæer for dem, der har været så heldige at have besøgt Grønland.

Fra Godhavn gik »Fram« langsomt gennem Vaigat-sundets rolige vand, mens isbjerge tavse gled forbi. Efter middagen havde selskabet sat sig med kaffe og drinks i udsigtssalonen. Tre store projektører var rettet fremad af hensyn til isbjergene, og pludselig begyndte det at sne, og fnug fyldte projektørernes søjler. Vi var endnu i september.

I løbet af natten gik »Fram« rundt om Nuussuaq-halvøen. Og mens vi endnu sad ved morgenmaden, nærmede vi os Uummanaq.

Det første, man ser, er bjerget, det 1.200 meter høje fjeld, der har givet Uummannaq sit navn: »Det hjerteformede«.  Det var herfra, en af alle tiders største polarforskere, Knud Rasmussen, indledte sin første Thuleekspedition.

»Slæderne samles ud for vor boplads ved Uumanaqs monumentale »Hjertefjeld«, og den unge aprilsol, som vælter sit lys ud over landene, varmer tankerne til fest,« skrev han opstemt i sin dagbog 6. april 1912. Rejsen kunne begynde.

Museet ligger lige over havnen i den gule træbygning, der engang var sygehus. Til højre ligger Hotel Uummannaq, hvor de har en herlig frokostbuffet med grønlandske specialiteter.

Jeg prøvede lidt af det meste og noterede, at hval er skuffende sej, sæl er mørk i kødet og sødlig i smagen, rensdyr smager i retning af vildt, moskus er delikat uden egentlig at være prangende, men lammekoteletterne – himmel! – de er uovertruffent lækre.

Lad havet beholde hvalen, lad grønlænderne beholde sælen, lad julemanden beholde rensdyret og lad mokusokserne beholde hinanden. I Grønland har de lammekoteletter, der smager, som den slags skal, og så kan man tilmed drikke en »Mokusbajer« fra Godthåb Bryghus til.

DRs julekalender fra 1989 – »Nissebanden i Grønland« med blandt andre Flemming Jensen –  er optaget i omegnen af Uummannaq, og det er muligt på et par timer at foretage en karsk vandring ud til »Julemandens hus«.

Derimod ligger skråt over for Uummannaq, på den modsatte kyst, Qilakitsoq. Her opdagede to drenge på rypejagt i 1972 nogle grave i en klippespalte og åbnede dem. Gravene indeholdt otte mumificerede lig – to børn og seks voksne. De lå i deres skinddragter, som var de begravet året før. Det var de nu ikke; de var begravet 500 år tidligere. Brødrene rapporterede pligtskyldigst fundet, men først i 1978 nåede folk fra Nationalmuseet i Godthåb, Nuuk, frem for at se nærmere på fundene og blev klar over, hvor sensationelle de var.

Qilaktitsoq-mumierne kan i dag ses på Nationalmuseet i Godthåb, Nuuk. Den konstant lave temperatur og tørre luft havde bevaret dem, så man kunne studere deres tatoveringer og fastslå deres sidste måltid. De er det ældste, kendte fund af velbevarede mennesker og deres dragter i hele den arktiske kulturkreds. 

Ukkusissat, navnet betyder »fedtsten«, var den nordligste lokalitet, vi nåede. En bygd med ca. 150 indbyggere på 71.05 grader nord.

De grønlandske bygder består af en større eller mindre mængde forbavsende små kulørte huse anbragt rundt om på de nøgne klippeknolde. De ligner legehuse. Og har ingen have, tænker man vemodigt.

Træhusene kom oprindeligt fra Bergen, og i Grønland havde koloniherrerne deres egen farvekode. Handelshuse blev malet røde, sygehuse gule, politistationer blå, telestationer grønne og fiskehuse hvide.

Omkring 1920 begyndte grønlænderne at efterligne farverne, når de selv malede deres huse. Også kirkerne er bygget af træ, og kirkegårdene er små stakitomkransede stykker med hvidmalede trækors og spraglede plasticblomster på gravene.

Det evige lydspor til alle bygder er slædehundenes uophørlige piben og hylen.

Knud Rasmussen og Jørgen Brøndlunds Illulisat
På vejen sydpå igen sejlede vi ind til Ilulissat, »isfjeld«, der engang bar det smukke danske navn, Jakobshavn. Byen er Grønlands tredjestørste med 4.500 indbyggere og har navn efter de isbjerge, der flyder i havet og jævnligt driver helt ind i havnen.

Centralt i Jakobshavn står en bronzebuste af en af byens stolte sønner, Jørgen Brøndlund, og lidt derfra fører en sti ned bag en boligblok og hen til det rødmalede toetages træhus, der engang var præstegård, men som i dag er museum for Knud den Store.

Knud Rasmussen blev født i dette hus i 1879. Hans far var præst, Christian V. Rasmussen, og hans mor, Sofie Rasmussen, født Fleischer, var halvt grønlandsk. Den grønlandske identitet havde han i blodet.

Som menneske var Knud Rasmussen uimodståelig, og han deltog i og anførte en række ekspeditioner, af hvilke hans 5. Thuleekspedition blev den mest afgørende. Her indsamlede han genstande og viden af stor etnografisk betydning for forståelsen af de forskellige inuitfolks vandringer og indbyrdes relationer. Han besøgte alle verdens inuitfolk – i Grønland, Alaska, Canada og Sovjetunionen, selv om han havde fået forbud mod at opsøge inuitter i sidstnævnte stat og blev smidt ud, da han blev opdaget.

Det forhindrede ikke, at den store slæderejse blev en uovertruffen bedrift, og han var æresgæst i det Hvide Hus i Washington og æresdoktor ved universiteterne i København og Edinburgh. Knud Rasmussen blev ikke kun den store kulturelle formidler mellem det grønlandske folk og det danske; hans livsværk var at påvise slægtskab mellem alle verdens inuitter i sprog, i levevis og i tankesæt.

I 1933 pådrog han sig en maveforgiftning og blev bragt til Danmark. Her døde han tre måneder senere, 54 år gammel. Meddelelsen udløste landesorg både i Grønland og i Danmark.

Dette prægtige liv afspejles glimtvis i museet, der også rummer en anden legende, Knuds barndomsven, Jørgen Brøndlund, der døde af forfrysninger og udmattelse under Mylius-Erichsens fatale Danmarksekspedition 1906-08 til Nordøstgrønland, der også kostede N.P. Høegh Hagen og Ludvig Mylius-Erichsen livet.

Brøndlunds grav og dagbog blev fundet, og opslaget side 122 hans sidste notat. »Dødsbrevet«, der må være skrevet i begyndelsen af december 1907, er udstillet her. Det korte tekst er mytisk og fuld af drama og gåder – her gengivet med den originale stavemåde og linjeopdelinger:
 
    »Omkom 79 Fjorden efter forsøg hjemrejse
    over Indlandsisen, i November Maaned
    Jeg kommer hertil i aftagende Maaneskin, og
kunde ikke videre af forfrosninger i Fødderne,
og af mørket.
    Aarsagen (overstreget, red.) andres Lig findes
midt i Fjorden foran Bræ (omtrent 2 ½ Mil)
    Hagen døde 15. november og Mylius omtrent 10 dage efter.
   Jørgen Brøndlund«

Da en ekspedition senere fandt dagbogen ved Brøndlunds lig, kunne man se, at han stille og roligt havde røget sig nogle piber tobak, mens han ventede på at dø.

Udenfor museet kan man se ned til den smukke trækirke, Zionskirken, fra 1782. Den ligger ud til en lille bugt, Spækbugten, hvor isbjergene driver rundt med den største selvfølgelighed.

Attraktion i verdensklasse
Jakobshavn ligger lige nord for isfjorden, Kangia, der på grund af sin enestående skønhed er Grønlands mest berømte turistattraktion. En attraktion i verdensklasse.

Isfjorden skyldes to naturfænomener i forening. Først og fremmest gletscheren Sermeq Kujatdleq, der uophørligt skubber indlandsis ud i havet, hvor mægtige stykker brækker af. I næste række stopper en banke på havbunden ved fjordens udmunding de største isbjerge, der igen stopper de mindre isbjerge, hvilket skaber en 65 kilometer lang fjord fuld af isbjerge. Ikke for ingenting er den med på Unescos verdensarvsliste.

Isfjorden ved Jakobshavn leverer de største isbjerge til Nordatlanten – herunder det skæbnesvangre isbjerg, der forårsagede »Titanic«s undergang.

Et lille skib lagde til på siden af »Fram«, og så sejlede vi ud til isfjordens munding og så Jordens smukkeste og mest imponerende skulpturudstilling af naturskabte isbjerge.

Nogle var kolossalt store og andre endnu større – som flydende bjerglandskaber af is.
Når man så sidder og drikker cola med 5.000 år gammel gletcher-is føltes det næsten som helligbrøde.

Inden Søndre Strømfjord ankrede vi op uden for bygden Itilleq. Her lever 123 indbyggere, og i nogle af byens små huse var interesserede inviteret til kaffemik. Med kaffemik markeres alle typer af festligheder, og traktementet består af kaffe og forskellige slags hjemmebagt kage.

Kaffemik har på én gang en uformel og en formel karakter, men den har først og fremmest sin egen etikette. Man tager med tak mod første kop kaffe og kun modstræbende lader man sig overtale til kop nummer to. Kop nummer tre forbyder ens beskedenhed at tage imod, og man fastholder standhaftigt sit nej, tak. Man behøver ikke gå, men man drikker kun to kopper kaffe. Og husker naturligvis at tage støvlerne af, før man går ind i de fine huse.

Sidste aften på skibet indtraf et lille mirakel, netop som skibet igen var gledet ind i Søndre Strømfjord. Klokken var omtrent 23, da det over skibets højtaler blev meddelt, at der var nordlys. Mange af os ilede op og ud i den kolde luft på øverste dæk og rettede øjene mod nattehimlen i fælles beundring.

Fri mig for at skulle forklare fænomenet; det er for det første ikke helt enkelt, og det er med nordlys som med andre naturfænomener, de bliver ikke smukkere af at blive forklaret. Det hang der bare, oppe på nattehimlen, lige over os, grønligt lysende og bølgende som et guddommeligt tæppefald efter turens sidste akt. Netop som et monumentalt bølgende gardin, efter at det forinden havde lavet et mægtigt lysshow, hvor det spredte sig i en lysende vifte.
Finale.

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar