Det kan tage sin tid at komme ud af Los Angeles. De seks-sporede motorveje er fyldt op. Alle er på vejen i deres luksus-trucks, der funkler af lak og krom. De fleste kører med tomt lad, så hvorfor det skal være sådan nogle kraftkarle fatter jeg ikke. Men sådan ser det altså ud - de sædvanlige flydere er skiftet ud.

Ude af storbyens favn skifter landskabet hurtigt karakter. Sådan er det med Los Angeles, det er omkring byen det meste foregår. Tag til Santa Monica ved havet, tag til havnen San Pedro, kør langs kysten nordpå til San Francisco, kør sydpå til San Diego, kør lidt ind i landet til frække Las Vegas, tag den fede og varme tur til Dødens Dal, smut forbi Grand Canyon. Ligegyldigt hvad du gør, så venter de helt store oplevelser på bilturen i Californien.

Vi kørte til Palm Springs for at spille golf. Ind i Coachella Valley. Man kan se San Jacinto-bjergene, for hvis fødder Palm Springs ligger fra lang afstand, og som man nærmer sig er der ingen tegn på liv i de golde ørkenbjerge.

Solen hagler ned fra en strålende blå himmel, det gør den 350 dage om året på disse kanter, og bjergenes farver skifter med solens gang. Et usædvanligt syn møder bilisten på vej ind i dalen: Vinden følger konstant én gennem denne enorme tragt, og rundt omkring os drejer vingerne på tusinder af vindmøller.

Det siges her er omkring de 5.000 af slagsen, og det var egentlig her det danske vindmølle-eventyr for alvor tog fart sidst i 70èrne. Mange af møllerne er danske. Det er en sær fornemmelse at køre gennem denne drejende verden i de stille bjerge.

Luksusoase

Men pludselig er det forbi og foran os ligger Palm Springs. En sær luksusoase fra før Amerika gik af lave og byggede så højt som muligt. Et fristed for de rige og berømte, når Los Angeles og kysten blev for kold om vinteren.

Her er husene lave, store, men diskrete, gemt bag sirligt klippede hække, blomstrende buske og stolte palmer.

Det hele startede sidst i 40érne, hvor berømthederne fandt sig et fristed i den tørre og behageligt varme ørken, hvor det hele handler om afslapning. Blandt de kendte, der slog sig ned her var Bing Crosby, Frank Sinatra (jeg besøgte hans hus, som står møbleret som da han levede), Marylin Monroe, Gerald Ford, Bob Hope, Zsa-Zsa Gabor og Elvis. Bob Hopes saddelformede hus ligger stadig oppe i bjergene, han selv døde for ikke så længe siden, men en anden berømthed bor i huset ved siden af, der er udsigt til begge fra golfbanen Tahquitz Creek. Beboeren er Arnold Schwarzenegger, Californiens guvernør, der har fritidshus her.

Alle mente det var lidt af en sensation, at rockstjernen Sonny Bono blev borgmester i Palm Springs et par år før han døde, men det er da heller ikke så tosset måske at rende ind i Terminator, der strøg til tops i amerikansk politik. Palm Springs har ikke ændret sig meget gennem årene. Det er stadig husene med de sarte pink farver, der dominerer, de 30.000 lyseblå swimmingpools, det grønne skin fra golfbanerne og bjergenes farver, der skifter med solens gang.

Og det hele er stadig uendeligt tiltrækkende for jetsettet. Det er ikke kun rutefly, der sejler ned mellem bjergene til lufthavnen i Palm Springs - nej, en undelig kæde af små private jetfly er hele tiden på vej, ligesom de store trucks herude er skiftet ud med Cadillacs.

Over 100 golfbaner

Det, der er gået helt amok - og det som vi er kommet for - er golfen. Kan man overhovedet anlægge en golfbane i en ørken, hvor sten, sand, tørke og raslende klapperslanger vel er det man først tænker på.

Det kan man snildt. I et samfund med omkring de 160.000 faste indbyggere ligger nu over 100 golfbaner. Kigger man på et kort ligner det et matrikelkort over et parcelhusområde, men det er altså uendeligt mange golfbaner, der ligger side om side.

Nogle er private, men på de fleste er det muligt at spille gren-fee. Lay-outet skifter naturligvis, men de fleste søger også at følge terrænet på naturlig vis og være en slags links-baner med bølgende fairways.

Det lyder underligt og kedeligt og sammenpresset med så mange baner i ørkenen, men er det ikke. Der er ikke byggeri langs fairways, som er gået helt amok i f.eks. sydspanien og på Algarve-kysten, og fra alle baner er en vidunderlig udsigt til de omgivende bjerge.

Vi var rykket ind på Wyndham Palm Springs Hotel et par dage, og spillede tre baner: De nærliggende Tahquitz Creek Golf Course, Cimárron Golf Course og Landmark Golf Club, der ligger en halv time væk i bil, ved foden af Indio-bjergene. Sådan var de:

Tahquitz Creek

I særklasse den smukkeste. Resortet har to 18-hullers baner, den ældste fra 50érne, den nyeste fra 1995. Vi spillede den sidste, som har ry for at være den mest udfordrende. Masser af vand, masser af fontæner, bløde, svungne fairways, der er så velholdte og grønne, at de minder om greens.

Dagen igennem skifter lyset og farverne, og man må tage sig selv i at falde i staver når eftermiddagssolen får bjergene til at gløde i purpur farver. Det sjoveste: Masser af dyr på banen. Små kaniner, harer, jordegern i stribevis. På et tidspunkt stod vor amerikanske ven i gruppen foran os på green og vi kunne se, at han kastede blikke til sin golf-bil. Pludselig tog pokker ved ham, og han drønede afsted mod bilen. »Pokkers,« meddelte han, »et jordegern snuppede mit æble«.

Allersjovest var road-runners. Jeg troede kun de eksisterede i tegnefilmen, hvor ulven hele tiden kommer frygteligt til skade, når han forsøger at fange fuglene, der med et beep-beep drøner ud af vejen.

Men netop som man stod dér og skulle slå videre, kom en duknakket fugl drønende tværs over fairway - den er afsindig morsom og kan snildt undskylde de tre næste dårlige slag. En road-runner. En stor golf- og naturoplevelse.

Cimarrón Golf Resort

Også centralt beliggende i Palm Springs. Meget åben, så vinden har sine luskede fingre med i spillet hele vejen rundt. Flot udsigt til San Jacinto-bjergene, men flere huller skæmmes af hovedvejen, der skærer sig gennem banen.

Landmark Golf Club

Helt anderledes end de to andre. Store højdeforskelle og meget barske omgivelser, hvor man rigtig fornemmer, at vi altså er i en ørken og ikke hjemme på parkbanen. Meget udfordrende, smuk udsigt til Indio-bjergene og ned gennem dalen.

Superbane, hvor man skal lade være med at slå bolden ud i ørkenen: Der står skilte, hvor fairways holder op: Pas på klapperslanger. Jeg erklærede flere bolde for tabte, selvom nogle måske kunne anes et sted derude. Masser af vand og søer i spil.

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar