Mens økonomien er tvunget helt i bund, er den græske natur fortsat vidunderlig. Sommervejret er stadig ekstremt fint og solstabilt.

Læs også: Vi vil ikke til Grækenland

Badevandstemperaturerne er helt i top.

Ikke desto mindre glimrer turisterne, navnlig tyskerne, ved deres fravær.

Tyskerne ønsker ikke at støtte den synkende skude med deres egne, private midler og samtidig blive kaldt nazister, når de i forvejen holder den græske økonomisk oppe gennem skatterne.

Vi danskere har fortsat mod på at feriere på græsk, men når en fjerdedel af grækerne er beskæftiget i turistbranchen, må den skrumpende turisme selv sagt skubbe det græske samfund endnu længere mod afgrunden.

Medierne har oplyst os godt og grundigt om den græske krise, i foråret satte DR med programmet »Den græske tragedie: en økonomisk roadmovie fra et fallitbo« fokus på de korrupte, offentlige institutioner, de pyntede statistikker, den graverende fordelingspolitiske krise, skatteunddragelserne og svindlen med EU-midler.

Medierne har også fortalt om den vigende, græske produktivitet, forårsaget af et væv af forskellige faktorer såsom tab af knowhow og lange siestaer, der betyder, at landet er alt andet end konkurrencedygtigt.

Men hvordan opleves landet IRL? Vi tog til Grækenland og sejlede rundt i den saroniske bugt i en sejlbåd, men overnattede inde på øerne Agistri, Poros og Ægina, hvor vi vejrede lugten i bageriet.

De saroniske øer er smukke og stærkt anbefalelsesværdige som rejsemål og umiddelbart ser man ingen tegn på fattigdom her – tværtimod ligger den ene gigantiske, græskejede »kummefryser« ved siden af den anden i havnene, ligesom luksusbil efter luksusbil triller rundt på vejene.

Vi konstaterede også, at der er rigeligt med fødevarer i forretningerne, og at folk gennemgående er velklædte og velholdte – i hvert fald på øerne.

Derimod rapporteres der om øget armod, mange hjemløse, stigende social uro, sanitære problemer og sågar sult i storbyerne, hvor næsten halvdelen af Grækenlands godt 11 mio. indbyggere bor – heraf knap fire millioner i Athen og en lille million i den næststørste by, havnebyen Thessaloniki.

Ude på øerne mærkes krisen for turisten mest som noget positivt.

Selv om det er tragisk for landet og for de forretningsdrivende i turistbranchen, er det rart for turisten, at der er plads i restauranterne, nemt at finde et velbeliggende hotel med havudsigt og morgenmad til halv pris – og hvis man sejler, en havneplads, selv i de mest populære havnebyer.

Spørger man den almindelige græker om, hvordan det skal gå, er han eller hun overraskende afslappet, udtaler sig generelt meget kritisk om EU og kan sjældent se, at grækerne bør ændre kurs og påtage sig en del af ansvaret for miseren.

Jeg ville gerne vide noget mere om forholdene, så vores danske skipper satte mig i forbindelse med sin ven, Georgios Marinos, som mange voksne danskere vil huske for hans klovnenumre i Cirkus Benneweis og for hans optræden sammen med Klyderne i DR’s Ungdomsredaktions legendariske shows i 1970erne.

Georgios Marinos er også ophavsmand til flere græske kogebøger, der var lidt af en sensation dengang i 1970ernes begyndelse, ligesom han udgav digtsamlinger i Danmark og Sverige om livet som fremmedarbejder i Nordeuropa.

Efter 38 år i Danmark trak Georgios Marinos sig tilbage i Grækenland og bor nu i et træhus på en bjergtop med udsigt over den saroniske bugt.

Georgios Marinos flyttede efter militærkuppet og det efterfølgende græske juntastyre i 1967 fra landet og endte i Danmark på grund af en kvinde.

Hvordan var det at være en fremmed fugl i Danmark dengang?

»Som græker var man meget velset, også fordi jeres prinsesse Anne-Marie netop var blevet gift med Kong Konstantin, så der var ingen problemer, derimod en stor gæstfrihed.«

»Vi har slet ikke den samme arbejdsmoral som danskerne. Vi arbejder alt for lidt. Mens danskerne, mener jeg, arbejder alt for meget. Hvis vi kombinerede de to indstillinger til arbejdet, ville vi finde en god balance«, smiler Georgios Marinos.

Hvordan er den typiske grækers arbejdsdag?

»Vi arbejder om formiddagen og om eftermiddagen frem til aftenen, men vi sover midt på dagen, hvor det er for varmt til at arbejde. Statistisk lever vi længere end de fleste i Europa, og jeg tror personligt, at siestaen er med til at forlænge vores liv.«

 Men behøver I også at holde siesta om vinteren, hvor det ikke er varmt?

»Det er blevet en indgroet vane, som vi ikke sådan kan lave om på.«

 I de år, du har været væk fra Grækenland, har du da konstateret en glidning hen imod mere korruption og dårligere arbejdsmoral, end da du forlod det?

»Nej, forholdene er uændrede i Grækenland. Staten stjæler fortsat fra folket, og folket stjæler fra staten. Grækerne tror ikke på staten. Man siger her i landet, at hvis man hilser på en skatteopkræver og giver ham hånden, så mangler man to fingre, når man trækker den tilbage. Men mennesker imellem er ikke mistroiske over for hinanden. Vi er vant til at klare os uden staten. Hvis man ikke har tiltro til staten, må man have tiltro til hinanden. Danskerne er langt mere mistroiske over for hinanden end os, men de har også staten, der fungerer som det store moderbryst og sørger for borgerne fra vugge til grav. Velfærdsstaten i Norden er slet ikke nået hertil.

Også temperaturen spiller ind. Når der går en mand og tørster ude på gaden, kan man ikke høre hans klager i Danmark. Men i Grækenland, hvor alle døre og vinduer står åbne, hører man ham og kommer ud og giver ham et glas vand. Også en af forskellene mellem Norden og Syden er, at man i Norden forskanser sig bag tykke mure inde i sit hus, mens vi her i Syden er så tæt på hinanden – og at livet derfor er mere transparent.« 

»I Grækenland hjælper vi hinanden. For eksempel køber jeg ekstra ind hver gang, jeg er i supermarkedet. Det kan være makaroni, olie, langtidsholdbar mælk, ris, tomatpuré eller dåsemad, som bliver indsamlet til de nødlidende inde i Athen. Alle supermarkeder har sådan en indsamlingsordning. Vi er mange, der står sammen, men overklassen er generelt ligeglade med de fattige.

En anden ting; når jeg tager min motorcykel ned til Ægina by om morgenen, tager det mig ind imellem to timer (normalt ville det tage 10 minutter, red.), for alle skal fortælle mig om deres problemer. Hvis ikke jeg standser op, bliver de skuffede. De har det generelt meget svært. Der er rigtig mange, der har det svært i Grækenland for tiden.«

Du har oplevet både det danske og det græske samfund. Hvordan vil du beskrive situationen i Grækenland i dag?

»Den er tragisk. Især i Athen, hvor mange tusinde mennesker lever på gaden og ikke har råd til mad. Cirka en tredjedel af grækerne, det vil sige omkring 3 millioner, lever under EU’s fattigdomsgrænse på 53.000 kr. om året, og en meget stor del af især de unge har ingen penge. Hertil kommer yderligere et problem i Athen, nemlig at der ikke er nogen offentlige toiletter. Det er især indvandrere fra Nordafrika, Albanien og Østeuropa, der lever på gaden, og manglen på sanitære forhold medfører ét stort svineri. Mange tigger ved restauranterne eller opsøger de offentlige køkkener. Man får så lidt i arbejdsløshedsunderstøttelse – mellem 2.500 og 3.000 kr. om måneden – men som regel støtter familien op. Familienetværket er meget stærkt i Grækenland, men det er også nødvendigt, for vi kan ikke regne med staten, og alt koster. Også at uddanne sig, selv om det påstås, at det er gratis.«

Hvad med korruption og bestikkelse? Hvordan foregår det i Grækenland?

»Hvis du er syg, skal du betale penge under bordet for at blive behandlet af lægen, hvis du skal have udstedt et kørekort, skal du bestikke den motorsagkyndige, hvis du skal forhandle med Skattevæsenet, skal du betale under bordet. Også medierne er korrupte – kun statskanalen, NET-tv, er tilbage, men også den er reklamefinansieret, selv om vi betaler licens. Men i et demokrati er vi alle ansvarlige, og der er kun en vej: at komme korruptionen, denne råddenskab, til livs. Men det er klart, at man ikke har lyst til at betale skat til en korrupt stat. Det er også almindeligt erkendt, at Grækenland pyntede på tallene, da de søgte om optagelse i EU i 1981 og igen i 2001, da de blev medlemmer af ØMU’en. Man undrer sig over, at EU godkendte Grækenland. De må have haft bind for øjnene.«

Vi sejler videre til øen Poros, hvor vi konstaterer, at vandet i havnen lugter ilde.

Havnebyen med samme navn er ellers yderst charmerende med hvide huse i veneziansk stil, da området en gang var under de venezianske dogers herredømme. Men lugten tager noget af fornøjelsen fra stedet. Vandforureningen skyldes, at kloaknettet aldrig er blevet tilsluttet det EU-finansierede rensningsanlæg, der stod færdigt for nogle år siden. Derfor udledes kloakvandet direkte i havnen.

Tilslutningen var det eneste, grækerne skulle bidrage med, men det fik de ikke gjort, ligesom de ikke har fået gjort så meget andet, for eksempel at lægge asfalt på mange veje, som EU har finansieret.

Når vores skipper mangler en motordel til sin båd, kan han kun bestille den hjem, hvis han betaler forlods, for forhandlerne har mistet deres kreditværdighed.

Han betvivler i øvrigt den græske nationalbanks oplysninger om nedgangen i turismen på 44 procent i 2011, for »det er som med alle officielle tal og statistikker her i landet, at de skal tages med et gran salt. Det kan være, at det vil være en fordel for grækerne at forværre tallene, for på den måde kan de opnå mere i støtte.«

Han fortæller også om øen Zakynthos, hvor antallet af blinde på et tidspunkt var 10 gange højere end normalt.

I Grækenland modtager folk 2.600 kr. i støtte om måneden som kompensation for deres synshandicap, og en øjenlæge på det lokale sygehus udstedte falske diagnoser for penge, indtil øens borgmester i år fik sat en stopper for det.
Indtil da kørte en del blinde taxiførere rundt på øen – ligesom man kunne se mange med blindearmbånd for eksempel spille brætspil i byerne. 

Det anslås, at sygdomme med falske diagnoser koster det græske samfund en lille milliard kr. årligt.

For at fuldende billedet af en uærlig og uproduktiv nation ser vi flere steder, at frugterne under appelsin-, citron- og oliventræerne rådner.

Årsagen er tilsyneladende, at grækerne ikke orker at arbejde i marken længere. De fleste håndværksfag er i dag overtaget af albanerne, der er både dygtige og flittige, så grækerne følgelig mister knowhow, fortæller vores skipper.

At mange grækere vælger at forlade den synkende skude i disse år, kan derfor ikke undre. Men som turistland er Grækenland stadig et skønt og smukt land. Med venlige og charmerende indbyggere.

Læs også: Guide til weekend i Athen 

3 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar