Er der sket en ulykke? Er nogen oppe at slås? Allerede inden man når frem til fiskemarkedet i Catania, bliver man mødt af en inciterende summen af mennesker.

Læs også: Hvad kan man få for en dollar?

De stimler sammen, maser, moser, skubber, bræger tilbud ud i luften, betler om prisen og råber i munden på hinanden. Som sultne duer om en håndfuld krummer. Som havnebassinets måger om en spand fiskeaffald fra en kutter.

Både duerne og mågerne er her. De venter tålmodigt, til det bliver deres tur, men må de første mange timer vige for menneskehoben. De omkringliggende gader i den sicilianske storby bugner af kulørte madboder. Grøntsager, nødder, oliven og især øens egne mange citrusfrugter; citroner, appelsiner og cedrat eller sukat-citron, som øens specialitet også kaldes.

Og så er der kød. I en tung lugt af blod tilbyder højrøstede slagtere alt fra oksemørbrad til kalveklunker under neonrørenes kolde lys.
Men alt det er for intet at regne mod fiskemarkedet. Et dagligt inferno, der har mere tilfælles med en slagmark under Første Verdenskrig end med fiskehandleren på Kultorvet i København.

Slaget slås på Piazza Pardo mellem domkirken og havnen. Den lille plads ligger cirka tre meter under gadeplan, så det hele kan betragtes fra de omkringliggende stræder, der nærmest danner en balkon. At gå derned kræver en dyb indånding, men er samtidig underligt tillokkende.  

De sicilianske farvandes stolthed
En nogleogtresårig husmoder i blå ­polyesterkjole og hudfarvede sko med kraftige høje hæle møver sig frem med portemonnæen forrest.

En midaldrende mand skjuler efter bedste veludviklede italienske evne sit godt og vel 150 kilo tunge korpus i et koksgråt jakkesæt.

Han har en stiltiende aftale med en af fiskerne, et ritual, der ser ud til at finde sted hver dag ved denne tid: Et lille nik, en fremstrakt hånd, og pronto får han budt en blodig klump fra en frisk tunfisks indre – leveren, måske. Han fører delikatessen til munden og nedsvælger, mens han forsøger at undertrykke nydelsen.

Tunfisken er kongen sammen med de sicilianske farvandes stolthed, sværdfisken. Har man dén i sit udvalg, er stilen, at man skærer hovedet af det største eksemplar og placerer det på boden. Et blikfang, der er svært at matche. Dertil kommer alt godt fra Middelhavet, hvoraf de fleste fisk og mange skaldyr slet ikke ligner det, der går i danske fiskeres garn.

En blandet flok
Kunderne er brogede, men fiskerne har en del fællestræk. Skægstubbene. De dårlige tænder. Smøgen, der enten vipper mellem læberne eller sidder sikkert mellem fingrene, uagtet at der både skal råbes tilbud ud, fileteres på de store træblokke, pakkes i papir og pose og modtages penge. De har uldne sweatre på, som var de stadig på kutteren, dertil kraftige oliebukser med seler. De er udstyret med et arsenal af blå plasticspande, som de viser dagens fangst frem i.

En grov type med fedtet sort hår har sværdfisken. Han ligner en på 50, men er sikkert ti år yngre. Han har varerne og en selvsikker attitude.

Tæt på sidder en gammel, tandløs fisker på måske 70 år med to beskedne, blå plasticspande og et par dusin fisk som det eneste, han har til salg. Han har haft sin tid. Sådan har det været i århundreder. Og sådan ser det ud til at fortsætte længe endnu.      
Lidt over middag er det hele forbi.

Et par fyre futter rundt i en lille blå Piaggio knallertbil og rydder hundredvis af plasticposer og flamingokasser op. Pladsen spules. Fiskerester og grå-violette indvolde ligger spredt hist og pist på de blanke brosten.
Nu er det duerne og mågernes tid.

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar