Rejseliv.dk
Udforsk hele verden
Flere sommerfly til New York
21 Tips til Filippinerne
Giv et tip til Filippinerne og del dine erfaringer med andre rejsende.
Du skal være logget ind for at tilføje tips. Log ind eller opret en profil
Direkte hjælp til Mangyan-folket på Filippinerne
168 fandt dette tip nyttigt
Skrevet af Rie Petersen den
29/01/12
Dette er en oplevelse vi havde under et ophold på Cocobeach på Filippinerne. Vi havde under opholdet stiftet bekendtskab med en pige (Janeth) på standen som levede af at give massage og arrangere lidt ture for gæsterne. Man møder hende hvís man tager med de gratis både fra stranden og ud til de andre flotte bountystrande Vi aftalte en tur op til den fattige Mangyan stamme i bjergene. Vi mødtes med Janeth i Puerto Galera, hvor hun så havde sørget for en Jeepney, mad og ris til de fattige. Da vi så hvor fattige de var, tømte vi næsten den lille butik, der var i byen for blyanter, slik og kiks. Dette blev så delt ud. Risen blev delt op i poser, og folket stor så i en lang kø, for at få en pose. De holdte selv styr på at ingen fik mere end en pose pr. familie. Det er svært at forestille sig at der er nogle der næsten ikke har råd til en trevl på kroppen og er nødt til at stille sig i kø for en pose ris. Selv vores søn på 14, var kåd inden vi skulle afsted på turen, men fik tårer i øjnene, af at se deres fattigdom, så var han ikke så sej mere. Vi har haft mange gode oplevelser på ferier, men denne er nok den der har sat sig mest.... Kan kun anbetale andre at få kontakt til Janeth og få arangeret en tur med hende, det gør indtryk......Og ikke mindst, hvis I har aflagt tøj, så tag det endelig med til dem, de kan bruge alt.
Coco Beach Island Resort, Mindoro - luksus i junglen
Skrevet af KennM den 13/09/11
Coco Beach ligger på spidsen af en lille halvø i det aller nordligste af Mindoro, hvortil der i store dele af året kun er adgang ad vandvejen. Det er et absolut ”must” for dem, der kan lide et strøg af luksus under jungle-lignende forhold. De fleste bygninger er næsten udelukkende opført af lokale materialer – 100 pct. lokale – som fx bambusrør og bananblade. Man føler virkelig, at man befinder sig i en jungle – med en tilknyttet houseboy og hans familie, der lige så stille hver morgen tropper op med gratis kaffe med tilhørende sukker og fløde.
Næsten overalt er der en blændende udsigt ud over havet med dets fantastiske øer. Prisen er meget overkommelig, hvis man vel at mærke skal til Filippinerne alligevel. Skal man ikke det, må prisen på flybilletter siges at være noget pebret, selv om enkelte flyselskaber af og til har ”favorable” tilbud, som fx Thai Air.
MEN: På grund af resortets meget kuperede terræn skal man være godt til bens. Bevægelseshæmmede vil få store problemer.
For at komme fra Manila til Coco Beach skal man desuden være indstillet på en enkelt overnatning og at stå tidligt op. Den lille 30-personers ”færge” afgår nemlig oftest kun én gang om dagen. Det er ved 9-tiden om formiddagen, og der er flere timers kørsel til færgen. Desuden skal man være søstærk. Ofte er der en ganske pæn bølgegang, og båden kan kun sjældent anløbe kysten ved resortet. For det meste skal man derfor omlades til små motorbåde i åbent farvand.
Er man i Filippinerne på egen hånd og inkluderer et besøg på Coco Beach, er det en uomtvistelig nødvendighed, at man har adgang til sms eller email. Først eftermiddagen forud for overfarten kan man få nøjagtig oplysning om, hvorfra der sejles næste formiddag. Har man ikke sms- eller email-adgang, er man ”lost”. Det har forfatteren af denne artikel bevidnet. Et par telefonopkald til Coco Beach’ Manila-kontor for at få nærmere information blev besvaret med bevidst afbrudte forbindelser. Med færgens afgangstid som eneste brugbare information begav vi os til havnebyen Batangas, hvorfra både til andre destinationen på Mindoro afgår – blot for at få at vide, at båden til Coco Beach for det meste afgår en times tids kørsel sydligere. For 7 personer kostede det 3500 pesos ekstra at få en rutebåd til at sejle til kysten ud for Coco Beach.
I receptionen på Coco Beach er de øjensynlig klar over problemerne med at få informationer fra Manila-kontoret. De var således forhandlingsvillige – og refunderede halvdelen af ekstraudgifterne til bådtransporten.
For os var transportproblemerne og halvdårligt vejr imidlertid ikke i stand til at ødelægge oplevelsen af en miniferie i storslåede omgivelser. Eneste store skuffelse var manglen på badestrand. Til gengæld er der særdeles gode muligheder for at snorkle og se flotte koralfisk. Og måltiderne, som med fordel kan bestilles og betales forud, er heller ikke så ringe endda… Blot skal man være indstillet på at afgive en gruppe-reservation, således at alle i gruppen/familien spiser det samme.
Næsten overalt er der en blændende udsigt ud over havet med dets fantastiske øer. Prisen er meget overkommelig, hvis man vel at mærke skal til Filippinerne alligevel. Skal man ikke det, må prisen på flybilletter siges at være noget pebret, selv om enkelte flyselskaber af og til har ”favorable” tilbud, som fx Thai Air.
MEN: På grund af resortets meget kuperede terræn skal man være godt til bens. Bevægelseshæmmede vil få store problemer.
For at komme fra Manila til Coco Beach skal man desuden være indstillet på en enkelt overnatning og at stå tidligt op. Den lille 30-personers ”færge” afgår nemlig oftest kun én gang om dagen. Det er ved 9-tiden om formiddagen, og der er flere timers kørsel til færgen. Desuden skal man være søstærk. Ofte er der en ganske pæn bølgegang, og båden kan kun sjældent anløbe kysten ved resortet. For det meste skal man derfor omlades til små motorbåde i åbent farvand.
Er man i Filippinerne på egen hånd og inkluderer et besøg på Coco Beach, er det en uomtvistelig nødvendighed, at man har adgang til sms eller email. Først eftermiddagen forud for overfarten kan man få nøjagtig oplysning om, hvorfra der sejles næste formiddag. Har man ikke sms- eller email-adgang, er man ”lost”. Det har forfatteren af denne artikel bevidnet. Et par telefonopkald til Coco Beach’ Manila-kontor for at få nærmere information blev besvaret med bevidst afbrudte forbindelser. Med færgens afgangstid som eneste brugbare information begav vi os til havnebyen Batangas, hvorfra både til andre destinationen på Mindoro afgår – blot for at få at vide, at båden til Coco Beach for det meste afgår en times tids kørsel sydligere. For 7 personer kostede det 3500 pesos ekstra at få en rutebåd til at sejle til kysten ud for Coco Beach.
I receptionen på Coco Beach er de øjensynlig klar over problemerne med at få informationer fra Manila-kontoret. De var således forhandlingsvillige – og refunderede halvdelen af ekstraudgifterne til bådtransporten.
For os var transportproblemerne og halvdårligt vejr imidlertid ikke i stand til at ødelægge oplevelsen af en miniferie i storslåede omgivelser. Eneste store skuffelse var manglen på badestrand. Til gengæld er der særdeles gode muligheder for at snorkle og se flotte koralfisk. Og måltiderne, som med fordel kan bestilles og betales forud, er heller ikke så ringe endda… Blot skal man være indstillet på at afgive en gruppe-reservation, således at alle i gruppen/familien spiser det samme.
Tag dine gamle klude med på luksusferie
Skrevet af Kristina Højholt den 11/06/11
Turen op gennem de filippinske bjerge viser en fattig, korrupt, men også kærlig side af landet. En side, som sætter alting lidt i perspektiv. Oplev Mangyan-stammens virkelighed, og nyd samtidig et ophold på ét af Filippinernes mest paradisiske ferieresorter.
Junglen går i ét – de 50 meter høje bambus flankeres af kokospalmer, mahogni-, papir- og bomuldstræer. Alle vegne fristes den søde tand af mango, ananas, pomelo, kakao, jackfruit, kaffe og banan. Selvom det stadig kun er formiddag, hagler sveden af mig – jeg har fire timers eventyr foran mig.
Vi er på vej op i bjergene bag Puerto Galera – et filippinsk kystparadis på nordsiden af øen Mindoro. Her ligger kridhvide sandstrande som perler på en snor. Det er hér, man finder den ro, man læser om i bladene. Lige nu er der dog langt til de idyllisk-azurfarvede reklamebilleder. Jeg er midt i virkeligheden: Duften af bål og de fritgående høns, haner og geder minder mig om, at jeg godt kan lægge luksussen bag mig for en dags tid.
Et presset folk
”Om 10 minutter når vi den første landsby,” siger min guide Edwin, som selv er fra Mangyan-stammen, Mindoro-øens oprindelige folk. Han fortæller om stammens stride forhold gennem tiden. Om, hvordan japanerne under 2. Verdenskrig besatte landet, kastede babyer op i luften for at skyde dem som lerduer, og om hvordan gravide kvinder blev dræbt med skud i maven.
”Stammen søgte ly i bjergene. De lavede kun mad om natten, så japanerne ikke kunne se røgen. Sådan gik det år efter år, og stammefolket havde ingen idé om, at krigen faktisk var endt i 1945.”
Da de endelig kom ned i ’lowlandet’, måtte de sande, at området var overtaget af ’lowlanders’ – kapitalstærke tilflyttere fra andre af de filippinske øer. Fattigdom og mangel på uddannelse gjorde Mangyan-stammen til tabere fra begyndelsen. De havde pludselig intet krav på jord, kun pletvise områder, som den dag i dag markeres med pigtrådshegn.
”Mindoro betyder ’mining gold’. Vi har meget guld i bjergene, og det har lowlanderne også taget fra os. De presser os længere og længere op ad bjerget, vi har ikke en chance. Nogle af dem er advokatuddannede og ved, hvordan de skal omgås loven for egen vindings skyld,” fortæller Edwin. Derfor må Mangyan-stammen ofte pakke sydfrugterne og flytte over på den anden side af hegnet.
Benhård business
Et sted stiger til røg til vejrs, og Edwin forklarer: ”Vi brænder bjergsiderne af for at kunne plante ris og majs. Ris gror kun i regntiden, og det er svært at dyrke tilstrækkeligt. Sidste år fik min far kun to sække. Det betyder, at måltiderne må reduceres til to eller kun et enkelt om dagen.”
Mange af Mangyan-strammens folk bor ikke på egen jord, men har fået lov til at bygge hus på lowlandernes jord mod at plante kokospalmer og mangotræer. Aftalen går ud på, at de giver ejerne 50 eller helt op til 75 % af udbyttet – ”they are stronger than us,” som Edwin opgivende formulerer det. Der er derfor ikke mange skillinger tilovers, når der skal købes småfornødenheder som salt, krydderier, olie og tobak.
Småpenge tjenes ved kulproduktion. Edwin viser mig en stor bålplads og fortæller, at når der er samlet nok med træ, brænder bålet i tre dage og tre nætter. Tilbage ligger kulstumperne, som kan sælges for 120 pesos pr. sæk (knap 16 kr.). På to uger kan en familie lave ti sække og altså tjene 1.200 pesos. Det hjælper dog ikke stort, hvis risreserverne er små – en sæk ris koster 1.600 pesos ...
Ex-borgmester lukker og slukker
Pludselig kommer vi til en stor og prangende port. ’Hus til salg’ står der på et skilt. Det er ex-borgmesterens, og vi går straks ind på at se på løjerne.
Huset er enormt. To etager, udsigt over hele Puerto Galera-bugten, swimmingpool, fine kakler osv. Hele molevitten er sat til salg for 10 mio. pesos.
På mit spørgsmål om, hvorfor manden dog vil sælge dette fantastiske hus, svarer Edwin: ”Han har så mange ejendomme.”
”Men hvordan – en filippinsk borgmester tjener jo kun ca. 23.000 pesos om måneden (ca. 3.000 kr.),” spørger jeg igen undrende.
”Alt i Filippinerne er korrupt. En borgmester får en lav løn, ja – men så får han jo også minimum 10 % af alle projekterne. Hvis han bygger et vejanlæg for 23 mio., så ryger 2,3 af dem lige ned i egen lomme.” Den hovedregning får det store hus til at ligne en ondskabsfuld joke midt i al elendigheden.
”Du skal være rig for at komme til magten – du skal have mindst 15 mio. til valgkampen. Dem køber du stemmer for. Ejeren af dette hus blev genvalgt tre gange, men fjerde gang ville vi ikke støtte ham. Da valgresultaterne blev gjort op, måtte han sande, at han ikke havde genvundet borgmesterposten. Den efterfølgende dag lukkede han for hele vandforsyningen i bare raseri.
Arbejde er bedre end passiv hjælp
Magtfulde positioner kommer Mangyan-folket nok næppe nogensinde i besiddelse af. Uddannelsesniveauet er for lavt, og ingen har råd til mere skolegang end det mest nødvendige. Vi kommer forbi et knap 15 m2 lille træskur – det danner klasseværelse for 30 børn i alderen 4-6 år. De andre klassetrin er placeret rundt om i områdets primitive kirker.
”Vi oplever stor diskrimination, så derfor går børnene ikke i skole nede i lowlandet,” fortæller Edwin. Han startede selv et par år for sent i skole, da forældrene var meget fattige, og han derfor måtte gå med dem i junglen for at finde føde.
Men Mangyan-folket kan noget, som ingen andre kan. De fletter kurve, fade, smykker, smykkeskrin, bordskånere og krukker af stærke slyngplanter. I takt med, at vi bevæger os hen ad vejen, stiller familierne deres kreationer frem i håb om, at en vesterlænding vil vise et barmhjertigt hjerte.
”Det tager en hel uge at lave dette her,” siger Edwin og holder et smukt mønstret fad i vejret. Jeg betaler, hvad der svarer til 45 kr., og en mund af rådne tænder åbner sig i et bredt smil: ”Thank you so very much!” Jeg har lyst til at hæve hele min bankbeholdning for at få sat lidt skub i familiens miserable forhold. Men en engangssum er kun en midlertidig løsning. Det har det delvist danskejede ferieresort Coco Beach for længst indset, og strategien er derfor en anden.
”Vi tror på, at arbejdsløn gør en større forskel, end hvis Mangyan-stammen blot modtager passiv hjælp. Derfor har vi valgt at hjælpe dem til at kunne forsørge sig selv og deres familier. Vi køber deres kunsthåndværk og sælger det i vores souvenirshop. Indtægterne går ubeskåret til arbejderne,” fortæller Enrico Harrasser fra rejsebureauet C&C travel, som hvert år sender danskere ned under de tropiske himmelstrøg.
Coco Beach opfordrer også gæsterne til at tage deres aflagte tøj med i kufferten. Det vækker langvarig glæde hos dem, der har allermest brug for det. Samtidig organiserer C&C travel diverse indsamlinger hjemme i Danmark. Det har blandt andet resulteret i den årlige ’Julegavepakken’; en kurv til Mangyan-familierne med ris og lidt blandende købmandsvarer.
Den rige mand udvider
Vi ender i Edwins egen landsby, 70 hytter på en rig lowlanders jord. De har fået lov til at bygge i lette materialer som bambus, træ og palmeblade – det giver sig selv, for Mangyan-folket har alligevel ikke råd til beton.
”Den rige mand vil bygge et stort shoppingcenter og et hospital i Puerto Galera. Om fem år bliver vi nødt til at rykke alting op og finde et andet sted. Jorden kommer til at stige i værdi, og derfor vil ejeren bygge store og dyre huse her,” forudser Edwin.
Inden vi går videre mod havnen for at sejle hjem til Coco Beach, får vi en sød kartoffel, lidt salat vendt i eddike, hvidløg og ingefær – og en kogt yam, som er så rig på stivelse, at jeg næsten drikker den medfølgende kokosnød i én slurk. Edwin følger os ned til båden, og på vejen peger han på en tavle ved en lille bod:
”Der er 270 mio. pesos i lottopuljen i dag. Hvis jeg vinder, vil jeg købe jorden tilbage til stammen, så vi ikke behøver at flytte. Jeg vil også købe en båd – vi har ikke en chance i byen, men vi kan sagtens fange fisk.” Stoltheden og kærligheden til stammen kan ingen tage fra Edwin.
Jeg stikker ham 150 pesos, da jeg stiger ombord:
”Lov mig, at du køber lottokuponer for alle pengene.”
Tilbage under de svajende palmer
Turen tilbage til Coco Beach tager kun ti minutter. Jeg har rejst i Asien ad flere omgange – også på kryds og tværs i Filippinerne. Jeg forbinder normalt Filippinerne med menneskemængder, tæt udstødning fra de mange dekorerede Jeepneys, larmende karaoke på ethvert gadehjørne, besynderlige ’delikatesser’ som mavesæk, tarme på pind, kyllingefostre, hønsefødder og hund.
Coco Beach er noget helt andet. Her er alt lavet i naturmaterialer, ingen larmende trafik, ingen desperate gadesælgere, ingen blinkende diskoteker – kun rendyrket fred og ro.
Det 1o hektar store areal er en lille landsby i sig selv. De 110 bambushytter er spredt rundt mellem bjergsidens mange kokospalmer; jo højere oppe, jo flere trin – men også desto smukkere udsigt fra verandaen.
Resortet har egen sæbefabrik, hvor du kan opleve, hvordan de velduftende sæber, massageolier, cremer mv. bliver til på baggrund af hjemmepresset kokosolie fra Coco Beachs egne kokospalmer. På mange måder er Coco Beach en slags mikrokosmos, hvor respekten for nærområdet har højeste prioritet. Det ved Mangyan-stammen, det ved de fem lokale børn, som hvert år får friplads i skolen, men dyrelivet mærker det også. Coco Beach deltager i oprydninger under vandet og til lands, og pt. arbejder der hårdt på at gøre området omkring Puerto Galera til et hajreservat.
Desuden er planen er sikre en højere bestanddel af de udrydningstruede Hawksbill-havskildpadder – projektet er allerede i gang, da Coco Beach for et stykke tid siden sikrede 33 skildpaddeæg, som nu er blevet til babyskildpadder. Æggenes rede var blevet angrebet af en krebs, men skildpadderne lever nu i en stor tank på Coco Beach, indtil de bliver store nok til selv at klare sig sikkert gennem tilværelsen.
110 aktiviteter for store og små
Selvom omgivelser umiddelbart giver lyst til afslapning og wellness, så er der masser af aktiviteter, hvis du skulle blive træt af at flyde rundt i det krystalklare og næsten kropstempererede hav – eller i den 800 m2 store, laguneformede pool. Coco Beach arrangerer diverse ture ’ud af huset’– som fx Robinson Cruise-agtige overlevelsesture i junglen eller på en øde strand.
Vælger du at blive på Coco Beach, er der rig mulighed for at forkæle dig selv i skønhedssalonen, i én af flere barer, i biografen, i hængekøjen eller under vandet, hvor du vil opleve, hvad der mest af alt ligner et ekstremt forsøg på at slå verdensrekorden i blomsterdekoration: Korallerne tårner sig op og folder sig finurligt ud, mens fiskene svømmer forundret forbi din næse.
Mulighederne er mange og ligger lige for fødderne af dig – du bestemmer selv, om turen går til poolen, eller om du vil følge i Edwins fodspor og opleve Mangyan-stammens barske virkelighed. Coco Beach giver dig under alle omstændigheder en helhedsoplevelse, som kun kan siges at være vanedannende.
• Coco Beach har egen lægeklinik, hvor en læge og sygeplejerske står
til rådighed 24/7
• Der er rig mulighed for at snorkle i området, og kun 3 min. i båd fra
Coco Beach kan du springe i vandet med eget eller lånt dykkerudstyr
• Coco Beach har eget dykkercenter med dansktalende personale.
Centret udbyder alle kurser fra PADI Open Water til Dive Master.
• 4 restauranter, 2 barer, tennisbane, basketball, legepladser mv.
• Rejs for kun 8.888,- i op til 28 dage i perioden 1. juli–5. december
2011
• Læs mere på cocobeach.com og cctravel.dk
Junglen går i ét – de 50 meter høje bambus flankeres af kokospalmer, mahogni-, papir- og bomuldstræer. Alle vegne fristes den søde tand af mango, ananas, pomelo, kakao, jackfruit, kaffe og banan. Selvom det stadig kun er formiddag, hagler sveden af mig – jeg har fire timers eventyr foran mig.
Vi er på vej op i bjergene bag Puerto Galera – et filippinsk kystparadis på nordsiden af øen Mindoro. Her ligger kridhvide sandstrande som perler på en snor. Det er hér, man finder den ro, man læser om i bladene. Lige nu er der dog langt til de idyllisk-azurfarvede reklamebilleder. Jeg er midt i virkeligheden: Duften af bål og de fritgående høns, haner og geder minder mig om, at jeg godt kan lægge luksussen bag mig for en dags tid.
Et presset folk
”Om 10 minutter når vi den første landsby,” siger min guide Edwin, som selv er fra Mangyan-stammen, Mindoro-øens oprindelige folk. Han fortæller om stammens stride forhold gennem tiden. Om, hvordan japanerne under 2. Verdenskrig besatte landet, kastede babyer op i luften for at skyde dem som lerduer, og om hvordan gravide kvinder blev dræbt med skud i maven.
”Stammen søgte ly i bjergene. De lavede kun mad om natten, så japanerne ikke kunne se røgen. Sådan gik det år efter år, og stammefolket havde ingen idé om, at krigen faktisk var endt i 1945.”
Da de endelig kom ned i ’lowlandet’, måtte de sande, at området var overtaget af ’lowlanders’ – kapitalstærke tilflyttere fra andre af de filippinske øer. Fattigdom og mangel på uddannelse gjorde Mangyan-stammen til tabere fra begyndelsen. De havde pludselig intet krav på jord, kun pletvise områder, som den dag i dag markeres med pigtrådshegn.
”Mindoro betyder ’mining gold’. Vi har meget guld i bjergene, og det har lowlanderne også taget fra os. De presser os længere og længere op ad bjerget, vi har ikke en chance. Nogle af dem er advokatuddannede og ved, hvordan de skal omgås loven for egen vindings skyld,” fortæller Edwin. Derfor må Mangyan-stammen ofte pakke sydfrugterne og flytte over på den anden side af hegnet.
Benhård business
Et sted stiger til røg til vejrs, og Edwin forklarer: ”Vi brænder bjergsiderne af for at kunne plante ris og majs. Ris gror kun i regntiden, og det er svært at dyrke tilstrækkeligt. Sidste år fik min far kun to sække. Det betyder, at måltiderne må reduceres til to eller kun et enkelt om dagen.”
Mange af Mangyan-strammens folk bor ikke på egen jord, men har fået lov til at bygge hus på lowlandernes jord mod at plante kokospalmer og mangotræer. Aftalen går ud på, at de giver ejerne 50 eller helt op til 75 % af udbyttet – ”they are stronger than us,” som Edwin opgivende formulerer det. Der er derfor ikke mange skillinger tilovers, når der skal købes småfornødenheder som salt, krydderier, olie og tobak.
Småpenge tjenes ved kulproduktion. Edwin viser mig en stor bålplads og fortæller, at når der er samlet nok med træ, brænder bålet i tre dage og tre nætter. Tilbage ligger kulstumperne, som kan sælges for 120 pesos pr. sæk (knap 16 kr.). På to uger kan en familie lave ti sække og altså tjene 1.200 pesos. Det hjælper dog ikke stort, hvis risreserverne er små – en sæk ris koster 1.600 pesos ...
Ex-borgmester lukker og slukker
Pludselig kommer vi til en stor og prangende port. ’Hus til salg’ står der på et skilt. Det er ex-borgmesterens, og vi går straks ind på at se på løjerne.
Huset er enormt. To etager, udsigt over hele Puerto Galera-bugten, swimmingpool, fine kakler osv. Hele molevitten er sat til salg for 10 mio. pesos.
På mit spørgsmål om, hvorfor manden dog vil sælge dette fantastiske hus, svarer Edwin: ”Han har så mange ejendomme.”
”Men hvordan – en filippinsk borgmester tjener jo kun ca. 23.000 pesos om måneden (ca. 3.000 kr.),” spørger jeg igen undrende.
”Alt i Filippinerne er korrupt. En borgmester får en lav løn, ja – men så får han jo også minimum 10 % af alle projekterne. Hvis han bygger et vejanlæg for 23 mio., så ryger 2,3 af dem lige ned i egen lomme.” Den hovedregning får det store hus til at ligne en ondskabsfuld joke midt i al elendigheden.
”Du skal være rig for at komme til magten – du skal have mindst 15 mio. til valgkampen. Dem køber du stemmer for. Ejeren af dette hus blev genvalgt tre gange, men fjerde gang ville vi ikke støtte ham. Da valgresultaterne blev gjort op, måtte han sande, at han ikke havde genvundet borgmesterposten. Den efterfølgende dag lukkede han for hele vandforsyningen i bare raseri.
Arbejde er bedre end passiv hjælp
Magtfulde positioner kommer Mangyan-folket nok næppe nogensinde i besiddelse af. Uddannelsesniveauet er for lavt, og ingen har råd til mere skolegang end det mest nødvendige. Vi kommer forbi et knap 15 m2 lille træskur – det danner klasseværelse for 30 børn i alderen 4-6 år. De andre klassetrin er placeret rundt om i områdets primitive kirker.
”Vi oplever stor diskrimination, så derfor går børnene ikke i skole nede i lowlandet,” fortæller Edwin. Han startede selv et par år for sent i skole, da forældrene var meget fattige, og han derfor måtte gå med dem i junglen for at finde føde.
Men Mangyan-folket kan noget, som ingen andre kan. De fletter kurve, fade, smykker, smykkeskrin, bordskånere og krukker af stærke slyngplanter. I takt med, at vi bevæger os hen ad vejen, stiller familierne deres kreationer frem i håb om, at en vesterlænding vil vise et barmhjertigt hjerte.
”Det tager en hel uge at lave dette her,” siger Edwin og holder et smukt mønstret fad i vejret. Jeg betaler, hvad der svarer til 45 kr., og en mund af rådne tænder åbner sig i et bredt smil: ”Thank you so very much!” Jeg har lyst til at hæve hele min bankbeholdning for at få sat lidt skub i familiens miserable forhold. Men en engangssum er kun en midlertidig løsning. Det har det delvist danskejede ferieresort Coco Beach for længst indset, og strategien er derfor en anden.
”Vi tror på, at arbejdsløn gør en større forskel, end hvis Mangyan-stammen blot modtager passiv hjælp. Derfor har vi valgt at hjælpe dem til at kunne forsørge sig selv og deres familier. Vi køber deres kunsthåndværk og sælger det i vores souvenirshop. Indtægterne går ubeskåret til arbejderne,” fortæller Enrico Harrasser fra rejsebureauet C&C travel, som hvert år sender danskere ned under de tropiske himmelstrøg.
Coco Beach opfordrer også gæsterne til at tage deres aflagte tøj med i kufferten. Det vækker langvarig glæde hos dem, der har allermest brug for det. Samtidig organiserer C&C travel diverse indsamlinger hjemme i Danmark. Det har blandt andet resulteret i den årlige ’Julegavepakken’; en kurv til Mangyan-familierne med ris og lidt blandende købmandsvarer.
Den rige mand udvider
Vi ender i Edwins egen landsby, 70 hytter på en rig lowlanders jord. De har fået lov til at bygge i lette materialer som bambus, træ og palmeblade – det giver sig selv, for Mangyan-folket har alligevel ikke råd til beton.
”Den rige mand vil bygge et stort shoppingcenter og et hospital i Puerto Galera. Om fem år bliver vi nødt til at rykke alting op og finde et andet sted. Jorden kommer til at stige i værdi, og derfor vil ejeren bygge store og dyre huse her,” forudser Edwin.
Inden vi går videre mod havnen for at sejle hjem til Coco Beach, får vi en sød kartoffel, lidt salat vendt i eddike, hvidløg og ingefær – og en kogt yam, som er så rig på stivelse, at jeg næsten drikker den medfølgende kokosnød i én slurk. Edwin følger os ned til båden, og på vejen peger han på en tavle ved en lille bod:
”Der er 270 mio. pesos i lottopuljen i dag. Hvis jeg vinder, vil jeg købe jorden tilbage til stammen, så vi ikke behøver at flytte. Jeg vil også købe en båd – vi har ikke en chance i byen, men vi kan sagtens fange fisk.” Stoltheden og kærligheden til stammen kan ingen tage fra Edwin.
Jeg stikker ham 150 pesos, da jeg stiger ombord:
”Lov mig, at du køber lottokuponer for alle pengene.”
Tilbage under de svajende palmer
Turen tilbage til Coco Beach tager kun ti minutter. Jeg har rejst i Asien ad flere omgange – også på kryds og tværs i Filippinerne. Jeg forbinder normalt Filippinerne med menneskemængder, tæt udstødning fra de mange dekorerede Jeepneys, larmende karaoke på ethvert gadehjørne, besynderlige ’delikatesser’ som mavesæk, tarme på pind, kyllingefostre, hønsefødder og hund.
Coco Beach er noget helt andet. Her er alt lavet i naturmaterialer, ingen larmende trafik, ingen desperate gadesælgere, ingen blinkende diskoteker – kun rendyrket fred og ro.
Det 1o hektar store areal er en lille landsby i sig selv. De 110 bambushytter er spredt rundt mellem bjergsidens mange kokospalmer; jo højere oppe, jo flere trin – men også desto smukkere udsigt fra verandaen.
Resortet har egen sæbefabrik, hvor du kan opleve, hvordan de velduftende sæber, massageolier, cremer mv. bliver til på baggrund af hjemmepresset kokosolie fra Coco Beachs egne kokospalmer. På mange måder er Coco Beach en slags mikrokosmos, hvor respekten for nærområdet har højeste prioritet. Det ved Mangyan-stammen, det ved de fem lokale børn, som hvert år får friplads i skolen, men dyrelivet mærker det også. Coco Beach deltager i oprydninger under vandet og til lands, og pt. arbejder der hårdt på at gøre området omkring Puerto Galera til et hajreservat.
Desuden er planen er sikre en højere bestanddel af de udrydningstruede Hawksbill-havskildpadder – projektet er allerede i gang, da Coco Beach for et stykke tid siden sikrede 33 skildpaddeæg, som nu er blevet til babyskildpadder. Æggenes rede var blevet angrebet af en krebs, men skildpadderne lever nu i en stor tank på Coco Beach, indtil de bliver store nok til selv at klare sig sikkert gennem tilværelsen.
110 aktiviteter for store og små
Selvom omgivelser umiddelbart giver lyst til afslapning og wellness, så er der masser af aktiviteter, hvis du skulle blive træt af at flyde rundt i det krystalklare og næsten kropstempererede hav – eller i den 800 m2 store, laguneformede pool. Coco Beach arrangerer diverse ture ’ud af huset’– som fx Robinson Cruise-agtige overlevelsesture i junglen eller på en øde strand.
Vælger du at blive på Coco Beach, er der rig mulighed for at forkæle dig selv i skønhedssalonen, i én af flere barer, i biografen, i hængekøjen eller under vandet, hvor du vil opleve, hvad der mest af alt ligner et ekstremt forsøg på at slå verdensrekorden i blomsterdekoration: Korallerne tårner sig op og folder sig finurligt ud, mens fiskene svømmer forundret forbi din næse.
Mulighederne er mange og ligger lige for fødderne af dig – du bestemmer selv, om turen går til poolen, eller om du vil følge i Edwins fodspor og opleve Mangyan-stammens barske virkelighed. Coco Beach giver dig under alle omstændigheder en helhedsoplevelse, som kun kan siges at være vanedannende.
• Coco Beach har egen lægeklinik, hvor en læge og sygeplejerske står
til rådighed 24/7
• Der er rig mulighed for at snorkle i området, og kun 3 min. i båd fra
Coco Beach kan du springe i vandet med eget eller lånt dykkerudstyr
• Coco Beach har eget dykkercenter med dansktalende personale.
Centret udbyder alle kurser fra PADI Open Water til Dive Master.
• 4 restauranter, 2 barer, tennisbane, basketball, legepladser mv.
• Rejs for kun 8.888,- i op til 28 dage i perioden 1. juli–5. december
2011
• Læs mere på cocobeach.com og cctravel.dk
Tag dine gamle klude med på luksusferie
Skrevet af Kristina Højholt den 11/06/11
Turen op gennem de filippinske bjerge viser en fattig, korrupt, men også kærlig side af landet. En side, som sætter alting lidt i perspektiv. Oplev Mangyan-stammens virkelighed, og nyd samtidig et ophold på ét af Filippinernes mest paradisiske ferieresorter.
Junglen går i ét – de 50 meter høje bambus flankeres af kokospalmer, mahogni-, papir- og bomuldstræer. Alle vegne fristes den søde tand af mango, ananas, pomelo, kakao, jackfruit, kaffe og banan. Selvom det stadig kun er formiddag, hagler sveden af mig – jeg har fire timers eventyr foran mig.
Vi er på vej op i bjergene bag Puerto Galera – et filippinsk kystparadis på nordsiden af øen Mindoro. Her ligger kridhvide sandstrande som perler på en snor. Det er hér, man finder den ro, man læser om i bladene. Lige nu er der dog langt til de idyllisk-azurfarvede reklamebilleder. Jeg er midt i virkeligheden: Duften af bål og de fritgående høns, haner og geder minder mig om, at jeg godt kan lægge luksussen bag mig for en dags tid.
Et presset folk
”Om 10 minutter når vi den første landsby,” siger min guide Edwin, som selv er fra Mangyan-stammen, Mindoro-øens oprindelige folk. Han fortæller om stammens stride forhold gennem tiden. Om, hvordan japanerne under 2. Verdenskrig besatte landet, kastede babyer op i luften for at skyde dem som lerduer, og om hvordan gravide kvinder blev dræbt med skud i maven.
”Stammen søgte ly i bjergene. De lavede kun mad om natten, så japanerne ikke kunne se røgen. Sådan gik det år efter år, og stammefolket havde ingen idé om, at krigen faktisk var endt i 1945.”
Da de endelig kom ned i ’lowlandet’, måtte de sande, at området var overtaget af ’lowlanders’ – kapitalstærke tilflyttere fra andre af de filippinske øer. Fattigdom og mangel på uddannelse gjorde Mangyan-stammen til tabere fra begyndelsen. De havde pludselig intet krav på jord, kun pletvise områder, som den dag i dag markeres med pigtrådshegn.
”Mindoro betyder ’mining gold’. Vi har meget guld i bjergene, og det har lowlanderne også taget fra os. De presser os længere og længere op ad bjerget, vi har ikke en chance. Nogle af dem er advokatuddannede og ved, hvordan de skal omgås loven for egen vindings skyld,” fortæller Edwin. Derfor må Mangyan-stammen ofte pakke sydfrugterne og flytte over på den anden side af hegnet.
Benhård business
Et sted stiger til røg til vejrs, og Edwin forklarer: ”Vi brænder bjergsiderne af for at kunne plante ris og majs. Ris gror kun i regntiden, og det er svært at dyrke tilstrækkeligt. Sidste år fik min far kun to sække. Det betyder, at måltiderne må reduceres til to eller kun et enkelt om dagen.”
Mange af Mangyan-strammens folk bor ikke på egen jord, men har fået lov til at bygge hus på lowlandernes jord mod at plante kokospalmer og mangotræer. Aftalen går ud på, at de giver ejerne 50 eller helt op til 75 % af udbyttet – ”they are stronger than us,” som Edwin opgivende formulerer det. Der er derfor ikke mange skillinger tilovers, når der skal købes småfornødenheder som salt, krydderier, olie og tobak.
Småpenge tjenes ved kulproduktion. Edwin viser mig en stor bålplads og fortæller, at når der er samlet nok med træ, brænder bålet i tre dage og tre nætter. Tilbage ligger kulstumperne, som kan sælges for 120 pesos pr. sæk (knap 16 kr.). På to uger kan en familie lave ti sække og altså tjene 1.200 pesos. Det hjælper dog ikke stort, hvis risreserverne er små – en sæk ris koster 1.600 pesos ...
Ex-borgmester lukker og slukker
Pludselig kommer vi til en stor og prangende port. ’Hus til salg’ står der på et skilt. Det er ex-borgmesterens, og vi går straks ind på at se på løjerne.
Huset er enormt. To etager, udsigt over hele Puerto Galera-bugten, swimmingpool, fine kakler osv. Hele molevitten er sat til salg for 10 mio. pesos.
På mit spørgsmål om, hvorfor manden dog vil sælge dette fantastiske hus, svarer Edwin: ”Han har så mange ejendomme.”
”Men hvordan – en filippinsk borgmester tjener jo kun ca. 23.000 pesos om måneden (ca. 3.000 kr.),” spørger jeg igen undrende.
”Alt i Filippinerne er korrupt. En borgmester får en lav løn, ja – men så får han jo også minimum 10 % af alle projekterne. Hvis han bygger et vejanlæg for 23 mio., så ryger 2,3 af dem lige ned i egen lomme.” Den hovedregning får det store hus til at ligne en ondskabsfuld joke midt i al elendigheden.
”Du skal være rig for at komme til magten – du skal have mindst 15 mio. til valgkampen. Dem køber du stemmer for. Ejeren af dette hus blev genvalgt tre gange, men fjerde gang ville vi ikke støtte ham. Da valgresultaterne blev gjort op, måtte han sande, at han ikke havde genvundet borgmesterposten. Den efterfølgende dag lukkede han for hele vandforsyningen i bare raseri.
Arbejde er bedre end passiv hjælp
Magtfulde positioner kommer Mangyan-folket nok næppe nogensinde i besiddelse af. Uddannelsesniveauet er for lavt, og ingen har råd til mere skolegang end det mest nødvendige. Vi kommer forbi et knap 15 m2 lille træskur – det danner klasseværelse for 30 børn i alderen 4-6 år. De andre klassetrin er placeret rundt om i områdets primitive kirker.
”Vi oplever stor diskrimination, så derfor går børnene ikke i skole nede i lowlandet,” fortæller Edwin. Han startede selv et par år for sent i skole, da forældrene var meget fattige, og han derfor måtte gå med dem i junglen for at finde føde.
Men Mangyan-folket kan noget, som ingen andre kan. De fletter kurve, fade, smykker, smykkeskrin, bordskånere og krukker af stærke slyngplanter. I takt med, at vi bevæger os hen ad vejen, stiller familierne deres kreationer frem i håb om, at en vesterlænding vil vise et barmhjertigt hjerte.
”Det tager en hel uge at lave dette her,” siger Edwin og holder et smukt mønstret fad i vejret. Jeg betaler, hvad der svarer til 45 kr., og en mund af rådne tænder åbner sig i et bredt smil: ”Thank you so very much!” Jeg har lyst til at hæve hele min bankbeholdning for at få sat lidt skub i familiens miserable forhold. Men en engangssum er kun en midlertidig løsning. Det har det delvist danskejede ferieresort Coco Beach for længst indset, og strategien er derfor en anden.
”Vi tror på, at arbejdsløn gør en større forskel, end hvis Mangyan-stammen blot modtager passiv hjælp. Derfor har vi valgt at hjælpe dem til at kunne forsørge sig selv og deres familier. Vi køber deres kunsthåndværk og sælger det i vores souvenirshop. Indtægterne går ubeskåret til arbejderne,” fortæller Enrico Harrasser fra rejsebureauet C&C travel, som hvert år sender danskere ned under de tropiske himmelstrøg.
Coco Beach opfordrer også gæsterne til at tage deres aflagte tøj med i kufferten. Det vækker langvarig glæde hos dem, der har allermest brug for det. Samtidig organiserer C&C travel diverse indsamlinger hjemme i Danmark. Det har blandt andet resulteret i den årlige ’Julegavepakken’; en kurv til Mangyan-familierne med ris og lidt blandende købmandsvarer.
Den rige mand udvider
Vi ender i Edwins egen landsby, 70 hytter på en rig lowlanders jord. De har fået lov til at bygge i lette materialer som bambus, træ og palmeblade – det giver sig selv, for Mangyan-folket har alligevel ikke råd til beton.
”Den rige mand vil bygge et stort shoppingcenter og et hospital i Puerto Galera. Om fem år bliver vi nødt til at rykke alting op og finde et andet sted. Jorden kommer til at stige i værdi, og derfor vil ejeren bygge store og dyre huse her,” forudser Edwin.
Inden vi går videre mod havnen for at sejle hjem til Coco Beach, får vi en sød kartoffel, lidt salat vendt i eddike, hvidløg og ingefær – og en kogt yam, som er så rig på stivelse, at jeg næsten drikker den medfølgende kokosnød i én slurk. Edwin følger os ned til båden, og på vejen peger han på en tavle ved en lille bod:
”Der er 270 mio. pesos i lottopuljen i dag. Hvis jeg vinder, vil jeg købe jorden tilbage til stammen, så vi ikke behøver at flytte. Jeg vil også købe en båd – vi har ikke en chance i byen, men vi kan sagtens fange fisk.” Stoltheden og kærligheden til stammen kan ingen tage fra Edwin.
Jeg stikker ham 150 pesos, da jeg stiger ombord:
”Lov mig, at du køber lottokuponer for alle pengene.”
Tilbage under de svajende palmer
Turen tilbage til Coco Beach tager kun ti minutter. Jeg har rejst i Asien ad flere omgange – også på kryds og tværs i Filippinerne. Jeg forbinder normalt Filippinerne med menneskemængder, tæt udstødning fra de mange dekorerede Jeepneys, larmende karaoke på ethvert gadehjørne, besynderlige ’delikatesser’ som mavesæk, tarme på pind, kyllingefostre, hønsefødder og hund.
Coco Beach er noget helt andet. Her er alt lavet i naturmaterialer, ingen larmende trafik, ingen desperate gadesælgere, ingen blinkende diskoteker – kun rendyrket fred og ro.
Det 1o hektar store areal er en lille landsby i sig selv. De 110 bambushytter er spredt rundt mellem bjergsidens mange kokospalmer; jo højere oppe, jo flere trin – men også desto smukkere udsigt fra verandaen.
Resortet har egen sæbefabrik, hvor du kan opleve, hvordan de velduftende sæber, massageolier, cremer mv. bliver til på baggrund af hjemmepresset kokosolie fra Coco Beachs egne kokospalmer. På mange måder er Coco Beach en slags mikrokosmos, hvor respekten for nærområdet har højeste prioritet. Det ved Mangyan-stammen, det ved de fem lokale børn, som hvert år får friplads i skolen, men dyrelivet mærker det også. Coco Beach deltager i oprydninger under vandet og til lands, og pt. arbejder der hårdt på at gøre området omkring Puerto Galera til et hajreservat.
Desuden er planen er sikre en højere bestanddel af de udrydningstruede Hawksbill-havskildpadder – projektet er allerede i gang, da Coco Beach for et stykke tid siden sikrede 33 skildpaddeæg, som nu er blevet til babyskildpadder. Æggenes rede var blevet angrebet af en krebs, men skildpadderne lever nu i en stor tank på Coco Beach, indtil de bliver store nok til selv at klare sig sikkert gennem tilværelsen.
110 aktiviteter for store og små
Selvom omgivelser umiddelbart giver lyst til afslapning og wellness, så er der masser af aktiviteter, hvis du skulle blive træt af at flyde rundt i det krystalklare og næsten kropstempererede hav – eller i den 800 m2 store, laguneformede pool. Coco Beach arrangerer diverse ture ’ud af huset’– som fx Robinson Cruise-agtige overlevelsesture i junglen eller på en øde strand.
Vælger du at blive på Coco Beach, er der rig mulighed for at forkæle dig selv i skønhedssalonen, i én af flere barer, i biografen, i hængekøjen eller under vandet, hvor du vil opleve, hvad der mest af alt ligner et ekstremt forsøg på at slå verdensrekorden i blomsterdekoration: Korallerne tårner sig op og folder sig finurligt ud, mens fiskene svømmer forundret forbi din næse.
Mulighederne er mange og ligger lige for fødderne af dig – du bestemmer selv, om turen går til poolen, eller om du vil følge i Edwins fodspor og opleve Mangyan-stammens barske virkelighed. Coco Beach giver dig under alle omstændigheder en helhedsoplevelse, som kun kan siges at være vanedannende.
• Coco Beach har egen lægeklinik, hvor en læge og sygeplejerske står
til rådighed 24/7
• Der er rig mulighed for at snorkle i området, og kun 3 min. i båd fra
Coco Beach kan du springe i vandet med eget eller lånt dykkerudstyr
• Coco Beach har eget dykkercenter med dansktalende personale.
Centret udbyder alle kurser fra PADI Open Water til Dive Master.
• 4 restauranter, 2 barer, tennisbane, basketball, legepladser mv.
• Rejs for kun 8.888,- i op til 28 dage i perioden 1. juli–5. december
2011
• Læs mere på cocobeach.com og cctravel.dk
Junglen går i ét – de 50 meter høje bambus flankeres af kokospalmer, mahogni-, papir- og bomuldstræer. Alle vegne fristes den søde tand af mango, ananas, pomelo, kakao, jackfruit, kaffe og banan. Selvom det stadig kun er formiddag, hagler sveden af mig – jeg har fire timers eventyr foran mig.
Vi er på vej op i bjergene bag Puerto Galera – et filippinsk kystparadis på nordsiden af øen Mindoro. Her ligger kridhvide sandstrande som perler på en snor. Det er hér, man finder den ro, man læser om i bladene. Lige nu er der dog langt til de idyllisk-azurfarvede reklamebilleder. Jeg er midt i virkeligheden: Duften af bål og de fritgående høns, haner og geder minder mig om, at jeg godt kan lægge luksussen bag mig for en dags tid.
Et presset folk
”Om 10 minutter når vi den første landsby,” siger min guide Edwin, som selv er fra Mangyan-stammen, Mindoro-øens oprindelige folk. Han fortæller om stammens stride forhold gennem tiden. Om, hvordan japanerne under 2. Verdenskrig besatte landet, kastede babyer op i luften for at skyde dem som lerduer, og om hvordan gravide kvinder blev dræbt med skud i maven.
”Stammen søgte ly i bjergene. De lavede kun mad om natten, så japanerne ikke kunne se røgen. Sådan gik det år efter år, og stammefolket havde ingen idé om, at krigen faktisk var endt i 1945.”
Da de endelig kom ned i ’lowlandet’, måtte de sande, at området var overtaget af ’lowlanders’ – kapitalstærke tilflyttere fra andre af de filippinske øer. Fattigdom og mangel på uddannelse gjorde Mangyan-stammen til tabere fra begyndelsen. De havde pludselig intet krav på jord, kun pletvise områder, som den dag i dag markeres med pigtrådshegn.
”Mindoro betyder ’mining gold’. Vi har meget guld i bjergene, og det har lowlanderne også taget fra os. De presser os længere og længere op ad bjerget, vi har ikke en chance. Nogle af dem er advokatuddannede og ved, hvordan de skal omgås loven for egen vindings skyld,” fortæller Edwin. Derfor må Mangyan-stammen ofte pakke sydfrugterne og flytte over på den anden side af hegnet.
Benhård business
Et sted stiger til røg til vejrs, og Edwin forklarer: ”Vi brænder bjergsiderne af for at kunne plante ris og majs. Ris gror kun i regntiden, og det er svært at dyrke tilstrækkeligt. Sidste år fik min far kun to sække. Det betyder, at måltiderne må reduceres til to eller kun et enkelt om dagen.”
Mange af Mangyan-strammens folk bor ikke på egen jord, men har fået lov til at bygge hus på lowlandernes jord mod at plante kokospalmer og mangotræer. Aftalen går ud på, at de giver ejerne 50 eller helt op til 75 % af udbyttet – ”they are stronger than us,” som Edwin opgivende formulerer det. Der er derfor ikke mange skillinger tilovers, når der skal købes småfornødenheder som salt, krydderier, olie og tobak.
Småpenge tjenes ved kulproduktion. Edwin viser mig en stor bålplads og fortæller, at når der er samlet nok med træ, brænder bålet i tre dage og tre nætter. Tilbage ligger kulstumperne, som kan sælges for 120 pesos pr. sæk (knap 16 kr.). På to uger kan en familie lave ti sække og altså tjene 1.200 pesos. Det hjælper dog ikke stort, hvis risreserverne er små – en sæk ris koster 1.600 pesos ...
Ex-borgmester lukker og slukker
Pludselig kommer vi til en stor og prangende port. ’Hus til salg’ står der på et skilt. Det er ex-borgmesterens, og vi går straks ind på at se på løjerne.
Huset er enormt. To etager, udsigt over hele Puerto Galera-bugten, swimmingpool, fine kakler osv. Hele molevitten er sat til salg for 10 mio. pesos.
På mit spørgsmål om, hvorfor manden dog vil sælge dette fantastiske hus, svarer Edwin: ”Han har så mange ejendomme.”
”Men hvordan – en filippinsk borgmester tjener jo kun ca. 23.000 pesos om måneden (ca. 3.000 kr.),” spørger jeg igen undrende.
”Alt i Filippinerne er korrupt. En borgmester får en lav løn, ja – men så får han jo også minimum 10 % af alle projekterne. Hvis han bygger et vejanlæg for 23 mio., så ryger 2,3 af dem lige ned i egen lomme.” Den hovedregning får det store hus til at ligne en ondskabsfuld joke midt i al elendigheden.
”Du skal være rig for at komme til magten – du skal have mindst 15 mio. til valgkampen. Dem køber du stemmer for. Ejeren af dette hus blev genvalgt tre gange, men fjerde gang ville vi ikke støtte ham. Da valgresultaterne blev gjort op, måtte han sande, at han ikke havde genvundet borgmesterposten. Den efterfølgende dag lukkede han for hele vandforsyningen i bare raseri.
Arbejde er bedre end passiv hjælp
Magtfulde positioner kommer Mangyan-folket nok næppe nogensinde i besiddelse af. Uddannelsesniveauet er for lavt, og ingen har råd til mere skolegang end det mest nødvendige. Vi kommer forbi et knap 15 m2 lille træskur – det danner klasseværelse for 30 børn i alderen 4-6 år. De andre klassetrin er placeret rundt om i områdets primitive kirker.
”Vi oplever stor diskrimination, så derfor går børnene ikke i skole nede i lowlandet,” fortæller Edwin. Han startede selv et par år for sent i skole, da forældrene var meget fattige, og han derfor måtte gå med dem i junglen for at finde føde.
Men Mangyan-folket kan noget, som ingen andre kan. De fletter kurve, fade, smykker, smykkeskrin, bordskånere og krukker af stærke slyngplanter. I takt med, at vi bevæger os hen ad vejen, stiller familierne deres kreationer frem i håb om, at en vesterlænding vil vise et barmhjertigt hjerte.
”Det tager en hel uge at lave dette her,” siger Edwin og holder et smukt mønstret fad i vejret. Jeg betaler, hvad der svarer til 45 kr., og en mund af rådne tænder åbner sig i et bredt smil: ”Thank you so very much!” Jeg har lyst til at hæve hele min bankbeholdning for at få sat lidt skub i familiens miserable forhold. Men en engangssum er kun en midlertidig løsning. Det har det delvist danskejede ferieresort Coco Beach for længst indset, og strategien er derfor en anden.
”Vi tror på, at arbejdsløn gør en større forskel, end hvis Mangyan-stammen blot modtager passiv hjælp. Derfor har vi valgt at hjælpe dem til at kunne forsørge sig selv og deres familier. Vi køber deres kunsthåndværk og sælger det i vores souvenirshop. Indtægterne går ubeskåret til arbejderne,” fortæller Enrico Harrasser fra rejsebureauet C&C travel, som hvert år sender danskere ned under de tropiske himmelstrøg.
Coco Beach opfordrer også gæsterne til at tage deres aflagte tøj med i kufferten. Det vækker langvarig glæde hos dem, der har allermest brug for det. Samtidig organiserer C&C travel diverse indsamlinger hjemme i Danmark. Det har blandt andet resulteret i den årlige ’Julegavepakken’; en kurv til Mangyan-familierne med ris og lidt blandende købmandsvarer.
Den rige mand udvider
Vi ender i Edwins egen landsby, 70 hytter på en rig lowlanders jord. De har fået lov til at bygge i lette materialer som bambus, træ og palmeblade – det giver sig selv, for Mangyan-folket har alligevel ikke råd til beton.
”Den rige mand vil bygge et stort shoppingcenter og et hospital i Puerto Galera. Om fem år bliver vi nødt til at rykke alting op og finde et andet sted. Jorden kommer til at stige i værdi, og derfor vil ejeren bygge store og dyre huse her,” forudser Edwin.
Inden vi går videre mod havnen for at sejle hjem til Coco Beach, får vi en sød kartoffel, lidt salat vendt i eddike, hvidløg og ingefær – og en kogt yam, som er så rig på stivelse, at jeg næsten drikker den medfølgende kokosnød i én slurk. Edwin følger os ned til båden, og på vejen peger han på en tavle ved en lille bod:
”Der er 270 mio. pesos i lottopuljen i dag. Hvis jeg vinder, vil jeg købe jorden tilbage til stammen, så vi ikke behøver at flytte. Jeg vil også købe en båd – vi har ikke en chance i byen, men vi kan sagtens fange fisk.” Stoltheden og kærligheden til stammen kan ingen tage fra Edwin.
Jeg stikker ham 150 pesos, da jeg stiger ombord:
”Lov mig, at du køber lottokuponer for alle pengene.”
Tilbage under de svajende palmer
Turen tilbage til Coco Beach tager kun ti minutter. Jeg har rejst i Asien ad flere omgange – også på kryds og tværs i Filippinerne. Jeg forbinder normalt Filippinerne med menneskemængder, tæt udstødning fra de mange dekorerede Jeepneys, larmende karaoke på ethvert gadehjørne, besynderlige ’delikatesser’ som mavesæk, tarme på pind, kyllingefostre, hønsefødder og hund.
Coco Beach er noget helt andet. Her er alt lavet i naturmaterialer, ingen larmende trafik, ingen desperate gadesælgere, ingen blinkende diskoteker – kun rendyrket fred og ro.
Det 1o hektar store areal er en lille landsby i sig selv. De 110 bambushytter er spredt rundt mellem bjergsidens mange kokospalmer; jo højere oppe, jo flere trin – men også desto smukkere udsigt fra verandaen.
Resortet har egen sæbefabrik, hvor du kan opleve, hvordan de velduftende sæber, massageolier, cremer mv. bliver til på baggrund af hjemmepresset kokosolie fra Coco Beachs egne kokospalmer. På mange måder er Coco Beach en slags mikrokosmos, hvor respekten for nærområdet har højeste prioritet. Det ved Mangyan-stammen, det ved de fem lokale børn, som hvert år får friplads i skolen, men dyrelivet mærker det også. Coco Beach deltager i oprydninger under vandet og til lands, og pt. arbejder der hårdt på at gøre området omkring Puerto Galera til et hajreservat.
Desuden er planen er sikre en højere bestanddel af de udrydningstruede Hawksbill-havskildpadder – projektet er allerede i gang, da Coco Beach for et stykke tid siden sikrede 33 skildpaddeæg, som nu er blevet til babyskildpadder. Æggenes rede var blevet angrebet af en krebs, men skildpadderne lever nu i en stor tank på Coco Beach, indtil de bliver store nok til selv at klare sig sikkert gennem tilværelsen.
110 aktiviteter for store og små
Selvom omgivelser umiddelbart giver lyst til afslapning og wellness, så er der masser af aktiviteter, hvis du skulle blive træt af at flyde rundt i det krystalklare og næsten kropstempererede hav – eller i den 800 m2 store, laguneformede pool. Coco Beach arrangerer diverse ture ’ud af huset’– som fx Robinson Cruise-agtige overlevelsesture i junglen eller på en øde strand.
Vælger du at blive på Coco Beach, er der rig mulighed for at forkæle dig selv i skønhedssalonen, i én af flere barer, i biografen, i hængekøjen eller under vandet, hvor du vil opleve, hvad der mest af alt ligner et ekstremt forsøg på at slå verdensrekorden i blomsterdekoration: Korallerne tårner sig op og folder sig finurligt ud, mens fiskene svømmer forundret forbi din næse.
Mulighederne er mange og ligger lige for fødderne af dig – du bestemmer selv, om turen går til poolen, eller om du vil følge i Edwins fodspor og opleve Mangyan-stammens barske virkelighed. Coco Beach giver dig under alle omstændigheder en helhedsoplevelse, som kun kan siges at være vanedannende.
• Coco Beach har egen lægeklinik, hvor en læge og sygeplejerske står
til rådighed 24/7
• Der er rig mulighed for at snorkle i området, og kun 3 min. i båd fra
Coco Beach kan du springe i vandet med eget eller lånt dykkerudstyr
• Coco Beach har eget dykkercenter med dansktalende personale.
Centret udbyder alle kurser fra PADI Open Water til Dive Master.
• 4 restauranter, 2 barer, tennisbane, basketball, legepladser mv.
• Rejs for kun 8.888,- i op til 28 dage i perioden 1. juli–5. december
2011
• Læs mere på cocobeach.com og cctravel.dk
Puerto Galera - "White House" - Mindoro Island
Skrevet af hansdk den 28/04/11
Filippinerne er Østens uopdagede paradis. Dette tropiske, solbeskinnede ørige har alt, hvad hjertet kan begære: hvide sandstrande, svajende palmer, sublime dykkermuligheder, barokke katedraler, rygende vulkaner, billedskønne rismarker. Tilmed billige priser.
Øen Mindoro og specielt Puerto Galera er udnævnt til et world heritage location og Puerto Galera har fået udemærkelsen "One of the most beautiful bay's in the world". Dette tropiske område er "next door to paradise". Bestil din rejse og kom og oplev det hele ved selvsyn. Det vil være en anderledes og spændende ferie du sent vil glemme.
Bo i det moderne hvide hus "White House" eller en af de lækre 2 lejligheder lige uden for byen - op ad en dejlig jungle bjergskråning. Med en fantastisk udsigt udover det Sydkinesiske Ocean. Dejlig badestrand er kun nogle få gåminutter væk.
Øen Mindoro og specielt Puerto Galera er udnævnt til et world heritage location og Puerto Galera har fået udemærkelsen "One of the most beautiful bay's in the world". Dette tropiske område er "next door to paradise". Bestil din rejse og kom og oplev det hele ved selvsyn. Det vil være en anderledes og spændende ferie du sent vil glemme.
Bo i det moderne hvide hus "White House" eller en af de lækre 2 lejligheder lige uden for byen - op ad en dejlig jungle bjergskråning. Med en fantastisk udsigt udover det Sydkinesiske Ocean. Dejlig badestrand er kun nogle få gåminutter væk.
Wikipedia om Filippinerne
(Filippinsk: For kærligheden til Gud, folk, natur, og land) Republikken Filippinerne (Filippinsk: Repúbliká ng̃ Pilipinas) er en østat i Asien, samt medlem af ASEAN. Landet var under spansk herredømme 333 år, i perioden 1565 - 1898, derefter under amerikansk herredømme i 48 år, indtil 1946. Det er sammen med Østtimor og Sydkorea et af de tre asiatiske lande, som har kristendom som dominerende religion. Sammen med den spanske og amerikanske indflydelse har dette gjort Filippinerne til et af Asiens mest vestligt orienterede lande. Læs mere på Wikipedia
RSS
Brugerne skriver...
- epicroom skrev en kommentar til artiklen "10 uundværlige ting til strandturen" 24/05/2013 - 20:39
- thoudahl skrev en kommentar til artiklen "Her spiser du allerbedst i Asien" 24/05/2013 - 10:14
- Bon9 skrev en kommentar til artiklen "Cofoco på charterrejsen" 23/05/2013 - 21:18
- Bon9 skrev en kommentar til artiklen "Cofoco på charterrejsen" 23/05/2013 - 21:17
- stineingmann skrev en kommentar til artiklen "Tag med på 110 km Fjällräven Classic" 22/05/2013 - 13:36
- Se tidligere aktiviteter...
n/a