Et lilla lyn flænger den tunge, nordfranske himmel på tværs. Og som i en gyserfilm bliver silhouetterne af de høje, slanke og pastelfarvede huse helt tydelige i klitterne.

Det er her, vi skal bo. Det er midt om natten. Og det øser ned.

- Skal jeg? Eller har andre lyst, spørger jeg rundt i vognen og går ud i den drivvåde nat, hvor lyn fortsætter med at røntgenfotografere landskabet.

Heldigvis er det ikke svært at banke personalet op. Vi må have aktiveret en alarm ind til feriebyen, for pludselig myldrer det med pludrende mænd med kasketter og walkietalkies, der venligt samler os alle - to voksne og syv børn - på golfvogne og ruller af sted mellem husene.

Pilen ramte plet

De mindste er pakket ind i dyner og opdager intet. De største misser med øjnene mod den buldrende himmel, og stiller spørgsmålet:

- Kan de ramme os?

Næste morgen er tordenvejret overstået, og en blank, hed himmel åbenbarer sig over Nordmandiet.

Vi skal være i denne ferieby ved Fort Mahon, syd for Calais, i otte dage, og vi er temmeligt spændte. For hvad siger ungerne til det? Og hvad med vejret?

De seneste år er vi rejst til Sydeuropa med flokken, og det har været en succes. I charterland er konceptet skruet helt rent sammen: med pool, legekammerater, børneklub og ikke mindst sikker sol.

Er det anderledes med Nordmandiet?

Vejrudsigten er i hvert fald. Selv i juli risikerer regn og blæst på disse kanter, altså dansk sommervejr.

Men det kan straks røbes: Pilen ramte plet! Solen hamrede ned fra en skyfri himmel ugen igennem, temperaturen var omkring de 30, og man kunne ikke undgå - fra liggestolens dyb - at sende drivhusgasserne en venlig tanke.

Ekstrem børnevenlig

Ydermere viste vores ferieby sig at være ekstrem børnevenlig og endnu mere charteragtig end chartersyden.

Her var underholdning med teater og klovnerier om aftenen, cirkusbesøg (med ægte tigere og aber), ponyridning, sportsbaner, legepladser, danseskole, sejlbåde og kaningård.

Og så vand i stride strømme!

Som stedets brusende hjerte lå det store pool-område med tre udendørs pools, vandrutsjebaner samt et stort indendørs anlæg med en gigantisk bølgemaskine.

Det var her, vi tilbragte dagene på bedste sydlandske manér med solbadning, plaskeri, is og pandekager.

Om aftenen, når solen - ofte i et rødglødende bål - gik ned i havet, slentrede vi rundt i den lille, maleriske ferieby, som består af fem kvarterer og er bygget op omkring en stor sø med kanaler.

Det hele er topmoderne og nybygget, men blottet for plastic og billige tricks. Stedet illuderer fortidens elegance og støvede skønhed med de kulørte huse, der er tro kopier af gamle træsommerhuse fra svundne tider.

Hård køretur

Fra feriebyen kan man gå direkte ned til havet mellem pinjetræerne og klitterne, der er beplantet med marehalm for at undgå sandflugt.

Området regnes for et af Nordeuropas mest storslåede klitlandsskaber og får den jyske vestkyst til at blegne i sammenligning.

Gider man ikke at gå til stranden, kan man i øvrigt køre med et lille veterantog.

Eneste minus ved Belle Dune er, at man skal ud på en hård køretur for at komme dertil. Fra den dansk-tyske grænse tager det ca. otte-ni timer, altså væsentligt længere tid end charterflyets tre-fire timer.

Til gengæld er det billigere. Vi regnede ud, at en uge på de græske øer ville have kostet os mindst 45.000 kr. Her slap vi med en tredjedel, 15.000 kr.

Og børnene var mindst lige så begejstrede.

0 kommentarer |  Log ind for at skrive en kommentar